Jeg går stadig
med uldsokker og varme luffer
på kanten
af vårens line.
Midt i de bare metermål
mens tvivlen strander
og tynger i tanken
grundstøder bunden
lykkeridder Rankes
rene ro.
Som et kuglelyn
der faldt fra brystet
og trak vejret
frit igen
er februarlyset
lettet i vinterkulden.
Skræmt af solen
driver disen
langsomt bort
som nougat
der smelter
på tungen
i forundring over
frostens standhaftighed
og kraften
hvormed den brydes.