5.

"...Nej, hun ligger stadigvæk og sover. Ja, ja, det skal jeg nok. Lad være med at tænke på det. Ja. Men så ses vi. Ja. Hej."
   Trine hørte det sidste af Nils' telefonsamtale, mens hun var ved at vågne. Hun var pludselig lysvågen. Mon det var Markus, der havde ringet? Havde han fundet frem til Nils' mobilnummer? Nej, samtalen havde lydt meget mere fortrolig, som om de kendte hinanden godt. Det kunne umuligt have været Markus. Hun så på vækkeuret. Halv ni. Så var hun alligevel faldet i søvn igen. Hun var vågnet klokken seks og havde ligget vågen i et stykke tid. Hun havde ligget og tænkt på aftenen før, da Markus havde været der. Hun havde set ham for sig med det meget lyse hår, hans blå øjne, hans sikre smil. Og så må hun være faldet i søvn igen. Kunne han finde på at ringe så tidlig på dagen? Næppe.
   Hun satte sig op i sengen og fik straks øje på billedet af Kim på skrivebordet. Gad vide, om det var Kim der ringede før, tænkte hun. Men så havde Nils nok vækket hende. Trine skubbede hurtigt tanken fra sig og gik ud i køkkenet for at få lidt morgenmad. Anders var ved at rydde køleskabet for al dets indhold. Han havde gummihandsker på og nynnede en julesang. Han fik øje på Trine, fandt et rent krus til hende fra hylden over køleskabet og skænkede te til hende fra termokanden.
   "God morgen, Trine," sagde han velfornøjet.
   Et rengøringsflip var et tydeligt tegn på, at Anders var i rigtig godt humør. Trine satte sig på sin stol ved spisebordet og trak benene op, mens hun rakte ud efter den varme kop te.
   "Jeg går ud fra, at du havde en god aften sammen med Anette i går?"
   "Skal du have rullepølse til morgenmad? Ost? Marmelade? Hvad skal det være? Vi trænger vist til at få tjekket nogle af de her udløbsdatoer."
   Han satte forskellige madvarer på bordet, andre røg i skraldespanden. Han fandt franskbrødet frem og rakte Trine brødkniven. Mens Trine skar et par skiver af franskbrødet, fortsatte han sin rengøringsaktion. Hun ventede tålmodigt på, at Anders blev færdig.
   "Sæt dig nu ned og fortæl," sagde hun så med mad i munden, da Anders havde fået det hele på plads og havde taget handskerne af. Han satte sig overfor hende og skænkede en kop te til sig selv.
   "Det var en rigtig god film vi så," begyndte han. Så fortalte han først om filmen. Hvem der havde medvirket, hvad den handlede om. Trine var ved at miste tålmodigheden. Da han netop skulle begynde at fortælle om, hvordan resten af aftenen var gået, ringede Nils' telefonen inde i stuen.
   Trines hjerte bankede hurtigere, da hun hørte Nils sige "Ja, hun er her. Et øjeblik." Markus?
   Nils kom ud i køkkenet med telefonen i den ene hånd og avisen i den anden.
   "Det er til dig," sagde han og rakte hende telefonen. "Og se så at få fat i en ny mobil snarest."
   Trine tog telefonen med sommerfugle i maven.
   "Ja, hallo?" Hun kunne høre sit eget hjerte banke så højt, at hun var bange for, at alle andre også kunne høre det.
   "Hej Trine! Hold kæft, du er svær at træffe!"
   "Dorte!"
   Hun holdt hånden over mikrofonen og hviskede til Anders. "Vi snakker videre senere." Så tog hun tekoppen, som Anders havde fyldt op igen og gik med både kop og telefon ind på sit værelse for at snakke med Dorte i en evighed. Der var så meget at fortælle.

Trine lå på maven på sengen og læste i et blad, som hun egentlig ikke interesserede sig for. Hendes tanker var andre steder. Dorte havde lydt så glad, selvom hun ikke havde været ret meget for det, da hun skulle af sted for nogle dage siden. Hendes far og hans nye kone havde fået barn for et par måneder siden. Dorte havde følt, at hun måtte være solidarisk med moren og føle en form for afsky imod det nye barn. Men da hun var kommet ned til faren i Kolding og havde set den lille halvbror, var hendes hjerte straks blødt op. Selv Dortes forhold til farens kone havde pludselig udviklet sig til nærmest et venindeforhold i løbet af de få dage, Dorte havde tilbragt hos dem.
   Dorte havde snakket løs i en uendelighed om den lille baby, de små hænder, de små ører, hvor sødt han sov. Gab! Da Trine ville fortælle om de sidste dages begivenheder i sit liv, havde Dorte været nødt til at afslutte samtalen, fordi de skulle gå tur med den lille. Trine havde følt et stik af misundelse, fordi den lille skabning havde al Dortes opmærksomhed, mens Trine måtte træde i baggrunden.
   Nu lå hun og tænkte på, at hun faktisk ikke rigtigt havde andre veninder, som hun kunne betro sig til på den måde, som hun ellers plejede at kunne gøre med Dorte. Hun sukkede og smed bladet på gulvet. Hun gad ikke se mere på det. Hun rullede om på ryggen, lagde hænderne i nakken og trak vejret dybt med lukkede øjne. Der duftede af varm leverpostej og stegte champignons. Hun kunne høre musik ude fra køkkenet.
   Hun rejste sig fra sengen og gik ud i køkkenet. Cd-afspilleren spillede "Last Christmas" for fuldt drøn med Anders, Mads og Nils som solister, mens de var i gang med at anrette den dejligste julefrokost.
   Nils fik øje på hende, lagde servietterne fra sig på spisebordet og greb fat i hende for at danse med hende gennem køkkenet, stadig syngende. Anders overtog Nils' plads, da de var nået hen til komfuret og fortsatte dansen. Nils genoptog borddækningen, mens Mads tog grydeskeen fra Anders og rørte i stegepanden. Da Anders overgav Trine til Mads, var cd'en færdig og der blev stille i køkkenet.
   I det samme ringede det vildt på døren. Tre korte ring og to lange. Trine vidste straks, hvem det var. Hun styrtede ud i entréen og åbnede døren. Det var Kim, der stod udenfor. Trine skreg af vild begejstring. I næste øjeblik stod de begge og skreg vildt, som i filmen "Min bedste vens bryllup", da vennen George kommer Julia Roberts til undsætning i hendes planer om at forhindre et bryllup.
   "Kim!" Hun sprang ham om halsen og holdt godt fast, som om hun var bange for, at han skulle forsvinde igen.
   "Rolig, Trine! Må jeg ikke godt komme indenfor først?" Han løftede hende op, mens hun stadig klyngede sig til ham, og gik ind i entréen.
   "Trine," grinede Kim, "du er ved at brække ryggen på mig."
   "Velkommen hjem!"
   Drengene var kommet ud i entréen fra køkkenet. Nils banede sig vej forbi Kim og Trine for at tage de to tasker, der stod ude på trappen.
   "Det gik da alligevel stærkt. Vi havde først regnet med dig om et kvarter," sagde Nils og satte taskerne fra sig.
   Trine gav slip på Kim og slog Nils på overarmen med en knytnæve.
   "Du vidste, at han kom! Hvorfor sagde du ikke noget?!"
   Nils lod som om han havde store smerter i armen efter Trines knytnæve. Kim undskyldte for ham.
   "Jeg var ikke helt sikker på, hvornår jeg kunne være her. Det var faktisk meningen, at jeg ville have været her i går, men der gik kuk i min køreplan, så det blev først i dag."
   Trine tilgav ham med det samme og gav ham endnu et stort knus.
   "Frokosten er sådan set også klar," sagde Anders, "så skulle vi ikke tage og spise med det samme?"
   Under frokosten var der en livlig samtale. Trine sad for det meste tavs og iagttog sin storebror. Han så træt ud, men glad, syntes hun. Hun var glad.

Kim smed sig i sofaen og strakte benene fra sig. Han gabte højlydt. De havde spist og snakket i lang tid. Trine kunne stadig ikke helt tro på, at Kim sad her i stuen. Der var gået alt for lang tid siden hun havde set ham sidst. Hun sad igen i tavshed og betragtede ham. Han lignede faren utrolig meget med de rødlige skægstubbe, når han ikke havde barberet sig i et par dage.
   "Hvor er det dog dejligt med noget benplads," kom det tilfreds fra Kim, "det er der altså ikke ret meget af i en gammel Polo. Og så kan køreturen fra Odense altså blive noget lang."
   Han sukkede dybt, foldede hænderne i nakken og lænede sig behageligt tilbage. Trine sad stadig bare og nød synet af sin storebror.
   "Odense?" spurgte Mads, der kom ind med krus og satte dem på bordet. "Kommer du ikke direkte fra København?"
   "Øh... jo, altså, jeg fik en kørelejlighed fra København til Odense med en studiekammerat i går. Hun kendte så en i Odense, der skulle videre til Aalborg i dag."
   Anders satte te, kaffe, mælk og nybagte boller på sofabordet.
   Nils tog straks for sig og bed i en halv bolle.
   "Hvem er hun så, din studiekammerat? En vi har hørt om før?"
   Trine hørte tydeligt den ironiske tone i Nils' kommentar. Hun stirrede først på Nils, så på Kim, der var ved at sende Nils dræberblikke. Nils havde altså ramt plet.
   "Du har en kæreste? Er det derfor, du altid har så travlt?"
   Hun gav ham ikke en chance for at komme til orde.
   "Jeg har ikke set dig i et fucking halvt år, fordi du har en kæreste?! Du ringer og aflyser gang på gang. Og jeg er selvfølgelig dum og naiv nok til at tro på dig, ik'?!"
   Hun rejste sig og gik ud i entréen, hvor hun et øjeblik stod ubeslutsomt. Hun vidste ikke, hvad hun ville. Hun var på kogepunktet og vidste, at det var bedst at komme ud og væk for at køle af. Hun tog støvler på og smuttede i sin frakke. Da hun tog fat i dørhåndtaget, var Kim henne ved hende og lagde en hånd på hendes arm.
   "Trine, kan vi ikke snakke om det?"
   "I et halvt år har du gemt dig i København sammen med en pige, ringer sandsynligvis kun, fordi Nils minder dig om det!" Hun åbnede døren og gik ud i trappeopgangen. "At jeg måske føler mig alene sommetider og har brug for familie, tænker du overhovedet ikke på, vel?!"
   Hun følte sig snydt, svigtet, ladt i stikken.
   "Hvor skal du hen?"
   "Jeg trænger til luft," sagde hun vredt og løb ned ad trapperne.
   Kim lod hende løbe. Trine var glad for, at han ikke fulgte efter. Han kendte hende og hendes til tider lidt voldsomme temperament for godt. Hun trængte til at dampe af. Hun havde al ret til at føle sig såret og forrådt, havde hun ikke? Det var så typisk. Hun var samtidig sur på sig selv, fordi tanken slet ikke havde strejfet hende.

Det havde sneet mere i løbet af natten. Alt så fredeligt og idyllisk ud. Helt modsat Trines humør. Hun travede af sted; uden mål, men meget bestemt. Drevet af følelserne. Efter et stykke tid satte hun farten lidt ned. Hun var nået hen til Kildeparken. Hun satte sig på en bænk og stirrede et stykke tid på en flok duer. De var ved at blive fodret af en ældre dame, der nok havde gemt en hel uges brødrester til formålet.
   Trine sukkede. Jeg burde være glad for, at Kim har fundet en pige, tænkte hun. Han så også så anderledes ud, havde hun bemærket. Nærmest lykkelig. Hvorfor kunne hun så ikke være det? Hun følte sig forladt. Han måtte da forstå, at Trine også havde brug for ham.
   Trine følte det, som om Kim i længere tid havde bevæget sig længere væk fra hende. Med denne oplysning var det med ét så endegyldigt. De plejede at høre sammen. Kim og hende. De havde altid haft hinanden. De havde aldrig været gode til at snakke om det, men det havde været en stiltiende overenskomst imellem dem. Lige siden forældrenes ulykke en dag i januar for snart fire år siden. Trine havde altid ment, at de havde noget, der knyttede dem sammen. Hver for sig havde de tacklet sorgen, men de havde dog haft den tilfælles.
   Trine følte det, som om et usagt løfte mellem dem lige pludselig var blevet brudt. Hun havde haft en lignende fornemmelse, da de havde været ved Vesterhavet i sommers. Han havde virket fjern. Trine havde bare troet at det var, fordi Kim snart skulle til at rejse til København igen. Måske havde det været noget andet. Gad vide, hvor længe han allerede havde været kæreste med studiekammeraten, tænkte hun. Hun sukkede igen.
   Den ældre dame var løbet tør for brød og havde sat sig ved siden af Trine på bænken. Omhyggeligt lagde hun den slidte plasticpose sammen og lagde den i lommen på den uldne vinterfrakke. Hun så tilfreds ud og smilede.
   "Er det ikke romantisk," sagde hun så, "sne og solskin og forelskede unge mennesker."
   Trine smilte venligt og fulgte hendes blik. Et ungt par gik langs med stien et godt stykke fra dem. Hun puttede sig trygt ind til ham, der havde lagt armen omkring hendes skuldre. En flot silhuet mod den lave eftermiddagssol. De standsede op, vendte sig mod hinanden og kyssede. Det var mere end nok romantik for Trines vedkommende. Hun ville hjem og lade Kim stege lidt, inden hun ville snakke med ham.
   "Glædelig jul," sagde hun til damen, rejste sig og begyndte at gå hjemad. Hun måtte passere det forelskede par, der stadig var meget optaget af et inderligt kys. Hun var kun få meter fra dem, da hun kunne genkende dem. Ham.

6.

Trine smed støvlerne i entréen og forsvandt straks på sit værelse. Hun ville ikke se nogen lige nu. Hun var rasende. Mest på sig selv. Hvordan kunne hun da også have troet...
   "Trine. Hej!" Han havde ladet som om alt var i den fineste orden.
   "Hej?" Trine havde været forvirret. Et øjeblik havde hun overvejet, om hun havde drømt, at han havde kysset hende aftenen før, men nej. Hun havde stået og stirret uforstående på ham, mens han stadig havde smilt. Så havde han henvendt sig til pigen.
   "Jeanette, det er Trine, en gammel skolekammerat. Trine, det her er Jeanette..."
   "Din kæreste?" havde hun afsluttet hans sætning. Så havde hun henvendt sig direkte til pigen. "Er du klar over, hvad din kæreste går og foretager sig, når du ikke er sammen med ham?"
   "Trine..."
   "Ja," havde dukken svaret overlegent, "jeg så jer jo sådan set selv ude på trappen i aftes." Så havde hun blinket med de store, sandsynligvis kunstige øjenvipper og set på Markus. "Men han er tilgivet. Det var bare for at gøre mig jaloux og hævne sig. Beklager," hun havde set direkte på Trine igen, "du var blot en brik i spillet."
   Trine havde været målløs. Hun havde ikke forstået noget som helst af, hvad der var foregået. Inden Markus havde haft en chance for at åbne munden, var hun faret af sted. Væk. Hjem.