2Hest!
Carsten trak Toyotaen ind på rastepladsen ved Kongelundsskoven, b... [...]
Noveller
13 år siden
2Strengelegen
"Der var engang en spillemand der spillede til bal · han spilled fi... [...]
Noveller
14 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jonas Wilmann (f. 1979)
Carsten trak Toyotaen ind på rastepladsen ved Kongelundsskoven, bumlede over det løse grus, der knasede sprødt under dækkene, og parkerede i skyggen af en gammel eg.
   Han åbnede bildøren og trådte ud. Solen var fremme. Det var egentlig ret godt vejr for en 30. marts.
   Han lagde hånden på det let lune biltag og så sig omkring: bænkene inde på græsarealet, der om sommeren var som fluepapir for alle mulige irriterende, madpakkeglade mennesker, var tomme - så langt, så godt.
   Han kastede et hurtigt blik på sin iphone, det lille monster, der krævede så meget af ham og gav så frygteligt lidt tilbage, og kunne se at der var tikket to nye mails ind bare i løbet af den korte køretur inde fra byen.
   Det spændte lidt i brystet. Øverste venstre side. Nerver. Ikke hjerte. Bare mavegasser, der lavede balloner ud af hans tarme, det føltes som en slange, der bugtede sig under maveskindet.
   Nej ... Han nægtede sgu at svare på de mails nu. Det var hans fucking fridag, det måtte de andre på kontoret sgu respektere.
   Han kastede telefonen ind på førersædet, greb sin rygsæk og smækkede bildøren ekstra hårdt i.
   De kunne alle sammen rende ham et vist sted ... i hvert fald de næste par timer.
   De burde heller ikke forstyrre ham her på hans fridag. Hans ene månedlige fridag; dén, han stædigt havde måttet forhandle sig frem til.
   "Men så må du vælge én af tingene, Carsten," Havde hans chef på Laursen og Partners, et af Københavns hotteste reklamebureauer, sagt. "Vil du have flere penge eller mere frihed ...? "
   Og lige så snart chefen havde sat det op på den måde, havde ordet 'penge' sgu fået en meget fattig klang. Højt oppe over svævede det underfundige begreb 'frihed', og hvis man kunne hoppe højt nok til at fange det, havde man pludselig noget, der var meget mere værd end føromtalte klirrende pose.
   Carsten vandrede over den knasende, grusbelagte rasteplads, hvor fuglekvidder strømmede fra trætoppene. Han kastede endnu et blik på de tomme bænke, da han passerede dem og frydede sig. Verden var sgu egentlig et meget dejligt sted, når man først lige fik ryddet det for alle menneskerne. Især på en 30. marts hvor man havde fri og lige var gået fra sin mobiltelefon.
   Han spændte rygsækken ind, så den passede til skuldrene ... måske var han skrumpet ind af at have siddet og lavet alt det grafiske design?
   Nej, nu ikke alle de dårlige tanker. Det var fedt, at han endelig havde fået taget sig sammen til det her. Alt for mange af de månedlige fridage var pisset væk på computerspil, tv eller ynkeligt som det end lød: arbejde.
   Tilbage i hans elevtid, før han fik så skide travlt, havde han ellers været god til at rive en dag ud af kalenderen og gå ud i det grønne. Og han havde sommer efter sommer hevet konen - der dengang var kæresten - med i sommerhus oppe omkring Tisvilde og Asserbo Plantage, og det var sgu mest på grund af fuglene, hvis han skulle være helt ærlig. De skide fugle. De gav ham et eller andet, der ikke kunne beskrives med ord.
   Han havde ligget i klitterne med sin kikkert ved Melby Overdrev, og havde fået sop ved Holløse Bredning. Og ingen forstod en skid af, hvad et bymenneske som ham dog skulle udenfor sine vante rammer; hverken hans egne eller de "rigtige" fuglemænd, der soppede rundt ude i marsken som hvileløse ånder.
   Han ville nok aldrig blive en rigtig skovmand eller hvad fanden, det ellers hed, og de sære eksistenser, han rendte på i skovene eller vadeområderne - dem, han kortfattet sagde 'hej' til og så hastede forbi - kiggede altid lidt skævt til ham. Hans kikkert var sikkert ikke god nok, han havde ikke alle de mærkelige stativer med, som de havde, og hans fodtøj var uden tvivl utilstrækkeligt.
   De få gange, han havde udvekslet et par ord med nogen af dem, havde han været hunderæd for at sige noget galt, også selvom han kunne alle fugleleksikonerne forfra og bagfra.
   I den komplet modsatte grav havde han så sine kolleger, bymenneskerne, der absolut INTET forstod af hans underlige, new-age fugle-projekt.
   Han snakkede meget lidt om sin hobby, når han var på kontoret, og når det en sjælden gang var sket, at en eller anden henkastet havde nævnt noget om en fugl, og han havde set sit snit til at rable, endte det altid i pine. Snart kørte munden løs, og når han endelig kiggede op (den pludselige stilhed fik alarmerne til at gå af) ville en skov af vantro blikke, der stigmatiserede ham som pervers af en art, være rettet mod ham.
   Det var jo bare fucking fugle! Fjerkræ! Noget, der skulle ligge på en tallerken og helst ikke lave nogen pludselige bevægelser.
   ... For hans kollegaer måske, men ikke for ham; for ham var de ro på dåse.
   For manden, det tæmmede vilddyr, var fuglen jo det ultimative symbol på eskapisme, flugten fra hverdagens fængsel, det mest symbolske dyr af dem alle, og uden tvivl hans kraftdyr.
   Fugle gav ham ro ... det bildte han sig i hvert fald ind.
   Men for at være helt ærlig var der nok også en grad af hysterisk samlermani i det; han skulle se én af hver, så han kunne sætte et lille hak i sit mentale samlealbum. Dét, der burde være ren afslapning, havde han gjort til en konkurrence, det vidste han godt, og han hadede også sig selv en lille smule for det, men hvad faen ... han prøvede da i det mindste.
   Som en forlængelse af hans tanker, landede en bogfinkehan med kraftige gråblå og rustrøde aftegninger på spidsen af en gren lige foran ham. Den begyndte straks på sin livlige sang, sad majestætisk med oppustet bryst og gav tonerne luft.
   Han var ikke imponeret, for han havde set dem tusind gange før. I den hierarkiske rangorden rangerede de lige over blåmejse og musvit, som var lige over gråspurv, som var ... ja, ikke noget videre spændende.
   Han tog kikkerten op af tasken, bedst at være forberedt, også selvom han følte sig lidt dum med den hængende om halsen. Det var én, han havde han arvet af sin morfar, der var død for mange, mange år siden. Han anede intet om dens specifikationer eller status i kikkerternes verden, det var bare morfars gamle kikkert, og ubegribeligt nok så lugtede det indvendige af kikkerttasken, der var beklædt med rødt filt, stadig lidt af morfar; en lugt, der dannede bro til en glemt verden, før det hele gik så hurtigt.
   Af og til ville han tage sig en ordentlig snuser ned i tasken, for at få roen, og så lukke den hurtigt igen, så morfar-lugten ikke skulle fordampe.
   Med kikkerten hvilende tungt på brystet og remmen allerede gnavende i nakkehuden, begav han sig ned ad den asfalterede sti, der skød lige gennem Kongelunden. Den var indrammet af enorme træer på begge sider, hvis nøgne krongrene flettede fingre et sted over hans hoved.
   Hans destination i dag var Kofoeds Enge, der krævede en rask, lille vandretur i en sydgående retning. Derude var der en særlig type marsk, hvor et hav af besynderlige vadefugle gik og soppede: tinksmede, hvidklirer, kobbersnepper.
   Og udgangen af marts var det perfekte tidspunkt, og sidste udkald før yngletiden begyndte og der blev lukket for adgang til engene.
   Noget fangede hans blik forude, dér hvor stien blev til klit, så hav og endelig himmel: to mørke klatter, der bevægede sig støt fremad, uvelkomne her midt i hans ro.
   Det var heste.
   Og piger.
   Hestepiger.
   Og af en eller anden ubegribelig årsag drev de deres gangere fremad på den asfalterede sti og ikke inde på den mudrede ridesti, der var lavet til formålet.
   Nå, men så måtte han jo gå ind i mudderet.
   Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at børste skuldre med et halvt tons sitrende nervøst muskelbundt, som tilmed havde fået monteret jernbeslag på sine hove. Hvem havde dog også fået den skingrende vanvittige idé? Var det benede mordvåben af en hov, som dens muskelspændte ben mundede ud i, ikke grusomt nok i forvejen?
   Hvis fuglen var hans kraftdyr, var hesten helt klart han stressdyr; arbejdshesten, der galoperede rundt indeni ham og fik tordenvejret til at rase.
   De kunne lugte ens frygt, sådan nogle bæster.
   Nej, vent ... det var vist kun bier og hunde
   Men hvad nu hvis der var lidt bi eller lidt hund i hestene?
   Gangerne kom nærmere, men det skulle nok gå. Der var en stribe græs på en meters bredde mellem den cementerede sti og den smattede muddervej, han nu kæmpede sig vej gennem.
   Hans krop blev stiv, da de passerede. Han prøvede at gå almindeligt, både på grund af menneskerne, de trettenårige piger, der lo og snakkede, og hestene, især på grund af hestene.
   Der var intet til at beskytte ham, hvis de enorme dyr pludselig skulle bryde deres stilfærdige trav, pløje på tværs af stien og sparke ham lige i hovedet, intet pansret glas, intet hegn.
   Den stålbesatte hov ville ramme ham lige i tindingen og få hele hovedet til at revne som en overmoden melon; alle hans tanker om fugle og Photoshop ville pladre ud i mudret i én stor grød, lagrede minder ville fordufte som gæs på træk.
   Forbandede heste. De fik tordenvejret til at rase i ham.
   Den nærmeste hest, stor brun satan, fnøs og rystede med mulen, lige som de passerede hinanden, og det frøs Carstens rygrad til is.
   Han stavrede videre, prøvede at smile, prøvede at ånde.
   Snart var dyrene passeret, og han følte lettelsen brede sig varmt i kroppen som en fed, gul stråle urin, man havde holdt tilbage i blæren alt for længe.
   Med hestene nu langt væk, huskede han hvorfor, han var taget herud. Glædede sig over at være omgivet af levende, smukke ting: træernes let svajende grene, som solen skinnede igennem i små gyldne glimt. Hele lortet var plantet for et par hundrede år siden, jovist, men det slog stadig jern og beton med adskillige længder.
   Hvad var han i grunden for en underlig eksistens? Urmennesket i jakkesæt?? Det ville have været mere praktisk at være det ene eller det andet; pisse forvirrende at være fanget her mellem skyskrabere og de åbne vidder.
   Åh, åndssvage idiot! Nyd det nu bare, du har fri.
   Hey! Dér var den hule banken af en flagspættes næb, sikke da en dejlig lyd: ligesom at klikke hætten på en ballpoint pen. Sådan en lyd, der gav en eller anden uforklarlig ro og fornemmelse af kosmisk samhørighed.
   Inden han var nået til den cementerede stis ende, begyndte det at småregne, selvom solen stadig skinnede lidt. Han så nogle sortglinsende stære pile ind i huller i træerne, i læ, og morede sig over marts-april-vejrets vægelsindede kliché.
   Der var ikke mere skov, og han travede over grusede stier med mark på begge sider. Stoppede og hev regnfrakken op af tasken, iførte sig den.
   Langs stranden ved Sydvestpynten prøvede han at nyde synet af havet, og det særlige fænomen når regndråberne prikkede ned på de vuggende masser - som om himlen rakte hånden ned, og det hele lukkede sammen som et æg.
   Men det var svært at føle havet i dag. Længslen efter det blå var altid større end gensynets med det. Men hvorfor? Hvorfor skulle tingene altid være sådan?
   Han vendte blikket fra havets skuffelse og fik en strøtanke om sin mobiltelefon, og hvor meget den mon lå og ringede ud i bilen.
   Han rystede tanken af sig og travede over parkeringspladsen med den lukkede grillbar, fortsatte mod engene.
   En flok blishøns, der drev rundt mellem sivene lidt fremme fik ham til at vende blikket, men han gad ikke stoppe for deres skyld; havde set sådan nogle hundrede gange før. En lappedykker eller en rørhøne ville han måske have stoppet op for at kigge lidt på. Måske.
   Han nåede til hegnet, der omsluttede Kofoeds Enge og betragtede informationsskiltets tekst, der engang havde fået ham til at grine: Dyrene på engen er ikke farlige, men al interaktion med kreaturerne er på eget ansvar.
   Det havde sådan nogle dystre undertoner: køerne bider ikke, men skulle de pludselig finde på at gnave din arm af op til albuen - gud forbyde det - skal du ikke forvente, at vi betaler dig en øre!
   Skiltet fortalte også, at engene i overmorgen ville blive lukket af for adgang, så det var sidste udkald, hvis man skulle se sig nogle pipfugle.
   En primitiv trappestige dannede et omvendt 'V' ind over hegnet, og Carsten passede på det manglede trin, da han kravlede over. De Trin, der var tilbage, var ikke andet end kløvede træstammer på en halv meters bredde, slimede, og med barken flosset af, så det ormædte indre kiggede ud med sine mange øjer.
   Han så hestepigerne på afstand, længere nede ad stranden, og frydede sig over at han nu var på den anden side af hegnet, hvor det kun var de - skulle man tro skiltet - let utilregnelige køer, der regerede.
   Han fortsatte fremad, ormede sig rundt om et kæmpe mudderhul.
   Marsken var smattet, så han holdt sig på strandsiden, hvor mange af fuglene ville lægge deres æg inden længe. Holdt godt øje med sivene, der dækkede for vandhullerne, for luften var tyk af fuglekald: trillende og pibende lyde.
   Nok blishøns det meste af det.
   Noget sort og hvidt cirklede på himlen over ham, skræppende
   Han fangede den med kikkerten: en strandskade, der vist syntes, han var kommet lidt for tæt på.
   En fiskehejre lettede fra et vandhul, da den så ham. Dens enorme vingespand var altid imponerede, men han havde set den fyr før. Masser af gange.
   Da han nåede et sted, hvor der var masser af mudder og lidt spredt vegetation, besluttede han sig for at gøre holdt. Det var et godt vadested for masser af småfugle. Et godt sted at få sat endnu et hak i sin mentale liste.
   Han lagde rygsækken på sandet og satte sig på den. Sivvæggen dækkede ham vist tilpas, til at fuglene ikke ville tage sig så meget af ham, og regnfrakken var grøn.
   Efter ti minutters målsat stirren ind i sivene, var der røre; noget vimsede rundt derinde og pikkede insekter fra den opblødte jord.
   Han fik den næsten gennem kikkertens øjne, men så forsvandt den igen.
   Pokkers!
   Den kunne godt have lignet en lille præstekrave, men han havde ikke set den ordentligt, så han kunne ikke være sikker.
   Der var ikke noget mere stressende end den delvise identifikation, det var som afbrudt samleje.
   Og fugle var sgu svære at få øje på. Det pissede ham så grænseløst af, når der stod i fuglebøgerne, at de bevingede beboere af utopiske planer - skægmejser, korsnæb, rørdrum - var ganske almindelige ynglefugle i Danmark; folk så dem øjensynligt hele tiden. Bare ikke ham! De syn var åbenbart ikke ment for hans øjne, nej, nej, han skulle holdes udenfor. Og det på trods af at han vadede skovene tynde og sad med røven plantet i marsken på sin ene månedlige fridag.
   Hans tankestrøm mindede ham om, at her det her vel egentlig handlede om kontrol og ikke afslapning ... Nej, afslapning. Nej, kontrol. Nej ... Åh, fuck det!
   Tre kvarters tid passerede, på den samme plet, uden nogen klar identifikation. Der var gået en sky over solen, og skønt regnen ikke var voldsom, var den vedholdende.
   Han følte sig kold og klam, var øm i ansigtsmuskulaturen af at klemme øjnene sammen og spejde gennem kikkerten, og så skulle han skide; det sidste var noget, han tit skulle, når han blev lidt overbegejstret over en fugl.
   Først prøvede han at klemme den op igen, men den gik ikke. Det gjorde sgu ondt.
   Han ville gå så langt som at ty til det meget maleriske og semi-ornitologiske udtryk, at "han havde næb", som kort fortalt ville sige, at pøllen var så fremskreden, at den tittede ud bagi som et lille, hårdt næb.
   Han måtte ud til bilen hurtigt, så han kunne finde et toilet. Han gad hverken skide på stranden, hvor flyene susede forbi oppe over hver andet minut, og da slet ikke i skoven. Det skulle lige passe at der var et eller andet utøj, der kravlede op gennem hans urinveje og holdt fest deroppe. Flåter, der fik én til at ligne Mimi Jakobsen. Bylder, der spyede babyedderkopper. Fy for den lede.
   Han rejse sig og mærkede det stenhårde missil blive suget et par centimeter op igen.
   Han ville ikke få set den åndssvage fugl i dag. Og det var der bare ikke noget at gøre ved. Sådan en skide, forbandet lortetur.
   Da han med møje og besvær var kommet over den slimede trappestige, fik han øje på en brun hest små hundrede meter længere nede ad stranden. Den stod helt ude ved vandet, tilsyneladende uden sit menneske i nærheden.
   Han kiggede igennem kikkerten og fik dette bekræftet: den stod bare og gloede. Havde en saddel på, men ingen rytter i nærheden. Det kunne godt ligne hesten fra tidligere, den der var gået tæt forbi ham, men han kunne ikke være sikker - han var jo ikke ligefrem nogen ekspert på området.
   Men det var ved at blive sen eftermiddag, det regnede. Heste burde være i deres stald.
   Han sænkede kikkerten, men i det samme virrede dens hoved i hans retning.
   Han satte kikkerten op til øjnene igen.
   Jo, den kiggede mod ham nu, det var helt sikkert. Udtryksløst med sine mørke øjne.
   Han rystede på hovedet og begyndte at trave over parkeringspladsen med den lukkede grillbar. Han ville skyde skråt igennem skoven for at få lidt læ for regnen.
   Lige i dette øjeblik ærgrede han sig nu over, at han ikke var parkeret her ved Pynten, det havde nu gjort det hele lidt lettere, nu hvor det regnede og alt muligt - rastepladsen lå jo en pæn gåtur væk.
   Da han var halvvejs over parkeringspladsen, opdagede han noget brunt ud af øjenkrogen.
   Hesten var kommet tættere på. Den stod oppe i klitterne og skuede i hans retning, højst tredive-fyrre meter væk.
   Han satte tempoet op, skulle ikke nyde noget af nogen hest, der ikke engang havde et menneske i nærheden til at styre den.
   Han skrånede i retning af den bom, der markerede skellet mellem den asfalterede plads og stien, som ledte ind i Kongelundsskoven.
   Han kiggede sig over skulderen og kunne til sin skræk konstatere, at dyret var begyndt at trave i hans retning. Hovene klankede henover asfalten. Hvad pokker ville det dumme dyr med ham? Og hvor var dets menneske? Heste skulle da ikke gå rundt alene sådan et sted her.
   Han kiggede tilbage igen.
   Nu galoperede den mod ham.
   Pis.
   Han styrtede igennem bommen og sprintede ned ad den grusede sti, der havde marker på begge sider.
   Han hørte snart en lyd af grus, der skred under en vældig vægt, kiggede atter bagud, og så at hesten var fløjet lige over bommen. Den så temmelig vild ud nu.
   Han løb alt hvad han kunne, bad til at skoene ikke ville skride i det løse underlag.
   Lyden af hove blev mere og mere infernalsk, som torden.
   Han spildte ikke tid på at vende sig om mere, løb bare.
   Inde i skoven splittede stien i flere retninger.
   Hesten var ikke nået frem endnu, så den måtte også have problemer med det løse grus, men der ville ikke gå mange sekunder, før den var lige oppe i hans ryg.
   Han tog en hurtig beslutning og veg fra stien, gemte sig bag et buskads og trak knap nok vejret. Hvad ville det forpulede dyr dog med ham? Den ville vel ikke være aggressiv ...?! Hele hans liv havde folk fortalt ham, at han var åndssvag, fordi han var bange for heste, og at de var komplet harmløse. Og hele hans liv havde han ikke troet på dem ... Han ville bare virkelig hade at få ret.
   Han kunne høre den pruste ude ved stien, men han skulle vist være sikker her i skjulet. Så vidt han vidste, havde de ikke en sporhunds lugtesans, ellers kunne politiet jo ligeså bruge heste til at finde bomber, narko, forsvundne personer.
   Der var ikke det store postyr derude, så han vovede at titte ud mellem buskadsets regntunge blade.
   Den stod bare og kiggede. Virkede ikke vild eller farlig lige nu, men det var sgu lidt underligt, sådan som den bare stod og spejdede, nærmest som om den ledte efter ham. Kunne de overhovedet det? Var de kloge nok til det?
   Snart fnøs den, rystede mulen og travede stille videre - og da heldigvis i den stik modsatte retning af rastepladsen.
   I sekundet efter at den var forsvundet, følte han sig komplet åndssvag siddende dér bag buskadset med knæene plantet i den våde skovbund.
   Den ville jo ikke have gjort noget. Den var bare blevet væk fra sin ejer, og løb selvfølgelig mod det nærmeste menneske den så.
   Eller ...
   Nej, glem det. Han havde ingen forstand på heste. Skulle ikke gøre sig klog på den slags.
   Han gik ud på stien og travede raskt af sted.
   Så sig en smule over skulderen en gang imellem, men ikke mere end at han opdagede et par træløbere, der pilede op ad en egestamme.
   Han glemte med det samme frygten; træløbere var ikke virkelig sjældne, men det var bestemt heller ikke nogen, man så hver dag. Han kunne tælle det på én hånd, de gange han var stødt på dem.
   Pludselig var han næsten glad for, at hesten havde skræmt ham herind på lige dette tidspunkt. Og hvis han kunne sluge sin ære, havde han også en rimelig sjov historie at fortælle på kontoret i morgen.
   Han havde med ét en positiv og sprudlende fornemmelse i kroppen, af afbrændt adrenalin, forløsning, glæden over det lille møde med træløberne. Han havde brug for en cola eller en øl, og havde lyst til at fortælle nogen om det hele, grine lidt af det.
   Det hele vendte imidlertid, da noget sortskinnede blinkede til ham fra græsset.
   Han bøjede sig frem og samlede det op, betragtede det frygtsomt.
   Et sort plasticskår, næsten en centimeter tykt og let buet.
   Der var noget klistret på.
   Men hvad var det stads?
   Det var tykt som karamel, trak en lang tråd og blev ildrødt på hans våde fingerspids.
   Blod!
   Han fattede pludselig, hvad skåret var: et stykke af en splintret ridehjelm.
   Og det var lugten af åbent menneske, der fik ham til at opdage resten; den dampede fra skroget og fik hans blik vendt derhen.
   Det var en af ridepigerne, eller det gættede han i hvert fald på. Hendes hoved var knust og jævnet med jorden. Hjernemasse rendte i gullige floder fra det, der engang havde været kraniet; fik hende til at ligne en grotesk solsikke. Et par udtværede øjne så ud som klatter af snegleslim.
   Alt var knust, hun var næsten flad. Bare ét stort forbandet svineri af mudder, marv og indvolde. Fyldet var sprøjtet ud til siderne og havde blandet sig med skidt. Der var kun en iturevet huddragt tilbage, trampet i stykker af hove.
   Han stavrede væk derfra.
   Måtte have den stank ud af næsen. Den stank af friskt, åbent menneske.
   Han måtte, måtte ...
   Hvad måtte han egentlig?
   Han havde vist glemt, hvad han måtte.
   Nå jo! Måtte holde sig ved bevidsthed, det var dét, han måtte. Måtte fokusere på at holde benene i gang.
   Hvorfor pokker havde han ikke sin mobiltelefon med?
   Jo, det svar kendte han godt! Det var for ikke at blive forstyrret på sin fridag.
   Du godeste, det kunne kun være hesten, der havde dræbt den pige. Den var blevet sindssyg. Den havde smidt sin rytter af og havde trampet hende ihjel. Selv efter hun var død, havde den stampet hendes lig ned i mudderet.
   Han hastede ad de mudrede skovstier. Måtte ud af den her forbandede skov og have fat i politiet, så de kunne komme og aflive den forbandede hest.
   Noget fik ham til at standse.
   Der var tydelige mærker af hestesko i mudderet.
   Gik han overhovedet den rigtige vej? Han havde totalt mistet orienteringen efter synet af den knuste pige, og Kongelundsskovens mange stier buede og krydsede hinanden i ét væk.
   Nu syntes han at kunne høre lyden af galop, en kæmpe vægt, der bragede rytmisk op og ned mod skovbunden ... gadagong! ... gadagong! ... gadagong!
   Måske på en parallelt løbende sti, et sted omme bag buskene og træerne.
   Han måtte være stille, det her var ikke nogen normal hest ... den her var ude efter blod.
   Han trak ind til siden af stien, satte sig på hug og skimtede ind mellem buskene. Han blev nødt til at finde ud af, hvor dyret var, og hvilken retning det bevægede sig.
   Der var ganske stille. Ingen fuglekvidder, kun lyden af bladløse krongrene, der stødte sammen i den lette vind, regndråber, der dryssede fra træernes blade. Næsten for stille.
   Han nåede lige akkurat at registrere en prusten, og i det næste brasede det enorme dyr ud gennem buskene kun få meter fra ham.
   Den stejlede med et øredøvende vrinsk, vendte det hvide ud af øjnene, og lod hovene smadre ned i underskoven, så mos og kviste føg til alle sider. Den havde blodige rifter fra tjørnekrat overalt på kroppen, men var komplet ligeglad, have bare most sig lige igennem det hele.
   Han kunne prøve at flygte, men ville ikke nå langt. Måske skulle han prøve at berolige den.
   "Rolig nu," bævede han og viste sine åbne håndfalder. "God hest ... god hest."
   Den svarede ham ved at vrinske igen, stejle og sparke vildt ud med forbenene.
   Han hoppede til side, og så hvordan barken blev flænset af en birk, da hoven snittede den. Det rungede i stammen, og kolde regndråber dryssede ned fra toppen.
   Fuck det her! Han stormede væk derfra. Kastede sig ind hvor krattet var tæt, og måtte hoppe som en gal for ikke at hænge fast.
   Han ville ikke have knust sin hjerne, han var faktisk glad for den, også selvom den var lidt af en stressfabrik. Hestepigen havde ikke mistet andet end tanker om glansbilleder og Wendy-blade, og hun havde selv valgt at have et halvt tons dræbermaskine som kæledyr - det var ikke retfærdigt, hvis hans hoved skulle knuses, han havde ikke en skid med det her at gøre. Havde prøvet at undgå heste hele sit liv.
   Sveden sprang fra hans pande, mens han mosede igennem krattet, sønderrev sine ben og arme, buksestoffet revnede på alle ledder og kanter. Og hesten, det dumme svin af en hest, den sad fast i krattet et stykke tilbage.
   Endelig fik han løsrevet sig fra vegetationen og skød ud på stien som en fjeder. Han væltede, men kom hurtigt på benene igen. Fandeme om han ville lade den hest få krammet på ham.
   Han fortsatte ind i skoven på den anden side af stien, hvor krattet ikke voksede så tæt. Havde nu ingen fornemmelse af, hvilken retning han løb.
   Han opdagede uden skam, at han havde skidt i bukserne, og gjorde et kort stop for at ryste lasten ud af buksebenet. Han lod også det varme pis flyde frit, kunne ligeså godt gøre det nu, når bukserne alligevel var ødelagt; alt hvad, der kunne gøre ham lettere til bens, var vel mødt.
   Et vrinsk, dernæst en hov, der ramte ham i ryggen og slyngede ham et par meter frem.
   Han tumlede ind i en busk, væltede om på ryggen, og så helvedeshesten stejle over ham. Gjorde klar til dødsstødet!
   Han nåede lige at rulle lidt til siden, og så hvordan krattet blev pulveriseret to centimeter fra hans ansigt.
   Dyret var balstyrisk: trampede, trampede, trampede.
   Og han sad fast, fast, fast.
   Hans skulder gik af led, og der var pludselig glinsende bloddråber på hans hænder, dirrende knappenålshoveder.
   Rygsækken var på en eller anden måde kommet om på maven nu.
   Han fik fat i et eller andet, der var væltet ud af den ... Kamera.
   Han prøvede at blitze den op i hovedet, gøre den bange, men det virkede ikke; den blev kun endnu mere sindssyg.
   Tramp!
   Knas!
   Den Prustede, skummet stod om dens mund, og de hvide øjenkugler var ved at skyde ud af kraniet. Tænderne knaldede sammen som dampstempler.
   Han så nogle af sine egne tænder drive ned ad jakken med en blodig bræmme savl og kom til at tænke på sin tandlæge, der altid snakkede om hans bid, og om hvordan han skulle lade være med at skære tænder om natten.
   Han fik på en eller måde trukket sig lidt fri af buskadset, men dyret fulgte med.
   Et tramp i siden, og han kunne vinke farvel til sin lever og den ene nyre.
   En sidste desperat handling: han kastede rygsækken op i hovedet på bæstet.
   Succes! Den ene rem satte sig fast rundt om dens mule, og dens hysteriske virren med hovedet fik den kun til at sætte sig endnu mere fast.
   Det gav ham et pusterum til at slippe væk.
   Han kom på benene, kunne knap mærke dem, men de løb utroligt nok.
   Ryggen var stadig i ét stykke, men hans løb var underligt sammenkrummet på grund af de moste organer.
   Snart var der ikke mere skov, og han så engene, der stødte op til havet. Han var altså løbet den helt forkerte vej.
   Han pissede i bukserne en gang mere, og undrede sig over hvordan han allerede kunne igen så hurtigt. Da han kiggede ned, forstod han: røde skjolder bredte sig på begge lår.
   Den nærmeste indhegnede eng kunne have givet beskyttelse, men trådhegnet, der måske eller måske ikke var elektrificeret, var trampet ned visse steder. En lyshåret pige på omkring de tretten, den anden af de to piger fra tidligere, hang viklet ind i det. Hendes ben var trampet i stykker, og huddragten flået, så takkede, hvide bensplinter tittede nysgerrigt ud. Hun stirrede stivnet på ham med det blodige hår klistret fast til ansigtet.
   Han var pisse-ligeglad, ville bare redde sit skind nu, hvis det stadig stod til redning.
   Selvom det ikke gav nogen egentlig beskyttelse, farede han over det kollapsede hegn og ud på engen. Han ville alligevel aldrig nå ud til havet med den smadrede nyre, og hesten var ikke brudt ud af skovbrynet endnu, så måske han kunne skyde over engen og finde et andet gemmested inde i skoven.
   Himlen var en ubestemmelig orange-pink-lilla. Smuk faktisk. Det havde nok noget at gøre med vulkaner på Island, eller nogle folk, der brændte ihjel et eller andet sted. Skreg mens de blev til kul. Men herfra var det i hvert fald smukt.
   Livets ondskabsfulde paradoks.
   Han så flokkene af fugle, der svævede højt på den smukke himmel, og tænkte på hvordan dette mon så ud fra deres perspektiv: den ynkelige, sammenkrummede mand, der kæmpede sig over engen med blodet pissende ud af sig. Og fra alle sider hestene, der stimlede sammen: brune, hvide, sorte - alle nærmede de sig rasende, og han var pupillen i det øje, de dannede.
   Han ønskede at være deroppe med fuglene, ikke hernede, et nervebundt i hestenes vold.
   Han holdt blikket rettet mod den særegne himmel og lavede en delvis identifikation. Det blev dog aldrig til mere, for noget blokerede hans udsyn ...
   En varm fugleklat ramte ham lige midt mellem øjne og begyndte at drive varmt ned ad kinderne.
   De sked på ham, det var hvad de gjorde. Nægtede at hjælpe ham her i nødens time.
   Styr din frygt, prøvede han at beroligede den indre hest, hvis galop aldrig stoppede. Heste er ikke farlige ... Det er rigtigt, hvad alle folk siger.
   Han kunne ikke overbevise sit stressdyr om at sagtne farten, det ville ikke finde hvile, og hans lille kraftdyr havde forladt ham, det havde faktisk lige skidt ham midt i ansigtet.
   Og stadig kom ringen af heste nærmere. De begyndte at trampe jorden op nu med arrige spark, prustede, vrinskede.
   HESTE ER IKKE FARLIGE! skreg en hysterisk stemme inde i hans hoved. HESTE ER IKKE ...

I det samme tog fanden ved hestene: de buldrede ind over ham og jævnede ham med engen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/04-2011 10:37 af Jonas Wilmann og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 5300 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.