1996 - Skovgården
   Jeg flyttede altså tilbage til min lejlighed i Kolding. I begyndelsen var det kun i weekenderne eller et par dage, for lige at vænne mig til det. Men i slutningen af februar/begyndelsen af marts flyttede jeg så permanent tilbage til min lejlighed i Kolding. Jeg havde jo også stadig min tante og onkel, som jeg kunne støtte mig til. De boede ret tæt på. For der var stadig mange ting, som jeg ikke kunne huske eller som var ændret siden jeg havde boet i Kolding sidst. Og der var mange ting som jeg skulle til at finde ud af igen. Men ellers jeg synes, at det gik fint.

Jeg fandt mig også en ny dejlig kæreste i februar 1996. Han hed Jan og kom nede fra Sønderjylland. Vi besøgte hinanden hver weekend og ringede tit sammen. Og på eget initiativ kontaktede jeg Kolding Selvhjælp for at få hjælp til at blive beskæftiget med noget og for at blive meldt ind på et Personligheds Udviklingskursus. Det var også hos Kolding Selvhjælp, at jeg hørte om Skovgården. Den 14. marts 1996 startede jeg selv på Skovgården. Jeg kunne godt lide at gå på Skovgården. Det var en slags skole for folk der havde et handicap af en eller anden slags. Eller folk der havde været ude for en ulykke og som gik til genoptræning indtil de kunne klare et "rigtigt" job. Der var nogen der havde haft en blodprop eller et slagtilfælde. Andre var spastikere. Nogle sad i kørestol. Nogle led af psykiske sygdomme, som for eksempel skizofreni. Alle havde hver deres specielle handicap - og jeg havde mit, som var epilepsi og en lettere hjerneskade som følge af hjernebetændelsen.

På skolen var vi inddelt i klasser med højest 5-6 elever i hver. Jeg gik blandt andet til madlavning, gymnastik/aerobic og formning. Jeg kunne bedst lide formning. Der kunne jeg få lov til at udfolde mig kreativt. Jeg lavede blandt andet mange flotte vaser, askebærer, krus og et fad i keramik. Vi lærte også at male med oliemaling og akvarelmaling. Og læreren tog os med rundt på forskellige kunstmuseer som led i undervisningen. Jeg opdagede, at jeg elskede at male. Og jeg fik malet 3 store flotte malerier i den tid jeg var på Skovgården. Og jeg lærte mange dejlige mennesker at kende på Skovgården i de 3 sæsoner jeg gik der.

Men jeg led også store nederlag. Jeg havde jo hele tiden regnet med, at jeg skulle vende tilbage til min arbejdsplads en dag og, at Skovgården kun var en midlertidig løsning indtil jeg kom tilbage til mit job og min elevplads ved kommunen. Men sidst i maj 1996 fik jeg besked fra min arbejdsplads om, at de ikke længere kunne beholde mig, da jeg havde været sygemeldt så længe og jeg blev indkaldt til et møde sammen med mine forældre, hvor jeg blev bedt om at underskrive en opsigelse af min lærekontrakt. Eller rettere - jeg fik ikke rigtig noget valg ! Jeg skulle underskrive og dermed havde jeg ikke længere noget job. Jeg var fyret og på sygedagpenge. I det øjeblik jeg satte min underskrift, følte jeg at hele min verden styrtede i grus. Nu havde jeg da slet ingenting at leve for mere !!! Alt var ødelagt. Hele min fremtid - alt hvad jeg havde levet for ! Hvad skulle jeg nu stille op med mit liv ? Jeg følte ikke, at jeg havde noget tilbage...

Men det havde jeg jo. Jeg havde min familie, min kæreste, min bedste veninde, Kolding Selvhjælp (og det personlighedsudviklingskursus jeg gik på der) og Skovgården.
   Det vil sige... jeg havde en kæreste. Forholdet mellem os gik langsomt i stykker. Han forstod ikke - eller ville ikke forstå - min sygdom og, at jeg nogle gange opførte mig på en bestemt måde på grund af min sygdom. En af tingene var, at jeg var lidt mere langsom til at gøre ting end andre mennesker. En anden var, at jeg hurtig blev træt og havde brug for at hvile mig og sove meget, da den medicin som jeg fik var sløvende. Jeg var også blevet meget langsomt opfattende - skulle gerne have ting forklaret op til flere gange før jeg sådan rigtig forstod en opgave og kunne udfører den. Ikke sådan enkle dagligdags ting - dem kunne jeg godt klare, men bare det var en lille smule indviklet... Og den slags havde min kæreste ikke tålmodighed nok til at acceptere og forstå - eller også ville han bare ikke. Så til sidst gik vores forhold helt i stykker. Og midt i november 1996 slog vi så op med hinanden.

Men der gik nu ikke lang tid før jeg fandt mig en ny kæreste. Jeg har jo altid skrevet sammen med pennevenner - af begge køn. Det er dog altid blevet ved "kun pennevenner" lige indtil 1996. Efter bruddet med min kæreste skrev jeg så rundt til de forskellige pennevenner, at jeg ikke længere kom sammen med nogen osv. En af mine pennevenner, hed Lars og kom fra Sønderborg. Det var en rimelig ny penneven. Vi havde skrevet sammen i et års tid. En dag sendte han mig en CD med Dean Martin. Jeg var et stort spørgsmålstegn - hvad skulle jeg med den? Det fremgik ikke af hans brev. Men i et af hans tidligere breve havde han givet mig et telefonnr. Så jeg tog mod til mig og ringede til nummeret. Resultatet blev en cirka 3 timer lang telefonsamtale. Lars sendte mig også et sort/hvid pasfoto af sig selv. Og vores breve blev mere og mere ...kærlige. Og vi talte i telefon sammen næsten hver eneste aften (lidt dyre telefonregninger, men hva'!). Uden overhovedet at have mødt ham endnu, var jeg faktisk ret overbevidst om, at jeg var ved at forelske mig i Lars. På et tidspunkt aftalte vi at mødes og datoen blev fastsat til den 8. december 1996. Jeg hentede ham ved toget på Kolding Banegård og det var kærlighed ved første blik - hvis sådan noget stadig findes.
   I starten af 1997 flyttede han op til Kolding til mig.
   Den 12/5 1997 blev vi forlovet.
   I december 1997 flyttede vi sammen til en lidt større toværelses lejlighed.
   Den 24/7 1998 friede Lars til mig og den 19/6 1999 blev vi gift (og er det stadig).

Lars har selv epilepsi og har selv været igennem en del og derfor tror jeg, at han bedre forstår min sygdom og forstår mig, når jeg pludselig bliver træt og har brug for at sove. Eller hvis der er noget som jeg ikke forstår og som han skal forklare mig igen og igen, eller hvis jeg ikke lige er lynhurtig til at ordne noget. Vi forstår hinanden og hinandens sygdomme og vi har lært at forstå, acceptere og respektere hinanden.


1996/1997
   Nå, men lige et smut tilbage til 1996. Lige siden jeg var blevet syg første gang i 1994, og imens jeg gik på Skovgården, og var på sygedagpenge efter at være blevet fyret, gik jeg jævnligt op til en sagsbehandler på kommunen for at få hjælp. Blandt andet ønskede jeg, at få førtidspension, da jeg nu ikke længere kunne arbejde, hvilket lægerne støttede mig i. Men et eller andet må være gået galt, for jeg blev sendt til den ene sagsbehandler efter den anden. Uden at der skete noget. Endelig - efter ca. 1½ år - kom jeg hos sagsbehandler nr. 7. Ham fortalte jeg så min historie for syvende gang. Han så lidt i mine papirer. Så derefter lidt undrende på mig og sagde så:
   "Jamen, du hører jo faktisk slet ikke til i denne her afdeling. Du hører til under Handicapgruppen."
   Jeg var nærmest målløs. Her havde jeg gået og spildt 1½ år med at komme og gå hos 7 forskellige sagsbehandlere og fortælle min historie om og om igen for at få hjælp - og så viser det sig, at jeg slet ikke er det rigtige sted! Jeg syntes ærlig talt, at det var lidt for dårligt, at de ikke havde fundet ud af det lidt før - og så var det endda min tidligere arbejdsplads. De burde jo kende mig. Men denne sagsbehandler lovede så, at sende mig det rigtige sted hen og jeg blev så sendt over i Handicapgruppen til en ny sagsbehandler - sagsbehandler nr. 8. Og der fik jeg en rigtig god sagsbehandler, som virkelig fik sat skub i tingene, da hun hørte min historie. Det var i marts 1997 og nu begyndte der endelig at ske noget.

Min tante var også en stor hjælp for mig i den tid. Blandt andet gik hun med mig ned på apoteket og hjalp mig med at få fat på en doseringsæske til min medicin. Jeg havde nemlig lidt besvær med at huske at tage min medicin til de rigtige tidspunkter. Doseringsæsken indeholdt 7 små æsker med alle ugens dage og der kunne jeg så lægge min medicin i de forskellige rum til de forskellige tidspunkter på dagen og selv dosere til en uge af gangen. Det var meget nemmere for mig at holde styr på - og så huskede jeg at tage min medicin på denne måde. Både min tante og min mor gik også med mig til møder med sagsbehandleren og andre steder hvor jeg havde brug for, at der var en tredje person tilstede. Jeg opholdt mig også ligeså meget hos min tante og onkel, som jeg var i min egen lejlighed.

Sammen med min læge og neurologen fra Vejle, fik den nye sagsbehandler fra Handicapgruppen gennemtrumfet, at jeg skulle på et genoptræningsophold på Vejlefjord Centret i Vejle. Der ankom jeg til den 21/7 1997 og var der til og med den 30/9 1997. Altså godt og vel 2½ dejlige måneder. Jeg måtte selvfølgelig undvære min nyfundne kærlighed, Lars, men vi overlevede og opholdet på Vejlefjord var utrolig gavnligt for mig.

Fortsættes i fjerde del...