"Satans med alle de røde lys." Carlo trådte bandende på bremsepedalen, så den sorte Mercedes stoppede med et hvin. Hvorfor F... satte de ikke de trafiklys ud af funktion om natten? Der var jo ikke ret mange trafikanter på den tid af døgnet. Lige nu var der f.eks. kun ham selv - og så Viggo, som han skimtede på vej gennem sidegaden. Tumpen havde kunder. Carlo havde hørt ham melde det over radioen.
   Armbåndsuret angav, at klokken var ti minutter i to. Der var over to timer til, at afløseren skulle overtage bilen, men Carlo havde mest lyst til at stille taxa'en og så 'snuppe' en kollega hjem. Det dumme hoved. Han følte, at det larmede der inde, eller brændte eller hvordan man nu bedst beskrev en modbydelig hovedpine. Hvorfor hjalp pillerne ikke? Han havde da slugt fem af dem. Han svedte også. Nej, nu frøs han. Rent ud sagt: Han havde det rigtigt skidt.
   Konen havde da også sagt, at han nok hellere måtte blive hjemme. Jo, men der skulle jo tjenes penge, ikke? Han havde håbet på, at få nogle langture - lave hurtige penge - og så stille ind for natten, men alt hvad han havde kørt ind var 211 kr. og det var for lidt. Han måtte hellere se, om der ikke kom et par ture mere.
   Hov! Lyset skiftede til rødt. Så havde det været grønt, uden at det var gået op for ham. Nå, det betød nok ikke noget. Nu ville han køre lidt omkring og se, om en eller anden manglede en vogn.
   Carlo drejede ned af Blåbærvej. En kat luskede afsted langs en ligusterhæk. Bag hækken skimtede han en stor, gammel patriciervilla og en veltrimmet poppel. Fra ture i dagslys vidste han, at alle husene var gamle, velholdte og havde parklignende haver. Det var mest ældre mennesker, der boede her, men i de senere år havde der dog været en vis udskiftning og han vidste, at et par huse var blevet solgt til unge, der brugte dem som bofællesskaber. Det kunne da være, at nogle af de unge ville en tur 'i byen', eller var blevet uenige, så en af dem ville hjem til sin mor.
   I lyset fra lygterne fik han pludselig øje på noget, eller rettere: Nogen. Der stod en skikkelse på fortovet, få meter fremme. Han kunne ikke se, om det var en mand eller en kvinde, men vedkommende gjorde tegn til ham om at stoppe. Endelig en kunde.
   Carlo rullede frem og holdt helt ind til fortovskanten. Han rullede vinduet ned og personen kom der hen. Det var en kvinde. Det første han lagde mærke til var, at hun havde langt, uordentligt hår. Så noterede han sig, at hun var meget bleg. Og hun lugtede, som om hun havde glemt, at der fandtes vand og sæbe.
   "Vil De køre mig ud til skibet?" skurrede hendes stemme rustent. Røg hun for mange cigaretter eller havde hun influenza? Et eller andet var der.
   "Hvilket skib?" spurgte han undrende. Der sejlede ikke flere færger fra havnen og hvilke andre skibe lagde fra kaj så sent?
   "Skibet," sagde hun med gråd i stemmen. "Jeg skal nå skibet. Ellers er jeg fortabt."
   Måske var hun sindssyg? Så måtte han hellere køre hende tilbage til 'kolbøtteanstalten'. Det skete jo, at folk stak af der fra.

Uden spor begejstring åbnede han døren og kvinden satte sig ind ved siden af ham. Hun var i grå bukser og en falmet frakke, der forlængst havde kendt bedre dage. Hun rettede sine kæmpestore øjne mod ham og han så at de lå dybt i øjenhulerne.
   "Hvor er så det skib?" spurgte han, mens han spekulerede på, om skabningen overhovedet havde penge.
   "De må da vide, hvor skibet er," sagde hun.
   "Har du I det hele taget penge?" snerrede han irriteret og ønskede han lå op af Lindas bløde krop, hjemme i trekvart-sengen.
   "Penge?" gentog hun og lød oprigtigt forbavset, "masser af penge nu, fine penge."
   Hun halede en mølædt pung op af frakkelommen og åbnede den med et klik, der larmede højlydt. I hvert fald syntes Carlo, at det larmede, men det kunne jo være på grund af hovedpinen. Kvinden viste ham nogle krøllede, blå sedler. Det måtte være 50'ere. Hun havde altså penge og han havde brug for dem, så han måtte vel hellere prøve at finde det skib, hun fablede om.
   "Hvorhen?" forsøgte han igen og prøvede på at lyde imødekommende.
   "Har De glemt, hvor skibet holder til? Har De virkelig glemt det ? Eller er De ny?" Stemmen lød ikke nær så rusten nu og hun lo muntert og lidt drillende. Det lød næsten som små, ringende klokker.
   "Jeg har kørt Taxa i 5 år," udbrød han fornærmet, "men det er måske en lystyacht, du skal med? Vi skal måske ned i lystbådehavnen?"
   Selvfølgelig havde hun ikke en yacht, sådan som hun så ud, men måske havde hun en husbåd. Og hvad kom det ham ved?
   Nu lo hun igen, den skøre kælling; en sprød latter. Så bekvemmede hun sig omsider til at svare:
   "Ja, vi skal ned i lystbådehavnen. På det øde stykke af bredden, men vær sød at skynde Dem, hr. chauffør."
   Med et svagt suk vendte han bilen, for lystbådehavnen lå i den modsatte retning. Kvinden sad stille. Hun røg ikke, men havde stukket begge hænder ned i frakkelommerne og stirrede stift frem for sig. Staklen havde vel sit at slås med, tænkte Carlo. Hun så ud til at være midt i 30'erne, men måske var hun yngre. Havde hun mon børn? Havde hun fremtidsdrømme?
   Han skød det fra sig. Hun lod ikke til at være i snakkehjørnet og det var han i grunden heller ikke...
   Ude på hovedgaden stod der en klynge unge mennesker foran et værtshus. En ung mand i læderjakke, gjorde tegn til ham om at stoppe. Kunne idioten da ikke se, at han havde en kunde i bilen?
   De nåede ud til lystbådehavnen og hun dirigerede ham ad nogle småveje til den øde del af stranden. Den blev meget sjældent brugt, for den var så frygtelig forurenet.
   Hendes stemme der dirigerede ham blev blidere og blidere. Det rustne forsvandt fra den og der kom en smule farve i de blege kinder. De havde omtrent samme ansigtskulør, konstaterede Carlo, idet han fangede et glimt af sit spejlbillede i bakspejlet.
   Nu smilede hun søreme til ham; blottede sine store, gule tænder i et smil, der vistnok var venligt. Hun så undersøgende på ham og spurgte så:
   "Skal du ikke også med skibet? Det må jo være forklaringen. Jeg kan se det på dig. Du driller mig bare, du skal jo med skibet."
   Hun rakte ham hånden og spurgte: "Hvad hedder du?"
   "Carlo Madsen," oplyste han automatisk, selvom det vel ikke vedkom hende.

"Jeg hedder Anita," smilede hun, "Anita Blom. Jeg har boet på Blåbærvej. Mine forældre bor der endnu. De er gamle, men de tør ikke dø. Det var dem jeg besøgte."
   "Ja, det er ikke sådan med forældre," medgav han høfligt. Hun var åbenbart kommet i snakkehjørnet, om det så var, fordi de nærmede sig hendes (indbildte?) skib, eller fordi hun mente, at han skulle med om bord?
   "Jeg hader dem," brast det ud af Anita Blom, "for de hjalp mig aldrig. Børnene sultede og Poul døde af lungebetændelse, fordi der var så koldt i lejligheden. Først til begravelsen hjalp de. De betalte den og de var glade for at han døde."
   Det skete ikke sjældent, at kunder pludselig betroede ham noget, men den her historie lød vildt overdreven. Der var ingen, der ligefrem sultede i dagens Danmark. Sandheden var vel, at hun drak alle pengene op.
   Han kunne ikke dy sig, men sagde med slet skjult foragt:
   "Årh, du får vel din bistandshjælp, så helt så vildt kan det vel ikke være."
   Hun tav og han lod bilen rulle langsomt hen af den øde bred. Da han skævede til hende, så han, at hun så dybt såret og ulykkelig ud. En tåre løb ned af hendes ene kind. Lidt efter talte hun, med stemmen fuld af skuffet gråd:
   "Kommunen gav os lidt, alt for lidt. Poul stjal kul, men kakkelovnen var utæt. Vi satte pap for vinduet. Poul blev syg. Han glædede sig sådan til sin 6-års fødselsdag, men da den kom lå han i jorden. Hvad skulle jeg så leve for? Hvis jeg døde, var der vel nogle, der gav Lisa mad."
   "Men børnenes far...?" mumlede han. Hendes dumme, teatralske løgnehistorie havde grebet ham om hjertet. Den virkede så ægte.
   "Faldt på østfronten," græd Anita, "de råbte efter os på gaden. Og de klippede mit hår, men det voksede ud igen. Det var langt, da vi begravede Poul, men jeg ville aldrig mere rede det blankt og smukt. Aldrig mere."
   "Vi må vel snart være ved det skib," skiftede Carlo emne. Hun svarede ikke og han kørte lidt videre. Hun pegede med sin smalle hånd ned af en sti og han fulgte den. Bare Mercedes'en ikke blev svinet alt for meget til, for han orkede ikke at køre den gennem en bilvask.
   De kørte langs øde klitter, med forblæst marehalm og natdunkelt tang; forbi små skæve badehuse og en endnu skævere badebro, med store mellemrum mellem plankerne. Netop som de havde passeret broen, bad hun ham omsider om at stoppe. Han slukkede lygterne og da hun bad ham om at afbryde motoren, gjorde han også det.
   "Der er skibet," sagde hun og pegede, "kom nu - du skal jo med, ikke?"
   "Nej," svarede han og stirrede forlegent ud i mørket. Der var ikke noget skib. Hun var altså sindssyg, sådan som han først havde antaget. Hun stod ud, men han blev siddende. Selvfølgelig. Han skulle jo ikke med skibet, vel? Han skulle jo ikke med...
   Hvorfor sad han her og kom i tvivl? Var det mon på grund af det sludder Linda havde sagt, da han insisterede på at tage på arbejde og forbød hende at ringe til vagtlægen? Hun havde fantaseret om et skib, som han skulle passe på han ikke kom med. Men det var jo bare noget sludder, noget vrøvl fra den der gamle tid i Grækenland eller hvor det nu var. Hun gik på kursus i det pladder og havde snart ikke andet i hovedet.
   Nå, han måtte vel vende vognen og komme tilbage til byen. Det måtte blive Anitas sag om hun ville stå her og fryse. Han kastede et blik på armbåndsuret. Det viste 11 minutter i to. Sikke noget vrøvl. Der var jo gået lang tid. Uret var altså gået i stå. Han havde ellers trukket det og det var et pålideligt ur. Underligt.

Det bankede på forruden. Det var naturligvis Anita. Hun havde vel givet op og ville hjem på 'kolbøtteanstalten'. Han rullede vinduet ned.
   "Kom nu," smilede hun trist. "Hold mig i hånden, hvis du er bange."
   Vel ville han ej. Han var træt af hendes vrøvl, men følte en uimodståelig trang til at følge med. Og hvad kunne der ske? Han kunne måske få hende overbevist om, at hun måtte have psykologhjælp, for der VAR jo ikke noget skib.
   Overhovedet ingen skibe. Ingenting. Kun bølgeslagene, som han pludselig kunne høre. Nu var han nemlig stået ud af bilen. Der lugtede af rådden tang og forurenet vand. Et sted i horisonten løj der et skrig. Sikkert en måge. Det blæste koldt og han ville tilbage til sin lune Mercedes. Men hun lagde sin hånd om hans.
   Hendes hånd var tør og senet. Den var knokkelagtigt tynd og holdt hans næve i et fast, men trygt greb. Beskyttende, men bestemt. Han så på hende. Det lange hår blæste ind mod hendes ansigt, hvor kinderne nu havde fået endnu mere farve, Han så det, for der var ikke længere tæt mørke. Hun så rolig ud, men virkede stadig trist. Hun var ligesom kønnere nu, på en sælsom måde. Uden at ville det, gav han hendes knokkelhånd et lille klem, som om han overgav sig. Overgav sig?!?
   De skulle ud til... Nej, for hulen, der var jo ikke noget...
   DER LÅ DET. DER VAR SKIBET!
   Et rigtigt sejlskib. Et gammeldags et. En tremastet fuldrigger. Hvor var det flot. Sikke et syn. Alle sejl var hejst. Sorte sejl med gulhvide dødningehoveder og korslagte knogler. Det lignede et - det var et sørøverskib.
   Eller var det?
   De gik frem mod skibet. Han så, at der stod mennesker på fordækket. En hel lille forsamling. Underlige personer. Der var både kvinder og mænd. Anita trak ham med. Egentlig gik det aldrig op for ham, hvordan de kom ombord. Pludselig var de der bare og han kunne bedre betragte den brogede flok Nogle af dem var meget gammeldags klædt, andre så ud som i stumfilmens tid. Atter andre havde lange frakker og bløde hatte, som hans bedstefar i det lasede fotoalbum. En kvinde havde en komisk hat, med en opsats af kunstige frugter. Hun stod og hviskede noget til en bleg ung kvinde i hippie-tøj, med hæklede lapper.
   Folkene på dækket opdagede dem og gengældte hans nysgerrige blik. En ældre, senet mand skilte sig ud fra flokken og kom hen til dem.
   "Nå, der er du, Anita," sagde den gamle mand, "det var på tide. Hvem er det du har med ? Er han...?
   Manden tog en stor bog frem fra en lomme i sin besynderlige lange skjorte, der var så lang, at den næsten nåede ned til hans bare fødder. De var behårede og neglene snoede sig i spiraler på hans knudrede tæer. Hurtigt fjernede Carlo blikket fra dem og rettede sin opmærksomhed mod bogen. Den var bundet ind i slidt læder. Den gamle fugtede en gigtkroget finger i sin mundvige, hvor der sad en klat brunt spyt. Så bladrede han i den og de tynde sider knitrede, indtil han fandt den side, han søgte. Hans rynkede ansigt fik endnu flere rynker og kom til at ligne et vinteræble.
   "Hvad hedder De, unge mand?" spurgte han.
   For anden gang den nat oplyste Carlo sit navn og den gamle gentog det, mens han kløede sin skallede plet på issen. Manden virkede meget forfjamsket og Carlo begreb ikke, hvad der gik for sig. Var det en drøm? Sad han mon i bilen og drømte?
   "Hvor gammel er De, unge mand?" ville gamlingen også vide.

Hovedpinen var borte. Havde pillerne alligevel virket eller hvad? Forvirret mumlede Carlo:
   "27 år, bliver 28 den 2. marts."
   "Forkert," spruttede den fremmede, "helt forkert. Jeg har ikke fået besked. Jeg skal have besked, hvis der skal nye med. Det ved Han godt. Det har jeg sagt. Anita, skøre fruentimmer, hvad er det her for noget? Hvor er Arvid, som jeg sendte efter dig?"
   "Men Karon," sagde Anita spagt, "Jeg troede..."
   Noget dæmrede for Carlo og han udbrød:
   "Karon - plejer du ikke at sejle rundt på floden Styx i sådan en slags pram eller på en tømmerflåde..."
   "Man må jo forny sig," forklarede den gamle surt, "Nickoline her er et prægtigt skib og for at få hende måtte jeg tage mig af Danmark - og for at beholde hende må jeg et par gange om året sejle nogle sjæle ind, så de kan gå på besøg. Det var Hades aldrig gået med til, men nu... Ha!"
   Carlo havde en hel masse spørgsmål, han gerne ville stille, men nu blandede en ung matros sig.
   "Kaptajn," sagde han ydmygt, "med forlov, hr. kaptajn, vi bliver nødt til at lette anker nu."
   "De må straks tilbage, unge mand," befalede Karon, "skynd Dem. Vi sejler nu. Arvid må prøve at klare den. Jeg gentager: Skynd Dem. Jeg forstår bare ikke... er De meget syg?"
   "Jeg...," mumlede Carlo tøvende, for nu følte han sig jo ikke sløj længere.
   "Få fat i en læge," rådede Anita trist, "farvel, Carlo - for denne gang."
   Skibet havde faktisk allerede lettet anker. Carlo tog en hastig beslutning.
   "På gensyn," hviskede han til Anita. Så sprang han. Følte vandet sprøjte. Følte en svag rædsel. Så opdagede han, at vandstanden var lav og vadede i land.
   På bredden vendte han sig for at vinke til Anita, Karon og de andre.
   Skibet var der ikke. Det var ikke på vej væk. Det var simpelthen forsvundet - som om det aldrig havde været der.
   Derimod var hovedpinen vendt tilbage. Med fuld styrke. Av, av og av. Igen frøs han, så han rystede, for straks efter at svede. Han satte sig ind i bilen. Med rystende hænder slog han radioen til og hørte centraldamens velkendte stemme. Sikke en lettelse. Han så igen på uret. Nu viste det fjorten minutter i tre. Det var gået i gang igen.
   "Jeg vil gerne have en vogn til...," begyndte han, men stoppede, for hvad hed egentlig det her sted?
   Han så ud af vinduet. Stranden var borte. Han holdt nede i lystbådehavnen og den var som spundet ind i et diset spindelvæv. I det svage grålige lys fra det spirende gry, så han et skilt, hvor på der stod: Mågevej. Med det navn fuldførte han sin bestilling og følte sig en smule bedre tilpas. Det hele havde sikkert bare været en drøm.
   Nu var det bare at vente. Han lænede sig tilbage og faldt i søvn. Vågnede ved lyden af en bil og lygteskær i øjnene.
   Æv, det var Viggo.
   "Hvad er der, mand," udbrød Viggo, "du ser ud, som om du har mødt et spøgelse."
   "Jeg er syg," oplyste Carlo, "kør mig hjem og fortæl Finn, du ved, min vognmand, hvor han kan hente bilen."
   "OK," lovede Viggo og gik rundt om fronthjelmen, så han kunne overtage rattet..
   Idet han åbnede døren udbrød han:
   "Hvad pokker, mand - du er jo plaskvåd. Har du været ude at svømme?"
   "Mere end du aner," mumlede Carlo, flyttede sig over på passagersædet og faldt i en dyb søvn.