Da Trine vågnede, var hun stadigvæk træt. Hun havde haft en urolig og let søvn. Hendes hoved gjorde ondt. Hun var øm flere steder på kroppen. Hun lå et øjeblik og prøvede på at huske, hvordan hun var kommet i seng. Hun havde stadigvæk sine cowboybukser og sin trøje på fra i aftes. Hun lugtede af værtshus og havde en ulækker smag i munden. Hun var lige ved at få kvalme.
   Jeg skal i bad, tænkte hun, - nu! Hun fandt noget rent tøj i skabet og listede næsten lydløst ud på badeværelset. Drengene var allerede oppe og ved at få morgenmad.
   Da hun kom ud i køkkenet, sad Anders og læste avis, mens Mads sad med en bog om pædagogik. Mads løftede blikket fra bogen og sendte hende et smil.
   "Morgenmad?" spurgte han velfornøjet.
   Han skubbede et bræt med to skiver toast over til Trine. En med marmelade og en med ost. Varm toast. Det bedste, Trine kunne forestille sig lige nu. Anders var i gang med at skænke kaffe til hende. Sukker og mælk. I den rækkefølge. Kalenderlyset på bordet spruttede lidt. De var bagud med det - som sædvanlig. Lyset var kun nået til den attende.
   "Hovedpine?" spurgte Mads med et strejf af medlidenhed i stemmen.
   Trine sendte ham et dystert blik og tog en bid af ostemaden. Anders og Mads smilte en smule skadefro.
   "Hvad i alverden var det for nogen folk, du sad og drak sammen med? Var det planen, at du skulle drikkes under bordet?"
   "I var så optagede af jeres studie-snak. Jeg havde det vældig sjovt sammen med Markus og... de mennesker."
   "Det var nok også det, han havde regnet med. Markus - én du kender eller havnede du bare ved et tilfældigt bord?"
   Trine stirrede uforstående på Mads. Hvad regnede han hende for?
   "Jeg spørger bare."
   Hun havde mistet appetitten, rejste sig fra bordet og smed resten af sin toast tilbage på brættet.
   "Ikke fordi det rager dig overhovedet, men ja, jeg kendte ham godt i forvejen," sagde hun bittert og forlod køkkenet.
   "Trine," prøvede Anders forsonende på Mads' vegne, men hun var allerede på vej ind på sit værelse.
   "Fornemt, Mads, du skulle måske også have givet hende stuearrest, nu du var så godt i gang," kunne hun høre Anders sige inden hun smækkede døren i.

Da Trine var på vej ud i entréen fra sit værelse lidt senere, løb hun næsten ind i Mads. Hun styrede uden om ham uden at sige noget og fandt nøglerne i sin jakke.
   "Trine..."
   "Jeg gider ikke snakke med dig!"
   Han lagde en hånd på hendes arm, som hun straks rystede af.
   "Undskyld..."
   "Jeg vil skide på din undskyldning, Mads! Hvem fanden tror du, du er? Pas dig selv, vil du ikke nok?"
   Hun tog vasketøjskurven og forlod lejligheden. Hun var bange for, at Mads kunne finde på at følge efter hende. Men der var stille bag hende.
   Da hun var kommet ned til kælderdøren, åndede hun lettet op. Det havde været en befrielse at råbe ad ham. Samtidig blev hun utrolig ked af det. Hun brød sig ikke om at være uvenner med nogen. Slet ikke med Mads.
   Mens hun fyldte vaskemaskinen, prøvede hun at skubbe tankerne om skænderiet til side. Hun hældte vaskepulver i sæbeskuffen, smed en vaskepolet i automaten og startede maskinen. Hun satte sig på bordet overfor og stirrede på tøjet i maskinen, der begyndte at køre rundt. Hun fik øje på Kims røde T-shirt, som han havde glemt sidste gang, og som hun siden selv havde brugt til at sove i. Hvor var storebrødre, når man havde brug for dem?

Trine sad på sengen og var ved at skrive de sidste julekort. Hun overvejede seriøst, om det overhovedet kunne betale sig at skrive og sende dem. Det bankede forsigtigt på døren.
   "Skrid!"
   Døren blev alligevel åbnet og Anders' hoved dukkede frem.
   "Han er ikke hjemme. Må jeg komme indenfor?"
   "Nej."
   Han kom alligevel indenfor, hvilket var fint med Trine.
   "Det er hundekoldt herinde, Trine."
   Han gik over for at lukke vinduet. Så smed han sig ved siden af hende på sengen. Han havde et hemmelighedsfuldt smil på læberne. Trine kunne ikke lade være med at spørge.
   "Hvad er der med dig?"
   Han trak vejret dybt, ligesom for at tage tilløb.
   "Du kan godt huske, at jeg skal i biografen i aften. Med Anette. Hun har lige haft ringet. Vi tager ud og spiser først," erklærede han lidt stolt.
   "Hm."
   Han sendte hende et såret blik over hendes manglende interesse, men smilet var straks tilbage igen.
   "Hun ringede for at spørge, hvilken forestilling vi skulle se, og så foreslog jeg, at vi kunne spise et sted først og så tage den sene forestilling."
   "Uh," udbrød Trine en smule ironisk, "sikke snu du dog kan være. Så er du jo alligevel ikke fuldstændig håbløs, Anders. Gad vide, om det er det, der tiltaler Anette hos dig?"
   Han overfaldt hende straks med små venskabelige knytnæver på overarmen.
   "Av, for helvede!" Hun tog sig til armen.
   "Åh, din stakkel. Øm efter nattens fald?"
   Trine sendte ham et dræberblik og skubbede til ham.
   "Pas på mine julekort."
   Anders så på de tre kort, Trine havde liggende. Han rystede på hovedet.
   "Du er godt klar over, at det er jul om to dage, ikke?"
   "Ja, ja."
   Han lagde sig tilbage på sengen og sukkede.
   "Mads er bare bekymret for dig, Trine. Og jeg kan godt forstå ham."
   "Åh, hold op! Jeg gider ikke høre det. Hvorfor skal du altid være på hans side, hva'?"
   "Vi var jo ikke klar over, at du kendte fyren i forvejen," forsvarede Anders videre og støttede sig på albuerne.
   "Og jeg skal måske være taknemmelig for jeres omsorg, eller hvad? At I leger storebror eller hvad fanden det skulle forestille?"
   "Der er jo ligesom ikke andre i nærheden, vel?"
   "De var oppe at slås, Anders. Hvad fanden tænker han på?"
   "Fyren var jo altså ikke ligefrem venligsindet."
   "Okay, godt nok fik jeg en del at drikke i aftes..."
   "Du var fuld, Trine."
   "... men jeg kan udmærket huske aftenen. Det var sgu da Mads, der skubbede til ham."
   "Han understregede sin pointe. Det er altså ikke det samme som at begynde at slå løs på folk."
   Anders tav et stykke tid og lagde sig tilbage igen. Trine vidste godt, at Anders nok havde ret, men hun brød sig ikke om at Anders forsvarede Mads. Hun ville allerhelst glemme alt om hele den pinlige episode.
   "Jeg har altså set ham før," sagde Anders eftertænksomt.
   "Hvem?"
   "Ham du var sammen med i aftes."
   "Markus?"
   "Hm."
   Anders så ud til at tænke sig alvorligt om. Så rystede han på hovedet og skubbede åbenbart tanken væk igen. Han satte sig halvt op, støttede sig på den ene arm og så mildt på Trine.
   "Mads var bare bekymret," sagde han igen, "lad være med at lægge mere i hans ord end det. Han ville bestemt ikke såre dig på nogen måde. Det véd jeg. Selvom det måske lød sådan."
   Trine trak næsten umærkeligt på skuldrene.
   "Hvor er han henne?"
   Anders hævede øjenbrynene og smilte med et glimt i øjet.
   "Hos Marianne."
   "Hm. Han er da vel forhåbentlig ikke ved at komme sammen med hende igen?"
   Anders grinte og rejste sig fra sengen.
   "Hvad får dig til at sige det?"
   "Hm," gryntede Trine og gad slet ikke dvæle ved emnet. "Hvor er Nils i grunden henne?"
   "Mit bedste bud vil nok være, at han ligger hjemme hos hende den mørkhårede pige fra caféen i går. Hvad er det lige hun hedder?"
   "Er det ikke Mia? Hende har han da før været sammen med. Eller er det en anden, jeg tænker på?"
   De grinte begge to. Pludselig stoppede Trine.
   "Hvis Nils ikke er hjemme, og du skal ud at spise sammen med Anette, betyder det så, at jeg skal sidde alene sammen med Mads til aftensmaden?"
   Anders så opmuntrende på hende.
   "Mon ikke I kan finde ud af at blive gode venner igen?"
   "Jeg har ikke helt tilgivet ham endnu," sagde Trine og rejste sig fra sengen. Hun tog julekortene.
   "Det kan være det hjælper på det, hvis jeg kommer lidt ud. Så kan jeg også smide kortene i postkassen."
   "Som ikke vil nå frem før til næste år."
   Hun rakte tunge ad ham inden hun gik.

Det var begyndt at sne. Det kom helt bag på Trine. Store tunge snefnug faldt ned fra himlen. Da hun kom frem til postkassen, var fortovsfliserne allerede ved at være dækket til. Hvid jul, tænkte hun og smilte ved tanken. Hun bestemte sig for at gå en omvej hjem, for at nyde snevejret, mens det varede.
   Hun kunne huske vintermånederne tilbage til da hun var lille. Engang var Kim taget ud med hende for at køre på kælk. Der havde ligget en lille bakke et stykke hen ad stien, hvor alle kvarterets børn havde mødtes med deres kælke. Trine havde været omkring de 7 år. De havde været ude i sneen i flere timer, og Trine havde i hvert fald været træt og kold.
   "En sidste tur ned ad bakken!" havde Kim plaget. "Og så tager jeg rigtig tilløb, så vi får godt med fart på. Du ved, ligesom i fjernsynet, når de kører Bob-slæde." Han havde haft julelys i øjnene. Fart havde bare været det allerbedste for ham på det tidspunkt. Og sikke det var gået. De havde virkelig haft fart på, så det havde kildet i maven. Indtil de havde ramt et bump. Trine var fløjet flere meter gennem luften. Da hun var landet, havde Kim straks været der.
   "Trine!"
   Hun havde løftet hovedet og kunne se den røde plet i den hvide sne. Hun havde haft meget ondt i hovedet og var straks begyndt at græde. Kim havde fundet et rent lommetørklæde frem, placeret hende på kælken og trukket hende hele vejen hjem, mens Trine havde tudbrølet.
   Deres mor var blevet noget forskrækket, da hun havde set Trine. En blanding af blod og tårer i ansigtet og det gennemblødte tørklæde, som Kim holdt presset mod lillesøsterens tinding. De var straks kørt til skadestuen, hvor Trine var blevet syet med hele fem sting. Hun havde stadig et lille ar efter det. Trine satte en finger på tindingen og mærkede efter. Hun tænkte på Mads.
   Det var faktisk yderst sjældent at Trine og Mads kom op at skændes. Hun kunne ikke rigtig forstå, hvad det var, Mads hidsede sig sådan op over. Hun var godt klar over, at hun havde fået rigeligt at drikke i aftes. Hun havde dummet sig. Hvad så? Det gav ham ikke ret til at tale sådan til hende.

Da Trine trådte ind i lejlighedens entré, kom hun med et lettelsens suk. Nils' sko og frakke var der. Hun kunne høre ham snakke i telefonen inde i stuen. Hun tog sit overtøj af og hængte det ind i brusenichen på badeværelset, så det kunne dryppe af. Så gik hun ind i stuen. Da Nils så hende, vendte han sig væk og snakkede mere dæmpet i telefonen.
   "Ja, jeg har forstået det. Vi snakker sammen i morgen, ikke?"
   Han sendte Trine et undskyldende smil da han vendte sig halvt om mod hende, mens han lyttede til vedkommende, han snakkede med.
   "Ja. Godt. Så ses vi, ikke? Jeg er nødt til at løbe. Ja."
   Han lagde nærmest lettet røret på, så det ud til.
   "Mia?" spurgte Trine med et smil og satte sig behageligt tilrette i sofaen.
   Nils så først lidt forvirret ud over hendes spørgsmål, men smilte så.
   "Kvinder! Man er knap nok gået ud ad døren, før de savner en." Han satte sig ved siden af Trine i sofaen. "Hvordan gik det med jer i aftes? Jeg kom ligesom ikke rigtig længere end på kollegiet."
   "Fint. Du har da været sammen med Mia før, har du ikke?" prøvede Trine at vende samtalen. "Hvorfor blev det ikke til noget sidste gang?"
   "Har du ikke andet du skal lave? Aftensmad? Hot dog?" forsøgt Nils at undgå emnet og skubbede let til hende. "Eller skal du sidde her og forhøre mig?"
   "Det er Mads' tur til at lave mad. Anders skal i biffen sammen med Anette i aften. Den rødhårede pige, du ved. De tager ud og spiser."
   "Det har jeg hørt rygter om," sagde han og begyndte at fordybe sig i dagens avis, som han nok ikke havde haft tid til at kigge i endnu, tænkte Trine.
   Hun sad et øjeblik og sagde ingenting. Hun tænkte på Kim. Hun kunne ikke forstå, at hun ikke havde hørt fra ham. Hvis ikke han kom til jul, ville julen blive dobbelt så trist, som den ville blive i forvejen. Kim vidste det godt. Hun kunne ikke forestille sig, at han ikke ville komme. Hun kunne selvfølgelig købe en togbillet til København og besøge ham i stedet for. Men bare tanken gav hende kryb. Hun var ikke nogen tilhænger af så store byer som København. For mange mennesker på for lidt plads.
   "Har du hørt fra Kim?" spurgte hun så.
   Nils reagerede ikke.
   "Nils?"
   Han så kort op, men gemte sig så igen bag avisen.
   "Næ. Han har nok meget at se til med jobbet her op til jul."
   "Det må han sgu da også selvom så," sagde hun surt, rejste sig op og gik ud i køkkenet.
   "Trine! Han ringer nok i morgen!" hørte hun Nils fra stuen.
   "Åh, jeg er så træt af, at de altid skal forsvare hinanden, komme med undskyldninger for hinanden. Drenge. Én for alle, alle for én. Det er sgu til at brække sig over."
   I køkkenet stod Mads og var godt i gang med aftensmaden. Han vendte sig om til hende, da hun kom mumlende ud i køkkenet. Trine så på ham. Han var klog nok til ikke at sige noget. Et øjeblik overvejede hun at fortsætte med at være sur på ham. Hans blå øjne og det undskyldende blik gjorde det umuligt. Hun sukkede stille.
   "Er der noget, jeg skal hjælpe med?"
   Han var ved at skrælle gulerødder. Han rakte hende et rivejern og fortsatte med at skrælle gulerødderne, mens Trine begyndte at rive dem.
   De stod lidt og arbejdede i tavshed.
   "Jeg mente ikke det, jeg sagde," kom det undskyldende fra Mads, "i hvert fald ikke på den måde."
   Trine svarede ikke. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Et eller andet havde han vel ment med det, han havde sagt i morges. Men hun orkede ikke at være i dårligt humør over det mere.
   "Det er en skam, vi ikke kan holde jul sammen alle sammen," sagde hun så endelig.
   "Anders er her jo igen på søndag," kom det opmuntrende fra Mads.
   "Hvad med dig?"
   Han så eftertænksomt ned på gulerødderne, som om de havde svaret.
   "Det kommer an på, hvordan tingene kommer til at gå," sagde han næsten mere til sig selv end til Trine.
   "Hvad vil det sige?" spurgte hun forundret.
   Mads' eftertænksomme ansigt skiftede pludselig til det mere velkendte smil. Han rystede hurtigt på hovedet, som om han prøvede på at ryste tankerne af sig.
   "Ingenting," sagde han og så på Trine. "Kim skal nok dukke op, Trine. Han er bare en tåbe, at han ikke får ringet og snakket med dig."
   Hun trak let på skuldrene. "Jeg ved det godt."
   "Du må gerne ringe til ham fra min mobil, hvis det er."
   Hun rystede på hovedet. "Hvis han ikke vil snakke med mig, gider jeg sgu heller ikke at ringe. Det er fandeme hans opgave."
   "Jeg kan ikke forestille mig, at han vil lade dig tilbringe julen alene - sammen med Nils. Han er umulig at være i nærheden af, siden han er holdt op med at ryge. Han var så heller ikke til at være i nærheden af, mens han stadigvæk røg..."
   Det lykkedes Mads at fremtrylle et smil hos hende. Inden Trine fik set sig om, vendte Mads sig om mod hende og gav hende et knus.
   "Jeg ved ikke, hvor tryg jeg er ved at se jer stå med hver jeres våben i hånden."
   Trine trak sig lidt væk fra Mads og så på, hvad Anders så: Mads med skrællekniven i sin hånd og Trine med rivejernet i sin.
   "Skulle du ikke i biografen?"
   "Jo," sagde han og drejede en gang rundt om sig selv med armene bredt ud til siderne, "kan jeg tage af sted sådan her?"
   Trine betragtede ham overdrevet kritisk med sammenknebne øjne, inden hun svarede.
   "Kombineret med din fortryllende charme kan det stort set ikke gå galt."
   "Fortryllende charme," kom det drilsk fra Mads, "hvor fanden får han den fra her efter lukketid?"
   "Jeg smutter," sagde Anders og overhørte bevidst den sidste kommentar.
   Mens Mads fortsatte med aftensmaden, stod Trine et øjeblik og faldt i staver. Første gang, hun havde mødt Anders, var for to et halvt år siden. Han var netop kommet hjem fra et to måneders ophold i USA, hvor han havde arbejdet i en "summercamp". Hans solbrændte hud havde vidnet om, at han havde tilbragt meget tid i det fri.
   Trine var selv flyttet ind i lejligheden en måned forinden, da han en dag pludselig havde stået ude på trappen med en amerikansk baseball-cap og et stort smil. Da han havde fået øje på hende, havde han set forundret og nervøst på hende.
   "Mads Larsen..., bor han ikke her?"
   Trine havde smilet lidt ad hans usikkerhed uden at vise det.
   "Jo, og du er?"
   "Anders... øh... Christensen." Han havde febrilsk strakt hånden frem, taget den til sig igen for at tørre den i højre bukseben og strakt den frem igen.
   Trine havde ikke kunnet lade være med at grine. Hun havde taget hans hånd og hilst på ham.
   "Goddag Anders Øh Christensen, jeg er Trine."
   Anders havde åndet lettet op, da Mads var dukket op bag Trine og havde budt ham velkommen hjem fra det store udland.

Ringeklokken fik Trine tilbage til nutiden. Mads gik ud for at lukke op.
   "Han har garanteret glemt nøglerne."
   Trine hørte døren smække i igen med et voldsomt brag umiddelbart efter. Mads kom tilbage i køkkenet.
   "Du har gæster," kom det irriteret fra ham.
   Trine gik ud i entréen for at se, hvem det var, men der var ikke nogen. I det samme ringede det på døren igen. Trine kunne ikke tro, at Mads bare havde smækket døren i. Hun gik hen for at lukke op. Jo, det var rigtig nok. Markus stod udenfor med en miniudgave af en rød julestjerne og sit charmerende smil.
   "Jeg har prøvet at ringe, men det lykkedes ikke rigtigt."
   De sidste snefnug var ved at smelte i hans lyse hår. Han gav hende blomsten.
   "Glædelig jul," sagde han og så smilende på hende.
   Trine smilede som tak. Hun hadede julestjerner, specielt de helt små eksemplarer.
   "Hvor originalt," kom det tørt fra Mads, der stod i døren til køkkenet og havde iagttaget scenen. Han havde rettet et skarpt blik mod Markus. Trine sendte ham et advarende blik. Så vendte han sig om og forsvandt ud i køkkenet.
   Trine stod med Markus ved døren og vidste ikke rigtig, hvor hun skulle gøre af sig selv. Det gik op for hende, at hun slet ikke havde sagt noget endnu.
   "Vil du komme indenfor?"
   Han rystede på hovedet og kastede først et blik i retning mod køkkenet og så ud på trappeopgangen.
   "Jeg ville bare være sikker på, at du havde det ok." Han trak lidt på skuldrene. "Det gik vist lidt vildt for sig i går. Det var ikke fordi... Jeg syntes bare... Det var hyggeligt at se dig igen og..."
   "Jeg har det fint. Tømmermænd, men det overlever jeg nok." Hun var lidt irriteret over, at han ikke ville komme indenfor. Der var koldt ude på trappen. Hendes fødder begyndte at blive kolde.
   "Er du sikker på, du ikke vil komme indenfor?"
   "Der er mad!" råbte Mads ude fra køkkenet.
   Markus sendte hende et sigende smil.
   "Dårlig timing," sagde han. "Er han din storebror?"
   "En ud af fire," smilte Trine. "Han passer bare på mig."
   "Ja, det må man nok sige," sagde han og var begyndt at trippe en smule. Længere oppe i huset gik en dør. Han kastede et blik op ad trapperne igen. "Nå, jeg må også hellere smutte. Har du ikke et mobilnummer, jeg kan ringe til?"
   Trine rystede på hovedet. Hun kunne høre nogen komme ned ad trappen.
   "Ikke lige for tiden. Min mobil er i stykker, men du kan skrive til mig på facebook, hvis..."
   Markus havde bøjet sig ned til hende og kyssede hende i noget der syntes at vare en evighed. Trine følte sig helt overrumplet, da hans læber endelig slap hendes.
   "Jag hör av mig." Han vendte sig langsomt mod trappen og begyndte at gå.
   Trine var ikke helt sikker på, hvad der lige var sket. Hun stod ved døren et øjeblik og så efter ham. Lyset på trappeopgangen gik ud. Hun lukkede døren og lænede sig med ryggen mod den med øjnene lukket. Det var kommet bag på hende. Kysset. Nu stod hun her og havde en underlig fornemmelse i maven.
   "Mad!" lød det utålmodigt fra Mads i køkkenet.
   Nils kom fra stuen og så på Trine ved entrédøren. Hun smilede stadig. Han blev stående uden for køkkendøren.
   "Damerne først," sagde han og slog ud med den ene arm. "Får man at vide, hvad dit hemmelighedsfulde smil går ud på?"
   Trine satte sig på sin sædvanlige plads ved spisebordet. Mads så på hende for at finde ud af, hvad Nils snakkede om. Han hævede øjenbrynene en smule. Hun gemte straks smilet væk og begyndte at tage af kartoflerne. Han skulle ikke have lov til at ødelægge det for hende. Hvis han så meget som siger et pip, flår jeg hovedet af ham, tænkte hun ved sig selv. Men Mads sagde intet.
   Der var udsigt til, at det ville blive en usædvanlig tavs middag. Nils brød dog stilheden efter få minutter.
   "Der er intet som en god dansk bøf. Det er du sgu sluppet godt fra."
   Mads sagde stadig ingenting, hvilket passede Trine fint.
   "La' nu være med at være så muggen, Larsen. Man mister jo helt appetitten ved at sidde her og se på dit elendige humør," sagde Nils og kastede en serviet efter Mads, der landede i sovsen på hans tallerken. Åh, nej.
   "Godt gået, Nils," kom det surt fra Mads, der fiskede servietten op fra sovsen. Han rejste sig op for at smide servietten ud.
   "Tager du ikke lige en ny til mig?"
   "Glem det!"
   Mads satte sig igen. Nils trak på skuldrene og spiste videre. Fantastisk, tænkte Trine. Aftensmad med de to uden Anders kunne blive til et irriterende helvede.