Asbjørn giver et forskrækket hvin fra sig, da jeg træder ind i den lille, mørke lejlighed. Da han ser det bare er mig, løber han over til mig og giver mine ben et knus. Jeg samler ham op og kæmper mig over til tæppet på gulvet, mens hans barnekrop knuger sig fast til mig. Forsigtigt sætter jeg mig ned, mens jeg venter på at han skal falde i søvn igen. Jeg håber det er snart, her er rigtig koldt og ilden er næsten gået ud. Næsten kulde. Næsten mørke. Han er træt, den lille. Det kan jeg også godt forstå. Han er kun fem år, og alligevel har han været udsat for så meget. Jeg bliver trist ved tanken om, hvad der venter ham, hvad han mere vil blive udsat for. Det har været det samme med os alle sammen. Først Kaspar, så Benjamin og jeg. Til sidst kommer lille Asbjørn. Jeg mærker hvordan hans tag i mig løsner sig, og hans hoved hviler mod mit bryst. Han sover. Forsigtigt lægger jeg ham ned på det ene tæppe og forsøger at stoppe det andet godt om ham. Her er ikke varmt.
   Jeg kigger ud gennem vinduet, spekulerer, tænker. Tænker på hvad jeg dog skal gøre, mon de henter os i morgen? Det håber jeg, eller ved jeg ikke hvad der vil ske. Måske bliver det slet ikke morgen her? Jeg er sulten, men det sidste stykke brød skal Asbjørn have til morgenmad. Det er jo ikke hans skyld. Det er min skyld. Nej! Det er heller ikke min skyld, det er fars skyld. Det er ham som har sat os af her, for at vente på at mor henter os, når hun får tid, det er ham som er skyld i, at vi nu sidder i den her forladte by i en lille, ødelagt lejlighed. Kun hans skyld. Tårerne begynder at rende ned af kinderne på mig, og arrigt tørrer jeg dem væk, jeg må være stærk. Noget pusler i mørket. Jeg springer ud gennem vinduet, og når lige at tænke: "Wow, det var Ninja!" Inden en hund begynder at gø. Jeg bliver først forskrækket, men da jeg ser kræet halte mod horisonten tværs ind over marken, kan jeg ikke lade være med at le. Jeg kalder på den, og den kommer hen imod mig. Jeg tager den med op i lejligheden.
   I lejligheden sover Asbjørn stadigvæk. Han ligger meget uroligt, og hans læber er begyndt at blive blå. Åh gud er her så koldt. Jeg tager hunden med hen mod ilden og forsøger at gnubbe den varm. Den ligger sig godt til rette i mit skød. Jeg skal vel give den et navn nu, man kan ikke bare gnubbe en hund varm foran en ild uden at give den et navn. Gudrun er et godt navn. Det hed min mormor, og hun var god. Selvom hun var syg, forsøgte hun at hjælpe os. Lige indtil den dag hendes krop ikke kunne mere. Stakkels mormor. Den nye Gudrun bevæger sig i mit skød, og med ét spidser hun sine ører og er helt anspændt. Jeg lytter også, men hører ikke andet end vinden i træerne. Jeg klapper Gudrun, og siger at det ikke er noget. Det er bare hr. Vind.
   "Mia..." Jeg får et chok da Asbjørn kalder på mig, jeg må have blundet lidt. Jeg går hen til ham, og tager ham ind til mig. Det er jo ikke hans skyld. Jeg bærer ham over til vinduet, hvor vi sidder lidt og kigger på stjernerne. Jeg kan ikke lide dem herude i ingenting. De er så store og skræmmende. Jeg kysser Asbjørns hår og nusser hans øre. Han spørger, om jeg kan huske dengang stjernerne tog mormor, det kan jeg godt, svarer jeg. "Jeg tror måske, stjernerne kommer efter mig i dag." Siger han træt, og det er først nu jeg bemærker hvor blanke hans øjne er. Jeg føler på hans pande og den er brandvarm, resten af hans krop er iskold. Han er blevet syg.
   Da jeg igen forlader lejligheden, er det denne gang for at finde noget vand. Jeg har revet et stykke af min skjorte af, og jeg vil bruge den til at køle hans pande med. Da vi kørte ind i byen tidligere, sammen med far, så jeg en lille dam. Den vil jeg finde, og mens jeg går, tænker jeg på Asbjørn som ligger foran ilden og forhåbentligt får det nogenlunde lunt, og på Gudrun som ligger sammen med ham og passer på ham. Efter lidt gåtid finder jeg dammen, fylder noget vand i den spand som jeg havde med og går tilbage til lejligheden. Jeg har ikke gået længe, da det begynder at sne.
   Det er om muligt blevet endnu koldere i lejligheden, da jeg kommet tilbage. Nogle gange kommer der et vindpust, som gør at sneen fyger ind i lejligheden og isner os alle. Asbjørn ryster, og nogle gange græder han. Så råber han op og skriger og er rigtig bange. Jeg gad godt vide, hvad han mon ser. Jeg hvisker til ham, at det nok skal gå. Vi bliver hentet i morgen, og så skal alting nok gå. Jeg vil tage nogle ekstra vagter i bageren og købe nogle nye legoklodser til ham. Og når det bliver sommer, så tager vi bussen ud til havnen, og får os en kæmpe gammeldags is med både flødeskum og guf. Alt dette hvisker jeg til ham, måske ligeså meget til mig selv. Så forsvinder alt i en mørk sammensmeltning af kulde.
   Jeg vågner ved at det lige pludseligt bliver meget, meget varmt og Asbjørn hoster. Det brænder. Ilden har spredt sig og nu står lejligheden i flammer. Jeg skynder mig at lægge tæpperne om Asbjørn og løber mod vinduet med ham, ind gennem flammerne. Jeg springer ud gennem vinduet, og når lige at tænke på Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" inden jeg løber videre. Så kommer jeg i tanker om Gudrun. Tænk hvis hun stadigvæk er derinde! Jeg ser en telefonboks, hvor der er lys i. Der sætter jeg Asbjørn, han sover stadigvæk men nogle gange skriger og græder han. Så løber jeg tilbage for at hente den nye Gudrun. Heldigvis er hun løbet ud, og det eneste der er at se, er den lille røgsky som stiger op fra hendes brændte hale. Jeg undersøger hende nærmere, og heldigvis er det kun hårene der er blevet brændt. Jeg samler hende op, og sammen går vi tilbage til Asbjørn i telefonboksen. Vi sidder alle tre klemt helt sammen inde i den lille boks. Asbjørn trækker vejret i korte stød, og han brummer ganske forfærdeligt. Nu skriger han ikke så meget mere, nu snakker han kun om store stjerner og mormor. Stakkels Asbjørn.
   Jeg vågner igen, ved at jeg har rigtig ondt i min ene balde. Den kramper ganske forfærdeligt, så jeg rykker lidt på mig. Så er det, at Gudrun begynder at snakke til mig. Beder mig om at sidde stille for guds skyld. Nu sov hun jo lige så godt. Hun fortæller mig om hvordan, hun kom til skade med sit ben, da hun forsøgte at kravle op i et træ fordi hun blev bange for en ræv. Så faldt hun ned og slog benet. Men det går bedre nu. Jeg bliver meget forvirret, og tror at jeg stadigvæk drømmer, men det gør jeg ikke, fordi jeg niver og niver mig selv i armen, men lige ondt gør det. Og jeg vågner ikke af det, så mon ikke jeg er vågen. Mine tænder klaprer af kulde, og mens jeg trækker tæppet længere op om os, så begynder stjernerne at komme tættere og tættere på. Asbjørn snakker også om stjerner hele tiden. De pokkers stjerner. De er alt for store, som om de skal rumme to børn. En dreng på fem og en pige på 13. Så store de er, de stjerner. Er det lys, jeg ser? "Vi bliver måske hentet i morgen Asbjørn."