"Goddag, og velkommen til," sagde den kønne unge kvinde i receptionen. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Hun talte med en iørefaldende jysk dialekt.
   "Hej, jeg har reserveret et værelse," svarede han, også på jysk. "Navnet er Jensen. Mohammed Jensen."
   Kvinden løftede blikket og kiggede nysgerrigt på ham. Han var omkring en meter og firs, mørk i huden, og pænt påklædt med en lys sommerjakke, hvid skjorte og blåt slips. Han havde et prægtigt fuldskæg og kulsort, mellemlangt hår. Flot fyr, tænkte hun.
   Han smilte, mens han udfyldte indskrivningsblanketten og sagde: "Dansk far. Pakistansk mor. Min far fik retten til efternavnet, så mor forlangte retten til fornavnet."
   "Det var da i hvert fald demokratisk," svarede den unge kvinde og gengældte smilet, mens hun rakte ham nøglen. "Du får værelse nummer 309. Elevatoren er lige rundt om hjørnet derovre til venstre. Morgenmad serveres fra kl. seks i restauranten på første sal. Er der ellers noget, vi kan gøre for dig?"
   "Nej tak," svarede han, og hankede op i sin lille kuffert. Mens han gik hen til elevatoren, tænkte han på pigen i receptionen, og alle de andre ludere i dette land. Tag nu hende der lige havde betjent ham. Hun bar hverken hijab eller slør. Hendes bluse var knappet op foran, så man tydeligt kunne ane brysterne. Hun havde et malet ansigt. Luder. Når Kalifatet blev indført, ville han med glæde være den som svang pisken, så alle luderne i dette land lærte at opføre og klæde sig anstændigt. Et par hundrede slag over ryggen ville få dem til at indse sandheden.
   De var ludere alle sammen. Før han havde taget Allah til sig, gik han i gymnasiet og på universitetet. Der havde han bollet mange piger. Dengang havde han ikke vidst, at det ikke var vejen til paradis. De var ludere, som smed sig på ryggen, bare man spurgte dem, mange af dem foreslog selv sex akten. Ludere i et luderland. Et land der fornærmede Profeten (fred være med ham), førte krig mod Islam, og hvis beboere var syndere og vantro af den værste skuffe. I morgen ville de føle Guds vrede. I morgen ville mange af dem dø. Her i sensommeren, ville de møde Profetens Flammende Sværd. Hans ansigt lyste op ved tanken.

Fire måneder tidligere
   Jakob Holm suttede på en mavetablet. Det sidste års tid havde han suttet på dem ustandseligt. Hans mave var konstant sur, og han var vis på, at han var ved at udvikle et mavesår. Efter fem år som PETs afdelingschef for indenlandske trusler, var han slidt op. Stressen tiltog dagligt. Hans afdeling var vokset hurtigt i den tid, han havde ledet den. De var mange nu. Der var også mange trusler. Hver dag væltede det ind med informationer. Ugentligt lavede han en samlet trusselsvurdering for den øverste ledelse i PET. Hver mandag mødte han op i Justitsministeriet for at briefe ministeren. Han var træt. Han havde besluttet sig for, at ved næste MUS samtale ville han bede om at blive flyttet til et mindre stressende job. Problemet var, at hos efterretningstjenesten måtte der aldrig blive begået fejltagelser. En fejl ud af tusind var en for meget. En fejl betød døde og sårede mennesker. Fjenderne kunne godt tillade sig at begå fejl. En succes ud af tusind var godt nok for dem. Det var et urimeligt pres at have hængende over hovedet. Hver dag. Syv dage om ugen. Året rundt. Han gruede, når telefonen ringede derhjemme.
   Det bankede på dørkarmen og Carsten Iversen kiggede ind. Carsten var liaison officer til de amerikanske og engelske efterretningstjenester. Carsten fyldte hele døråbningen, da han trådte gennem den. Han var stor. En meter og halvfems, med brede skuldre, kortklippet, lyst hår og et veltrimmet overskæg. Ved siden af ham, fyldte Jakob ikke meget, med hans en-meter-og-to-og-firs og firs kilo. Jakobs hår var også kortklippet. Men det var for at dække over hans tiltagende skaldethed. Carsten var lige fyldt tredive. Jakob var stærkt på vej mod de halvtreds. Det hår han havde tilbage var allerede forbi "salt and pepper" stadiet. Det var bare gråt.
   "Jakob," sagde Carsten. "Du må nok hellere kigge på dette. Vi fik det fra amerikanerne i går aftes. Det er noget de opsnappede på et messageboard på nettet." Han rakte et stykke papir henover skrivebordet.
   Sura 5.3-4
   In the name of God!
   Brother!
   Blessed are your plans to strike at the infidel. Destruction to those that insult our beloved Prophet (peace be upon him). Death to all who deny Islam. We will help if needed. God is Great!
   "Amerikanerne er sikre på, at dette drejer sig om en konkret handling. Dels fordi det messageboard de opsnappede den på, bliver brugt af en pakistansk gruppe som hedder Profetens Flammende Sværd, og dels fordi den faktisk var lagt ud i kode. Nej, ikke kode, men som et chiffer. Og endda en af de svære af slagsen" fortsatte han. "De mener også at fornærmelsen mod profeten henviser til vores berømte tegninger."
   Jakob mærkede en svidende ætsen i sin mave. Han var ikke i tvivl om rigtigheden af amerikanernes analyse. Denne trussel var konkret. Han kunne mærke det helt ind til marven. Han sukkede dybt.
   "Har vi nogle andre oplysninger, som understøtter dette? Ved amerikanerne noget mere? Har vi nogen som helst ide om, hvilke konkrete planer de henviser til i dette? Hvilket sprog var originalbeskeden på? Arabisk? Urdu? Og hvad menes der med, at chiffer-koden er svær?" spurgte han.
   "Nej, Jakob," svarede Carsten. "Indtil videre, er dette det eneste vi har. CIA har gennemtrawlet dette messageboard for at se, om der er andet, som kunne tænkes at have relation til denne, men der er intet. De mener, at kommunikationen foregår via to forskellige kanaler. Der bliver brugt et andet messageboard til at svare med. Det er en metode som de mere sofistikerede grupper er begyndt på. Hvis noget bliver opsnappet, så er det kun den ene del af samtalen. Det gør det som bekendt sværere at forstå, hvad der bliver talt om." Han fortsatte, "Det viser sig, at originalbeskeden var på engelsk. Nu er intet givet, men det betyder nok, at modtageren ikke forstår arabisk eller urdu eller andre sprog fra den del af verden. Chifferet er svær, idet den benytter sig af nummerspring i løbet af beskeden. Jeg har den originale her." Han rakte ham yderligere en side.

Sura 5.3-4
   14 19 25 13 10 19 6 18 10 20 11 12 20 9
   7 23 20 25 13 10 23
   7 17 10 24 24 10 9 6 23 10 30 20 26 23 21 17 6 23 28 29 24 28 29 27 18 20 14 10 29 29 17 14 18 23 15 18 13 14 21 13 14 28 29 27 30 12 29 18 24 23 29 24 29 17 24 28 14 32 17 24 18 23 28 30 21 29 24 30 27 11 14 21 24 31 14 13 25 27 24 25 17 14 29 25 14 10 12 14 13 14 10 29 17 29 24 10 21 21 32 17 24 13 14 23 34 18 28 21 10 22 32 14 32 18 21 21 17 14 21 25 18 15 23 14 14 13 14 13 16 24 13 18 28 16 27 14 10 29
   "Det tog CIAs computer mindre end to minutter at "cracke" denne besked. De siger, at denne chiffer-kodning er ret genial, da sværhedsgraden normalt vil forhindre computere i at knække den, med mindre disse er i besiddelse af specialprogrammer. Sura 5.3-4 omhandler, hvad der er tilladt at spise i Islam, altså haram og halal, men selve Suraen har intet med sagen at gøre. Den er der bare for at vildlede. Det er tallene, som fortæller, hvordan man skal læse beskeden. 5.3-4 siger: Læg 5 til bogstav nummer 1. Når bogstavet optræder 3. gang, lægges der yderligere fire oveni. Det første bogstav i engelsk er "A" som så bliver lig med 6. B er lig med 7 osv. Når bogstavet A er forekommet 3. gang, bliver der lagt 4 til. Så A er nu lig 10, B er lig 11 osv. Ganske udmærket. Computeren "cracker" den, da den ved, hvilke bogstaver der optræder hyppigst i sproget, og opbygger så et logisk mønster ud fra det. Nummerspringet gør det noget sværere."
   "OK, Carsten," sagde Jakob. "Lad os oprette en mappe med dette. Og sæt nogle af de andre i gang med at undersøge, om vi har noget som helst liggende fra andre kilder, der kunne have forbindelse med denne sag. Og lad det sive til vores kilder i miljøet, at vi er meget interesseret i at høre om nogen snakker med eller om Profetens Flammende Sværd. Fuld knald på, vi har ingen ide om det er noget, der er lige op over, eller om det sker flere måneder fra nu."
   Carsten vendte sig om og gik. Da han nåede døren, sagde Jakob, "Vi må hellere få det med i den ugentlige briefing. Og hvis du ikke allerede har gjort det, så ring til amerikanerne og sig "Tak". Og bed dem for guds skyld om at fremsende alt, de måtte finde om dette." Han tog en tablet til. Han savnede sin kaffe, men det begyndende mavesår havde for længst sat en stopper for den fornøjelse.


* * *
   "Hej, hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte den unge kvinde bag skanken.
   "Hej, jeg har reserveret et værelse," sagde Mohammed. "Navnet er Jensen, Mohammed Jensen." Lige som den anden receptionist, kiggede denne også op på ham. Sidst i tyverne, og forbandede flot fyr, tænkte hun, og sendte ham sit sødeste smil. "Dansk far, pakistansk mor," sagde han igen. "Far fik retten til efternavnet, så mor forlangte retten til fornavnet."
   "Det var da godt, de sådan kunne finde ud af det," svarede pigen, mens hun checkede ham ind. "Du får værelse nummer 412. Elevatoren er lige derover. Morgenmad serveres fra kl. seks. Er der andet, vi kan gøre for dig?" spurgte hun, samtidig med at hun lagde nøglen på disken.
   "Nej tak," svarede han. "Det går nok." Han tog sin kuffert i hånden og gik mod elevatoren. Yderligere en luder, tænkte han. Man kunne se hendes blonde BH gennem blusen. Gid han ville få muligheden for at straffe disse ludere.
   Han gik ind på værelset og så sig omkring. Derefter gik han ned ad trappen og ud på parkeringspladsen. Fra sin bil, hentede han en stor kistelignende kuffert, og rullede den ind gennem lobbyen. Kvinden bag receptionen kiggede spørgefuldt efter ham.
   Han smilte til hende og sagde, "Nej, det er ikke et lig, det er bare nogle vareprøver, jeg skal have sorteret, inden jeg tager på kundebesøg."
   Hun grinte let og svarede: "Den er da stor nok til at indeholde et lig. Held og lykke med dine salgsaftaler."
   Oppe på værelset, åbnede han forsigtigt låget. Fra den mindre kuffert tog han en mobiltelefon samt nogle ledninger. Han havde gjort det samme i det første hotelværelse, han havde lejet den dag. Dette var aftrækkeren, som ville detonere den store sprængladning, når han ringede til mobilen. Han stak detonatoren ind i det hjemmelavede sprængstof, som fyldte den store kuffert. Han var ikke bange for, at det hele skulle sprænge i luften utilsigtet. Den eneste måde sprængladningen kunne udløses på var, hvis der blev ringet til mobilen. Selvfølgeligt kunne det ske, at nogen kom til at dreje et forkert nummer, og så ville kuffert, hotelværelse og han selv ryge ad helvede til. Eller rettere sagt, kuffert og hotelværelse ville ryge ad helvede til. Han ville ryge direkte i paradis. Sammen med 78 skønne jomfruer. Og nyde Allahs evige nåde, som den martyr han ville blive.
   Han var ikke bange for at dø. En bedre død, end at dø for Gud, findes ikke. Men han var også praktiker."He who fights and runs away, lives to fight another day", som de sagde på engelsk. Der var ingen grund til at begå selvmord. Det var bedre at slå de vantro ihjel, mens man selv overlevede. Så kunne man nemlig slå endnu flere vantro ihjel en anden dag. Og han ville slå mange vantro ihjel. Han var jo kun lige begyndt.


Tre måneder tidligere
   Carsten ventede på hans kontor, da han ankom. Jakob havde allerede bange anelser, da han så papiret i Carstens hånd. Han skyndte sig at proppe en tablet i munden.
   "Amerikanerne har nappet en til," sagde han. "Det bliver ikke bedre. Samme messageboard. Men der må være en del beskeder andre steder, som vi ikke kender til."
   "Lad mig se, hvad du har," sagde Jakob og tog papiret.
   Sura 43.2-3
   In the name of God!
   Brother!
   Let not pity stay your hand! The infidels deserve their punishment! The chosen day is right! The punishment fitting! Let Mohammed (peace be upon him) guide your hand! The towers of capitalism shall crumble! God is Great!

"Chiffer-koden virker på samme måde som sidst. Sura 43.2-3 omhandler Himmelbogen, som Koranen er en direkte afskrift af. Tilsyneladende er der valgt en dato. Desværre ved vi ikke hvilken," sagde Carsten trist.
   "Fanden tag disse skide terrorister og deres forbandede planer," udbrød Jakob frustreret. "Siden jeg nævnte dette for ministeren i sidste måned, har han været efter mig ved hver briefing. Ved vi ikke snart noget mere? Det bliver et helvede når jeg siger "ja - nu ved vi noget mere. Men vi ved alligevel ikke noget!" Hvad med "the towers of capitalism shall crumble?" Vi har vist ingen tårne her, bortset fra rundetårn. Capitalism - mon de hentyder til Børsen?," spurgte han.
   "Jakob," svarede Carsten. "Vi ved det ikke. Jeg har sat to mand på det der med "Tårnene". De er i gang med at lave et katalog over samtlige bygninger i Danmark, der kan betegnes som "tårne". Samtidig vil de undersøge om nogen af dem kan sammenkædes med banker eller anden udbredt form for kapitalisme. Men der går nok et par dage før vi har noget at gå efter. Hvor dybt skal de gå? Skal de inkludere tårnene i Tivoli og på Bakken?"
   "Ja," sukkede Jakob. "Vi bliver nødt til at inkludere alt, hvad der er af tårne i Danmark. Hold kæft. København bliver jo kaldt "byen med de mange tårne". Hvor mange kirker er der i Danmark? De har jo alle sammen et tårn. Er der nogen, som har to eller flere? Bortset fra Roskilde Domkirke? Inkluder det hele, og del det så op i sammenlignelige typer. Så må vi frasortere dem, vi ikke tror på." Han proppede yderligere et par tabletter ind i munden. Det føltes som om en syl var ved at gennembore hans mave. Han havde ligget vågen det meste af natten. Sussi, hans kone, havde bemærkede det, og de havde haft et af deres meget sjældne skænderier over morgenmaden. Hun ville have, at han forlod afdelingen med det samme.
   "Meld dig syg," havde hun sagt vredt. "Det er ikke engang løgn. Du er jo syg. Du er holdt op med at spise. Det eneste du kommer i munden efterhånden er de mavetabletter. Du er nødt til at holde op. Ellers slår det job dig ihjel! Du spiser ikke, du er begyndt at drikke en flaske rødvin hver dag og jeg ved, ved gud ikke, hvor længe der er siden vi har haft sex! Det kan ikke blive ved Jakob!"
   Han havde prøvet at forklare hende, at han allerede havde truffet den beslutning, men ville vente indtil den næste MUS samtale. Den skulle han have i oktober. Der var trods alt kun fire måneder til. Og de skulle jo snart holde sommerferie, så det var ikke så galt, som hun gjorde det til. Han sukkede. Hun havde jo ret. Jobbet var ved at slå ham ihjel. Måske skulle han undersøge om han kunne blive forflyttet tidligere. Pludseligt stak sylen dybt ind i maven. Så hårdt, at han knækkede sammen, og munden blev fyldt med galde. Han sank i knæ midt på gulvet i kontoret. Lene, hans sekretær, så det og kom løbende ind.
   "Jakob, hvad er der sket? Er du OK?," spurgte hun bekymret. "Skal jeg ringe efter en læge? Hvad kan jeg gøre? Du er jo ligbleg?"
   Han holdt hånden afværgende op, mens han sank et par gange. "Ingenting, Lene," sagde han. "Det skal nok gå. Jeg fik bare lidt kvalme. Det må have været noget jeg spiste her til morgen. Lad mig bare sidde ned et øjeblik. Hvis du vil, må du godt hente et glas vand til mig." Han fik bakset sig op på stolen og fandt tabletterne frem, hvorefter han proppede 3 stykker ind i munden. Da Lene kom tilbage, havde han det bedre. Hun puslede om ham, mens han forsikrede hende, at han havde det udmærket nu. Det havde bare været noget forbigående.
   Da hun var gået, lukkede Jakob døren. Det her gik ikke. Sussi havde jo ret. Han var ved at begå selvmord. Et blik i kalenderen viste, at der var den 18. juni. To uger mere, så holdt han tre ugers sommerferie. Så ville han kunne hvile ud. Når han kom tilbage, ville han tage et møde med chefen og bede om at blive forflyttet. De måtte finde en anden. Det her gik ikke længere. Det var heller ikke rimeligt over for medarbejderne. Tænk, hvis han missede noget pga. sit mavesår. Han ville aldrig tilgive sig selv. Beslutningen hjalp lidt på smerten i maven. Han spiste en tablet mere, mens han tænkte på tårne og kapitalisme.


* * *
   Mohammed Jensen kiggede ud af vinduet. Han havde afmonteret en af ledningerne til bomben, for at sikre sig mod en tilfældig forkert opringning. Det havde han også gjort på den anden bombe. I morgen tidlig ville han forbinde den sidste ledning her og så køre over og gøre det samme på den anden bombe. Når alting var klar, ville han kunne tage tilbage til Jylland. Først ville han skille sig af med denne idiotiske paryk og falske skæg. Han bar også en falsk næse samt brune kontakt linser, og han havde brugt farve på sit ansigt og hænder. I virkeligheden havde han både lyst hår, blå øjne, samt lys hud. Faktisk var han pæredansk. Når han kom af med alt det, ville ingen kunne genkende ham. Han havde været meget forsigtig og taget tynde plastikhandsker på, før han rørte ved noget som helst i værelset. Det samme gjaldt bomben og kufferterne. Han havde brugt sin egen kuglepen, da han indskrev sig. Kreditkortet var falsk, men det ville ingen opdage før om en måned. Det havde hans pakistanske venner forsikret ham om. Handskerne til trods, tog han et lommetørklæde og tørrede dørhåndtaget af på både indersiden såvel som ydersiden. Derefter lod han døren smække i så palen selv gled i lås og gik ned til bilen.

To måneder tidligere
   Sura 19.3

In the name of God!
   Brother
   Your package has been sent! Death to the infidels! Mohammed (peace be upon him) will be avenged! God is Great!

Jakob kiggede på den nye besked. Han var kommet tilbage fra ferie for en uge siden. Det føltes allerede som om, han aldrig havde været af sted. Ubevidst tog han en tablet og stak den i munden. Han havde konstant en i munden disse dage. Det var gået bedre i ferien. Han havde fået sovet, og Sussi havde sagt, han var begyndt at ligne et menneske igen. Han havde booket et møde med chefen i næste uge. Nu var det slut.
   "Your package has been sent," læste han højt. "Har vi nogen som helst ide om, hvad det betyder? Det kan næsten ikke være bomber eller sådan noget. Der ville være store chancer for, at vi ville finde sådan noget i tolden. Ergo, må det være noget småt." Han tænkte. "Hvad tror du, Carsten?" spurgte han.
   "Jeg mener du har ret," svarede Carsten. "Noget stort ville vi nok finde, med mindre det kom indbygget i et møbel eller sådan noget. Men hvorfor sende noget? Det meste af det en terrorist skal bruge, kan købes helt lovligt her i landet. Bomber kan bygges af helt almindelige ting, du kan købe i plantecentre eller byggemarkeder. Det ved alle. En pakke med falske papirer? Pas for at kunne slippe væk? Englænderne har intet hørt og amerikanerne siger, at de har givet os alt, hvad de har. Det her er en forbandet stille terrorist. Jeg håber ikke, at det er en ny trend. Hvis de alle sammen er lige så tavse, fanger vi dem aldrig."
   "Lad os håbe, det ikke står så galt til," sagde Jakob foruroliget. "Du har ret, vi har ikke en chance, hvis de ikke kommunikerer med andre eller taler over sig. Der er ikke noget nyt fra miljøet?"
   "Ikke så meget som et bjæf," svarede Carsten. "Vi har virkelig lagt pres på alle, vi kender. Ingenting. Overhoved ingen støj på linjen. Der er flere, der har hørt om Profetens Flammende Svær. Men ingen ved, hvordan man kontakter dem, eller om de har nogen forbindelser her i landet. Der er fuldkommen dødt derude."


* * *
   Mohammed Jensen var kørt over Øresundsbroen og boede nu på et herberg uden for Malmø. Det gode ved dette herberg var, at det var privat. Man skulle ikke indskrive sig, og de stillede ingen spørgsmål om navn, adresse eller lignende. Det var ejet af et pakistansk ægtepar, som var troende. Konen gik i burka, som en god kone burde.
   Det havde nu ikke gjort noget, selv om de havde spurgt ham om navn osv. Mohammed Jensen var jo falsk. Det var hans kørekort, pas, og alle hans kreditkort også. Alle var kommet fra Pakistan. Det var meget gode falsknerier. Bilen var stjålet i Tyskland, og forsynet med stjålne nummerplader. Han havde valgt Mohammed Jensen udelukkende fordi, det ville forvirre efterforskningen, når de engang kom på sporet af ham. Det var så udsædvanligt, at de ville ende med at fokusere på det. Receptionisterne på hotellerne havde gjort det. De havde hæftet sig ved hans udsædvanlige navn. Han besluttede sig for at tage ind til byen og spise aftensmad. Der var nogle gode mellemøstlige restauranter i Malmø. Han ville gå tidligt i seng, da han jo skulle tidligt op.

En måned tidligere
   "Intet nyt, Carsten?" spurgte Jakob.
   "Nej, Jakob," kom svaret. "Intet. Jeg ved godt, vi har været igennem det flere gange før, men hvad med den besked om tårne? Tårne betyder jo mere end et. Towers of Capitalism - altså, det lyder jo som om, det er World Trade Centre de skal bombe igen. Men vi har jo ingen World Trade Centre her. Det tætteste vi kommer, er sgu' Bella Centeret. Og der er fand'me ingen tårne, mig bekendt. Og vi kan heller ikke finde noget der passer på den beskrivelse andre steder i landet."
   "Jeg er også blank, Carsten," sagde Jakob. "Ministeren er ved at flå mig levende. Nu har vi ikke hørt noget i en måned. Jeg er bange for, det snart er op over. Når beskederne holder op, betyder det næsten altid, at hammeren skal til at falde. Hvad helvede har vi overset?"
   Telefonen ude på Carstens bord ringede. Han rejste sig og tog den. Et par minutter senere kom han tilbage. "Det var CIA. Der er en ny besked. De sender den nu." Han vendte sig om, og gik tilbage til sit skrivebord.
   Et par minutter senere lagde han et stykke papir foran Jakob.
   Sura 5.6-2

14 19 25 13 10 19 6 18 10 20 11 12 20 9
   7 23 20 25 13 10 23
   12 20 9 30 6 27 10 15 26 20 27 10 23 14 11 13 10 28 14 17 17 24 14 25 30 20 26 28 14 17 17 16 14 17 17 18 6 19 30 18 20 23 14 19 11 10 17 24 23 10 27 10 19 12 10 14 24 20 26 23 24 12 20 9 14 24 12 23 10 6 25

In the name of God!
   Brother!

God watches over you! If he wills it, you will kill many more infidels. Revenge is ours! God is Great!

De læste begge teksten en ekstra gang. Beskeden var klar. Det ville ske snart. Jakob sukkede højlydt.
   "Bed lige Christian om at komme herind, vil du ikke godt, Carsten? Det er jo hans bord fra nu af. I hvert fald fra om to uger." Jakobs chef havde arbejdet hurtigt. Christian Lauersen var kommet og allerede de facto afdelingsleder. Jakob blev på posten indtil månedens udgang, for at der kunne blive en glidende overgang. Så skulle han videre ud i det almindelige politiarbejde. Det glædede han sig til. Almindeligt stress, gode lange arbejdsdage. Mordere, voldtægtsmænd, gedigne forbrydere. Et bankrøveri i ny og næ. Hvilken herlig befrielse.
   Christian kom ind og satte sig. Han var midt i fyrrene og havde stadig sin hårpragt. Han lignede heller ikke en mand med mavesår og så meget stress, at han ikke sov om natten. Jakob sukkede. Sådan havde han også set ud for fem år siden.
   "Christian, det er jo dit bord," sagde Jakob. "Dette er lige kommet. Det er op over. Det er ikke mit ansvar længere, men var det mig, ville jeg sætte beredskabet op. Der sker noget snart. Og vi har stadig ingen ide om hvad, hvor eller hvornår."
   "Jeg er helt enig," svarede Christian. "Carsten, jeg tror vi bliver nødt til at bede ministeren om et særskilt møde inden for de næste par dage. Venligst opdater hvad vi har og lav en ny "one pager" til ham."
   Carsten gik. Jakob tog en tablet. Til sidst sagde han. "Christian, jeg misunder dig ikke dette. Vi har haft mange trusler før, men dette er første gang vi har en, som er så enigmatisk. Vi ved faktisk ingenting. Kun hvad der har stået i beskederne. Jeg skal indrømme, jeg er glad for at jeg er på vej ud. Fem år er for lang tid i dette job."


* * *
   Mohammed Jensen stod op kl. seks, tog et brusebad, spiste lidt morgenmad og kørte tilbage over Øresundsbroen. Trafikken var tung, men han lignede så mange andre på vej til arbejde. Han tog afkørslen mod indre by, og fortsatte hen til det første hotel. Oppe på værelset forbandt han den sidste ledning. Alt var nu i orden. Han kørte over til det andet hotel, hvor han gjorde det samme. Derefter kørte han ud af byen. Han standsede på rastepladsen ved Karlslunde, købte sig en kop kaffe, et stykke wienerbrød, samt en avis og satte sig. Nu var der kun at vente.

Samme Dag
   Jakob Holm parkerede foran politigården. Det var en dejlig sensommermorgen. September havde været usædvanlig mild i år. Jakob gik stadig i sommertøj, men havde dog iført sig en sweater. Det var hans anden uge på det nye job, og han havde det allerede bedre. Mavesåret var på vej retur, og han var begyndt at sove igennem om natten. Denne dato, september den 11., og han havde faktisk sovet indtil kl. syv. I de foregående år ville han have hængt på kontoret allerede kl. fire om morgen, og bedt til at intet skete. Han kiggede på uret: kvart i ni. Hvilken herlig dag. Det var lørdag. Han besluttede sig for at gå hjem først på eftermiddagen og tage Sussi med på en lang gåtur i Dyrehaven. Han kunne ikke huske, hvor mange år det var siden, de sidst have gjort det. Måske kunne de få kaffe ved Peter Liebs Hus.

Karlslunde Rasteplads
   Mohammed Jensen kiggede på uret igen. Han syntes viserne bevægede sig langsommere og langsommere som minutterne gik. Kvart i ni. Han tog telefonen op af lommen. Hvilken en først? Han tænkte sig om. De skulle falde i samme rækkefølge som Twin Towers. Han konstaterede med tilfredshed, at den første ville være den der havde hende ansat med de blotlagte bryster. Han drejede et nummer og lagde tommelfingeren over den grønne knap, mens han kiggede på sit ur. Otte-seks-og-fyrre og dyt! Det skulle være præcist for at give mening. Han trykkede på knappen. Derefter tog han en bid af wienerbrødet, mens han ventede på at foretage det næste opkald.

Politigården
   Jakob havde lige smækket bildøren, da braget lød. En trykluftsbølge rundede hjørnet. Han løb ud til Bernstorffsgade og kiggede mod nord, hvor braget kom fra. Du godeste! Hele siden af SAS hotellet var blæst ud. Der var et kæmpe hul, der hvor tredje sal engang havde været. Mens han stod som forstenet, begyndte hele hotellet at falde sammen. Nedstyrtning begyndte fra en ende af. Nøjagtigt som et korthus. Det lignede World Trade Centre dengang i 2001. Der var lige så meget støv og røg. Paf og lamslået så han støvskyen komme rullende imod ham.
   Hans hoved begyndte at fungere igen. Tankerne fløj omkring ham. I dag var det den 9/11. Beskederne havde omhandlet tårne. Flertal! Og de havde fortalt, at datoen var velvalgt! Ja, det var den 9/11. Årsdagen. Flertal! Tænk Jakob! Tårne! For helvede man! Han løb ned ad Bernstorffsgade mod havnen.

Karlslunde rasteplads
   Mohammed Jensen holdt øje med uret. Han smilte ved sig selv. Viserne bevægede sig næsten ikke. Nåh, det var jo naturligt. Vand tager også længere tid at koge når man står og kigger på det. Men nu var den der. Han tastede et nyt nummer ind og satte fingeren på den grønne knap. Ni-nul-tre og dyt! Han trykkede. Derefter drak han sin kaffe, rejste sig og gik ud til bilen. Han kiggede ind mod byen, før han satte sig ind. Med et tilfreds smil, konstateret han, at en røgsøjle rejste sig mod himmelen derinde. Han startede motoren og kørte hjem til Jylland.

Politigården
   Jakob Holm havde en tyngende fornemmelse af, at han nu vidste, hvor det andet mål var. Han standsede brat. Alt åndede fred og ro over på Islands Brygge. Pludseligt kom der et lysglimt og dernæst et mægtigt brag. Han så hele siden af Radisson Hotellet forsvinde. Bygningen blev stående et øjeblik. Derefter begyndte den langsomt at læne sig mod Christianshavn. Jorden under ham gyngede da bygningen landede. En kæmpe sky af støv og røg bredte sig over volden og Christianshavn. I det fjerne hørtes de første sirener. Samtidigt begyndte Jakobs mobil at ringe. Han stod paralyseret, mens sylen begyndte at bore dybt i hans mave igen.