"Der var engang en spillemand der spillede til bal
   han spilled fire dage til et vikingeknald
   af sprut var der meget og af flasker var der fler
   af kvinder var der mange som ville mer og mer

De andre spillemænd de måtte gå deres vej
   for denne spillemand HAN kunne spille strengeleg
   han spilled fire døgn helt uden stop
   for da først han var begyndt der ku han ikke holde op"

-Gasolin

Jimmy var vågnet for sent igen. Klokken var allerede lidt i elleve. Han havde ellers lovet sig selv at stå tidligt op for at arbejde på nogle sange.
   Hans kællinger; ti guitarer der prydede væggene i den lille lejlighed, stirrede arrigt ned på ham og revsede ham lydløst for hans sløvsind. Hvorfor rører du aldrig ved os mere?
   "Hold nu kæft," snerrede han og det udløste en voldsom hoste. Han skulle bare lige af med den der morgen-klump.
   Død inden min 28 års fødselsdag - det havde været hans motto i mange år, for rockstjerner blev jo som bekendt kun 27, men her var han, 33 år gammel og stadig levende ... eller noget i den stil.
   Han burde gå i bad, men orkede det ikke. Kunne lige nå en hurtig smøg inden han kom ud af fjerene. Da han rakte ud efter pakken, opdagede han at der i forvejen lå et skod og røg i askebægeret. Han havde åbenbart allerede været der ... Nå, én til så. Han havde også lyst til kaffe, men det indebar den lange vandring ud til køkkenet og komplicerede motoriske udfoldelser som håndtering af ske og betjening af elektriske apparater. Glem det.
   Han kunne lige akkurat nå fjernbetjeningen fra sengen og tændte for en Metallica dokumentar han havde set hver dag i en måneds tid.

Da klokken var blevet lidt over et, havde han fået kæmpet sig ud under bruseren. Han løftede shampooen, men blev pludselig i tvivl om han allerede havde vasket sit hår én gang. Det var så pokkers svært at huske. Måske var det i går. Han måtte hellere gøre det igen bare for at være sikker ... Hm, det virkede bekendt. Han havde vist allerede gjort det ... Nå, hul i det.

Kvart over to sad han foran sin lille huskeblok. Han burde få handlet ind, men det var så skide svært at tage sig sammen til noget som helst.
   Han knappede en dåseøl op i stedet og måtte med ærgrelse erkende at han nok ikke ville nå længere end ned til kiosken og købe øl, smøger og en pose chips.
   At få rullet persiennerne op var også en klar prioritet. Få luftet ud endda, der var temmelig mørkt og tillukket i hans lille etværelses. Problemet var bare at lyset fik ham til at se mere end han ville.
   Alting gav ham efterhånden dårlig samvittighed; bunken af breve fra fucking Arbejdsformidlingen og den halvfærdige jobansøgning på computerskærmen; den utålmodigt blinkende cursor der med irriterende selvfølgelighed regnede med at han havde et eller andet helt fantastisk på sinde.
   "De her øl drikker sgu da ikke sig selv," hvæsede han, krøllede dåsen sammen og tyrede den mod computeren.
   Han havde arbejdet på ansøgningen i et par dage og havde kun skrevet nogle enkelte linjer indtil videre: Jeg er en 33-årig mand med en positiv indstilling og masser af gåpåmod ...
   "Fucking hell." Han rystede på hovedet. De kunne rende ham hele bundtet.

Klokken fire havde han pillet sin sorte ESP guitar ned fra væggen og sluttet den til. Hvorfor var han ikke helt klar over. Det var blevet et slags dagligt ritual, en krampagtig forestilling der fyldte ham med lede og tegnede skarpt op hvor tom han egentlig var indeni.
   Han ville så gerne skrive et virkelig fantastisk nummer, men endte gang på gang i fortærskede bluesskalaer. Gribebrættets uanede muligheder var skrumpet ind med årene og var blevet til en håbløs labyrint hvor han endte i de samme skide blindgyder hver eneste gang.
   Guitaren var som et spejl for sjælen, og alt hvad han så var tomhed. Han ville så gerne være fuld af et eller andet.
   Hold kæft mand, han havde været en gud blandt mennesker engang. Han havde været den bedste, den hurtigste, og tøserne blev drivvåde så snart han slog det første E an. Du godeste, den måde de havde sagt han navn på: Jimmy ... Hvem Jimmy? Nååå, Guitar-Jimmy ... Mums.
   Hvad var anderledes nu? Hvorfor var han kørt så sur i det ...? Fuck! Røv! Pis!!
   Hvad fanden var der også blevet af det soloprojekt, han havde rablet løs om i årevis? Hans "band". Han manglede bare et navn, melodier og tekster - for at gøre det kort: Det hele.
   Han hang ESP'en tilbage på plads og knappede en ny øl op.


* * *
   Det månedlige møde på arbejdsformidlingen. Halle-fucking-luja! En ulidelig time i selskab med en eller anden lille mide der ifølge protokollen skælder en hæder og ære fra. Du sender ikke nok ansøgninger ud!! Har du sendt ti, burde du have sendt tyve. Har du sendt tyve, burde du have sendt fyrre.
   I gamle dage havde Jimmy smasket tænderne ud på ham - og han havde brugt guitaren til det, bare så fjolset ikke ville glemme at det var en "rock n' rolla" der havde smadret ham.
   I gamle dage - hvor han ikke var en andenrangsborger, en arbejdsløs. Verden var sgu gået af lave når en guitargud skulle ligge på sine grædende knæ og tigge om brødkrummer og tage imod lort fra en eller anden lille, indfalden skrankepave. Det brød ligesom tingenes naturlige orden.
   I gamle dage - hvor han spillede så mange jobs at det sagtens kunne understøtte hans enorme forbrug af dyrt musikudstyr og flydende heltekost.
   Fuck, hvor blev de gamle dage dog af?
   Han snuppede en smøg og kunne glæde sig lidt over, at denne måneds ydmygende seance på arbejdsformidlingen heldigvis var ovre.
   Han valsede ned ad gaden og kom for sent i tanke om at hans tidligere arbejdsplads lå på næste hjørne.
   Han skød hurtigt over på modsatte fortov og krøb forbi inde langs muren.
   "Hey, Jimmy!" lød det i det samme. Pokker stå i det.
   Musikhyttens erfarne mand, Anders, stak hovedet ud af butikken og vinkede ham hen. Nu var han fikseret og blev stille og roligt trukket ind af magnetstrålen.
   "Hvordan fanden går det med dig, Jimmy?"
   Jimmy betragtede Anders med frygt i øjnene. Manden havde klippet sit hår kort og afbleget det. I gamle dage havde manden været en "full throttle rock n' rolla". Nu var han åbenbart konverteret til en eller anden ny stil; emo, homo ... whatever.
   "Jeg lever," sagde Jimmy og rømmede sig.
   "Forhåbentlig lidt mere end det," sagde Anders og klappede ham på skulderen. "Kom lige ind et øjeblik, mand. Du skal se de nye tøser."
   "Jeg har lidt travlt, mand. Jeg bliver nødt til at komme af sted."
   "Pjat med dig." Anders nærmest bugserede ham ind over dørtærsklen. Jimmy var inde og nu blev det svært at komme ud. De stirrede på ham, alle kællingerne. Bedende. Køb os, køb os. Spil på os.
   Jimmy havde opsagt sin stilling i Musikhytten, da han var på toppen af sin karriere og vadede i jobs, men i dag ville han dræbe for at få en plads bag den disk - og Anders vidste det, den skadefro skiderik.
   I tiden efter hans opsigelse, havde Jimmy elsket at valse derind og købe udstyr, lade et par kommentarer om weekendens gigs falde og se misundelsen i Anders' og de andre taberes øjne når han langede de store sedler over disken. Gryn, han havde tjent ved at gøre det de alle sammen drømte om.
   Men nu var Musikhytten som helvedes forgård. Det var kun et spørgsmål om sekunder før det fucking enerverende spørgsmål kom på bane ...
   "Nå, får du så lavet noget musik eller hvad?"
   Jimmy havde mest lyst til at skrige ham op i ansigtet. Hvad tror du selv, din røv med ører?! Ligner jeg en der får lavet noget som helst ud over at tælle dagene til jeg dør ...?! "Jeg arbejder på nogle forskellige ting," endte han med at sige.
   "Lækkert. Glæder mig til at høre det."
   Jimmy kunne pludselig ikke høre et ord af hvad Anders sagde. Han havde fået øje på den skønneste tøs han nogensinde havde set. Et pragteksemplar af en flødefarvet Fender. Hun var ikke kommanderende som de andre kællinger der skreg op: Rør ved mig! Spil på mig! Nej, hende her hun havde en helt anden taktik, blid og flirtende. Tænk hvad vi to kunne gøre sammen, Jimmy, hviskede hun, tænk bare.
   "Jeg vidste at du ville kunne lide hende," sagde Anders med et smørret grin (det udsprang helt sikkert fra det faktum at der stod 22.000,- på prisskiltet, helt og aldeles ude af Jimmys liga). "Jeg tænkte på dig da vi fik hende ind. Den er håndbygget af ham den gamle guitarbygger der lå et par gader herfra, Jos Lauritzen."
   "Lukkede han ikke engang tilbage i firserne?"
   "Jo, men han er først lige begyndt at sælge ud af sit gamle lager nu. Denne her er helt klart kronen på værket. Virkelig lækkert arbejde. Der er kun brugt de bedste dele. Pick-uppernes lyd ... det er som at få hældt fløde direkte ind i øregangene."
   "Jeg bliver nødt til at prøve hende." Jimmy følte sig komplet draget af guitaren.
   "Pas nu på, Jimmy," sagde Anders og hjalp ham med at få den på. "Hun er en dyr dame."
   Jeg ved sgu godt hvordan man håndterer en guitar, din lille snothvalp. Han drejede op for volumenknappen. Jeg trak fulde huse da du sad og pressede bumser og grublede over akkorderne til "Smoke on the water".
   Han slog en E-mol an. Lyden var organisk, nærværende, ikke for krads, ikke for mudret. Den brækkede sig tilpas meget i de tunge rockrytmer, og de sartere melodistykker kom ud med en fin, ren klang.
   "Kan man stadig låne jeres guitarer med hjem før man bestemmer sig?"
   "Øh, Jimmy ... det er altså mest hvis man har tænkt sig at købe dem."
   "Jeg har da afleveret ting tilbage før."
   "Ja, men dengang købte du også en masse ting. Det er meget lang tid siden du har købt noget."
   "Jo, men ..." Det slog ham pludselig at han stod og plagede. Hvad gik der dog af ham? Han havde jo alligevel ikke nogen sange i sig. Og var det ikke en smule under hans værdighed at stå og hive Anders i buksebenet på den måde ...? Sandheden var at han var ligeglad - han kunne ikke tage hjem uden hende.
   "Anders, hvis jeg er tilfreds, har vi en handel. Jeg bliver nødt til at høre hvordan den går i spænd med min egen forstærker derhjemme."
   "Så snup hende. Og så håber jeg vi har en handel i morgen. Alt andet ville undre mig. Hun spiller som en drøm."


* * *
   Jimmy sad og stirrede på den flødefarvede Fender - den lå på hans seng som en kvinde klar til at erobre. Han skulle lige til at samle et plekter op, men i det samme kimede telefonen.

"Ja, det er Jimmy."
   "Hej, gamle dreng. Det er Sune!"
   Sune, rytmeguitaristen fra hans gamle band. Efter Jimmy forlod bandet for tre år siden for at pleje sit soloprojekt, havde Sune haft stor succes med sit nye band - de havde fået en pladekontrakt og havde jobs næsten hver weekend.
   Sune havde været den stille type i gamle dage, havde stået i baggrunden af Jimmy, og det var mest retfærdigt sådan, for manden var musikalsk analfabet. Nu havde succesen givet ham kæmpe boller og en wannabe-rockstjerne attitude han elskede at slynge op i ansigtet på alle han mødte.
   "Hvordan går det, J-man? Får du spillet noget tråd?"
   "Jeg har gang i nogle forskellige ting?"
   "Nå, ja din demo ... Hvornår kan man få lov til at høre noget af det?"
   "Når det er færdigt ... Sune, hvad ville du egentlig? Jeg har lidt travlt, så ..."
   "Travlt!?" udbrød han og begyndte at grine. "Med hvad? At spille pik? Du skal sgu da komme ned på Kapellet og høre os spille i aften. Der er totalt udsolgt, men lur mig om jeg ikke kan få sneget dig ind ad bagdøren."
   "Nej, jeg kan ikke ... Jeg har en date." Han skævede til guitaren på sengen.
   "Stort! Har du brudt din cølibat?"
   "Jeg kan ikke snakke mere lige nu, Sune." Han lagde røret på. Hun kaldte på ham. Han blev nødt til at spille hende lige nu.
   Han tørrede sine svedige hænder af i cowboybukserne og greb plekteret. Det var vel ganske normalt at være lidt nervøs.
   Han pluggede jackstikket i og slog e-strengen an - grundtonen i stort set alle sange han havde skrevet.
   Når dit sind er lyst og tiderne gode, så kan du skrive ti geniale sange med de samme tre akkorder ... Hvem var det nu der havde sagt det? Nå, jo ... ham selv!
   Han satte prøvende sine fingre ved de enkelte bånd. Det lå naturligt for ham
   at ville følge de skalaer der var så indgroede i ham og som var blevet en forbandelse over de seneste år - noget der havde sat hele hans liv på hold.
   Han var klar til at dykke lige ned i de samme gamle faldgruber, men så pludselig skete der noget mærkeligt; hans hånd fløj op til en underlig akkord. Det var bestemt ikke en der lå lige for, han mente ikke at have brugt den før og var ikke engang sikker på om den havde noget navn.
   Han slog den an nogle gange og sugede stemningen ind. Der gik ikke længe før fingrene fandt frem til den næste. Han trampede rytmisk i gulvet og bestemte sig for en krop der komplimenterede tonerne godt.
   Han blev ved med at spille og da der var en tone der skulle ringe ud, nåede han lige at give optageknappen på digitalrecorderen et hurtigt rap. Den røde knap lyste op og han spillede videre.
   Efter at have spillet nonstop i en halv time, sad han med noget der mindede om en sang. Spritnyt, originalt materiale - hans første i over tre år.
   Han spolede tilbage, trykkede "play" og lyttede til det med stolthed. Det var sgu ikke så ringe, ulig noget han nogensinde før havde hørt, men virkelig godt. Det var alternativt - det var det bedste ord til at beskrive det. Alternativt.


* * *
   Da han vågnede næste morgen, havde han det bedre end han havde haft det i årevis. Han sprang morgenbajeren over og hoppede direkte hen og afspillede sit nye nummer.
   "Det er et fucking mesterværk," lo han og bankede hånden ned i bordet. "Sateme så." Han blev nødt til at eje den guitar og det kunne kun gå for langsomt.

Klokken ti stod han foran Musikhytten. Anders kom slæbende mod døren med et slemt tilfælde af tømmermænd. Han satte nøglen i låsen og åbnede butikken.
   "Jimmy? Det var tidligt ... Du ser godt nok frisk ud."
   "Det er jeg også. Er du klar på at lave en lille byttehandel?" Han pegede over mod en kurervogn der holdt halvt oppe på kantstenen. Chaufføren var allerede ved at slæbe guitarer ud i alle farver og former - ti styks for at være helt eksakt.
   Handlen var gået ganske hurtigt. Jimmys guitarsamling havde en værdi på næsten hundredetusind og han havde byttet dem for én flødefarvet Fender guitar. Men som han så det, var han kommet af med ti usle kællinger der havde været på nakken af ham de sidste mange år. Nu var de Anders' problem.


* * *
   Over de næste par dage fik han skrevet sange nok til et helt album. Han flød over med ideer i en sådan grad at han næsten ikke kunne følge med. Han kunne knap nok røre Fenderens strenge uden at komponere et eller andet genialt - til tider blev det helt udmattende.
   Alt blev optaget ind og han lagde løbende noget af det ud på Myspace sammen med et "musikere søges"-opslag.
   Efter seks timers nonstop musik, blev han nødt til at have lidt luft. Han havde slidmærker efter strengene på fingerspidserne, og hans seneskedehindebetændelse var begyndt at værke lidt igen - men det var gode smerter.
   Han kom i tanke om at det var tirsdag, dagen hvor Sune og drengene øvede. Måske han skulle smække noget af det nye materiale ned på en cd og svinge forbi deres øvelokale?

De fire gutter sad ganske tavse klemt ned i øvelokalets slidte sofa. De lyttede til Jimmys nye materiale, sagde ikke et ord, trak knap nok vejret.
   Da det sidste riff var ringet ud, kiggede Sune op på ham med et plaget udtryk. "Var det ... var det en c-skala du kørte over eller hvad?"
   "Nej, den har vist ikke noget navn ... endnu."
   Sune åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen og kiggede ned i sine sko.
   "Man skal bare tænke udenfor boksen, Sune," sagde Jimmy og grinede. "Sværere er det sådan set ikke."
   "Hey, bliver du ikke og får en øl?" spurgte trommeslageren, Jeppe, og nærmede sig køleskabet. Sune kiggede på ham med øjne der kunne dræbe.
   "Nej, ellers tak. Jeg har skåret lidt ned på den slags," sagde han overskudsagtigt og lo ved synet af deres øldåsetårn. "Jeg bliver nødt til at fokusere hundrede procent på musikken nu ..."

Da han kom hjem, lå der allerede to beskeder på Myspace fra interesserede musikere. Hey, Jimmy! Ved ikke om du kan huske mig inde fra Kapellet? Vi har skålet et par gange derinde i gamle dage. Synes dit nye materiale sparker totalt røv!! Hvor øver du henne?
   Han ventede med at svare på henvendelserne. Der ville nok komme flere. Desuden orkede han ikke at tænke på musik mere i dag.
   Fenderen stod i sit stativ og kiggede afventende på ham. Han ville gerne, men var simpelthen for træt. "Ikke i aften, skat," hviskede han ømt, sendte et luftkys af sted og håbede inderligt at genboerne ikke fik et glimt af det gennem vinduerne.

Han havde ingen ide om hvad klokken var, da han pludselig satte sig op i sin seng i den bælgmørke lejlighed.
   Det kriblede i hans fingre, og det gik op for ham at han blev nødt til at pille lidt ved hende.
   Han sprang ud af sengen og løb hende i møde.
   Det gav et lille stød af statisk energi da hans fingerspidser rørte strengene - som en kærlig hilsen. Der var du jo, skat. Troede du virkelig at du kunne undvære mig så længe?
   Han begyndte straks at spille - lutter nyt materiale. Det var lettere hektisk, svært at finde rede i, men hans fingre vidste heldigvis besked.
   Pludselig blev hans arm flået opad i et kraftigt ryk.
   "Av for satan!" udbrød han og kiggede skræmt ned på sine hænder og hvordan de spillede løs. Hvad fanden var det der skete? Var det ham der spillede guitaren, eller den der spillede ham?
   Hans hånd kastede sig ud i et obskurt barrégreb, men der var ikke lang nok afstand mellem pege- og lillefinger til at nå den sidste tone. Det gav et knæk da fingrene brækkede ud til siden.
   "Av, for fanden da!" skreg han og tabte sin skat på gulvet med et bump.
   Optageknappen lyste rødt, men han kunne ikke engang huske at have tændt for den. Et eller andet var ravruskende galt.
   Det havde ikke føltes som hans egne bevægelser, da han lige havde spillet - det havde været som at blive styret.
   Men så igen, var det ikke altid sådan det føltes? Inspiration kommer gerne som et lyn fra en klar himmel; det føles som om det ikke er en selv der laver det. Og han kunne måske godt have tændt optageren uden at kunne huske det. Han var jo ret omtåget, var sprunget lige ud af sengen.
   Han aftalte med sig selv at der ikke ville blive flere natlige jamsessions og lagde sig så til at sove igen.


* * *
   En måned var gået og Jimmy havde fået samlet sig et rimelig habilt band. Han havde haft mange at vælge imellem, ja, de havde nærmest stået i kø, og for at det ikke var løgn så havde de allerede fået deres første gig på Kapellet - denne fredag.
   De havde øvet nonstop, men selvom de andre var dygtige musikere med mange år på bagen, havde de svært ved at spille Jimmys nye stof - og hans kompositioner blev mere og mere indviklede. Den anden rytmeguitarist og bassisten havde måttet forsimple en del af stykkerne indtil de lærte at spille dem rigtigt.
   Jimmy var også målløs over hvor fleksibel han var blevet; han kunne bøje sin lille- og pegefinger så langt ud at de næsten stod i en 90 graders vinkel på håndryggen - det så temmelig creepy ud, og de andre i bandet gøs når han kastede sig ud i de halsbrækkende akkorder.
   Jimmy havde lovet at optage et par alternativer ind til nogle af de sværeste riffs og maile dem rundt til de andre. Der var kun fem dage til de skulle spille, så de måtte bare gøre det så godt de kunne.
   Han trykkede "record" og skulle til at hanke op i Fenderen, men i det samme poppede en meddelelse op i maskinens display: Memory full.
   Det var umuligt. Maskinen havde en enorm harddisk og der lå kun ti numre på.
   "Ævl," udbrød han og klikkede sig straks ind i hukommelsesbanken.
   Da han så displayets meddelelse, slap han knappen og trak sig skræmt tilbage. 63 songs stored. Edit? Delete?
   Med en dirrende finger tastede han sig ind i sang nummer 11 - den første af dem der ikke burde være der.
   Først lød en svag brummen, så hans egne skridt henover gulvet, Fenderen der blev grebet fra sit stativ, og så begyndte det; en underlige ulmende mudren. Det var mere bare støj og vibrationer fra strengene end det var egentlige akkorder.
   Han tastede sig videre i hukommelsesbanken og hørte mystiske landskaber af lyd folde sig ud. Noget af det lød som om der var flere guitarer, andet lød slet ikke som guitar - mere som druknede lyde dybt under havet, som et gammelt, sunket skibs skrog der hulkede.
   Havde han selv indspillet dette? Hvornår? Og hvordan? Kunne han have gjort det i søvne?
   Han blev pludselig grebet af panik. Han brød sig ikke om at være alene med guitaren. Han troede ikke på spøgelser og så noget, men den eneste forklaring han kunne komme op med lige nu var at guitaren var besat af en tidligere guitarists ånd eller sådan noget.
   Pis! Han blev nødt til at vide noget mere om det instrument. Anders havde sagt at de havde købt den fra guitarbyggeren, Jos Lauritzen. Den mand måtte da være til at få fat på.
   Han fandt ham hurtigt på de gule sider og tastede febrilsk nummeret ind.

"Ja, hallo ..." lød en gammel stemme efter et øjebliks ringen.
   "Er det Jos Lauritzen?"
   "Det kan du tro. Til din tjeneste."
   "Hej, jeg hedder Jimmy. Jeg købte en flødefarvet Fenderguitar inde i musikhytten for lidt over en måned siden. Jeg fik at vide at det var dig der havde bygget den."
   "Åh, ja. Det er rigtigt. Er der noget galt med den? I så fald skal du henvende dig til Musikhytten og ikke mig."
   "Nej, nej, det er ikke sådan, den virker fint nok ... eller det vil sige, der er måske et eller andet galt med den ..."
   "Jeg tror ikke helt jeg forstår."
   "Nej, undskyld. Jeg udtrykker mig heller ikke særlig klart ... Det jeg gerne vil spørge dig om er, om du nogensinde har været ude for noget mærkeligt med lige præcis den guitar."
   "Nej, den har altid virket fint ... det eneste mærkelige var vel nok måden den blev til på."
   "Hvad mener du?"
   "Ja, den Fender er noget af mit bedste arbejde, har en helt fantastisk klang, pickupperne er vanvittigt sensitive, men ... det underlige er at jeg ikke kan huske at have lavet den."
   "Det forstår jeg ikke."
   "Nej, heller ikke jeg. Jeg vågnede bare op en morgen og så stod den der. Det var tilbage i halvfjerdserne, jeg havde nogle problemer med blackouts dengang. Var også til lægen med det, jeg var bange for at jeg havde en hjernesvulst eller sådan noget, men de kunne ikke finde noget."
   "Så du har simpelthen bygget guitaren under en af dine blackouts?"
   "Ja, øjensynligt. Og på en enkelt nat."
   "Tak," sagde Jimmy og afbrød forbindelsen.

Han tastede straks nummeret ind til sin nye guitarist, Tommy.

"Ja, det er mig Jimmy," nærmest hviskede han da der blev svaret i den anden ende. "Jeg tror desværre vi bliver nødt til at aflyse på fredag. Der er noget galt med min guitar."
   "Så få den dog repareret," udbrød Tommy uforstående. "Eller køb dig en ny."
   "Ja, du har nok ret. Undskyld jeg ringede. Vi ses i øveren i aften."

Måske var det virkelig svaret at købe en ny guitar. Hvorfor ikke? Det var jo det man gjorde når man havde vrøvl med sin gamle.
   Han fandt en støvet akustisk guitar frem fra et skab. Det var den han havde lært at spille akkorder på helt tilbage i gymnasietiden.
   Han satte sig med den på sengen. Han kunne lige prøve at se hvordan det ville være at spille de nye sange på en anden guitar. Han havde jo masser af tid til at købe en ny inden fredag.
   Han satte sine fingre parat på strengene og talte til fire.
   Ingenting skete.
   Han prøvede igen - denne gang lød en falsk, klagende akkord på femteslaget.
   Han var helt sikker på at han havde sat fingrene rigtigt, hvorfor lød det så så forfærdeligt? Han skulede over til Fenderen. Det kunne da ikke passe at han kun kunne spille sangene på den. Kunne det?


* * *
   Det var blevet fredag aften, og Kapellet var tætpakket med mennesker. Jimmys nye skæringer var allerede blevet et netfænomen uden lige og var afspillet over tusind gange på hans Myspace side.
   Kapellet var et stort spillested med en gotisk indretning med gamle lysekroner og bloklys der smeltede ned over sorte støbejerns-stager. Farvede mosaikvinduer med blyindfatning stødte op mod loftet i den store sal og omsluttede den helt.
   Det var det perfekte sted for et rockband at spille, men Jimmy var alt andet end glad. Han havde ikke fortalt de andre om sine mærkelige oplevelser med guitaren, de ville jo dømme ham vanvittig lige på stedet.
   "I skal på om fem minutter," råbte en scenetekniker til dem.
   Jimmy kiggede nervøst på sin guitartaske.
   "Skal du ikke pakke hende ud?" spurgte Tommy der allerede stod og varmede sine fingre op.
   Det var rigtigt, han kunne ikke udskyde det mere. Tæt på tusind mennesker stod og ventede på at høre hans sange live for første gang nogensinde.
   Han hev ned i lynlåsen og hev Fenderen ud af tasken. Han var holdt op med at kalde den for "hende". Han var blevet nødt til at sætte nogle grænser efter den var begyndt at spille ham mere, end han spillede den.
   Han gik op på scenen, og folk klappede allerede så småt.
   "Jimmy!!" var der en tøs der skreg. Ligesom i de gamle dage. Præcis ligesom i de gamle dage.
   Han stillede sig helt yderst på scenen. Synet af de mange jublende mennesker var overrumplende. Han begyndte så småt at glemme sine forbehold. Da han skimtede Sunes sure fjæs nede i mængden, kunne han kun tænke på én ting: At få Kapellets tag til at lette.
   Trommestikkerne talte for, og Jimmys fingre sugede mod gribebrættet som forceret af en usynlig magt.
   Det lød fantastisk! Folk jublede vildt.
   Han spillede løs, men kunne snart høre at der var noget galt. De andre i bandet var holdt op med at spille. Han vendte sig og så dem stå og kigge uforstående på ham.
   "Hvad fanden er det du spiller, mand?" råbte Tommy gennem larmen. "Det er sgu da ikke det vi har øvet!"
   Jimmy var ligeglad, han kunne ikke stoppe denne strengeleg. Fenderen ruskede ham frem og tilbage og frembragte de mest ubegribelige lyde.
   Publikums jublen var hørt op, men de buede heller ikke. De stod som forstenede og lyttede, så nærmest ud som om de var hypnotiserede.
   Jimmy kiggede over på de andre i bandet, og de havde samme fraværende glimt i øjnene - stod bare og svajede med kæben hængende nede på brystet.
   Det var en slags symfoni han var i gang med og hver akt havde en særlig tone og temperament. Det var startet med de dybe, mudrende lyde han genkendte fra de natlige optagelser, men var nu skiftet over i en mere hysterisk piben - som et døende dyr der hvæsede sin smerte ud.
   Et blændende lys tittede ind gennem de farvede mosaikker og badede salen i et ujordisk, kalejdoskopisk skær. Publikum begyndte at vride sig og kaste sig rundt i en krampagtig dans. De flåede tøjet fra kroppen og råbte uforståelige sætninger. Iä! Iä! Cthulhu Fhtagn!!
   Med ét løslod guitaren en høj skrigelyd der omgående gav en stikkende smerte i hans øregange og han kunne mærke noget vådt og varmt der fyldte dem.
   De stålindfattede ruder sprang, og mangefarvede glasskår regnede ned over de nøgne mennesker og flænsede deres kroppe.
   Men Jimmy, han blev ved med at spille, kunne ikke holde op; skalaer som broer ud i det ukendte, ændrede hele tiden karakter.
   Der lød en knasende lyd da hans fingre knækkede ud i en naturstridig vifte - han kunne tage akkorder det ikke var ment for noget menneske at nærme sig.
   Symfonien ændrede totalt karakter, det her var noget nyt - noget der ikke havde ligget lagret på optagerens hukommelsesbank. Det var som skrig på skrig ovenpå en ulmende bund, en befalende røst - druknet, gurglende.
   Det drev hoben til vanvid, de måtte adlyde. De samlede de største og skarpeste af glasskårene og begyndte at snitte sig selv til blods. Først overfladiske snit på arme og bryst, men snart dybere. Struber blev åbnet, og mørkerødt blod spulede ud over gulvet.
   Snart gled de tusinde nøgne kroppe rundt i blod, sprællede, snittede, rystede i døende kramper. Dette var vanvid, et offer, et rituelt selvmord.
   Jimmy kiggede tilbage og så sine bandkammerater ligge i en blodpøl. De havde ligesom de andre ofret sig selv på de mest grusomme måder.
   Han hoppede ned fra scenekanten. Kablet røg ud af guitaren, men stadig lød de frygtelige lyde, de ville ingen ende tage.

Han trampede henover ligbunkerne, mod gaderne, mod de store menneskemængder. Han, apokalypsens spillemand.