Mia smed cyklen fra sig og løb ind i skoven. Hun skulle altså bare finde den. Ellers ville hendes mor bare blive sur. Hvordan kunne hun også være så dum at tabe den? Hun ville jo bare lige låne den og nu var den måske væk? Nej, det håbede hun virkelig ikke. Den nøgle betød af en eller anden grund rigtig meget for hendes mor. Det var en stor skov, men hun skulle nok finde den.

Mia ledte og ledte. Ved åløbet, i den lille lund, ved træhuset, langs alle skovstierne. Uden held. Til sidst satte hun sig i skovbunden for at tænke. Hun så lige frem for sig - først uden at se, men lidt efter lidt blev hun mere opmærksom på sine omgivelser. Hun hørte fuglenes muntre fløjten. Så solen, som skinnede ned mellem træerne. Hun bemærkede de forskellige dufte og lyde. Hun fik øje på anemonerne i skovbunden og i midten stod en sød gul smørblomst. Mia smilede. Lidt væk stod der en større gruppe af de gule smørblomster og flere hvide anemoner. De bredte sig som et tæppe i skovbunden. Hun elskede skoven. Mias rolige øjeblik blev dog snart afbrudt af en højlydt råben og larmen. Hun så sig om for at finde ud af hvor lyden kom fra, rejste sig og gik nysgerrigt efter lyden.

"Giv mig den" råbte en stor dreng. "Nej, det var mig der fandt den" svarede den anden. To store drenge stod og kæmpede om noget, men hun kunne ikke se hvad det var. Råbende og skrigende som de var, lagde de ikke mærke til hende. Drengene stod foran den forladte bunker, der lå midt i skoven. Det var et yndet legested for byens børn og tilholdssted for de unge. Det var en ret stor bunker - nærmest en fæstning, med flere ind - og udgange og rigtig mange gemmesteder indeni. Hun havde selv været derinde flere gange. Pludselig kom Mia i tanke om noget. Hun havde jo været derinde i går - og det var i går, at hun havde tabt nøglen! Hun så over mod bunkeren. Nøglen måtte være derinde et sted. Drengene sloges stadig. Der lå nogle ting på jorden et stykke fra dem. Hun fik øje på en lygte. Den ville hun få brug for, hvis hun skulle ind i bunkeren. Hun sneg sig hen til en busk nær stedet hvor lygten lå og kiggede frem. Nej, de havde ikke set hende. Hurtigt rakte hun armen frem og tog lygten. Derpå sneg hun sig væk fra drengene og om på den anden side af bunkeren.

Mia fandt den dør hun plejede at gå ind af, tændte lygten og gik ind i den mørke gang. Der stank som der plejede at gøre, men det var hun jo efterhånden vant til. Hun fulgte gangen og drejede til højre, gik ned af en trappe og dybere ind i bunkeren. Lygten var det eneste lys hun havde hernede og der var lidt uhyggeligt. Mia kom til det rum hvor hun og veninderne havde været dagen før. Hun lyste rundt i rummet og der ovre i hjørnet, bagved den gamle kuffert lå nøglen og glimtede i støvet. Mia åndede lettet op, gik hen og tog nøglen. Hun børstede den ren for støv og skidt og gemte den i lommen. Nu skulle hun nok passe godt på den indtil hun fik den hjem. Mia begyndte at gå tilbage gennem de lange mørke gange. Ind i mellem stoppede hun fordi hun synes hun hørte en lyd. En skinger lyd - lidt ligesom når en negl kradser over en tavle. Mia gøs og fik hjertebanken ved tanken. De andre sagde godt nok, at der var spøgelser i bunkeren, men indtil nu havde hun ikke troet på det og det var jo midt om dagen. Var spøgelserne der ikke kun om natten? Mia gik lidt hurtigere og endelig så hun udgangen og lyset. Hendes hjerte bankede stadig lidt hurtigt da hun skyndte sig ud i det fri. Hun tog en dyb indånding af den friske forårsluft inden hun satte kursen mod sin cykel. Lygten smed hun bare i græsset. Den måtte drengene selv finde når de engang var færdig med at skændes. Hun kunne stadig høre dem.

Mia var glad og lettet da hun cyklede hjemad. Hun havde fundet sin mors elskede nøgle. Og hun lovede sig selv, at hun aldrig mere ville låne den eller komme til at miste den. Da hun kom hjem, lykkes det for Mia at lægge nøglen tilbage uden at hendes mor opdagede det. Hun havde slet ikke opdaget at den havde været væk. Senere spurgte Mia sin mor "Mor, hvad er den nøgle egentlig til?" Hendes mor fik det der helt specielle udtryk i ansigtet og smilede hemmelighedsfuldt mens hun svarede "Det er nøglen til mit hjerte".