1997 - Vejlefjord Centret
   Allerførst skulle jeg jo lige have afsluttet Skovgården. Jeg var jo startet på Skovgården den 14. marts 1996 og havde gået der ca. 3 gange om ugen til at starte med. Det blev imidlertid skåret ned til kun ca. 1½ time 2 gange om ugen halvvejs gennem forløbet, da jeg helbredsmæssigt ikke kunne klare mere. På et kursusbevis som jeg har fra Skovgården, kan jeg se, at jeg stoppede med at gå der den 20. juni 1997 - altså kort tid før jeg kom til Vejlefjord Centret.

Men inden jeg kunne komme på Vejlefjord Center, måtte jeg først til en forundersøgelse. Det var jeg i april måned 1997 - lige før påske. Forundersøgelsen var en slags optagelsesprøve så de kunne se om jeg var selvhjulpen nok til at kunne klare opholdet. Jeg kan huske, at jeg skulle prøve at lave et askebæger i ler. Først viste læreren mig hvordan det firkantede askebæger skulle laves og bagefter skulle jeg selv lave et magen til imens han stod og så på og vurderede mig. Jeg kan blandt andet huske, at leret var hårdt og at jeg rejste mig fra stolen og stod op for at kunne ælte det rigtigt. Det var en simpel handling som jeg gjorde af mig selv - uden at blive bedt om det først. Men bagefter fik jeg at vide, at det var en positiv ting, at jeg gjorde det. Jeg blev også vurderet af en psykolog og var til samtale med andre personer. Men kort efter forundersøgelsen fik jeg så brev om, at jeg var blevet vurderet egnet og de tilbød mig et tre måneders genoptræningsophold på Vejlefjord med start i juli.

Vejlefjord Centret ligger smukt og idyllisk i Stouby Skov nær Fakkegrav på nordkysten af Vejle Fjord nær ved Vejle. I 1900-tallet åbnede det som Danmarks første tuberkulosesanatorium. I 1957 blev det til et nervesanatorium og fra 1989 og op til i dag har det så fungeret som Center for Udvikling og Genoptræning for blandt andet hjerneskadede patienter. År efter år hjælper Vejlefjord Centret mange forskellige patienter - blandt andet sådan en som mig.

For mig var Vejlefjord Centret som en helt ny verden. Jeg ankom til Vejlefjord den 21. juli 1997 sent om eftermiddagen sammen med mine forældre og Lars. Min mor og Lars skulle blive til dagen efter som pårørende, mens min far skulle kører hjem igen samme aften. Jeg fik tildelt værelse nummer 106, som blev det værelse hvor jeg skulle bo under hele opholdet. Efter aftensmaden blev vi kort vist rundt på stedet og fik fortalt lidt om hvad der skulle ske næste dag.

Næste dag var der velkomst, indskrivning og inddeling i teams. Jeg kom i Grøn Team. Bagefter var der rundvisning både inde og ude, og vi fik en masse information. Til sidst - hen på eftermiddagen - var det tid til afsked med de pårørende, som skulle hjem. Og så var man overladt til sig selv og til Vejlefjord i de næste 3 måneder - eller 2 ½ måned som det jo reelt var. Jeg følte mig i hvert fald lidt alene og ensom til at begynde med.

Men jeg fandt hurtigt nye venner blandt de andre. For det første var der jo de andre som jeg var på hold med i Grøn Team. Blandt dem var der den eneste anden unge pige foruden mig selv. Hun var kun 10 år ældre end mig - så vi var jo jævnaldrende. Hun hed Margit og kom fra Bornholm. Vi snakkede godt sammen - hende og jeg. Jeg fandt også hurtigt sammen med en af de andre damer. Hun hed Sonja og kom fra Esbjerg. Vi havde begge den fælles interesse at male oliemalerier. Vi gik også tit ned i svømmebassinet sammen. Der var en fast regel om, at man skulle være to eller flere for at gå ned for at svømme, når der ingen lærer var, for at undgå ulykker. Og Sonja havde bil, så hende og jeg tog et par gange ind til Vejle by på shoppeturer sammen. Og der var selvfølgelig også andre som jeg snakkede godt med. Vi var i alt 20 personer på det tre måneds genoptræningskursus det år, så vi lærte jo alle sammen hinanden mere eller mindre godt at kende.

Vejlefjord Center lå som sagt rigtig smukt og naturskønt lige ned til strand og vand ved Vejle Fjorden. Og den var omgivet af en stor blomsterfyldt park og en pragtfuld skov med små bække og vandløb samt et stort, indviklet stisystem. Og eftersom jeg kom i juli, var jeg der på årets bedste tidspunkt - synes jeg da selv. Selve bygningen var en stor, flot, gul treetagers bygning i renæssancestil med rødt tag. Den havde facade ned mod fjorden og stranden. Og det var også der, at den store, flotte park lå, med den lille sø med ænder, der svømmede rundt. Rigtig eventyragtigt. (se fotos). Man følte faktisk, at man var kommet et andet sted hen - lidt væk fra den hverdag man kendte. Hen til et sted hvor man kunne slappe af og koncentrer sig om noget andet - om sig selv - om at blive rask.

På den anden siden - foran "Slottet" som jeg kaldte det, var der en parkeringsplads og ved den stod Vejlefjords logo og varemærke som forestillede to forårsgrønne bøgeblade. De betyder "Ny grokraft", hvilket også er skrevet nedenunder, og er symbolet på Vejlefjord. Lidt længere nede - væk fra parkeringspladsen, findes værkstederne og længere ude af stien var der også nogle bygninger der hørte til Vejlefjord.
   Selve bygningen Vejlefjord var i tre etager. I kælderen var der svømmehal, sauna og et lille solarium. Der var også en stor sportshal, samt diverse træningsrum med kondicykler m.m. Og så var der "Fristedet" med billard og meget mere, hvor man kunne være sammen socialt. Stueplan var der, hvor man kom ind. Der var receptionen og en kiosk. Der var en hall og en enorm trappe, der gik hele vejen op til tagetagen. Men der var også en elevator for dem der var dårligt gående. Så var der en gang ind til en opholdsstue, 2 dagligstuer og en spisestue. Og så en stor dobbeltdør, der førte ud til en terrasse, parken og den side ned mod fjorden.

1. etage var så der hvor vores hold boede. Vi var jo som sagt 20 personer og vi havde alle et værelse hver. Køkkenet eller der hvor vi spiste, lå i midten af etagen - der hvor trappen var. Til den ene side var der et lille værelse, hvor der altid var en vagtsygeplejerske, hvis der skulle være brug for hjælp. Alle værelserne havde en smuk udsigt ud mod fjorden. For enden af gangen var der også et opholdsrum, hvor vi kunne sidde og snakke og se TV. På 2. etage var der også værelser samt et undervisningslokale, et konferencelokale og en TV-stue. 3. etage var udelukkende undervisningsetage med konferencelokaler, gruppelokaler og undervisningslokaler. Og så var der her på den øverste tagetage en mindre trappe, der førte op til en altan med den flotteste udsigt ud over fjorden og det hele.

Jeg boede på værelse 106. Det var et dejligt, stort, flot og lyst værelse med god udsigt ud over fjorden. Der var et skab og en kommode til mit tøj. Der var et skrivebord og et par stole. Og over skrivebordet hang der en slags reol. Så var der en seng og et lille sengebord og et stort spejl, der gik næsten helt ned til gulvet. Jeg kunne faktisk se mig selv i hel figur i spejlet hvis jeg ville. Lige ved siden af sengen hang værelsestelefonen. Med den kunne jeg ringe ud af huset. For eksempel hjem til mine forældre eller til Lars. Og de kunne ringe direkte til mig på mit værelse. Mellem skabet og døren ud til gangen, var der et lille badeværelse/toilet. For det havde vi nemlig selv på vores værelser. Det synes jeg var rigtig dejligt. Ikke at skulle dele bad og toilet med andre. Det havde jeg jo prøvet, da jeg boede på kollegium. Vi skulle selv holde værelserne rent og selv vaske tøj, så der var en vasketøjskurv inde i skabet og henne i et aflåst lokale, stod en støvsuger, som man kunne låne. Men et dejligt værelse - det var det.

Og det var også en dejlig og lærerig tid på Vejlefjord Centeret. Dagene gik med undervisning i så det ene, så det andet. Så et par pauser og så videre igen. Fysioterapi, ergoterapi, dans, afslapning/afspænding, svømning, ugentlige samtaler med en psykolog, samværet med de andre, IT-undervisning og meget, meget mere. Hver dag var lagt i faste rammer fra morgen til aften. Det skete dog, at jeg tog nogle små "smut-turer" væk fra det hele engang i mellem. Jeg elskede at gå mig en tur ned på stranden og gå langs vandkanten. Nogle gange stod jeg op ca. kl. 04.30 om natten og gik alene ned på stranden og så solen stå op. Og så var jeg tilbage inden de andre var oppe og var med til morgenmad sammen med dem. Det var min lille hemmelighed.

Et af mine formål med at gå turer langs stranden var, at samle sten, strandskaller, tomme krabbeskjold, søstjerner og slebne glasstykker. Og alt det fandt jeg meget af ved den strand. Jeg samlede det gerne i en plasticpose, tog det med tilbage, vaskede det rent og lagde det til tørre i vinduet på mit værelse. Stenene malede jeg med hobbylak i alle mulige farver og mønstre. De andre ting - de slebne glasstykker, strandskallerne og de tomme krabbeskjold brugte jeg senere, da jeg skulle lave projekt sammen med Sonja. Vi havde besluttet os for at lave en kunstudstilling sammen som projekt, da vi begge var meget kreative. Sonja malede oliemalerier og jeg var også selv begyndt lidt, men jeg havde også andre ting - smykker og den slags. Så vores projekt blev at lave en kunstudstilling.
   I sløjdlokalet fik jeg hjælp til at lave to store trærammer og jeg fik noget cement og med alle de ting, som jeg havde fundet på stranden, skabte jeg så to store billeder, som var et af mine bidrag til kunstudstillingen (se fotos). Disse to billeder hænger nu hjemme hos mine forældre. Sonjas og min kunstudstilling gik ret godt og vi fik flot ros af både lærer og af de andre.

Men jeg gik også ned til stranden, hvis jeg ville have lidt fred og ro. Vandet havde (og har stadig) af en eller anden grund en beroligende og afslappende virkning på mig, hvis jeg var trist eller deprimeret. Og det skete stadig ind i mellem at jeg blev det. Men så hjalp en lang gåtur langs strandkanten gerne på det og på, at få klaret tankerne lidt. Det kan jeg godt savne lidt i dag.

Hver morgen efter morgenmaden, var der sat en halv time af til et morgenmøde inden dagens undervisning begyndte. Der samledes hver gruppe eller team hver for sig. Hver morgen var der en ny Ordstyrer og det var så ordstyreren, der bestemte morgenmødet. Vi var 6 personer i Grøn Team og det gik altid på omgang, hvem der var ordstyrer, og altid i den samme rækkefølge. Som ordstyrer skulle man starte med at sige sit navn og de første 14 dage var der en navnerunde, for at lære de andre at kende. Derefter skulle man sige hvilken sang fra sangbogen man havde valgt. Vi brugte gerne Højskolesangbogen eller DGI sangbogen. Når sangen var sunget, skulle vi sige ugedag og dato højt og derefter det, der hed "Dagens Pust". Det var, at vi selv skulle finde på et eller andet at sige til de andre. Det kunne være et digt, et citat, et vers fra en sang i sangbogen, eller bare noget vi havde hørt. Til dagens pust, benyttede jeg mig jo af chancen for at læse nogle af mine egne digte op for de andre, når det var mig der var ordstyrer. Efter dagens pust kunne man frit give beskeder til og fra hinanden. Og det var også her, at ordstyreren kunne give besked om, hvis der var nogle ændringer i skemaet, for eksempel hvis en lærer var syg, så en time var aflyst og den slags. Til sidst skulle man så sige hvem der var den nye ordstyrer og ønske de andre en god dag. Og så kunne man bare vente til det blev ens tur næste gang. Disse morgenmøder var faktisk en ret god måde, at starte dagen på. Første gang jeg skulle være ordstyrer, var jeg meget nervøs og ikke meget for det. Men efter at have prøvet, at være ordstyrer 3 - 4 gange, fandt jeg ud af, at det ikke var så farligt endda.

Jeg havde jo også fødselsdag i mens jeg var på Vejlefjord, men mine forældre fik arrangeret med personalet, at holde min fødselsdag på Vejlefjord, så jeg ikke kom ud af rutinen der og så jeg alligevel fik holdt min 26 års fødselsdag. Mine forældre kom på besøg og min mor havde kage med til hele holdet. Det er mig på billedet og bagved mig sidder nogle af dem fra holdet.

Så alt i alt blev det en dejlig fødselsdag - selvom den blev lidt utraditionel.

Noget andet godt som vi lærte på Vejlefjord og som jeg altid vil huske, er et lille digt eller ordsprog, der lyder sådan her:

"Hvor langt der er,
   fra start til slut,
   kan ingen af os vide.
   Lev derfor livet,
   Som du fik,
   Og lev det vel i tide."
   Jeg ved ikke hvem der har skrevet eller sagt dette, men jeg synes, at disse ord er meget kloge. Jeg har digtet stående foran i min kalender, så jeg altid kan huske ordene og det har jeg haft lige siden 1997, hvor jeg lærte digtet på Vejlefjord. Hvert år når jeg får mig en ny kalender, skriver jeg som det første dette digt i den nye kalender. Dette digt vil altid betyde meget for mig - det kom til at gøre en forskel i mit liv og det vil følge mig resten af livet. Ligesom Vejlefjord kom til at gøre en stor forskel i mit liv. Utroligt, som sådan et lille vers, kan komme til at betyde så meget.


1998 - i dag: Mit nye job og mit liv i dag.
   Men alting får jo en ende - og det gjorde opholdet på Vejlefjord også. I samråd med min sagsbehandler fra Kolding Kommune, havde Vejlefjord hjulpet mig med at søge om den mellemste førtidspension samt hjælpe mig med at finde et skånejob til mig, da det stod klart for alle (også for mig selv),at jeg ikke ville kunne klare et såkaldt "normalt" arbejde.

I december 1997 flyttede Lars og jeg sammen til en større, to værelses lejlighed.
   Og den 5. januar 1998 startede jeg i en tre måneders prøveordning i et skånejob som kontormedhjælper på Fagbiblioteket på Kolding Sygehus. Den 1. april 1998 blev jeg fastansat i skånejobbet samtidig med, at jeg blev bevilliget den mellemste førtidspension.

Sådan kan man egentlig godt sige, at min situation stadig er i dag. Lars og jeg bor stadig i den sammen to værelses lejlighed. Jeg får stadig den mellemste førtidspension og jeg er stadig fastansat som kontormedhjælper i et skånejob på Fagbiblioteket. At der så er sket mange ting i mellemtiden…

Lars og jeg blev jo for eksempel gift i 1999, som tidligere nævnt i Tredje Del. Fagbiblioteket hedder nu både Fagbibliotek og Videnscenter, og jeg er med til at passe begge dele. Jeg har fået flere arbejdsopgaver. Og den bibliotekar der er nu, er den tredje chef, som jeg har.

Jeg arbejder 15 timer om ugen - det vil sige, at jeg er 3 timer om dagen på fagbiblioteket. På et tidspunkt var jeg oppe på 20 timer om ugen, men så meget kunne jeg alligevel ikke klare, så det blev sat ned til 15 timer igen efter et stykke tid. Jeg er der fra kl. 9.00 til 12.00 hver dag og jeg elsker mit arbejde. Det er dejligt, at have noget, at stå op til og det var også noget, som lægerne lagde stor vægt på, at jeg skulle have. Det er også et rimelig roligt sted, at arbejde - selvfølgelig kommer der en del mennesker udover bibliotekaren, men atmosfæren er rolig og det var også noget, der skulle tages hensyn til i forbindelse med mig. I det hele taget har jeg det rigtig godt på fagbiblioteket og med mine kolleger og min chef. Som jeg plejer at sige, så har jeg nu endelig fundet den lille niche her i livet hvor jeg hører til.

Se, nu kunne jeg jo sagtens skrive flere detaljerede sider om min første dag på arbejdet, om de forskellige bibliotekarer/chefer jeg har haft, om mine kolleger, om hvad jeg laver hver dag fra jeg møder om morgen til jeg går hjem og om hvordan jeg laver mit arbejde. Men det vil simpelthen blive for langtrukket, detaljeret og kedeligt - så det lader jeg være med.

Jeg går stadig til kontrol hos min neurolog i Vejle ca. en gang om året og en gang i mellem får jeg taget blodprøver, men ikke hver gang. Jeg har (heldigvis) ikke haft nogle anfald siden 1995 - dem holder medicinen væk. Så jeg ved, at jeg skal tage min epilepsi-medicin resten af livet, men det har jeg det også fint med. Jeg har gået til fysioterapi for at styrke min balance yderligere og til psykolog for at få bugt med noget depression og prøve at acceptere min sygdom. Jeg har en hjemmevejleder, der kommer ca. en gang om ugen og hjælper med det hun nu kan.

Efter Vejlefjord har jeg stadig holdt kontakten med Sonja fra Esbjerg og med Margit fra Bornholm. Desværre fik jeg sidste år den sørgelige meddelelse fra Margits familie, at Margit var død af livmoderhalskræft. Hun døde den 26. oktober 2003 - 42 år gammel - og blev begravet den 31. oktober 2003. Jeg sørgede meget over hendes død og gik en svær tid igennem. Men jeg har stadig kontakt med Sonja og jeg er langsomt kommet mig over Margits død. Hun var en god veninde og jeg nåede at besøge hende en enkelt gang på Bornholm.

Bortset fra det lever jeg livet som alle andre. Går ud med mine veninder (jeg har to gode veninder her i Kolding og en der bor nær Odder), går til fester, går i biografen, shopper, besøger familien/venner, laver mine kreative hobbies, læser, skriver med mine pennevenner, går på arbejde, digter, skriver og mange, mange andre ting. Jeg skal passe lidt på med alkohol, men et glas hvidvin eller 2 til fester må jeg gerne få - ellers tager jeg sodavand for resten. Men det er nogenlunde det samme, som før jeg blev syg, så det har jo faktisk ikke ændret sig. Og lægerne har givet mig lov til at køre bil igen. Jeg tog jo kørekort imens jeg gik på HH i 1991. Efter at have fået mit kørekort havde jeg kørt lidt i min fars bil. Og i de 7 måneder, hvor jeg var i England som Au Pair, havde jeg også en bil at køre rundt i der. Jeg havde så kørt i min fars bil med mellemrum indtil jeg blev syg. Men nu havde lægerne givet grønt lys for, at jeg godt måtte køre bil igen. Så i 2000 fik jeg et par genopfriskningstimer hos en kørerlærer og til min fødselsdag det år, fik jeg så min første bil - en gammel Fiat 127 fra 1986, der var gået i arv fra en afdød onkel langt ude i familien. I dag kører jeg dog i nyere Suzuki.

Jeg synes selv, at jeg er kommet langt - meget langt - siden lægerne dengang i 1994/1995 gav mig dommen, at jeg sikkert ville ende som en "grønsag", der ikke havde mange chancer for nogensinde at komme mig rigtig. Lægerne er faktisk meget overraskede over, at jeg den dag i dag er kommet mig så godt som jeg er. Men jeg har jo hele tiden sagt, at jeg nok skulle vise dem, at jeg godt kunne. Og uden min store livsvilje, støtten fra familie og venner, skæbnen og en hel del andre ting, tror jeg da heller ikke, at jeg ville være nået så langt som jeg er i dag. Men jeg ved også godt, at jeg ikke er helt rask, at jeg nok aldrig bliver det 100% og at der er lang vej for mig endnu. Men jeg føler helt sikkert, at jeg har fået langt mere selvtillid. Jeg har det bedre med mig selv nu og jeg giver mig selv tid til at nyde de små ting i livet - de små øjeblikke, som mange overser. Som jeg har det nu er jeg faktisk godt tilfreds - med mig selv og med livet.