Tusmørket havde sænket sig, og hvor der et par minutter forinden havde været lange skygger, var der nu tiltagende mørke. Mariette Lindebjerg gik på venstre side af den lille landevej, i retning mod hovedvejen, hvor bussen standsede. Det havde været en dejlig aften hos hendes bror, Leif, og hans kone, Vinni. Rigtig god, med grillede bøffer og lidt for meget rødvin. Normalt ville Leif eller Vinni have kørt hende til stationen, men de var over promillegrænsen. Det gjorde nu ikke noget. Det var en lun aften. En af de dejlige lyse nætter, og der var jo kun 500 meter op til hovedvejen. Hun kunne sagtens nå den sidste bus ind til byen.
   Uvilkårligt havde hun taget sine nøgler i højre hånd, da hun forlod huset. Det gjorde hun altid disse dage. En tillært vane. Pegefingeren stak hun gennem nøgleringen, og lukkede hånden om dem. Nu havde hun et våben. Hun gik med målrettede skridt. Da hun var halvvejs og skulle forbi skoven, skiftede hun side og gik på højre side af vejen. Hun holdt godt øje med skoven. Ventetiden ved stoppestedet trak ud. Bussen skulle have været her for fem minutter siden. En bil kom kørende og sænkede farten. Hun mærkede føreren kigge nysgerrigt på hende. En ensom kvinde langs vejen, midt om natten. Hun klemte nøgleringen så hårdt, at spidserne bed sig ind i håndfladen, mens hun vendte blikket bort.
    Bilen fortsatte nogle meter, standsede, bakkede ominøst tilbage og holdt til sidst foran hende. Vinduet på passagersiden gled lydløst ned.
   "Hej, hvis du venter på bussen, så kommer den ikke," lød stemmen inde fra bilen. "Den fik motorstop i Kragelund. Så sidste tur i aften er annulleret."
   "Ah nej," svarede hun nervøst. "Hvad havde de tænkt sig?"
   "Det er ikke godt at vide," fortsatte stemmen. "Hvis du skal ind til Silkeborg, kan jeg godt give dig et lift. Jeg er på vej hjem. Hvor skal du hen?"
   Hun klemte nøglerne, så hele hånden gjorde ondt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Sidste gang hun havde taget imod en køretur fra en fremmede, var det gået så galt, som det overhovedet kunne. Hun havde aldrig fortalt nogen om den frygtelige oplevelse og havde svoret, at hun aldrig mere ville stige ind i en bil, uden hun kendte dem, der sad i den. Måske skulle hun gå tilbage til Leif og overnatte? Men hun havde jo det møde i morgen kl. otte på arbejdet. Føreren mærkede hendes ubeslutsomhed. Pludselig tændte han lyset inde i bilen. Nu kunne hun se ham. En lyshåret fyr, måske midt i tredverne, kraftigt bygget. Men bedst af alt havde han uniform på. Og et politiskilt over højre bryst. Hun åbnede døren i passagersiden og steg ind.

Jakob Holm stod og kiggede på dykkerne, som var ved at bjærge liget fra søen. En hundelufter, havde set det ude mellem sivene. Dykkerne fik trukket liget på land og vendte det om på ryggen. Hendes tøj var iturevet. Blusen flået op, BH'en ligeså. Knapperne ned ad fronten på nederdelen var revet af, og hendes røde trusser hang omkring den ene ankel. Jakob kiggede en gang til og vendte så blikket bort. Ikke at der var nogen grund til blufærdighed. Ikke nu. Pigen var jo død. Men det var alligevel uværdigt, at hun lå blottet med hele sin krop til skue.
   Retsmedicineren ville senere med sikkerhed kunne konstatere det, som Jakob allerede vidste. Pigen var blevet voldtaget og dræbt ved kvælning. Det herskede der ikke meget tvivl om. Ligaturmærkerne fremstod tydeligt på hendes hals. Han tvang sig selv til at kigge igen.
   Pigen var vel midt i tyverne, vejede omkring fem-og-halvtreds kilo og ved øjemål ville han gætte på, at hun var ca. en meter og fem-og-tres høj. Hun havde været køn, da hun var i live. Han rystede på hovedet.
   "Prøv at dykke lidt rundt og se om I kan finde en taske, eller noget der ligner," sagde han henvendt til dykkerne, vel vidnende, at de nok ikke fandt noget. Han kiggede igen på liget. Ingen vielsesring, men derimod en ring med nogle sten der lignede safirer. Et armbånd af sølv omkring hendes højre håndled. En lille perleørering i hver øre. Ellers var der ingen smykker. Han satte sig på hug og studerede håndleddene. Der var tydelige blå mærker og hudafskrabninger. Ingen tatoveringer. I hvert fald ikke på de dele af kroppen, som han kunne se. Han flyttede lidt på resterne af blusen og nederdelen. Til sidst rullede han hende om på siden, kiggede på ryggen og lod hende så falde tilbage igen. Heller ikke nogen tatoveringer der. Med mindre hun var i deres kartotek med fingeraftryk eller DNA, så blev de nød til at identificere hende ved hjælp af tandsættet eller vente på, at en eller anden meldte hende savnet. Det kunne der gå nogle dage med.
   "Kan I ikke dække hende med et tæppe?" sagde han med tung stemme, henvendt til en af Falck mændene.

Jakob sad bag sit slidte skrivebord. Det havde været pænt engang, men efter mange års skiftende politimænd og deres kaffekopper, var den polerede mahognioverflade ødelagt. Ikke at ret meget af den var synlig. Det meste af bordet var dækket af papirstabler og mapper.
   Det bankede let på dørkarmen. Jakob kiggede op.
   "Hej Hans Erik," sagde han. "Tag en stol. Vil du have kaffe?"
   "Ellers tak, Jakob. Jeg har vist fået nok i dag." sagde manden, der kom ind. Han var i civilt tøj, mørke bukser, en poloskjorte samt en sommerblazer udenpå. "Jeg har hørt, at I har fundet en mere. Nummer tre på tre måneder. Er der noget ved denne sag, som er anderledes end de andre?" fortsatte han.
   "Nej," sagde Jakob. "Det er det samme. Voldtaget, kvalt og smidt i søen. Han går hårdt til værks. Ligesom de andre har han slået hende for at få hende til at makke ret, og nøjagtig som de foregående gange, har han brugt et sæt håndjern på hende. Satans til møgsvin. Du skal nok få hele pakken, når retsmedicineren er færdig. Er du kommet længere med din psykologiske profil?"
   "Nej Jakob," svaret Hans Erik. "Fremgangsmåden og alt det andet peger på den klassiske profil. Det er en mand. Sikkert et sted sidst i tyverne eller måske i tredverne. Han forstår at indgyde tillid hos kvinderne. Ellers ville han ikke kunne samle dem op. Da de to første var veluddannede betyder det nok, at han også er. Det ville de hurtigt finde ud af ved at snakke med ham. Resten står i min rapport. Når I finder ham, vil det formentligt vise sig, at han havde en meget dominerende mor, han er nok blevet seksuelt misbrugt som barn, og han har næsten med garanti begået dyrplageri så det batter, ved at slå husdyr ihjel på bestialske vis. Jeg ved godt, at det ikke hjælper jer så meget. Mordene kommer hurtigere og hurtigere. Det første var for tre måneder siden. Nummer to var for tre uger siden og nu dette. Han har travlt med at nå noget. I må nok regne med, der kommer flere. I hvert fald et par stykker. Så kan det være, han går i hi. Det sker nogle gange. Så kan der gå et par år før trangen kommer over ham igen. Hvad med hende den sidste her? Har I identificeret hende?"
   "Jeg vil håbe, vi får fat i ham, inden han trækker sig tilbage," sagde Jakob. "Går han i hi, risikere vi, at han aldrig bliver fundet. Med hensyn til den sidste, tror vi, at vi ved, hvem hun er. Det er en kvinde, der er blevet meldt savnet af hendes familie. Hun dukkede ikke op på arbejde i forgårs. Familien er på vej for at identificere liget nu."

Det var næsten midnat, da der lød en voldsom banken på døren. Hunden begyndte at bjæffe højlydt.
   Mads Søndergaard kiggede på vækkeuret. "Hvem fanden i helvede kan det være på denne tid?" sagde han til sin kone, som også var vågnet. Hunden hylede ude ved hoveddøren og slagene på døren blev mere og mere aggressive. Mads stod op, hev et par bukser på og gik ud til døren. Han puffede hunden væk, sagde "Stille Scotty!" og åbnede døren. Uden for stod en ung kvinde. Hun holdt sin iturevne bluse tæt om sig med den ene hånd.
   "I må hjælpe mig. Ring til politiet. Der er en som lige har forsøgt at voldtage mig." sagde kvinden. Lyset fra lampen ved døren genskinnede på tårerne, der løb ned ad hendes kinder.
   "Jamen, du godeste," sagde Mads. "Kom indenfor." Han kiggede ud i mørket, men der var intet at se.

Klokken var tre om morgen da Jakobs telefon ringede. Han vågnede fra en dyb søvn med et sæt og fumlede efter røret.
   "Jakob Holm," sagde han søvndrukkent.
   "Jakob," lød stemmen fra den anden ende. "Vagthavende her. Vi har en kvinde herinde, der er forsøgt voldtaget. Det kunne lyde som om, det er din mand, der har været på spil igen."
   "Kommer."

Da Jakob trådte ind i lokalet, så han en kvinde midt i tyverne, iklædt en blå nederdel og hvid bluse. Blusen var tydeligvis blevet flået i stykker, men med de tilbageværende knapper var det lykkedes hende at få den nødtørftigt samlet. Hun sad med en kop kaffe i hånden.
   "Goddag, Jakob Holm," præsenterede han sig. "Har du været efterset af en læge? Ønsker du at komme på hospitalet? Eller kan jeg foretage en afhøring først?"
   "Jeg er ok," svaret hun. "Og jeg behøver ingen læge. Der er ikke sket mig noget bortset fra, at jeg nok ender med nogen blå og sorte mærker, der hvor det svin slog mig og prøvede at holde mig fast. Lad os tale sammen først, så kan det være, I kan nå at fange ham, inden han forsvinder."

Slangen (sådan tænkte han om sig selv), sad foran spejlet og studerede de dybe ridser. Fandens til mær, tænkte han. Hvem kunne vide, at tæven havde et nøglebundt i hånden? Hvor fand'en var samfundet henne, når en stupid mær ikke engang stolede på en strisser? Bedst som han havde standset bilen og taget fat om hende, havde hun vappet ham en med spidserne af nøglebundet. Det havde gjort så ondt, at han havde sluppet hende, og hun var nået at stikke af gennem den mørke skov.
   Pis. Nåh, men hun havde jo ikke nået at se ret meget. Der var gode chancer, for at hendes beskrivelse til politiet kun ville omfatte en lyshåret strømer. Der var mange lyshårede strømer i Danmark, så det ville de ikke kunne bruge til noget.
   Han lod tungespidsen glide let hen over sin underlæbe. Derefter hurtigt lidt ind og ud. Ganske som den slange han havde udnævnt sig selv til at være.

"Start fra begyndelsen, frøken Lindebjerg," sagde Jakob. "Fortæl alt du kan huske eller mener, du kan huske. Nogle gange dukker der noget op uvilkårligt. Så tal bare løs. Jeg tænder for båndoptageren, så vi får det hele med."
   Hun begyndte med at fortælle, at hun havde ventet på bussen, da den mørke bil havde standsede og bakket hen mod hende.
   "Faktisk ville jeg aldrig have steget ind i bilen, hvis det ikke havde været fordi, han var politibetjent," fortalte hun.
   "Betjent?" udbrød Jakob. "Sagde du betjent? Altså en politibetjent? Hvordan ved du det?"
   "Han havde i hvert fald en politiuniform på," fastslog Mariette. "Det er der ingen tvivl om. Det er derfor, jeg stolede på ham. Ellers ville jeg aldrig ha' taget imod en lift ind til byen. Jeg havde helt glemt, jeg havde nøglerne i hånden. Det var en helt automatisk refleks. Da han drejet ind i skoven og tog fat om mig, slog jeg bare ud lige så hårdt, som jeg kunne. Jeg må ha' ramt ham godt og grundigt, siden han gav et brøl fra sig og trak sig tilbage. Jeg åbnede døren og stak af ind i skoven. Jeg løb bare videre, indtil jeg var sikker på, han ikke fulgte efter. Så begyndte jeg at lede efter et hus. Og nu er jeg her."
   Jakob udspurgte hende flere gange om detaljer og om en nærmere beskrivelse af manden. Men Mariette kunne ikke fortælle mere end at han var lyshåret, kraftigt bygget og bar politiuniform. Hun var ikke sikker, men muligvis var bilen en Opel. Den var måske også mørkegrøn eller mørkeblå.
   "Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne fortælle noget mere, men lyset i bilen var kun tændt et øjeblik, og da jeg så uniformen holdt jeg op med at fokusere på manden. Men jeg er ret sikker på, der ikke var nogen specielle kendetegn ved hans ansigt eller lignende. Jeg er ked af det," sagde hun.
   Jakob forsøgte sig igen, men der kom ikke mere. Han tilbød hende en tur til hospitalet, hvilken hun atter afslog med en bemærkning om, at der ikke var sket hende noget. Men hun tog imod tilbuddet om at blive kørt hjem. På vej ud af døren sagde han, "Du kan selvfølgelig få noget krisehjælp, hvis du vil. Kommunen er forpligtet til at henvise dig. Ellers kan du snakke med vores psykolog, Hans Erik Vestergaard. Han er dygtig og kan hjælpe dig videre, hvis du får brug for det. Han har været en hjælp for mange voldtægtsofre. Bare ring til mig, så arrangerer jeg kontakten," sagde han.
   Han skænkede en kop kaffe og begyndte at nedfælde sine tanker. Da han var færdig, var der travlt i huset. Han blev overrasket ved lyden af betjente, der gik ude på gangen.
   "Frank," råbte han, da en lyshåret, kraftige skikkelse gik forbi hans kontor. "Vi har haft et voldtægtsforsøg i løbet af natten. Det kunne godt være vores seriemorder. Kvinden siger, at han bar politiuniform, og hun nået at stikke han i ansigtet med sine nøgler, før hun slap væk."
   "En betjent?!" Svaret Frank, overrasket. "En betjent? Det mener du da ikke."
   "Hun siger at han bar uniform," svaret Jakob. "Vi må hellere gennemgå vagtplanen fra i går og i nat. Det lyder usandsynligt, men man ved jo aldrig. Tjek også lige om nogle af vores folk har skrammer i ansigtet. Og tag lige Viborg og de andre nærliggende kredse med for en sikkerheds skyld. Samtidig kan du sende en note ud til hospitalerne og de praktiserende læger i omegnen. Det kan jo være, at hun ramt så hårdt, at han søger lægehjælp. Jeg tvivler - men man har jo lov til at være heldig.

Jakob gabte og kiggede på sin kop. Han kunne ikke huske, hvor mange kopper det var blevet til, siden han kom. Han rystede lidt på hænderne allerede. Bedre at la' vær, tænkte han. Det bankede let på hans dør. Da han kiggede op, så han Hans Erik. I dag var han klædt i et lyst jakkesæt med en tynd sommerrullekrave. Han smed sig i den ledige stol over for Jakobs skrivebord.
   "Hvad er det jeg hører?" spurgte han. "Har han været på spil igen? Det går sku' stærkt. I skal skynde jer at finde ham. De fleste af disse fyre plejer at trække sig tilbage, når de når et mætningspunkt. Hende her overlevede, hører jeg. Hvad siger hun? Kunne hun give en god beskrivelse af manden?"
   "Nej," svarede Jakob. "Desværre kunne hun ikke fortælle ret meget andet end, at han var lyshåret og kraftigt bygget, bar politiuniform og kørte i en mørk bil, muligvis en Opel."
   "Hmmm," sagde Hans Erik. "Det er ikke meget, men det fortæller os, hvordan han bærer sig ad med at opnå kvindernes tillid. De fleste stoler automatisk på politimænd. Han ville nok ikke have de store problemer med at lokke kvinder ind i hans bil, når han har uniformen på."
   "Jakob," sagde Frank, da han kom hastigt gennem døren. "Jeg tror, vi har ham. Der var gevinst på skadestuen. En fyr har været der i morges med dybe ridser i ansigtet. Lægen rensede sårene og syede et af dem sammen med et sting. Jeg har mandens navn og personnummer, samt hans adresse. Jeg har sendt en bil ud for at hente ham og bedt om at få en ransagningskendelse."

Jakob Holm kiggede gennem to-vejs spejlet ind i forhørslokalet. På stolen sad en kraftig lyshåret mand ved navn Jens Sørensen. Ifølge personnummeret var han 33 år gammel. Han var klædt i cowboybukser og en gul skjorte. Umiddelbart så han ikke ud til at være farlig, dog havde han et stort plaster på hans højre kind. Jakob tog to kopper kaffe og gik gennem døren.
   "God dag," sagde han, mens han stillede kaffen på bordet. "Mit navn er Jakob Holm. Før vi taler alt for meget sammen, skal jeg oplyse dig om, at du har ret til at have en advokat til stede, hvis du ønsker det."
   "Advokat?" svaret manden. "Hvad i alverden skal jeg med en advokat? Hvorfor er jeg egentligt her? De to betjente der hentede mig derhjemme ville ikke fortælle mig noget som helst bortset fra, at man ønskede min tilstedeværelse på stationen for at svarer på spørgsmål angående en forbrydelse. De ville ikke en gang fortælle mig hvilken forbrydelse, eller hvordan jeg skulle være blandet ind i den. Hvad fanden i helvede er der sket, og hvor kommer jeg ind i billedet?"
   "Det drejer sig om et voldtægtsforsøg i aftes," begyndte Jakob. En kvinde blev samlet op af en mand, der bar politiuniform. Da han forsøgte at voldtage hende, slog hun ham i ansigtet med et nøglebundt og slap væk. Du henvendte dig til skadestuen med et par dybe ridser i kinden her til morgen. Samtidig har vi ransaget dit hus og fundet et politiuniform i et af dine klædeskabe. Derudover kører du i en mørkeblå Opel. Det er samme bil type, som kvinden mener voldtægtsmanden kørte i. Har du lyst til at forklare alle de sammentræf?"
   Jens Sørensen blev ligbleg i ansigtet. Rundt omkring plasteret var huden dog stadig rød og hævet.
   "Voldtægt?" stammede han. "Jeg kender ikke noget til en voldtægt. Jeg var ude at jogge i skoven i morges, da jeg snublede over en sten. Jeg faldt og nogle grene skar mig her i ansigtet." Han rørte ved plasteret med sin højre hånd. "Jeg har ikke voldtaget nogen. Jeg var hjemme hele aften i går. Jeg er forfatter og skrev videre på en krimi jeg har gang i lige nu."
   "Var du alene hjemme?" spurgte Jakob.
   "Ja, det var jeg," svaret manden. "Jeg bor alene. Min kæreste og jeg går godt nok i tanker om at flytte sammen, men vi har ikke taget beslutningen endnu."
   "Og politiuniformen?"
   "Jamen, jeg er med i en dilettant teater," svaret han, nu tydeligt nervøs. Sveden piblede frem på hans pande. "Uniformen er til en forestilling, vi er ved at sætte op. Det sværger jeg. I kan ringe til de andre på teateret. De vil kunne bekræfte det. "Hans stemme var begyndt at blive skinger, og han var meget ophidset. "Jeg har ikke noget med det at gøre. Hvad fanden skal jeg sige for at overbevise jer?"
   Jakob betragtede ham uden at sige noget. Manden kartede rundt i stolen og knugede kaffekoppen i hænderne. Til sidst kiggede Jakob på sit ur og sagde, "Jens Sørensen, klokken er 18:14 og De er anholdt i forbindelse med et voldtægtsforsøg. De har retten til en sagfører. Jeg skal advarer Dem om, at alt hvad De siger, vil indgå i anklagerens sagsfremstilling. Jeg skal også advare Dem om, at vi desuden undersøger tre mord, som vi mener, har forbindelse med voldtægtsforsøget i aftes. Dette betyder, at ud over forsøget i aftes, mistænker vi Dem for tre gange voldtægt samt tre gange mord."
   Ordene ramte manden. Han veg tilbage som var han blevet slået af en hammer. Derefter faldt han helt sammen, som når luften langsomt siver ud af en ballon, og blev mindre og mindre. Jakob betragtede ham. Han havde set mange bryde sammen, når de blev konfronteret med deres ugerninger. Nu handlede det om at få gang i efterforskningen. Hvor var han, da de andre kvinder blev myrdet? Var der nogle DNA eller andre fysiske spor at finde i hans lejlighed eller bil? Blod på hans tøj? Alt ville blive tømt ud af hans lejlighed og undersøgt. Alle hans venner og bekendte ville nu blive udspurgt. Hans færden de sidste tre måneder ville blive kortlagt. Hvis de var heldige, dukkede der nogle flere sammentræf op. Og så ville fælden klappe. Mordere blev næsten altid fældet på grund af fysiske beviser og sammentræf. Sådan ville det også ske her. Det var Jakob vis på.
   Jakob forlod lokalet og sagde til den vagthavende betjent, at han skulle føre Sørensen til en celle. Han skulle stilles for en dommer inden for 24 timer og Jakob skulle bruge tiden på at få samlet sagen, så anklageren kunne begære en varetægtsfængsling.

Nogle dage senere gik Mariette rundt i sin stue. Hun havde godt nok været hos sin læge, som havde konstateret, hvad hun selv vidste. Nogle blå mærker på kroppen men intet alvorligt. Hun ville være lidt øm et par dage og mærkerne ville forsvinde, formentligt i løbet af en uge. Men hun følte sig deprimeret. Hun havde fået andre mærker end de fysiske. Det var anden gang, hun havde steget ind i en bil, hvor hun ikke kendte føreren. Første gang var for et halvt år siden. Da havde hun været i byen sammen med nogle veninder. Det blev sent. Da de forlod baren, skulle de hver deres vej. Mariette havde gået over parkeringspladsen på torvet. En fyr, som hun havde bemærket inde i baren (og hvis hun skulle vær ærlig, havde sendt et par lange øjne), var også kommet gående over pladsen. Da han standsede ved sin bil, havde han råbt over til hende og spurgt, om hun ville have en lift med. Aften havde været våd, og hun var i højt humør. Hun havde sagt ok, men kun en lift ud til enden af Vestergade. Lige så snart hun var kommet ind i bilen, havde han låst dørene og begyndt at tage fat om hende. Det havde været en kamp, og hun var blevet ædru med det samme. Det lykkes til sidst for hende, at få et ben op og sparke ham i brystet med en stilethæl. Han slap hende, mens han råbte op om, at hun var en mær og billig fisse. Hun havde fået låst døren op og slap derefter væk.
   Men hun havde mærker på sin sjæl. Det var hun vis på. Efter den første gang var hun begyndt at gå med nøglebundtet i hånden (gud ske lov!). Nu var det anden gang. Hun kunne mærke, at hun var blevet mørkeræd. Hun turde ikke gå inde i byen mere, selv tidligt på aften. Hvis en mand kom gående bag hende, mærkede hun pulsen stige, og hun skyndte sig ind i et hvilken som helst sikkert sted. En bar eller butik. Fremmede mænd der talte til hende, selv hvis de bare ville spørge om vej, gjorde hende nervøs.
   Det var uholdbart. Hun ville ikke leve sit liv som et skræmt rådyr. Hun huskede, at politimanden havde sagt, hun kunne bruge politiets psykolog, hvis det skulle være. Hun rodede rundt i sin taske og fandt Jakob Holms kort. Det var nok det bedste, tænkte hun. Hun havde behov for at snakke med nogen om det. Hun ringede.

Den nat sad Slangen i mørket og fugtede sine læber. Han havde masser af tid. Strisserne ville ikke finde noget. De kunne lede til de døde af alderdom, der var intet at finde. Nu ville han gå i hi. Lad bare et par år gå, så ville han begynde igen. Måske skulle han tage videre til en anden by, når han slap væk fra dette cirkus. Skagen? Han havde altid gerne ville bo ved havet. Eller Helsingør. Mulighederne var legio. Lige nu skulle han bare vente. Tungen gled ud og ind. En slange kunne være meget tålmodig. Og natten var lang.

Jakob sad ved sit skrivebord og gennemgik akterne. Der var intet at finde i Jens Sørensens lejlighed. Ej heller i hans bil eller på hans tøj. Dilettant teateret havde bekræftet, at uniformen var udstyr til et stykke, de skulle opsætte snart. Dog havde Sørensen haft uniformen i næsten fire måneder. Lige siden de begyndte på stykket. Uniformen var et levn fra det sidste stykke, de havde opført.
   Sørensen havde intet alibi for de aftener, hvor mordene blev begået. Han kunne ikke fortælle, hvor han havde været henne. Han havde ingen notater i hans kalender. Han påstod, at han formentligt havde været derhjemme og arbejdet på sin roman. Kæresten var heller ikke nogen hjælp. Hun nægtede at tro, han havde gjort sådan noget. Sørensen havde aldrig haft nogen problemer med loven. Ikke ud over de sædvanlige ungdoms skavanker. Taget for at køre knallert uden kørekort. Han var en tur med på stationen, efter en meget våd aften i byen, da han gik i gymnasiet. Men han havde ikke lavet ballade. Han var bare faldet omkuld, døddrukken i rendestenen. Et par betjente havde samlet ham op og ladet ham sove den ud i detentionen. Tømmermændene havde sandsynligvis været straf nok.
   Faktisk var der intet mærkeligt ved manden, bortset fra de skrammer han havde i ansigtet og fundet af politiuniformen. Lægen, der havde syet hans skrammer, havde sagt, at de sagtens kunne stamme fra nogle grene. Omvendt kunne de også stamme fra et nøglebundt. Det var skrammer, og han havde ikke bemærket noget særligt ved dem. Sørensen havde også ganske frivilligt givet dem lov til at tage en spytklat til DNA prøver. Manden havde tilsyneladende ikke dårlige samvittighed. Nu ville de sammenligne Sørensens DNA med det DNA de fik fra Mariette Lindebjergs nøgler. Men Jakob var allerede overbevist om at de ville være forskellige.
   Altså, var de på bar bund.
   Anklageren var begyndt at lægge pres på for at få løsladt Sørensen, hvis de ikke snart kom med noget mere håndfast. Jakob lod sin hånd glide gennem sit tynde hår. Fandens også. Noget måtte der være at finde!

Hans Erik Vestergaard kom ind på hans kontor. Kontoret lå på tredje sal i politistationen. Som sædvanligt var han i civil. Han havde godt nok en uniform, men han gik altid i civil. Folk havde lettere ved at snakke med en i civil, end en i uniform. Han smed sine bilnøgler i den lille skål, der stod på bordet til samme formål, tog sin jakke af, hængte den på krogen og gik ud i køkkenet for at hente kaffe. I dag var han i et par jeans og let rullekrav. Det havde været køligt de sidst par dage på trods af, at det var sommer. Han tog kaffen med sig tilbage, tændte for sin skærm og gik i gang med sine e-mails, da telefonen ringede.
   "Vestergaard," sagde han ind i røret.
   "Hej, Hans Erik," sagde stemmen. "Jakob her. Jeg sender lige en pige ned for at snakke med dig. Hun har behov for noget hjælp for at komme sig oven på en slem oplevelse. Jeg skal skynde mig. Anklageren venter. Hun hedder Mariette Lindebjerg. Ses." Røret blev lagt på før Hans Erik havde tid til at spørge, hvad det hele drejede sig om. Nåh, men det ville pigen nok fortælle ham. Fandens også. Jakob plejede at have mere respekt for hans tid end dette.
   Han gik ud for at hente endnu en kop frisk kaffe og da han vendte tilbage, så han en kvinde stå inde på sit kontor. Han trådte inden for og lukkede døren. Lyden fik kvinden til at vende sig om.
   "Hej," sagde hun. "Jeg hedder Mariette Lindebjerg. Jakob Holm har foreslået mig at vi skulle snakke sammen. Han siger, at du vil kunne hjælpe mig." Pludselig kiggede hun på ham, med et chokeret blik.
   "Hej," svarede han. "Hans Erik Vestergaard." Han rakte hånden frem.
   "Jamen gud," stammede hun. "Det er jo dig! Ham fra bilen!" Hun drejede om på hælene og tog et par skridt frem mod døren.
   Men han var hurtigere. Han smed kaffen fra sig og greb hende rundt om halsen med den ene hånd. Den anden lagde han over hendes mund. Han trak hende baglæns hen til skrivebordet, mens han klemte til. Hans hånd havde lukket helt af for al luft i hendes hals. Hun forsøgte at slå ham, men kunne ikke slå hårdt nok til han gav slip. I kampen rev hun i hans krave og et par dybe skrammer kom til syne. Hun havde åbenbart ramt ham i halsen den gang i bilen.
   "Fandens til kælling," snerrede han, mens han klemte. "Denne gang slipper du ikke fra mig."
   Hun kastede rundt med armene i et forsøg på at slippe fri. Det sortnede for hendes øjne og hun mærkede at hun var ved at miste bevidstheden. Hendes hånd ramte en skål og hun fik fat i et bundt nøgler. Med sine sidste kræfter, slog hun voldsomt ud med nøglerne. Hun jog dem direkte ind i hans ansigt med sine sidste kræfter og al det had og afsky hun kunne opmønstre.
   Med et kæmpe brøl slap han hende. Han havde begge hænder op foran sit venstre øje. Blodet piblede gennem hans fingre.
   Hun gispede efter luft. Hendes hals sved og brændte. Hun hostede ukontrollabelt. Hun vaklede hen mod døren, og fik den flået op.
   "Hjælp!" peb hun gennem sin tillukkede hals. "Hjælp!" hvorefter hun faldt om på gulvet. Som det sidste inden hun mistede bevidstheden, så hun en betjent komme løbende hen ad gangen mod hende.