Sammen bevæger vi os dybt ind i de skove og de bjerge der er dit land. Dine forfædres vugge. Efter mange timers vandring ved siden af hesten, stopper du op. Tager mig i hånden, og leder mig de sidste meter gennem skoven til den klippe du kalder din.
   Betagende. Mod øst slynger en svulmende flod sig mod søen i et rasende tempo, som skulle den nå at lade alt sit vand til søen, inden solen går ned. Mod syd er de smukke bjerge, hvor den sidste sne endnu spejler solens stråler, i et væld af røde og violette farver. Mod vest, er den smukke nedgående sols røde skive, ved at fortabe sig bag de høje bjerge, som den farver flammende røde, sætter bjergenes tinder i brand.
   Du ser på mig, er lykkelig. Dine lange fletninger hænger ned over dit bryst, er den ramme hvorom dit ansigts smil bliver understreget af dine smukke brysters konturer. Så smuk du er i den synkende sols stråler.
   Vi pakker ud, rejser teltet og gør klar til natten. Før vi går til ro, nyder vi igen de sidste stråler fra den synkende sol, ser dem bade det smukke landskab, du kalder for dine forfædres land, i et væld af gule, røde og violette farver.

Pludselig skrider klippen under dig. Du hvirvles nedad i et rasende tempo. Jeg stormer ned ad den stejle bjergside, prøver at nå dig. Mine ben synes tunge, mine bevægelser er som i slowmotion.
   Med et skrig forsvinder du i den hvirvlende stenmasse. Dine arme rækker forgæves ud efter mig. Du er væk, begravet af de tusinder af tonstunge sten der lægger sig der hvor du forsvandt.
   Jeg anråber mine guder, dine totems, dine ånder om hjælp. Mørket sænker sig over mig, dækker den sidste rest af lyset, der nu kun anes i det hvirvlende støv.
   Mit hjerte føles som holdt det op med at slå. Kun mørket er tilbage. Tomheden.

Med et sæt vågner jeg. Griber ud efter dig, mærker din varme nøgne krop ved min side. Jeg hulker hysterisk, omfavner dig og græder højlydt som et barn.
   Dine øjne ser forskrækket på mig, dine hænder tager om mig, du mærker min sved der har gjort min krop helt våd.
   Du vugger mig langsomt, nynner blidt til mig den sang, du for år tilbage nynnede for dine børn da de var små, det var før din mand forlod dig, for at drage til de evige jagtmarker. Den tryghed du giver mig, får mig til at falde til ro, du vugger mig blidt.
   Morgensolens første stråler titter ind gennem vinduet til os. Stille hvisker du til mig:
   "Jeg er lige her, skal nok passe på dig. Min kærlighed til dig vil jage de onde mareridt på flugt. Jeg elsker dig."

"Du er så smuk!" siger jeg efter en tid hvor jeg endelig er faldet til ro.
   "Du er min indianerkvinde, den kvinde der forsøder mit livs efterår. Jeg takker dig for din kærlighed til mig, din omsorg for mig. Jeg undskylder jeg tager sådan på vej, men dine ånder plager mig med onde mareridt, bebrejder mig den hvide mands overgreb på det folk der er dit, plager mig med onde drømme."
   Du smiler, putter mig under skindet fra den ren du skød, da du lærte mig at jage.
   Dine favntag giver mig ro og styrke, til at få orden på mine tanker.
   Du vil hjælpe mig med at forsone dine ånder , så de lader mig i fred. Hjælpe mig til at forstå den verden der er din, hjælpe mig til at forstå hvor stor og mægtig din kærlighed til mig er.

Jeg er manden, den stærke. Du kvinden, den svage. Lige nu, har dine ånders jagen i mine drømme, vendt op og ned på det hele.
   Du lægger dig over mig, lader din krop omslynge mig, give mig tryghed.
   Jeg elsker dig, indianerkvinde.