Denne historie er ren Science Fiktion, der foregår i en opdigtet fremtidsverden, hvor alt kan lade sig gøre...


* * *
   Mørket og tågen ligger truende over bjergene - ja over hele landet. Træerne er nøgne og ufrugtbare. Hvis lyset falder på en bestemt måde, kan man se de store, næsten usynlige spindelvæv, der sidder overalt i træer og buske. Små edderkopper sidder i disse spindelvæv i træerne. Deres opgave er, at meddele hvis der kommer fremmede. De er landets små spioner. Stilheden er uhyggelig... indtil lyden af en gren der knækker høres...

Sascha gøs og så sig frygtsomt om. Var der mon nogen der havde hørt hende? Hun tog et fast greb om sit gevær. Frygten løb hende koldt ned af ryggen. Hun var udsendt på en farlig og hemmelig mission. Nemlig at befri de mennesker, der var slaver her i Kæmpeedderkoppernes Land.

Sascha fortsatte sin vandring mod Borgen. Kæmpeedderkoppernes borg var stor og det var også der menneskerne blev holdt som fanger og slaver. Hun kunne se den på lang afstand. Månen lyste den op så den stod i silhuet mod den sorte himmel. Under andre omstændigheder ville hun syntes, at det så smukt ud. Men lige i øjeblikket følte hun kun væmmelse. Sascha fik øje på en flere meter lang kobraslange, der lå og sov i et træ. Den åbnede øjnene og betragtede hende med let nysgerrighed. Det var som om den tænkte:
   "Hvad laver et menneske her frivilligt?"
   Sascha gengældte roligt dens blik inden hun fortsatte. Edderkopper og slanger boede side om side i fredelig enighed her i landet. Der var sjældent fjendtligheder mellem dem og de forstod hinandens leveregler. Dog var slangerne menneskernes venner, hvor edderkopperne var menneskernes fjender.

Pludselig stivnede Sascha. Imod hende kom to store fugleedderkopper. De var vagtposter og havde modtaget meddelelsen om hende fra de små spionedderkopper. De stoppede et stykke fra hende og hvæsede beordrende:
   "Læg dine våben og følg frivilligt med, uværdige menneske!"
   "Aldrig!" svarede Sascha og i næste sekund skød hun begge fugleedderkopperne med sit lydløse gevær.
   En af dem nåede dog at strejfe hende med sin ætsende gift. Sascha ignorerede den brændende smerte fra såret og fortsatte forbi ligene af de to fugleedderkopper.

Der lå en tung stank af død over den livløse skov. Ved morgenstund var Sascha kun 1 km fra Kæmpeedderkoppernes Borg. Den var større og mere frygtindgydende end på afstand. Nu hørte hun også slavernes smerteskrig og jammerråb om hjælp. De slaver hun var sendt af sted for at befri. Endnu en fugleedderkop-vagtpost kom gående og så sig søgende omkring. Vidste de mon allerrede at hun var kommet? Fugleedderkoppen lod sine følsomme, behårede forben søge i alle retninger som om den forsøgte, at lugte sig frem til hende, eller som om den prøvede på at opfange vibrationer. Men Sascha sad helt stille og trak dårligt vejret. Endelig lod den til at være tilfreds og den fortsatte på sin rute. Sascha åndede lettet op.

"Der var du heldig. Hvem er du?" hørte hun pludselig en stemme spørge og hun vendte sig brat om - klar til at skyde og dræbe om nødvendigt. Først kunne Sascha ikke se nogen, men så fik hun øje på en løveunge. Den sad et stykke væk mellem nogle grene og så på hende. Sascha sænkede sit gevær.
   "Jeg er mennesket Sascha. Og hvem er du?" svarede hun.
   "Jeg hedder Leo Løveunge," svarede løven stolt og Sascha kunne ikke lade være med at smile lidt over det stolte tonefald.
   "Du skulle være mere forsigtig. Vagtposten kunne have opdaget dig," sagde Leo mere alvorligt.
   Sascha nikkede bare. Nu fik Leo øje på såret.
   "Åhh du er kommet til skade. Kom med mig," sagde han.
   Sascha tøvede, men fulgte efter ham. Leo førte Sascha længere væk fra Borgen til de kom til nogle klipper.
   "Her bor vi," forklarede Leo. "Og der er min mor. Hun kan læge dit sår," sagde han.

Leo præsenterede Sascha for sin mor og de andre løver i flokken. Løvinden Lione lægede Saschas sår og gav hende noget at spise og drikke.
   "Hvad laver du her i landet, Menneske Sascha? Ved du ikke, at det er farligt for dig at være her? Edderkopperne lader slangerne og os være i fred fordi de ved, at vi ikke er til hverken gavn eller fare for dem, men for alle andre er det ikke sikkert at være her i landet og specielt ikke for mennesker!" spurgte Lione.
   "Jeg ved det, men jeg er her på en mission," svarede Sascha.
   "Aha," knurrede Lione. "Du skal redde dine artsfæller - andre mennesker der er fanger i Borgen. Ak ja, min mand, Lion de Rex er også fange i Borgen, men der er ingen her der har mod til at forsøge at redde ham," sluttede hun trist.
   "Jeg skal nok se efter ham og få ham med ud også," lovede Sascha hende.
   "Mmmm. Ja, ja, men sov nu og hvil dig," knurrede Lione. Så den nat sov Sascha hos løverne.

De næste par dage holdt hun øje med Borgen og dens rutiner - uden at blive opdaget - og om natten var hun i sikkerhed hos løverne.
   "Jeg tror, at jeg har fundet en vej ind i Borgen," sagde Sascha efter 3 dages overvågning. Hele dagen forberedte hun sig og ved midnat begav hun sig mod Borgen. Sascha kom let som ingenting forbi de 3 første vagtposter og kom hen til kloakdækslet. Lynhurtigt kravlede hun derned. Stanken var kvælende, væggene var slimede, gulvet var glat og vandstanden var cirka 10-20 cm høj. Vandet var så ulækkert, at Sascha forsøgte ikke at se på det imens hun gik afsted i det. Men det var næsten umuligt. Alle mulige ulækre ting flød rundt i det beskidte, stinkende vand og rørte ved hendes ben når hun gik forbi. Da hun drejede om et hjørne stødte hun ind i det halvrådne og halvopløste lig af en mand, der lå og flød i vandet. Mandens tomme øjne stirrede blindt ud i luften. Sascha gøs og tvang sig til at gå uden om liget og fortsatte gennem kloakkens labyrint. Hun hørte slavernes skrig og maskinernes larm over sig.

Endelig kom hun til endevæggen. Der var nogle jernstænger som en trappe op og Sascha kravlede lydløst op. Hun kom op i en gang. På begge sider af hende så hun fangeceller. I en af dem lå der en stor løve. Den løftede træt hovedet og stirrede på hende med uudgrundeligt blik. Sascha huskede sit løfte til Lione.
   "Goddag, Er du tilfældigvis Lion de Rex?" spurgte Sascha i et hviskende tonefald.
   Løven nikkede.
   "Det er mig," svarede den stille.
   "Jeg er her for at redde de andre mennesker, der bliver holdt som slaver her. Ved du hvor de befinder sig?" spurgte hun videre.
   Lion de Rex nikkede.
   "I den højre fløj," svarede han.
   "Når jeg har reddet alle de mennesker, som jeg er kommet for at redde, så kommer jeg tilbage hertil og får dig ud også. Det lovede jeg din kone, Lione. Hun savner dig," hviskede Sascha til ham. Da hun nævnede navnet Lione, kom gløden tilbage i den store løves øjne.
   "Jeg skal nok hjælpe til så godt jeg kan herfra," sagde Lion de Rex og rankede ryggen. Sascha smilede og forlod ham.

Sascha gik op af trappen for at søge efter den højre fløj. Hun fandt den hurtigt. I en stor hal stod slaverne side om side og arbejdede - eller rettere knoklede ved store maskiner. Gigantiske taranteller gik rundt med piske i 4 af deres 8 ben og slog jævnligt slaverne for at holde dem i gang. En af slaverne tabte pludselig en hammer. Straks fór to af tarantellerne over ham, stak deres store gifttænder i ham og begyndte som vampyrer, at suge alt blod og kød ud af ham. Til sidst var der kun huden og skellet tilbage.
   "Tilbage til arbejdet!" brølede tarantellerne og slog med piskene.
   De andre slaver skyndte sig at fortsætte med arbejdet, mens vagterne slæbte bort med liget. Sascha var chokeret. Sikke dog et mareridt de slaver måtte leve i!

Sascha sneg sig langs væggen hen til den første maskine. En af slaverne så hende. Men hun holdt en finger for sin mund som et tavs tegn til ham om, at han skulle være stille. Så hviskede hun stille en ordre til ham og han mumlede den videre til ham der stod ved siden af. I løbet af fem minutter vidste alle slaverne i hele hallen, at hun var der for at redde dem og hvad de skulle gøre når hendes signal kom. Sascha talte langsomt til 5 og gav så signalet. I det hun sprang frem med sit gevær og begyndte at skyde løs på tarantellerne, smed alle slaverne sig ned på gulvet. Lidt efter var alle tarantellerne døde.
   "Kom med denne vej alle sammen," råbte Sascha til slaverne og førte dem hen mod fangekælderen, så de kunne slippe ud gennem kloakken - sammen vej som hun var kommet ind. I gangen mødte de cirka 20 løver foruden Lion de Rex. De mest svage og sårede slaver kom op på ryggene af løverne og så gik de alle i en lang række ned i kloakken.

De var alle kommet ud af Borgen og troede faktisk, at det var lykkedes dem at flygte, da de blev omringet af edderkopper fra alle sider. De var der alle sammen og de var i tusindvis. De små spion-edderkopper, de "sorte enker", fugleedderkopperne, og tarantellerne. Alle hvæsede de af kamp- og mordlyst.
   "Hævn over vore døde!" hvislede de rasende.
   Sascha vidste, at hun kun kunne nå at ramme nogle få af dem med sit gevær, inden de nåede at angribe, og ingen af de andre havde nogle våben at forsvare sig med. Det så sort ud...
   Men pludselig kom hjælpen - som ud af den blå luft. Alle løver, løvinder og løveunger dukkede op sammen med alle landets slanger. Nu var det edderkopperne mod alle løver, slanger og mennesker. Sascha gav signalet til krigskampens begyndelse ved at skyde og dræbe 8 taranteller, 5 fugleedderkopper og 4 "sorte enker". 30 store kæmpekvælerslanger tog hver en tarantel og klemte livet ud af dem. Nogle klapreslanger og kobraslanger tog sig af fugleedderkopperne. De voksne løver og løvinder trampede "de sorte enker" ihjel og løveungerne trampede de små spion-edderkopper ihjel. I løbet af 5 timer var alle edderkopperne døde.

Menneskerne, løverne og slangerne jublede over deres sejr. De overtog Borgen og festede i flere dage for deres frihed. Senere gik menneskerne - de tidligere slaver - tilbage til deres eget land med Sascha i front. De blev fulgt på vej af løverne og slangerne. Da de nåede til menneskernes land, blev de modtaget med glæde og jubel. De tidligere slaver var endelig sluppet fri af deres fangeskab og kommet hjem til deres familier. Men de glædede sig alle over, at de endelig var sluppet af med Kæmpeedderkoppernes forbandelse og ondskab.