Mette kørte med sikker hånd bilen gennem trafikken. Hun glædede sig kun til at komme hjem efter en lang dag på jobbet. Overarbejde. Hun sukkede og drejede hovedet fra side til side for at løsne lidt op for de ømme muskler i nakken, mens hun ventede på at det skulle blive grønt. Da Mette endelig kunne køre ned i parkeringskælderen under den boligblok, hvor hun boede, var det allerede blevet mørkt.

Mette stod ud af bilen og låste den. Der var ikke meget lys i den ende af kælderen, hvor hendes bås var, så hun plejede gerne at komme hjem tidligere på aftenen, hvor det stadig var lyst.

Hun begyndte at gå gennem den tomme parkeringskælder hen mod den eneste elevator der var. Hendes høje hæle lavede en høj klikkende lyd mod det kolde betongulv. Mette skuttede sig lidt og trak frakken lidt tættere om sig. Pludselig stoppede hun brat. Hvad var det? Hun synes, at hun havde hørt en lyd. Nå, måske var det ikke noget alligevel. Mette gik videre. Men stoppede så brat op igen. Der var lyden igen. Det lød som... skridt? Var der andre hernede i kælderen end hende? Mette mærkede, at hendes hjerte begyndte at slå lidt hurtigere, mens hun så søgende rundt i kælderen. Men hun så kun biler der stod på deres plads eller enkelte tomme pladser. En loftslampe blinkede hurtigt. Viceværten havde lovet at lave den for længe siden.

Hun var nu halvvejs henne ved elevatoren. Hun tog et par skridt - og stoppede så igen. Der var altså noget - eller nogen. Hun kunne mærke det. Hun følte sig iagttaget - og hun brød sig ikke om det. De små hår rejste sig både i nakken og på armene. Var der ikke noget der rørte sig derovre i skyggerne? Ovre mellem bilerne? Mette blev tør i munden og fik pludselig svært ved at trække vejret.

Med et gav hun sig til at løbe det sidste stykke over mod elevatoren. Forpustet trykkede hun knappen i bund. Den kom ikke. "Så kom da" mumlede hun desperat, mens hun så sig tilbage over skulderen. Kælderen var tom, men følelsen af ubehag ville ikke slippe sit tag i hende. Elevatoren kom og hun skyndte sig derind. Mette åndede lettet op. Nu måtte hun da være i sikkerhed. Men lige inden dørene lukkede sig blev der sat en sko i klemme og en mand kom ind i elevatoren. Han smilede underligt til hende. "Godaften" sagde han. Mette blegnede og stod som forstenet...