Hun sidder og kigger ud af vinduet. Vejret er godt. Himmelen er klar blå og solen steger på asfalten.
   "Du går i skole for at lærer noget - ikke for at sidde og dagdrømme, Anita," siger lærerinden, Frøken Grå lidt stramt.
   Anita kigger i stedet på Frøken Grå. Hun er omkring de 45 år og stadig ugift. Hun har kort grå-hvidt hår med naturligt krøl. Hun har blå øjne, en lille opstoppernæse og hendes mund er bred. Hendes ansigt er ovalt og hun går aldrig med make up. Hun er ca. 170 cm høj og er spinkel af bygning. Hendes efternavn "Grå" passer godt til hende, tænker Anita. Så opdager hun, at Frøken Grå ser strengt på hende og Anita begynder igen at arbejde.

Senere ser hun på uret. Der er endnu et kvarter tilbage af den dødkedelige regnetime, og hun har stadig et ark opgaver tilbage som hun mangler at lave. Åh, gid hun dog var ude i det skønne solskinsvejr. Anita glædede sig vanvittigt til at få fri fra skole. Det var sidste time.

Anita var en køn, ung pige på 16 år. Hun havde langt kulsort hår med naturligt krøl, der gik hende helt ned til taljen. Hun havde brune øjne, en "almindelig" næse og en sød hjerteformet mund. Hun var flot, jævnt solbrændt over det hele. Hun gik mest i moderne tøj, men ikke overmoderne. Hun kunne godt lide at gå med make up og havde tit neglelak på sine lange negle. Anita elskede naturen og dyr. Med hensyn til andre mennesker så var Anita typen, der altid var lidt forsigtig overfor andre i starten, fordi hun lige skulle lære folk at kende først. Til gengæld var Anita ikke typen der dømte folk på forhånd. Hun kunne godt lide at være alene og hun kom da heller ikke sammen med nogen dreng og havde heller ikke prøvet det. Det havde mange af de andre piger i hendes klasse derimod. I frikvartererne sad Anita tit sammen med de andre piger og hørte på deres "pralerier". De andre i Anitas klasse gik også meget på diskotek og til fester, men ikke Anita. Hun havde været med et par gange, men hun syntes ikke rigtig om det. Hun følte, at det var for indelukket og overfladisk, og hun ville hellere ud i naturen. Det kunne de andre i klassen ikke forstå og i begyndelsen drillede de hende med det. Senere holdt de op, men de tog ligesom afstand fra hende og lod hende gå for sig selv. Lukkede hende ude af fællesskabet.

Endelig ringede klokken. De havde fri. Da Anita kom ud fra den store bygning, løftede hun ansigtet mod solen og nød dens hede. Det var så varmt, at hun ikke gad tage jakken på, men bandt den bare løst om livet. I dag havde hun en blå stonewashed cowboynederdel på, der gik hende til midt på skinnebenet, samt en rød T-shirt og et par sorte sandaler. Der var næsten ingen vind og Anita hørte på fuglenes sang og så på blomsterne og alting omkring sig imens hun gik hjemad. Hvor er naturen dog smuk, tænkte hun og smilede for sig selv.

Da hun kom hjem, låste hun sig selv ind og smed tasken ind på sit værelse. Derefter gik hun ud i køkkenet og tog noget mad og lidt saft. Derpå tog hun dagens avis og satte sig til rette i sofaen og begyndte at læse, for at se om der stod noget spændende. Der stod noget om en mand, der var eftersøgt af politiet. Man mente, at han skulle have kendskab til mordet på sin søster.
   Anita havde selv en storebror. Han var 21 år og boede sammen med sin kæreste, Ninna, inde i den nærmeste storby. Anita og hendes storebror, Jens, holdt meget af hinanden og hun var glad når han en gang i mellem kom på besøg sammen med Ninna. Anita og Ninna kunne også rigtig godt sammen. Anitas forældre arbejdede begge fra 7 morgen til 8 om aftenen, så det var faktisk kun om aftenen, i weekenden og i ferierne, at hun så dem. Det var også derfor, at hun havde sin egen nøgle til huset.

Anita læste videre i avisen. Der stod, at den eftersøgte mand skulle skjule sig i nærheden af den by hun boede i og der var et signalement af ham. Anita læste det - for en sikkerheds skyld. Der stod, at han var 30 år, havde kort, sort hår og overskæg. Han skulle være iført et gråt jakkesæt og være bevæbnet og farlig.

Anita lagde avisen fra sig på sofabordet og rejste sig. Hun besluttede sig for at tage ned i sin hemmelige hule og blive der resten af dagen. Det tog hende ikke lang tid at pakke en kurv. Så skrev hun en seddel til forældrene og begav sig af sted. Solen var ret hård og der var ikke en sky på himmelen. Anitas hemmelige hule lå godt gemt. Det var en gruppe klipper, som lå ned til søen. Anita havde fundet en hule i klipperne og vogtet godt over den siden. Der var ingen andre end hendes forældre og storebror, der vidste hvor hulen var.

Anita var i godt humør og hun nynnede højt og svingede med kurven, imens hun nærmede sig hulen. Hun gik hen bag buskene foran indgangen til hulen, gik ind og skreg så forskrækket idet hun standsede brat op. Inde i hulen sad der en fremmed mand. Da Anitas øjne vænnede sig til halvmørket, lagde hun mærke til at mandens udseende passede til det signalement på den efterlyste mand som hun lige havde læst om i avisen.
   "Hvem er du? Hvad laver du her?" spurgte manden barskt og Anita så nu, at manden havde en pistol i hånden og holdt den rettet mod hende.
   "Dette her er min hule," svarede Anita bare. Nu lagde hun også mærke til, at manden var såret. Han havde en grim flænge over det ene øje og en lang flænge på den ene hånd. Anita glemte alt om pistoler og om at være bange.
   "Du er jo såret," udbrød hun. "Kom med udenfor, så skal jeg hjælpe dig," sagde hun. Anita gik ud af hulen og manden fulgte tøvende efter. Anita tog en ren serviet fra kurven, dyppede den i søens rene vand og rensede forsigtigt mandens sår.
   "Jeg løber lige hjem efter noget plaster. Det tager kun et par minutter," sagde hun og ville gå, men han stoppede hende.
   "Hvis du sladrer til nogen om, at jeg er her..." truede han.
   "Bare rolig, jeg har aldrig set dig, hvis nogen skulle spørge," svarede hun beroligede.

Anita løb hjem og fandt plaster, barbergrej, noget af hendes fars tøj og nogle tæpper. Så løb hun tilbage til hulen. Hun gav ham plaster på og gav ham derefter sin fars tøj.
   "Her tag det her på," sagde hun og gik selv ind i hulen med tæpperne imens. Da hun senere kom ud igen havde han skiftet tøj. Så gav hun ham barbergrejet.
   "Jeg ved desværre ikke hvordan man barbere skæg af," sagde hun med et undskyldende smil. Manden smilede tøvende tilbage og gik ned til søen for at barbere sig. Imens lagde Anita sit eget tæppe ud og lagde madkurven på tæppet. Hun så op da han kom tilbage. Og da hun var den ærlige type, der talte lige ud fra hjertet og sagde lige hvad hun mente, røg det bare ud af hende:
   "Du ser meget flottere ud uden skæg."
   Han så overrasket på hende og hun rødmede og så væk. Manden smilede bare og sagde ingenting. Det var Anita glad for.

Senere da de havde spist alt maden, satte Anita sig på sin yndlingsklippe og så på at solen begyndte at gå ned. Manden kom hen og satte sig ved siden af hende. De sad begge tavse et stykke tid og nød stilheden. Så rømmede manden sig.
   "Jeg vil gerne sige tak fordi du har hjulpet mig uden at stille spørgsmål," sagde han.
   Anita trak bare på skuldrene.
   "Du var såret og du var i min hule," svarede hun, som om det sagde alt. Så var de igen tavse en tid. Men så spurgte Anita:
   "Hvad hedder du egentlig?"
   Manden tøvede, men svarede så:
   "Jeg hedder Nick, og du?"
   "Jeg hedder Anita," svarede hun. "Hvorfor er du egentlig flygtet?" spurgte Anita så og så tøvende på Nick.
   Han så ud over søen og det varede længe inden han svarede.
   "Har du nogen søskende?" spurgte han.
   "Ja, jeg har en storebror," svarede Anita.
   "Så ved du også at man en gang i mellem kan blive vred over noget de har gjort og så siger man i vrede, at man har lyst til at myrde dem - selvom man jo ikke mener det alvorligt. Kender du det?"
   Anita nikkede. Det kendte hun kun alt for godt. Hvor tit havde hun ikke skreget i raseri af sin storebror, at hun hadede ham og at hun ville ønske at han var død, osv. - selv om hun naturligvis aldrig havde ment et ord af det.
   "Det var jeg kommet til at sige til min søster, imens hendes mand hørte på det. Min søster vidste jo godt, at jeg ikke mente det, men det vidste hendes mand ikke. Han er enebarn og tager alting så bogstaveligt, så han kunne jo ikke vide, at jeg ikke mente det alvorligt."

Det var næsten mørkt nu og Anita så på sit ur. Hendes forældre ville snart begynde at savne hende, så hun sagde:
   "Jeg vil gerne have resten af historien, men jeg må se at komme hjem nu. Ellers kommer mine forældre bare herned og leder efter mig. Men jeg kan komme herned når jeg har spist aftensmad, og så kan jeg også tage noget med til dig."
   "Det lyder fint," svarede Nick. Anita skyndte sig hjem og som hun havde forventet var hendes forældre trætte efter en lang arbejdsdag, så de gik i stuen og tændte for Tv'et.
   "Jeg smutter lige over til Nancy og hjælper hende med nogle matematikopgaver," sagde Anita til dem. "I skal ikke blive oppe og vente på mig for det bliver sikkert sent og jeg tager selv min nøgle med."
   Forældrene nikkede bare fraværende. Anita gik ud i køkkenet og samlede resterne af aftensmaden sammen. Hun tog også noget mere mad, noget at drikke og fandt nogle andre nyttige ting.

Anita løb ned til sin hule.
   "Nick?" kaldte hun. Der var helt stille. Hun kaldte igen og gik ind i hulen. Han var der ikke. Hun ledte og kaldte på ham. Men han var væk. Anita satte sig modløst på klippen op så ud over vandet. Luften var rolig og fyldt af lyde. Hun kunne hører et par frøer kvække, nogle insekter summe, vandet klukke, vindens legen i træerne. Alt var smukt og hun elskede disse stille sommeraftener.

Pludselig lagde en stor hånd sig over hendes mund og en arm sig omkring hende og holdt på den måde hendes arme ind til hendes krop, så hun ikke kunne rører sig ud af stedet.
   "Blev du forskrækket? " spurgte en velkendt stemme muntert. Det var Nick. Han slap hende og hun rejste sig op.
   "Ja, selvfølgelig blev jeg da forskrækket," spruttede hun vredt. "Hørte du ikke, at jeg kaldte på dig?" spurgte hun.
   Nick grinede bare og lænede sig op af det nærmeste træ.
   "Jo, jeg hørte dig godt," svarede han.
   Anita så forvirret på ham.
   "Jamen, hvorfor svarede du så ikke?" ville hun vide.
   "Jeg ville drille dig lidt. Hvad er det du har med?" spurgte han og pegede på plastikposen, som stod på jorden. Anita tog den op.
   "Det er noget til dig. Lidt mad og drikke, en pude, en lygte og dagens avis," svarede hun og trak avisen op og viftede med den foran hans næse. Nick blev straks alvorlig, da han så avisen.
   "Står der noget om mig?" spurgte han.
   "Masser!" svarede Anita og begyndte at læse op for ham hvad der stod. Da hun var færdig smed hun avisen hen til ham, så han selv kunne se det. Nick samlede langsomt avisen op og så på hende.
   "Vil du gerne have resten af historien?" spurgte han så. Anita smilede til ham.
   "Ja selvfølgelig. Hvorfor tror du ellers at jeg sidder her?" svarede hun.
   Han smilede tilbage og de satte sig på klippen.

"Vi, min søster og jeg, havde altså været oppe og skændes om, at jeg syntes, at hun skulle droppe en dårlig veninde, der udsugede hende for penge, og det ville min søster ikke tro på at veninden gjorde. Til sidst tog min søster og hendes mand hjem." Nick var tavs lidt, som om han tænkte igennem hvad der var sket. "Et par dage senere - den aften hvor hun blev myrdet - kom hun over til mig - alene - og sagde undskyld fordi hun ikke tidligere havde indset, at jeg havde ret, og jeg tilgav hende naturligvis. Hun fortalte mig, at hun havde fundet ud af noget om sin veninde, som hun ikke ville fortælle mig, men som gjorde, at hun havde taget en alvorlig beslutning. Vi sad og talte sammen, da hendes mand kom efter hende og de kørte hjem. Det var først to timer senere, at jeg opdagede, at min søster havde glemt sin taske. Jeg bestemte mig for, at køre over til hende med den. Jeg parkerede min bil foran deres hus. Deres hus ligger tæt ved en skov og det var ret mørkt den aften. Der var kun lys i stuen og jeg skulle lige til at ringe på, da jeg så at døren stod på klem. Jeg gik ind i huset og kaldte på både min søster og min svoger, men ingen af dem svarede. Så gik jeg ind i stuen, hvor jeg havde set lys, og der fandt jeg min søster. Hun lå på livløs på gulvet med en kniv i hjertet. Jeg knælede ved siden af hende for at se om hun var i live og i samme øjeblik trådte hendes mand - min svoger - ind i stuen. Da han så min søster, der var død og mig ved siden af hende, begyndte han straks at råbe op om, at jeg havde myrdet hende og, at han ville ringe efter politiet. Han ville slet ikke høre på fornuft eller tro på, at det ikke var mig. Og så stak jeg af. Jeg turde ikke være der når politiet kom. De ville sikkert ikke have troet på min historie," sluttede Nick fortvivlet. "Og jeg ved godt, at jeg ikke gjorde det bedre for mig selv ved at flygte. For det vil bare få politiet til at tro, at jeg har noget at skjule, men et eller andet slog klik for mig den aften, da jeg fandt min søster myrdet. Og nu ved jeg ikke hvordan jeg skal få kontaktet politiet og få dem fortalt den rigtige historie." Nick græd nu.
   Anita lagde trøstende en arm om hans skulder.
   "Det ordner sig nok," mumlede hun, ilde berørt over at se en voksen mand græde.

Anita blev hos Nick meget længe og de sad og fik talt ud om det hele. Hun kunne mærke, at det gjorde ham godt at have nogen at snakke med om hans problemer. Men til sidst blev det dog så sent, at hun måtte gå.
   "Jeg må hjem nu. Sov godt og bekymre dig ikke. Det skal nok gå. Vi finder ud af noget. Og lad være med at forskrække mig, når jeg kommer i morgen tidlig," sagde hun påtaget strengt.
   Nick smilede af hendes ord og sagde god nat.

Resten af natten tænkte Anita over sin nye vens problem. Lige da hun skulle til at indrømme over for sig selv, at hun ikke kunne finde en løsning, kom hun i tanke om sin storebror, Jens. Han arbejdede som kriminalassistent og hans kæreste Ninna arbejdede som sekretær for politichefen. Anita smilede for sig selv. Måske kunne hun "prikke" lidt til de to. Hun ville tage ind og besøge dem næste dag. Og med det i tankerne lagde hun sig til at sove.

Næste morgen stod Anita tidligt op og løb ned til hulen. Der fortalte hun Nick om sin plan. Han var lidt mistroisk, men gav hende lov til at prøve, hvis hun lovede ikke at røbe hvor han skjulte sig. Anita forsikrede ham om, at det nok skulle gå og løb derefter hjem. Anita ringede til sin storebror, Jens, og sagde, at hun kom på besøg, og gav også lige besked til sine forældre om hvor hun tog hen. Hun tog med bussen ind til byen hvor de boede og skyndte sig gennem gaderne, hen til lejligheden, hvor Jens og Ninna boede.

Anita trykkede utålmodigt på ringklokken og lidt efter kom Ninna ud og åbnede.
   "Det var på tide," sagde Anita og gav Ninna et knus. Jens kom også ud og han fik også et knus. De gik ind i stuen og satte sig.
   "Nå, må vi så høre hvad det er der er så vigtigt?" spurgte de nysgerrigt, da de alle tre sad omkring bordet i stuen.
   "Jo, nu skal I høre," begyndte hun. Og så fortalte Anita alt hvad der var sket siden hun havde mødt Nick og hele Nicks sande historie om hvad der var sket. Jens og Ninna sad lidt og tænkte over det som Anita havde fortalt dem.
   "Hvor er han så nu?" spurgte Jens. Men Anita svarede, at hun havde svoret ikke at fortælle det.
   "Og I vil vel ikke have, at jeg skal bryde mit løfte, vel?" spurgte hun.
   De sad lidt og diskuterede frem og tilbage hvad de kunne gøre. Det endte med at de alle tre kørte hen til den myrdedes mand og udspurgte ham. De spurgte ham bl.a. om hans kone havde haft nogle fjender.
   "Ja, hun havde 3 fjender," lød svaret. "Hendes storebror, som jeg selv mistænker. En pengegrisk veninde og hendes eks-mand."

Da Anita, Jens og Ninna senere var tilbage i lejligheden, sagde Anita:
   "Ja, så er det jo bare at finde morderen blandt de 3."
   Jens og Ninna så på hende.
   "Du får det til at lyde så nemt," sagde hendes storebror. Anita smilede bare.
   "Jamen, det er det vel egentlig også. I indkalder bare alle tre og afhører dem hver for sig. Bagefter sammenligner I rapporterne og ser om der ikke skulle være noget der ikke stemmer i en af dem. Og så har I morderen. Jeg skal nok sørger for at Nick dukker op frivilligt, hvis I finder de to andre," sagde hun.
   Jens rystede smilende på hovedet.
   "Vil du gerne overtaget mit job?" spurgte han drillende. Han rejste sig og gik hen og foretog et par telefonopkald.

Og som sagt, så gjort. Nick kom frivilligt til afhøringen og fortalte sin historie. De to andre kom også mere eller mindre frivilligt til afhøringen. Senere sad Jens, Ninna og nogle andre kriminalfolk samlet og gennemlæste de tre rapporter. Anita havde uofficielt fået lov til at være med som gæst.
   "Der er et eller andet, som ikke stemmer," udbrød en af kriminalfolkene. "Nicks rapport passer godt nok. Men de to andres ser mistænkelige ud."
   De læste rapporterne igen for at se hvad de måske havde overset og pludselig kunne Anita se hvad der var galt.
   "Det er veninden, der er morderen. Hun siger, at hun var i byen for at købe ind den dag og at det øsregnede. Men det kan ikke passe. For det første var det søndag og for det andet var det solskinsvejr og tørvejr hele dagen," sagde Anita og så triumferende på de andre. "Vi kan jo tjekke det med vejrudsigten eller sådan noget," tilføjede hun.
   "Du har ret," udbrød de andre, for nu huskede de også de små detaljer om vejret og datoen.

Den pengegriske veninde blev holdt tilbage og yderligere afhørt. Hun brød hurtigt sammen og tilstod mordet. Hun havde myrdet sin veninde, fordi denne ikke længere ville give hende penge og fordi hun ville afbryde venindeforholdet. Hun blev dømt og fængslet for mordet. Nick fik en undskyldning af sin søsters mand og de blev venner i deres fælles sorg.

Nick glemte dog ikke Anita. Han kom tit og besøgte hende i hulen og de havde det sjovt sammen. En dag, hvor de sad og talte sammen, kom Nick med en bemærkning om, at Anita var blevet en slags erstatning for hans søster, og Anita svarede, at så havde hun jo bare to storebrødre i stedet for en. Det lo de meget af og alt var godt. Langt ude i horisonten begyndte solen at gå ned. En enlig stjerne blinkede på nattehimmelen, imens Nick og Anitas latter gav genlyd ved søen. Det havde i sandhed været en sommer, der havde vendt op og ned på manges skæbner.