Lyset sved i øjnene, han ville skærme med hånden, men kunne ikke løfte armen, og kneb i stedet øjnene sammen.
   "Godmorgen. Godt at se du endelig er kommet til dig selv."
   Hvem var det, der talte? Han kendte ikke stemmen og kunne stadig ikke se noget. Når han prøvede at tale kom ingen lyd over hans læber. Nogen støttede hans hoved og holdt noget koldt mod hans læber. Hans reaktion var at stritte imod og bide tænderne sammen.
   "Rolig, jeg vil kun hjælpe. Mit navn er Felicia. Min mand fiskede dig op af floden for to dage siden."
   Lyset skar ikke så meget nu og han kunne skimte omridset af en skikkelse, der sad ved hans side.
   "Flod?" fik han frem.
   "Kom, drik lidt." Der blev atter holdt noget mod hans læber, denne gang tog han imod det og nød følelsen af køligt vand, der gled gennem en hals, som føltes meget ru.
   "Bedre?" Skikkelsen lagde en hånd mod hans pande. "Du føles mindre varm nu, feberen er på vej ned og der er heldigvis ikke gået betændelse i dine sår. Du har vist været heldig."
   Der var så meget han gerne ville spørge om, men ordene kørte rundt i hovedet på ham og ville ikke ud.

Han måtte være faldet i søvn, for da han atter åbnede øjnene var det mørkt. Skæret fra de få stearinlys forekom ham langt mere behageligt end dagslyset. Og det var muligt at se sig om uden at lyset skar i øjnene. Nogen havde lagt ham i en seng på et lille værelse. Vægge og gulv var af træ, og der var et enkelt vindue, men et klæde var hængt op foran det, så han kunne ikke se ud. Et dårligt sammentømret bord stod ved siden af sengen og udgjorde rummets eneste møblement. Der var intet ved omgivelserne, der virkede bekendt. Måske hvis han kunne se ud af vinduet?
   Han kvalte et skrig og opgav at komme ud af sengen. Det gjorde ondt overalt, og da han så ned ad sig selv gik det op for ham, at store dele af hans krop var forbundet.
   Døren i den anden ende af værelset blev åbnet og en kvinde kom ind. Han gik ud fra, at det var hende, som havde været hos ham før, selvom hun var en anelse ældre end han først havde troet. Han tilskrev det hendes ranke holdning og slanke skikkelse. Da hun kom tættere på kunne han ane rynkerne i hendes ansigt, og nogle grå stænk i det ellers mørke hår, der var samlet i en knold i nakken.
   "Jeg tænkte, at du måtte være sulten efterhånden," sagde hun og stillede en bakke på bordet.
   "Tak."
   Hun satte sig på kanten af sengen og lagde hånden mod hans pande.
   "Har du ondt?"
   Han rystede på hovedet, uden selv at kende grunden til at han løj.
   "Hvad er der sket med dig?" spurgte hun. Han slog blikket ned og rystede på hovedet.
   "Var det Felicia?"
   Hun nikkede og smilede.
   "Vil du fortælle mig dit navn?"
   Han kneb øjnene sammen og overvejede spørgsmålet længe.
   "Jeg ... jeg kan ikke huske det."
   "Det skal nok komme. Spis og få hvilet ud, så ser alting meget bedre ud i morgen."
   Han fremtvang et smil og nikkede.

Han lå vågen det meste af natten og spekulerede. Ligegyldigt hvor hårdt han anstrengte sig kunne han ikke huske noget som helst. Felicia sagde, at hendes mand havde trukket ham op af floden, men hvilken flod? Og hvordan var han endt der? Han tog sig til hovedet og begravede fingrene i håret. Hvorfor huskede han ingenting?
   Da Felicia kom for at se til ham den følgende morgen, havde han ikke længere så ondt, og det faldt ham lettere at tale.
   "Hvilken flod fandt din mand mig i?" spurgte han. Felicia betragtede ham et øjeblik.
   "Sararasfloden naturligvis. Du husker altså slet intet?"
   Han rystede på hovedet. Hun lagde en hånd på hans og gav den et let klem.
   "Det skal nok komme. Jeg skifter lige dine forbindinger, jeg skal nok være forsigtig." Hun begyndte at fjerne stoffet, og stivnede så midt i bevægelsen.
   "Det... det er umuligt," hviskede hun og trådte et par skridt baglæns. Han så uforstående på hende
   "Hvad er der galt? Hvad har jeg gjort?" Hun svælgede hårdt.
   "Intet normalt menneske heler så hurtigt. Hvad er du?" Han så ned ad sig selv, og førte fingrene over såret i siden. Det var stadig rødt og hævet, men var godt på vej til at lukke.
   "Hvad er du?" gentog hun. Han trak tæppet tættere op om sig og skjulte sårene.
   "Jeg ved det ikke - jeg kan intet huske." Det lykkedes ham at komme på benene. "Bare lad mig gå."
   Hun sukkede dybt og gik hen til ham.
   "Du er ikke i stand til at gå nogen steder, og jeg har ingen grund til at dømme dig fordi du heler en smule hurtigere end andre - men det her må blive mellem os." Hun hjalp ham ned at sidde og fjernede forsigtigt tæppet.
   "Du befinder dig i en lille fiskerby ved Sararas bred, folk her er ikke vant til magi - eller hvad det her nu skyldes, og her kommer heller ikke særlig ofte fremmede. Folk har allerede travlt med at gætte på hvem du er, og hvor du kommer fra. Et populært rygte er, at du er en forbryder, der er blevet smidt i floden, eller er flygtet fra fængslet."
   Han rystede på hovedet.
   "Jeg er ingen forbryder - tror jeg," tilføjede han og slog blikket ned. Hun smilede.
   "Nej, af en eller anden grund tror jeg heller ikke at det er det du er. Men det er bedst ikke at give folk større grund til mistro, derfor giver jeg dig forbindingerne på igen, og du holder dig ude af syne."
   "Din mand - tror han også, et jeg er en forbryder?"
   "Hector er en god mand, bare en anelse snæversynet," svarede hun og rejste sig.

I mangel af bedre lagde han sig ned på sengen og stirrede op i loftet. Tingene var omtrent så problematiske som de kunne blive. Det var slemt nok ikke at ane hvem han var, og hvor han kom fra. Det gjorde det ikke bedre, at han var mærkelig, og at hele byen allerede så skævt til ham. På trods af Felicias formaning om at holde sig ude af syne, besluttede han alligevel at se sig en smule om, da mørket var faldet på. Hans ben rystede under ham, da han rejste sig, men det blev bedre efter nogle få skridt. Han anede ikke om han havde været nøgen da han blev fundet, eller om Felicia havde klædt ham af for at tilse hans sår, men for nu måtte tæppet gøre det ud for beklædning. Han kunne ikke se nogen udenfor og vovede at kravle gennem vinduet. Han blev forbløffet over hvor langt ned der var og landede på bagen. Han havde haft en ide om, at træhuset lå i jordhøjde, men kunne nu se, at det var hævet op på træpæle. Flere andre træhuse, som det han var kommet fra lå spredt langs med floden, han sørgede for at holde så stor afstand til dem som muligt, da han gik ned mod bredden. Nær bredden hang fisk og garn til tørre, han kunne lugte et røgeri i nærheden, og adskillige mindre både var fortøjret til pæle og bådebroer. Det faldt ham ikke vanskeligt at færdes i mørket, han undgik let sten og drivtømmer og vidste, at det nok også var en evne han gjorde klogt i at tie stille med. Fra flodens mørke vand stirrede en ung mand, med langt, blodrødt hår op på ham.
   "Hvem er du?" hviskede han og førte fingrene undersøgende over sit ansigt. Han kunne ligeså godt have stirret på en fremmed, hans spejlbillede forekom ham ligeså ubekendt. Han kneb øjnene sammen, og betragtede personen i vandet. Grønne øjne stirrede tilbage på ham. Hvis han kunne huske hvad han havde lavet, kunne han måske huske mere om hvem han var. Hans krop var slank og senet, musklerne aftegnede sig tydeligt under huden - han måtte have haft et fysisk krævende hverv - muligvis også et, der krævede, at han opholdt sig på eller ved floden. Han sukkede og stirrede ud over floden, der gled uforstyrret forbi. Et kort minde om at falde flimrede forbi hans indre blik, derefter følelsen af at ramme vandet, kæmpe mod strømmen, for til sidst at blive trukket under.
   Han røg sammen, ved følelsen af en hånd på skulderen.
   "Undskyld, jeg ville ikke forskrække dig, men du burde ikke være herude."
   Han vendte sig mod Felicia.
   "Har du det godt?" spurgte hun. Han nikkede.
   "Jeg huskede en smule. Jeg husker, at jeg faldt, ramte floden og blev trukket under - og jeg husker et navn. Zack."
   Felicia smilede.
   "Se det er da fremskridt, det må være dit navn." Hun rakte hånden frem. "Det glæder mig at møde dig, Zack."
   Han fremtvang et smil og tog imod den fremstrakte hånd.
   "Tja det må jo være mit navn - men jeg ved stadig ikke hvem jeg er."
   "Du fik en hård medfart, det hele skal nok vende tilbage, og indtil det gør er du velkommen til at blive."
   "Tak, men hvad siger de andre i landsbyen til det? Jeg vil nødig give dig besvær efter alt du har gjort for mig."
   Felicia smilede og rettet blikket mod floden.
   "De er gode folk, det de ikke kender eller forstår skræmmer dem bare."
   Han nikkede og betragtede hende.
   "Og dig? Har tanken om, at jeg kunne være en forbryder - eller det der er værre, ikke strejfet dig?"
   Et øjeblik blev furerne i hendes ansigt en anelse dybere, så nikkede hun.
   "Jeg behøver ikke at forstå eller kende til alt hvad der sker omkring mig. Jeg kender intet til gudernes vilje, men jeg tror de har en mening med alt de gør."
   Han smilede og rystede på hovedet.
   "Det var vist mere held end guddommelig indgriben, at jeg kom hertil."
   "Du kunne være gået under, eller været skyllet i land langt herfra. I stedet klyngede du dig til et stykke drivtømmer, der endte i Hectors net - guderne havde en hensigt med at sende dig hertil."
   Han opgav at sige hende imod.
   "Kan du fortælle mig lidt mere om hvor vi er?" spurgte han i stedet.
   "Naturligvis." Felicia pegede mod strømmens retning. "Sararasfloden strækker sig gennem det meste af riget, helt fra engene i øst, til havet mod vest. Mod øst ligger også hovedstaden, jeg har aldrig selv været der, men det skulle være et fantastisk syn - især på dagen hvor scepteret vises frem. Den dag bliver hele byen pyntet og kongen selv leder et overdådigt optog gennem gaderne. Til slut giver rigets modigste soldater og deres drager en opvisning."
   Han stirrede måbende på hende.
   "Drager?"
   Felicia lo og gav hans hånd et klem.
   "Hav tålmodighed, så vender alting tilbage."