Langsomt og næsten ubemærket
Kommer hun nærmere
Indtil hun til sidst bare er her
Med alt hvad efteråret medbringer

Hun går langsomt – foroverbøjet
Mens hun støtter sig til sin stok
Iført sin kåbe beklædt af
Grønt mos og gyldenbrune blade

Hendes visdomskloge himmelblå øjne glimter i det gamle, rynkede ansigt
Og fuglene bygger rede i hendes lange, filtrede hår
På hendes arm hænger en kurv med dejlige røde æbler
Og omkring hende springer skovens dyr

Endelig når hun til sin trone
- og hun sætter sig
Dyrene omkring hende nejer og bukker
De tilbeder hende som deres dronning

Efterårskonen er kommet og med hende efteråret
Hun forvandler alle farverne til
Smukke gyldenbrune, orange og grønne
Hun farver himmelen klar efterårsblå

Det er hende, der fremkalder efterårsstormene
Når hun synes, at vi fortjener det
Og det er hende, der stopper dem igen
Når hun synes, at vi har fået straf nok

Efterårskonen - den vise kvinde, styrer alt fra sin trone af sten midt på højen
Hele efteråret til vinterens komme
Når frosten tager til, som tegn på at det snart bliver vinter,
Trækker Efterårskonen sig tilbage

Efterårskonen søger tilbage til sit skjul
Og viger pladsen for Isdronningen
Som nu vil komme i al sin pragt
Og overtage riget på sin egen iskolde måde