Annemette løftede hovedet og lod bogen synke ned i skødet. Hun så, at det øsregnede udenfor. Men hvad kan man også vente sig af en dødkedelig tirsdag eftermiddag i april, tænkte hun trist. Annemette var en flot solbrun pige på 15 år. Hun havde langt lyst hår og blå øjne. Hendes ansigt var let ovalt med høje kindben, en "almindelig" næse og en ligeså almindelig mund. Hun var slank og målte ca. 169 cm. Annemette kunne godt lide naturen, dyr, at høre musik, at læse og at se film. Annemette havde selv en hund, som hun var meget glad for. Det var en Collies og den hed Buster. Annemette boede i en stor villa med tilhørende have sammen med sine forældre og sin to år yngre bror, Kim.

Pludselig gik døren til hendes værelse op og Kim kom brasende ind.
   "Kan du da aldrig lærer at banke på før du går ind?" spurgte Annemette irriteret.
   "Jamen, der er telefon til dig," sagde Kim.
   "Hvad? Hvem er det?" spurgte Annemette, men var allerrede på vej ud af døren og hen til telefonen. "Hallo?" sagde hun spørgende i røret, da hun greb det.
   "Hej Annemette. Det er Gitte."
   "Gitte! Hvor er det dejligt at hører fra dig. Hvordan har du det?"
   Annemette og Gitte snakkede sammen i cirka en halv time eller mere inden de sluttede samtalen og bagefter følte Annemette sig lidt bedre tilpas. De to piger havde mødt hinanden 3 år tidligere under en sommerferie og var blevet penneveninder. De besøgte af og til hinanden, og de var rigtig gode veninder. Lige i øjeblikket var Gitte på en efterskole et andet sted i landet.

Annemette gik ind på sit værelse og satte sig til at læse igen. Når hun læste, havde hun det med at leve sig ind i historierne og så var hun svær at få kontakt med igen.
   "Vil du have kaffe og kage?" lød hendes mors stemme henne fra døren.
   Annemette så op og lagde bogen fra sig.
   "Ja tak," svarede hun.
   "Gider du så ikke lige at skrælle kartofler og dække bord bagefter?" spurgte hendes mor videre.
   Åhh nej, tænkte Annemette, ikke igen. Men hun vidste at hvis hun sagde, at hun ikke gad, så ville hendes mor blive sur og ked af det, og det ville Annemette ikke have.
   "Jo, det skal jeg nok mor," sagde hun derfor og gik nedenunder. Efter kaffen gik hun i gang med det sure arbejde at skrælle kartofler og dække bord. Da hun var færdig kom hendes far hjem. Han var underdirektør i et mellemstort firma og tjente godt.
   "Nå, hvordan er det så gået i skolen i dag?" spurgte hendes far og gav sig til at læse i avisen - uden at vente på et svar.
   "Godt," svarede Annemette - som hun plejede.

Men sandheden var en anden. Det gik ikke godt i skolen. Hun blev mobbet og holdt udenfor i klassen. Det var den dumme tøs til Maria og hendes slæng, som havde startet det hele. De bagtalte hende. Men hun forstod ikke hvad de havde imod hende. Hun mente selv, at hun bare var en ganske almindelig pige, der bare gik og passede sig selv. Hun var måske lidt genert og tilbageholdende og ikke som de andre i hendes klasse - provokerende overfor lærerne eller pjækkede. Annemette havde aldrig pjækket fra en time. Hun havde tænkt på det, men det var blevet ved tanken. Annemette lå mellem de 5 dygtigste i klassen og hun gjorde faktisk altid hvad lærerne bad hende om.

Annemette kunne mærke når de talte om hende - de andre. De skævede over mod hende og hviskede. Nogen gange hviskede de lige højt nok til, at hun kunne høre hvad de talte om.
   "Har du set det tøj hun har på i dag?" - "Ja, hvad tror hun at hun ligner?" Eller "Så du hende i gymnastiktimen i dag? Sikke dog en klodsmajor" Eller de sagde "Hun tror, at hun er så god - bare fordi hun har en far der sidder i skolenævnet, den snobbede tøs" Eller de sagde "Føj hvor hun stinker, den lærerfedter" og så holdt de sig demonstrativt for næsen, når de gik forbi hende. Annemette blev altid meget såret over det de sagde, men hun vidste ikke hvordan hun skulle forsvare sig selv overfor de beskyldninger de kom med. Derfor sagde hun ingenting. Mobningen havde nu stået på i cirka to år. Hun prøvede at gøre sig hård - at gå med en maske af ligegyldighed, men det var svært. Onde ord og handlinger satte sig som en klump omkring hendes hjerte og blev til et stadig større had. Ordene satte sig fast i hendes hjerne og blev aldrig glemt. En dag vil jeg tage hævn over dem, tænkte hun, en dag...

"Gider du ikke lige at vaske op og at gå en tur med Buster bagefter?" spurgte hendes mor efter aftensmaden.
   "Jo mor," svarede Annemette og begyndte. Midt under opvasken kom Kim ud i køkkenet og begyndte at drille hende. Hun bad ham flere gange om at holde op, men han blev bare ved og til sidst tabte Annemette tålmodigheden. Hun kastede alle de ting hun kunne komme i nærheden af efter ham, og råbte og skreg, at hun ville ønske, at hun ikke havde en lillebror. Så kom deres mor ud i køkkenet.
   "Annemette," sagde hun bebrejdende. "Du burde vise dig som den store..." Og så kom den helt store moralpræken.
   Annemette kunne den udenad. Imens benyttede Kim sig af chancen til at stikke af med et lusket grin om munden. Han havde opnået hvad han ville.

Senere. Annemette tog sin jakke på og satte snoren på Buster.
   "Jeg går nu," råbte hun, åbnede døren og trådte ud i den stille aften. Endelig lidt fred, tænkte hun. Turen hun gik, tog godt og vel tyve minutter. Den gik gennem en del af villakvarteret, som hun boede i og en lille park, der var i nærheden. Annemette kunne se at det var fuldmåne, og hun gyste lidt og tænkte, at det var godt, at hun havde Buster med. Hun var altid lidt bange for at gå i mørke. Hvorfor vidste hun egentlig ikke. Hun følte sig bare utryg. Annemette så nogen komme imod sig på den smalle sti i parken, men hun var ikke bange. Først da hun kom lidt tættere på, kunne hun se hvem det var. Åhh nej, tænkte hun. Det var Maria, en anden pige og nogle drenge fra parallelkassen, som også var med til at mobbe hende.
   "Jamen, er det ikke den snobbede tøs til Annemette som kommer der?" sagde Tom, den af drengene, som var værst.
   Annemette valgte at ignorere dem.
   "Er du ude og gå tur med dit lille stinkdyr?" spurgte Maria ondskabsfuldt. Og så grinede de alle sammen. Tom sparkede ud efter Buster og den ville naturligvis forsvare sig, så den knurrede advarende og viste tænder.
   "Den hund er jo farlig - den burde skydes!" udbrød Tom.
   "Ja," istemte de andre straks.
   "Du kunne bare have ladet være med at sparke til den," svarede Annemette vredt og gik forbi dem.
   De fortsatte med at råbe efter hende indtil hun var kommet så langt væk, at hun ikke længere kunne hører dem. Det bliver ikke sjovt at komme i skole i morgen, tænkte hun. Annemette småløb resten af vejen hjem.

Næste dag i skolen havde Maria og de andre sat det rygte i gang, at Buster havde bidt en eller anden. Og alle var straks enige om, at hunden var farlig for sine omgivelser og burde skydes. Den dag var Annemette rigtig ked af det. Buster var jo hendes bedste ven - hun elskede den hund og nu gik der usande rygter om den. Og hun kunne ikke forsvare den. Da Annemette kom hjem fra skole, gik hun ind på sit værelse. Hun tog høretelefoner på, skruede højt op for musikken og lod sig opsluge af musikken. Hvis jeg da bare forstod hvorfor de gjorde det, tænkte hun ulykkeligt. Hvis jeg da bare kunne komme langt væk fra denne her 9. klasse, så ville alt være godt. Hun mærkede at tårerne løb ned af hendes kinder. Pludselig var der nogen der slukkede for musikken. Annemette for op og så sin mor og far stå og se bekymret på hende.
   "Åhh," sagde hun og tørrede hurtigt tårerne væk. "Jeg hørte jer slet ikke. Hvad er klokken? Guuud er den så mange!" spurgte Annemette nervøst.
   "Hvad er der i vejen?" spurgte hendes far.
   "Ikke noget!" sagde Annemette falsk ubekymret. Forældrene sukkede. "Forsøg nu ikke at lyve for os. Hvad er det for et rygte om, at Buster har bidt en og at hele byen vil have den skudt? Hvad er det der foregår?" spurgte hendes far med en streng mine.
   Annemette bøjede hovedet og sukkede.
   "Jeg bliver mobbet i skolen," indrømmede hun så langt om længe. Og så fortalte hun sine forældre om Maria, Tom og de andre. Hun fortalte også hvad der var sket den aften, hvor hun havde været ude og gå en tur med Buster.
   "Det afgør det. Jeg går med det samme ud og ringer til din klasselærer og til skolebestyrelsen. Så skal de nok få sat en stopper for dette her," sagde hendes far og ville til at gå.
   "Åhh nej far, det må du ikke. Hvis du gør det bliver jeg stemplet som sladrehank og så bliver det bare endnu værre end det er nu. Vil du ikke nok lade være?" bad Annemette.
   Faderen tøvede.
   "Ok, men hvad vil du så have at vi skal stille op?" spurgte han.
   "Jeg ved det ikke," svarede Annemette ærligt.
   De snakkede sammen og faderen lovede, at løse problemet med det falske rygte om Buster. Så var der kun mobningen der manglede en løsning på. Senere på aftenen sad de i stuen og så TV. Annemette sad fordybet i sine egne tanker.
   "Hvis jeg dog bare kunne komme på en anden skole - ligesom Gitte!" tænkte hun ubevidst højt. Hun så ikke at forældrenes øjne mødtes i et spørgende og sigende blik.

Det var fredag aften og de sad og drak aftenskaffe. Kim var blevet sendt i seng.
   "Kunne du tænke dig at komme på efterskole?" spurgte hendes mor pludselig.
   Annemette stirrede måbende på sine forældre. Hun troede ikke sine egne øre.
   "Må jeg virkelig det?" spurgte hun dirrende.
   "Ja, hvis du vil. Vi kan tage ud og se på nogle skoler i morgen. Hvad siger du til det?" svarede hendes far.
   "Ih ja, det vil jeg gerne," sagde Annemette straks. Hun gav begge sine forældre et knus. Da hun senere lå i sin seng, tænkte hun på det som skulle ske næste dag.

Næste dag var Annemette tidligt oppe. Hun glædede sig rigtig meget. De nærmede sig den første efterskole, som de skulle se på. Det var nogle lange røde bygninger, der nærmest lignede firkantede kasser. De blev vist rundt af to elever og det var da imponerende at se. Bagefter sluttede de af på forstanderens kontor. Men Annemette syntes, at det virkede alt for moderne, koldt og sterilt. Og hun syntes også, at alle eleverne de havde mødt lignede rige snobber. På denne skole kunne hun også først begynde året efter og så var det ikke engang sikkert, at der var en plads til hende. Og skolens regler var heller ikke lige noget for hende.
   "Nej, det skal ikke være her," afgjorde hun. For første gang i sit liv kunne Annemette selv få lov til at bestemme. Så kørte de ud til den anden skole. Den lå kun cirka 12 km væk fra hvor Annemette boede med sine forældre. Denne efterskole lå i en lille landsby, men Annemette kunne lide skolen med det samme. Der var noget hyggeligt over den. De blev vist rundt af forstanderinden. Hun fortalte Annemette og hendes forældre alt om skolen. Hvilke fag der var, sove- og spisetider, regler og mange andre ting. Annemette blev vist rundt på alle pigeværelserne og hvor de kom, blev de mødt med søde smil og glade hilsner. Ja, tænkte Annemette, her kan jeg godt lide at være.
   "Hvis du vil, kan du starte på næste søndag," sagde forstanderinden. "Vi har lige sendt en pige hjem, så der er en plads ledig. Er du interesseret?"
   Om hun var interesseret? Det var ikke ordet.
   "Ja, jeg vil gerne starte på søndag," svarede Annemette bestemt, mens hun så på sine forældre, der smilte tilfredse.

Forældrene og forstanderinden gik ind på et kontor for at ordne det praktisk og forretningsmæssige og imens gik Annemette lidt rundt på skolen og så sig om. Der var flotte blomsterbede, græsplæner og træer. Luften var ren og hun så en stor fodboldbane og et lejrbål.
   "Hej," lød der pludselig en stemme bag hende. "Dig har jeg ikke set før."
   Annemette vendte sig om og så en anden pige stå lidt væk. Pigen spurgte:
   "Skal du gå her på skolen?"
   "Ja, fra på søndag," svarede Annemette. "Jeg hedder Lene. Hvad hedder du?" spurgte pigen så.
   "Annemette."
   De to piger stod og snakkede sammen indtil der var nogen der kaldte på Annemette. Det var hendes mor.
   "Du skal ned og skrive under og vælge fag," sagde moderen.
   Annemette sagde farvel og på gensyn til Lene og gik ned mod kontoret. Bagefter kørte de hjem. Men Annemette var glad. Hun vidste, at hun havde valgt det rigtige sted.

Den næste uge var Annemette ikke til at skyde igennem. De andre kunne snakke og hviske lige så meget som de ville. Pludselig var hun ligeglad. Hun skulle væk derfra. Om fredagen sagde hun farvel til alle lærerne og til sin klasse. Klassen lod ikke til at være særlig kede af at hun rejste. Men for en gangs skyld var hun ligeglad. Ja, det var lige før at hun havde ondt af dem. Hun havde også skrevet et brev til sin veninde Gitte og fortalt nyheden. Og Gitte havde skrevet tilbage, at det bare var alle tiders at være på en efterskole og at hun godt kunne glæde sig. Hele lørdag gik med at købe det nødvendige og søndag med at pakke.
   "Og du er helt sikker på, at du har husket det hele? spurgte hendes mor for 3. gang i løbet 5 minutter.
   "Ja mor," svarede Annemette.
   "Vi kommer til at savne dig. Det er mærkeligt at tænke på, at du sådan flytter hjemmefra," brummede hendes far.
   "Jamen far," lo Annemette. "Jeg skal da nok ringe og skrive hjem og jeg kommer jo hjem hver weekend."
   "Jamen alligevel..." sagde hendes far.

Hun skulle være på skolen om aftenen kl. 20.00. Da de parkerede bilen, sagde Annemette til sine forældre, at de ikke behøvede at gå med ind. De skulle bare sætte hendes ting af, så skulle hun nok selv finde ud af resten. Efter en mindre diskussion gav forældrene sig og Annemette sagde farvel og på gensyn til dem og vinkede til dem da de kørte.

Annemette så på bunken af tasker og poser og bestemte sig til at lade det stå, indtil hun vidste hvor hun skulle bo. Hun fandt lærerværelset, tøvede lidt, men bankede så på og gik ind. Der sad tre lærer.
   "Hej, jeg hedder Annemette og jeg skal starte her i aften. Er der nogen af jer der ved hvor jeg skal bo?" spurgte hun.
   En af lærerne - en kvinde - rejste sig op og gav hende hånden.
   "Godaften Annemette og velkommen til. Jeg hedder Marianne. Lad mig se... du skal bo på Pigegangen. Hvor har du dine kufferter?" spurgte læreren.
   "De står ude foran," svarede Annemette.
   Sammen gik de ud og hentede dem og bagefter viste læreren Annemette op til det værelse som hun fremover skulle dele med en anden pige. Hun fik at vide at der var aftenskaffe/te kl. 21.15 og fik at vide hvordan hun fandt hen til spisesalen. Derefter begyndte Annemette at pakke sine ting ud.

Annemette var næsten færdig med at pakke sine ting ud og lægge dem på plads, da en klokke ringede. Hun så på sit ur. Klokken var 21.15! Da hun kom ned i spisesalen fandt hun læreren Marianne og spurgte hende, hvor hun måtte sætte sig.
   "Du kan sidde her," svarede hun og viste Annemette hen til et bord. Hun så på de andre ved bordet og fik øje på Lene - pigen, som hun havde snakket med, den dag hvor hun var blevet vist rundt på skolen og var blevet meldt ind. Lidt efter blev der stille i spisesalen og Marianne præsenterede Annemette for de andre elever. Da der igen var almindelig snak ved bordene, spurgte de andre ved bordet Annemette ud om alt muligt. Og bagefter kom der også andre hen til hende og snakkede og for at sige hej.

Senere gik Annemette op på sit værelse. Hun åbnede døren og gik ind. På den anden seng sad den pige som hun skulle bo på værelse med. Det var Lene.
   "Hej. Jeg begynder så småt at tro på mirakler. Hvad med dig?" smilede Lene og Annemette lo. Hun var glad for at det lige netop var Lene, som hun skulle bo på værelse med. Efter at lyset var slukket og læreren havde været rundt og sige god nat, lå Annemette og Lene og talte om forskellige ting.
   "Hvorfor kom du egentlig på efterskole?" spurgte Lene.
   Annemette tøvede. Kunne hun stole på Lene? De havde jo lige mødt hinanden. Men mørket gjorde det nemt at tale og lidt efter fortalte hun Lene om mobningen på den anden skole, om hendes forældre og om hendes lillebror, Kim.
   "Det er ikke noget nyt," sagde Lene. "Min lillebror er akkurat ligesådan. Men vores forhold til hinanden er blevet bedre efter at jeg er kommet på efterskole og vi ikke mere er så meget sammen. Du skal se - det bliver det samme med dig og din bror." Lene tav lidt og tænkte sig lidt om inden hun fortsatte. "Men dem fra din klasse var vist nogle rigtige idioter. De mobbede dig sikkert bare fordi du var dygtigere end dem og fordi de var misundelige på dig."
   Annemette lo.
   "Nu hvor jeg er her, kan jeg ikke forstå, at jeg kunne holde den klasse ud så længe," sagde hun.
   De lå og talte lidt og sagde så godnat.

Den næste uge gik med, at Annemette blev sat ind i systemet på efterskolen. Hun fik et skema og faldt hurtigt ind i rutinen. Hun fandt også hurtigt mange venner og veninder. Da hun kom hjem om fredagen - efter sin første uge på efterskolen - spurgte forældrene hende hvordan det var gået. Og Annemette fortalte glad om alt det der var sket.
   "Jeg kan se at du er glad for at gå der. Måske var det alligevel en strålende ide," sagde hendes mor.
   Annemette smilede bare. Hun gik ind på sit værelse og gik hen til sin store kalender. Der satte hun et stort kryds på den dato, hvor hun for første gang satte sine ben på efterskolen. Den dag er en mindeværdig dag, tænkte hun. Det er en lykkens dag. Det var den dag, hvor døren til lidt mere selvstændighed blev åbnet for mig. Den dag - det nye afsnit i mit liv begyndte.
   "Spise!" råbte hendes mor og Annemette gik med et stort smil ud for at spise sammen med sin familie.