1.

Hun vinkede med et dybt suk til de anonyme vinduer i intercitytoget, der var ved at rulle ud fra stationen. Trine kunne ikke fordrage at tage afsked.
   "Jeg er tilbage in no time!" havde Dorte råbt, inden dørene lukkede. Hun skulle tilbringe juleferien hos sin far i Kolding.
   Trine sukkede igen, mens toget forsvandt i svinget. Hendes mobil bippede. En sms fra Dorte.
   Savner dig allerede! :'-(( Sender besked når j r i K. Knuz D
   Trine banede sig vej hen til trappen gennem menneskemylderet, mens hun skrev et svar på de slidte knapper. Hun havde netop sendt beskeden, da en travl fyr på vej op ad trappen kom til at slå mobilen ud af hånden på hende.
   "Hey!"
   Trine prøvede på at gribe telefonen. Den faldt med et brag ned på de hårde trappetrin og hoppede lystigt længer ned ad trappen mens den faldt fra hinanden.
   "Din fucking idiot!"
   Hun vendte sig om for at se efter ham, men han var for længst forsvundet. Hun bukkede sig ned og samlede stumperne op. En pige rakte hende batteriet, der var faldet længst ned ad trappen.
   "Tak."
   Hun satte sig på trappen og prøvede på at samle resterne til en telefon. Håbløst. Hun lagde stumperne i jakkelommen og gik igennem den ildelugtende tunnel. Trappen førte hende op til Aalborgs julebelyste gader igen. Hun begyndte at gå i retning mod Vesterbro. En iskold vind rykkede i alt og alle. Trine slog sit halstørklæde en ekstra gang omkring halsen og lynede frakken helt op.
   Folk kom slæbende med indkøbsposer fyldt med mad og julegaver. Pis, tænkte hun, aftensmad. Hun havde glemt alt om det. Hun kunne ikke engang sende en sms til Anders, for at hente lidt inspiration til aftenens menu. Hun sukkede allerede nu ved tanken om det møgfald, hun ville skulle lægge øre til fra Nils.
   Hun var ikke meget for at skulle kaste sig ud i det julemylder af folk i butikken. Hun var generelt ikke meget for at opholde sig steder, hvor der var stoppet med mennesker og man hverken kunne komme frem eller tilbage. De lange køer ved kasserne satte hver gang hendes tålmodighed på prøve. Hun forbandede sin glemsomhed og måtte stå prøvelserne i supermarkedet igennem.
   "Hej Trine. Glemt aftensmaden i dag? Planen har jo også kun hængt der i knap en måned, så..." Nils stak hovedet ind ad køkkendøren med et sarkastisk smil.
   "Ja, ja. Vil du hovere eller hjælpe til?"
   "Hverken eller," sagde han og strakte hals for at se, hvad hun var ved at pakke ud af indkøbsposerne. "Hot dog? Igen?"
   "Jeg har glemt det, Nils, okay? Det er en nødløsning."
   "Det er tredje gang i denne måned, at du finder på en nødløsning, Trine. Du ved sgu da udmærket godt, hvornår det er din tur til at..."
   "Gider du godt..."
   "Hmm! Hotdog. Det er lige det, jeg er i stemning til," afbrød Anders. "Skal jeg hjælpe med noget?"
   Trine sukkede og kunne ikke lade være med at smile.
   "Du ku' da dække bord mens jeg varmer brød og pølser."
   "Jamen, det gør jeg da gerne," smilede Anders tilbage.
   Nils trak sig mukkende tilbage til stuen. Sommetider kunne hun blive så træt af ham. At han altid skulle være overhovedet. De var jo altså fire om at dele lejligheden og bare fordi Nils havde boet der længst, betød det vel ikke, at hans ord var magt. Men det gjorde det åbenbart. Han var nu også god nok, når det kom til stykket. Af og til skulle der jo bare skæres igennem og træffes beslutninger. I bund og grund var det jo også hans lejlighed.
   "Så er der mad!" råbte Anders.
   De andre to drenge kom ud i køkkenet, Mads snakkende i mobilen. Nils tog den fra ham, afbrød forbindelsen og afleverede telefonen igen. Mads måbede.
   "Jeg snakker med min far."
   "Ikke mere," svarede Nils tørt med et smil. "Ingen mobiler ved spisebordet."
   "Du kan sgu da ikke...," Mads manglede ord. "Dig og dine fandens regler," sagde han og rakte ud efter remouladen.
   "Denne regel er ikke til diskussion," sagde Nils bestemt.
   "Og det er selvfølgelig dig der suverænt bestemmer det."
   "Jep!"
   "Det var sådan set ikke et spørgsmål der krævede bekræftelse; blot en konstatering."
   "Jamen, så ved du jo godt, hvordan tingene fungere her, min ven."
   Trine og Anders smilte til hinanden hen over bordet og fulgte i stilhed de sædvanlige uoverensstemmelser mellem Nils og Mads. Det var daglig rutine.
   "Anders, kan jeg låne din mobil senere og skrive til Dorte?"
   "Hvad er der galt med din egen?"
   Trine tog de sølle rester op af lommen og lagde dem på bordet.
   "Hva' søren? Har den været offer for dit temperament?" grinte Nils.
   Hun sendte ham et dræberblik og henvendte sig i stedet til Anders igen.
   "En idiot nede på banegården løb ind i mig og forsvandt selvfølgelig med det samme."
   "Så længe Dorte ikke sender en million beskeder til mig i løbet af natten, er du velkommen."
   Trine smilte. Det kunne Dorte sådan set godt finde på.
   "Super."
   Trine havde overtaget sin storebrors værelse i lejligheden, da han var flyttet til København for at læse videre på universitetet. Kim var den nærmeste familie, hun havde tilbage efter at deres forældre døde i en trafikulykke for knap fire år siden. Han var syv år ældre end Trine.
   Umiddelbart efter ulykken havde de boet hos morens kusine, Else. Kim kunne ikke enes med hende. Slet ikke, da han efter gymnasiet var begyndt at arbejde i stedet for at fortsætte med en uddannelse. De havde konstant været oppe at skændes. Så det var endt med, at Kim havde oprettet et bofællesskab sammen med Nils. For et par år siden havde hun så "arvet" værelset - og Nils, der lidt havde overtaget rollen som storebror.

Trine sad ved computeren på sit værelse, lyttede til musikken og prøvede på at skrive en e-mail. Hun stirrede på skærmen, som om hun på den måde kunne mane ordene frem. Hun sukkede dybt.
   "Det lyder ikke godt." Nils kom ind og satte sig på sækkestolen ved hendes bord. Han fik øje på en æske chokolade, hun havde stående og tog et stykke.
   Trine så på skærmens lysende tomhed og sukkede igen. Hun var egentlig ikke i humør til Nils lige nu, men trængte også til lidt selskab. Hun støttede hovedet i den ene hånd og så på et billede af Kim i en rød T-shirt, blinkende mod den blændende sol. Det var blevet taget i sommer, da de havde været ved Vesterhavet.
   "Det er næsten et halvt år siden, at jeg har set ham. Han har altid så travlt med alt muligt. Når han ikke er på universitetet, er han på arbejde i baren. Han holder aldrig fri. Jeg ved ikke engang, om han kommer til jul." Hun så undersøgende på Nils. "Eller ved du noget, som jeg ikke ved?"
   Han trak skuldrene op.
   "Mig? Hvad skulle jeg vide? Jeg ved aldrig noget. Jeg er som regel den, der får tingene at vide sidst."
   "Det er i hvert fald løgn. Det er som regel dig, der ved noget. Hvornår har du sidst snakket med ham?" spurgte hun, mens hun lukkede mailen og slukkede for computeren.
   Nils og Kim havde været venner siden teenagealderen. Trine vidste, at Nils jævnligt havde kontakt med Kim for at forsikre ham om, at tingene gik fint.
   "Kom så med det, Nils. Hvis du ved noget, så vil jeg altså også vide det!"
   Trine så undersøgende på ham. Han var ualmindelig kilden. Trine vurderede situationen. Han var hjælpeløs i den sækkestol, så hun gik til angreb.
   "Trine! Det er ikke fair," råbte han, da han havde chance for at trække vejret. Han vred sig ud af stolen.
   "No mercy!" råbte hun. "Sig, hvad du ved og jeg stopper med det samme."
   Det lykkedes ham at få fat i begge hendes arme.
   "Av!"
   "Pivskid," sagde han, da han havde fået vejret igen. Han løsnede grebet om hendes håndled en smule, men ikke nok til at hun kunne slippe fri.
   "Jeg har ikke snakket med ham i to uger. Sidst vi snakkede, sagde han, at han ville prøve, men han kunne ikke love noget."
   Han var begyndt at trække vejret regelmæssigt igen. Han slap Trines hænder, men holdt et vågent øje med hende.
   "Du lyver sgu da. Og du er ikke ret god til det."
   "What?!"
   "Jeg talte med ham for en uge siden og der sagde han, at I netop havde snakket sammen."
   "Nåhr...ja."
   "Du er fuld af løgn, Nils. Du finder altid på dumme undskyldninger for ham."
   "Han har sikkert prøvet på at ringe til din mobil hele aftenen."
   "Helt sikkert!"
   Trine rejste sig op fra gulvet. "Jeg trænger til frisk luft."

Udenfor var der koldt, men dejligt. Vinden havde lagt sig, himlen var dækket af skyer, der ikke rigtig kunne blive enige med sig selv om det skulle regne eller ej. Der var på en måde helt fredeligt.
   Trine og Nils gik et stykke tid uden at sige noget.
   "Hvorfor er det, du ikke skal holde jul sammen med din mor?" spurgte Trine for at bryde stilheden.
   "Hun holder jul nede i Spanien hos min onkel og moster. Hun er jo ikke så vild med det kolde vinterklima."
   "Nå ja, det kan jeg da godt huske." Hun lynede jakken længere op. "Tænk at være i Spanien nu."
   "Hvad med dig? Juleaften hos Else?"
   "Tja, hvis Kim ikke kommer... Alternativet er juleaften alene sammen med dig. Dorte er her jo ikke."
   "Hm."
   De gik tavse lidt. Nils fandt sin mobil frem.
   "Trine, hvis du vil ringe til Kim, så..."
   "Ja, han vil blive helt vild med at jeg ringer til ham i arbejdstiden når der er mest travlt!"
   De var kommet hen til kiosken, der lå på hjørnet. Han gav hende telefonen.
   "Ring, hvis du har lyst. Eller send en besked. Jeg smutter lige ind her."
   "Det er da ikke så længe siden, at vi har spist."
   "Ja, hot dog!"
   "Hold da op. Du er sgu da bare i slik-underskud."
   "Du ser måske hellere, at jeg begynder at ryge igen?"
   "Smut så med dig," sagde Trine og skubbede til ham. Hun blev udenfor og stod et øjeblik med telefonen i hånden. Hun skrev en hurtig besked.
   Du er tarvelig. Jeg er helt alene her. No phone - No Dorte!
   Dortes svar bippede ind kort efter.
   Call U 2moro!
   Trine smilte og så allerede frem til Dortes opkald. Hun kom mobilen i jakkelommen.
   En gruppe unge kom larmende rundt om hjørnet. En af dem kom til at skubbe til Trine. Det var da utroligt, som folk var efter hende i dag.
   "Förlåt."
   En lyshåret fyr vendte sig rundt og smilte undskyldende til hende. Han skulle netop til at følge med resten af gruppen, da han standsede op og så indgående på Trine.
   "Hej," sagde han med en lettere svensk accent og et charmerende smil.
   Trine smilte usikkert tilbage.
   "Hej." Hun kiggede over mod kiosken for at se, hvor Nils blev af.
   "Trine?"
   Hun så på ham igen og genkendte ham.
   "Markus! Det må du undskylde. Jeg kunne slet ikke kende dig."
   "Men du kommer ihåg mitt namn."
   De havde gået i 10. klasse sammen. Han var flyttet til fra Sverige umiddelbart inden. Trine havde brugt 10. klasse til at forbedre sin afgangsprøve, som efter 9. klasse havde været en mindre katastrofe.
   "Hur går det?" spurgte han nu.
   Hans vindende smil, de meget blå øjne, det lyse hår og ikke mindst det anderledes svenske. De fleste piger havde været helt vilde med ham dengang.
   "Fint, hvad med dig?"
   "Godt. Jeg er lige blevet færdig på højskolen."
   "Nå."
   Tavshed. Trine vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Hun havde aldrig snakket ret meget med ham.
   "Mine forældre blev skilt. Mama rejste tilbage til Sverige. Hun... hon tyckte inte om att vara i Danmark..." Han ledte efter de rigtige danske ord. "Jeg har lige besøgt hende i Sverige, så jeg skal stille sproget om til dansk igen. Det är lite svårt." Han smilte undskyldende.
   "Det er o.k."
   Igen en pause.
   "Markus! Ska' du med, eller hvad?"
   Markus' venner var blevet stående et stykke nede ad gaden og var blevet utålmodige. Markus vendte sig om mod dem og råbte til dem på svensk, at de for fanden da vel godt kunne vente et øjeblik. Så kiggede han på Trine igen.
   "Jeg må hellere følge med." Han så på hende med sine dybblå øjne. "Det var hyggeligt at se dig igen."
   Så gik han.
   "Hvem var det?" spurgte Nils nysgerrigt, da han kom ud fra kiosken.
   Trine stod stadig forvirret og så efter Markus, der småløb efter de andre drenge.
   "Hm. En, jeg gik i tiende med."
   Markus havde indhentet de andre drenge. Han vendte sig rundt og vinkede til hende, mens han gik baglæns. Trine smilte og vinkede tilbage.
   "Ham kan jeg da ikke mindes at have set eller hørt om før. En du har været kæreste med?"
   "Hvad snakker du om? Jeg havde sgu da alt for travlt til sådan noget."
   "Havde du?" spurgte Nils og hævede øjenbrynene.
   "Åh, hold op! Skal vi aldrig hjem, eller hvad?"

2.

Trine kom ind og lagde sig på den lille slidte sovesofa på Mads' værelse. Hendes yndlingsplads. Det var egentlig Kims sofa. Hun havde fået den, da han var flyttet fra lejligheden. I Trines værelse var der bare ikke plads til både hendes seng og sofaen, så den var havnet her hos Mads.
   Mads sad i skrædderstilling på sin uredte seng og læste da hun kom ind. Han så ikke op. Han var vant til at hun lagde sig på sofaen. Det gjorde hun som regel, når hun havde haft en dårlig nat eller når hun skulle tænke på Kim - når hun savnede ham eller var sur på ham. Mads havde ikke noget imod det. Han læste frem til et afsnit og løftede så blikket. Trine havde lukket øjnene og så næsten ud, som om hun sov.
   "Storebrødre er fuldstændig overrated," sagde hun, stadig med øjnene lukkede.
   Mads kunne ikke lade være med at smile over hendes kommentar. Hun drejede hovedet for at se på ham. Hun havde mørke ringe under øjnene - sur på storebror og mareridt, konstaterede Mads lidt trist.
   "Det kan der være noget om."
   "Hvornår har din storebror sidst været til gavn og glæde," sagde hun med rynket pande.
   Mads løftede øjenbrynene. "Jeg er ikke sikker på, at Christian på noget tidspunkt har været til gavn."
   Det fik et lille smil frem på Trines læber. Han lagde bogen fra sig og rejste sig op fra sengen. "Er du frisk på et spil Backgammon? Du fik jo ikke rigtig den revanche sidste gang."
   Trine sukkede. "Gør jeg nogensinde det?"

"Sådan!" Trine strakte jublende armene i vejret. "Ta' den! Looser!"
   Mads smilte ad hendes overdrevne jubel.
   "Rent held."
   "Åh, hvad? Du kan måske ikke tåle at tabe?"
   "Du tør vel ikke igen?"
   Trine tog opfordringen op og stillede brikkerne op til et nyt spil.
   "Det er tit, du har snakket med din far her på det sidste."
   Mads satte de sidste brikker på plads uden at svare.
   "Julehemmeligheder?" borede Trine videre.
   "Skal vi spille, eller hvad?" sagde han og kastede den ene af sine terninger. En toer. Det gav åbenbart Trine kampgejsten tilbage. Hun kastede sin terning. En etter.
   "Hvem er det så, der altid er så skide heldig?" Trine lagde fornærmet armene over kors og lænede sig irriteret tilbage i sofaen.
   "Du giver da vel ikke op?" prøvede han lidt udfordrende. Han havde næsten ondt af hende. "Spillet er jo ikke afgjort ved første kast, Trine."
   Han smilede forsonende til hende. Trine skulede op på ham med øjenbrynene trukket langt ned. Det så nærmest komisk ud, men Mads beherskede sig og undlod at grine.
   "Så se at få flyttet dine brikker, så jeg kan komme i gang med at sende dem hjem igen."
   "Ja ja, stille og roligt," sagde Mads og gav sig god tid til at studere spillepladen. Han ignorerede Trines utålmodige suk, skubbede hagen frem og gned den ubarberede hage med den ene hånd.
   "Hmm...," sagde han og rakte hånden frem for at flytte den første brik.
   "Mads," Anders stod i døren, "Marianne er i telefonen."
   Pis, tænkte Mads og sukkede næsten lydløst. "Gider du ikke..."
   "Du skal være taknemmelig for, at jeg i det hele taget gider komme rendende med din mobil til dig hele tiden," kom det lettere irriteret fra Anders. "Nils var ellers klar til at smide den ud ad vinduet."
   Bare han dog havde gjort det, tænkte Mads. Anders kastede telefonen over til ham og fik Trine til at følge med ham ud af værelset. Mads tog en dyb indånding, inden han tog telefonen op til øret.
   Marianne boede i samme opgang og havde været en fejltagelse under en brandert, som Mads havde fortrudt mange gange. Hun havde dog ikke helt den samme opfattelse som ham. I perioder ringede hun jævnligt. Som regel for at lokke ham op i lejligheden under falske påskud, var han overbevist om. Et fjernsyn, som skulle indstilles, en brødrister, der var i stykker eller dvd-afspilleren, som hun ikke kunne finde ud af at betjene. Et fejltrin, som han har måttet betale dyrt for lige siden.

Der duftede af friskbagt kage da Mads nærmede sig lejlighedens fællesstue. Anders havde været i gang med at bage igen. Han var i besiddelse af et udpræget husmoderligt gen. Når Nils og Mads begyndte at drille ham med det, trak Anders blot ligeglad på skuldrene. Der skulle meget mere til for at få Anders til at hidse sig op.
   Trine sad på to store siddepuder på gulvet foran det lave lille sofabord, mens Nils lå udstrakt på den korte topersoners sofa og Anders sad i lænestolen. Mads huggede en af Trines puder, tog et stort stykke kage og satte sig også på gulvet.
   "Er I med på en tur i byen i aften?" spurgte han og tog en bid af kagen.
   "Vi kan jo dårligt slæbe af sted med småbørn," lød det fra Nils. Kommentaren var møntet på Trine. Det irriterede Mads at Nils altid skulle fyre den slags bemærkninger af, men inden han kunne tage Trine i forsvar, tog hun en af Anders' hjemmesko og sendte den af sted efter Nils.
   "Jeg er faktisk fyldt 18, til din orientering."
   "Nå ja," smilede Nils åndssvagt, "det er jo noget helt andet så."
   Nils smed skoen tilbage til Anders og så undersøgende på Mads.
   "Har Marianne inviteret dig med i byen og du gider ikke være alene med hende?"
   "Nils!" udbrød Trine.
   "Noget i den stil," indrømmede Mads. "Jeg bildte hende ind, at vi allerede havde planer om at ta' i byen. Så..."
   "Så du vil ikke løbe nogen risiko og vil gerne en tur i byen," afsluttede Anders Mads' sætning. "Det er da også en udmærket idé. Jeg er med."
   Mads sendte ham et taknemmeligt blik, selvom han var træt af, at det åbenbart havde været så åbenlyst.
   "Selvom jeg ikke er meget for at hjælpe dig ud af fedtefadet, så kunne jeg faktisk også godt trænge til luftforandring," sagde Nils og tog et par småkager mere.
   "Luftforandring?" grinede Trine. "Du vil bare ud og være passiv ryger et sted. Hvis du fortsætter med at æde så meget, vil du snart..."
   Mere nåede hun ikke at sige. Nils kastede småkagerne efter hende og var bedre til at ramme, end hun havde været tidligere. Anders skældte ud over at Nils kastede med mad, hvorefter Nils brugte Anders' hjemmesko som skyts i stedet for. Mads holdt sig udenfor og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. De havde det faktisk godt sammen på trods af de mange uoverensstemmelser.
   "Nils!" råbte Trine bønfaldende, mens han greb til småkagerne igen. "Det var jo kun for sjov. Hold nu op. Jeg har småkager i håret! Helt ærlig Nils," brokkede Trine sig da han endelig stoppede, "sådan kan jeg sgu da ikke gå i byen!"
   Hun begyndte at pille småkagerne ud af håret.
   "Jeg synes, du er lige til at spise," sagde Mads med et smil.
   "Ha ha," kom det tørt fra Trine, som efterfølgende kastede en af pebernødderne efter ham.