Det var i den årstidsløse tid. Tiden, der i grunden ikke var nogen tid, blot et øjeblik mellem kulde og varme, mellem vinter og forår. Det var netop her, jeg befandt mig - alene, troede jeg, men det ville snart vise sig, at jeg troede forkert. For der skete ting, der ikke var mulige med mindre der var andre, der befandt sig i dette mellemrum, samtidig med mig. Ting, som ville forandre min situation og måske endda mit liv. Det ville tiden vise, - den årstidsløse tid. Øjeblikket, der bestemte over alle menneskers tanker og var afgørende for disse menneskers handling. Også min.

Rummet var festligt pyntet. Bogstaverne til CONGRATULATIONS hang tværs over den ene væg i forskellige farver. Nedenunder stod der et langt bord der var dækket med de lækreste kolde retter, som bare ventede på at blive spist. På et bord ved siden af stod der forskellige drikkevarer, champagne, som to unge mænd var begyndt at åbne. Lokalet var næsten fyldt med folk, der kendte mig. Jeg var ikke i stand til at opfatte, hvem der var kommet, hvem jeg lige stod og talte med eller om jeg i det hele taget kendte nogen af dem. Jeg kunne ikke huske, hvorfor alle disse mennesker var her, og hvorfor jeg var her.
   "Eva!"
   En mørkhåret kvinde prøvede at bane sig vej frem til mig. Hun var meget smuk, hendes øjne og hele hendes ansigt smilte.
   "Eva, det forventes, at du siger et eller andet. Kom så og lad vær med at gemme dig her bagved."
   Hun tog fat i min arm og trak mig frem til det sted, hvor de to unge mænd hældte champagne op i glassene, som to unge piger begyndte at dele ud til de mange mennesker, der en efter en stirrede forventningsfulde på mig, efter at have modtaget et glas. Jeg fik også et glas i hånden. Det var koldt og føltes rart mod min hånd, der var brændende varm.
   Mens jeg stod der og ventede, prøvede jeg på at komme i tanke om navnet på min bedste veninde, der havde fået mig ud i denne situation. Det havde været hende, der havde fået mig overtalt til at gå ned i kantinen for at få en kop kaffe, inden vi tog hjem hver især.
   "Hvorfor kommer du ikke med hjem til mig," havde jeg forsøgt, "og får en kop god kaffe?"
   Lige meget hvad jeg sagde, så havde hun en forklaring på, at vi skulle have kaffen i kantinen. Til sidst havde jeg opgivet og var fulgt efter hende ned ad trapperne til kælderetagen, hvor kantinen lå. Og da vi var trådt ind i lokalet, var der fyldt med mennesker. Så godt som alle mine kolleger. Det var dem, der nu stod foran mig og ventede på, at jeg ville sige noget, som jeg bare ikke var i stand til.
   "Eva, det er nu," hviskede den mørkhårede veninde og skubbede forsigtigt med albuen til mig.
   I de få sekunder jeg stod der, gik det op for mig, hvordan et øjeblik kan føles. Som en evighed. Uendeligt. Jeg kunne se på de mennesker, som jeg ikke kendte navnene på, at de blot var her for at få en bid mad og en afslappet snak med kolleger, som man ellers ikke så noget til uden for arbejdstiden. For de kendte hinanden kun på arbejdet. Hvis de mødte hinanden i byen, ville de nok ikke engang genkende hinanden. Og de kendte i hvert fald ikke mig. Så jeg var godt klar over, at der i grunden ikke var én af dem, der var her for min skyld.
   Jeg kan stå her og tælle til tyve på polsk, hvis bare det varer længe nok, er der ingen, der opdager det. For de vil bare klappe og være lettede over, at denne lille tale var forbi og at den ikke varede længere end den gjorde. De ser mig jo ikke engang. Hvordan skulle de så kunne høre mig, tænkte jeg ved mig selv, men kunne lige så godt have sagt det højt uden at der var nogen, der lagde mærke til det, selvom der næsten var musestille.
   Jeg kunne høre køledisken snurre et sted bagved mig. Ude fra gangen lød der en lystig fløjten, akkompagneret af et par hurtige herresko, der kom nærmere. Idet skoene trådte ind ad døren, forstummede melodien og blev erstattet af en pinlig og undskyldende rømmen. Det kunne have været mig, hvis dette ikke havde været en begivenhed, arrangeret til ære for mig. Men det var det jo nu engang, så jeg kunne lige så godt få det overstået. Så kunne folk ånde lettet op og fortsætte deres fornøjede, irriterende smalltalk, som var blevet afbrudt, da jeg var blevet lokket ind i lokalet.

"Nej, hvor er jeg glad for, at du ikke sagde noget om effektivitet og kastede med diverse tal og statistikker omkring dig! Folk bliver så irriterede, når de skal høre på den slags uden for deres arbejdstid."
   Det var den mørkhårede kvinde igen. (På et eller andet tidspunkt ville jeg nok komme i tanke om hendes navn.) Hvis hun havde haft mulighed for det, havde hun nok skrevet en takketale for mig. Jeg var glad for, at det ikke havde været muligt - trods det besvær, jeg havde haft med at finde på nogle passende ord selv. Hvad skal man sige til en begivenhed, som man er blevet tvunget til? Jeg havde jo ingen del i det her overhovedet.

"Tak fordi I kom. Det er rart at se så mange af jer her. Hvad er det, jeg snakker om? Det lyder jo, som om jeg var forberedt på det her!"
   Det var på det tidspunkt, jeg hørte en fornøjet, stille latter. Det var nu mere en fnisen. Ret lydløs egentlig. Men den nåede mig og det gik op for mig, at jeg havde sagt det hele højt. Flot udgangspunkt, tænkte jeg. Hvad er det, jeg snakker om? Jeg var nødt til at koncentrere mig på den stille lyd fra før, den fnisen. Det var i grunden ikke så meget en lyd. Det var blot luft, der blev presset ud gennem næsen, som man gør, når ens lattercenter er blevet rørt, men man vil dog ikke grine højt, for det var jo ikke så morsomt alligevel. Den gav mig mod. Lyden, der ikke var nogen rigtig lyd, bare luft. Jeg tog en dyb vejrtrækning.

"Det var godt fundet på," kværnede hun løs, "det med uventede begivenheder og at finde et holdepunkt at...holde sig til." Hun smilede skævt, undskyldende. Nej, ikke undskyldende. På mine vegne undskyldende.
   Hvad havde hun forventet i en spontan tale? Hun kunne jo have givet mig et praj om at dette skulle finde sted, så havde jeg haft en chance.
   "Nå, men det er jo også lige meget nu," sukkede hun tilfreds og til-side-fejende. "Du slap jo godt nok fra det, ik'?"
   Hun så på mig, som om hun for alvor ventede et svar. Hovedet liggende lidt på skrå, som om hun talte til et barn, der skulle trøstes. Jeg kendte dette udtryk. Lige om lidt ville hun løfte hovedet og se sig søgende omkring blandt menneskene.
   "Du, jeg skal lige over til Allan og snakke med ham," sagde hun. "Bliver du her?" Og så forsvandt hun for at snakke med Allan. Eller en af de andre.
   Jeg stirrede på det sted, hvor hun havde stået, trippet. 'Bliver du her?' Jeg vendte mig og gik, først lidt tøvende.
   Jeg stod pludselig bøjet over den lækre buffet. Det var jo nemt nok. Bare tage det, jeg havde lyst til. Underlige ting var ved at ske, uden at jeg vidste, hvad det var. Hvor svært kunne det være at vælge noget, som jeg kunne lide?
   "Det var en ret fornøjelig tale. Anderledes."
   Jeg så undrende på manden ved siden af mig. Det var de fløjtende sko, den lydløse fnisen. Manden stoppede netop et jordbær i munden. Vandet løb i munden på mig. Jordbær. Solmodnede jordbær. Hvor havde han fået dem fra?
   "Der er flere henne ved desserterne," sagde han og pegede. "Flere jordbær," tilføjede han efter at han havde set mit forbavsede udtryk.
   "Den var slet ikke forberedt," sagde jeg.
   "Det var derfor, den var god."
   Hvor uenige vi dog var.
   "Du skulle prøve de der små pølser i svøb. De er enestående." Han pegede igen. "Bare et forslag. Det var mig, der kom brasende mit i det hele. Før du startede. Det må du undskylde."
   "Det er helt i orden." Jeg smilte og havde denne mærkelige fornemmelse igen. "Jeg var jo ikke startet."
   "Det var solnedgangen." Han pegede op mod loftet. "Jeg var oppe på taget for at se solnedgangen. Det var derfor, jeg kom for sent. Sådan noget kan man jo ikke sætte ind i en tidsplan, der stemmer overens med alt andet."
   Jeg havde arbejdet mig hen imod jordbærrene. Røde og saftige. Og der var også piskefløde til. Jeg kastede et blik ud i mængden, men kunne ikke få øje på hende. Hvorfor ikke? De så jo gode ud.
   "Var det så det værd?"
   Der var ingen bitterhed i min stemme, men jeg havde set hende den mørkhårede (jeg var ikke længere sikker på, om jeg overhovedet kendte hende) sende onde blikke mod de fløjtende, klikkende herresko, da han var kommet ind. Det var derefter, jeg havde hørt den undskyldende rømmen.
   "Helt bestemt. Utrolig flot." Han talte om solnedgangen. "Det har været den flotteste i lang tid. Det er ved at blive forår," konstaterede han, som om der ikke kunne rokkes ved det. Det var ved at blive forår. Hvordan kunne det lade sig gøre?
   "Forår?" sagde jeg og kunne mærke tankerne drive. Det var ikke et egentligt spørgsmål rettet mod ham. Michael hed han i øvrigt. Jeg havde nærmest behov for at sige ordet, smage på det, dufte til det. "Med piskefløde."
   Michael grinte. Med rigtig lyd på. Det var mere end bare luft gennem næsen. Det var frit. Smittende.
   "Det kan man da godt sige!" sagde han og fortsatte sin latter.
   Jeg kom til at smile og blev til sidst smittet af den lydfyldte latter.

På et tidspunkt, årstider senere på aftenen, løb kvinden ind i mig. Jeg havde helt glemt hende og kom først i tanke om hende i det øjeblik, hun så mig.
   "Eva!" sagde hun med overraskelse i stemmen. "Er du her stadigvæk? Jeg troede, du var taget hjem." Hun skjulte det ikke engang.
   "Hvem er du?" spurgte jeg smilende og uskyldigt. Oprigtigt.
   Hun fnøs på sin sædvanlige måde - meget luft gennem næsen efterfulgt af et kluk. Det havde altid irriteret mig. Så kunstigt. "Du har da vist fået en del champagne, hva'?" klukkede hun videre.
   Min ryg var helt rank. Jeg følte mig så let. Måske havde jeg fået et glas for meget? Nej, det var ikke det. Det var også ligemeget.
   "Det er en utrolig dejlig fest," sagde jeg og slog ud med armene for at understrege mine ord og min frihed. Hun virkede nærmest forskrækket.
   "Du hader jo den slags fester. Du siger altid, at der ikke er nogen at snakke med. Er jeg gået glip af noget her i mellemtiden?"
   Jeg var ikke holdt op med at smile. Det var lige før det gik over i den der lydfyldte latter. Det så ud til at irritere hende.
   "I mellemtiden. Det er dér, det hele sker. Du er gået glip af foråret, min ven."
   'Nu rabler det for hende,' kunne jeg læse i hendes øjne.
   "Men det kan jo være, at du er heldigere næste år." Jeg begyndte at grine.
   "Eva?"
   Lyden nåede os begge to samtidig. Vi vendte os begge mod stemmen.
   "Ja!" svarede vi - i kor.
   Vi så på hinanden. Eva og jeg. (Eva! Hvordan kunne jeg dog glemme det?) Hun så lidt skræmt ud. Hun fattede ikke, hvad der foregik. Det gjorde jeg. Det hele. Og jeg smilte igen. Jeg lod hende stå, gloende. Ingen klukken. Intet ord fra hende. Blot et hav af ubesvarede spørgsmål tegnet i hendes ansigt. Sådan er det med årstiderne. De kan lave rav i det hele. Uden at man lægger mærke til det.

Jeg forlod bygningens mørke stemning og gik ud i den lyse, lune nat. Den varme vind legede med mit hår og satte de sidste tvivl på plads. Det var endelig blevet sommer og jeg gik ud i den. Lad bare efteråret komme. Også det vil blive smukt. Jeg kunne stadig smage de søde jordbær på mine læber. Jeg hørte stadig hans klikkende sko, hans fjøjten, hans lyde og kunne huske hans solnedgang. Kun her kunne det ske.
   Jeg så op mod himlen. Luften så klar. Så varm. Så blød. Jeg lukkede mine øjne og bredte mine arme ud.