Engang i et frygteligt samfund fandt man på den frygtelige ting penge. Før havde man brugt køer, korn og skinnende sten til at bytte rundt med, så man på den måde kunne få de varer man skulle bruge uanset sin egen profession. Det var slut nu, det kunne man da ikke have længere - sådan et frygteligt rod i gaderne kunne ikke være godt for nogen. En mand, som alle andre mænd troede, var klog kom med løsningen penge. Han præsenterede en mønt der hverken skinnede flot eller duftede godt. Han gik så hen til samfundets mænd og sagde: "Denne mønt har den samme værdi som en ko!" De grinede selvfølgelig af ham, for de vidste at den grimme mønt hverken var lige så nyttig eller lige så velsmagende som en ko, så den kunne da umuligt have samme værdi. De lod den kloge mand for sig selv og handlede videre med hinanden. Men hver eneste dag når de kom ned på deres markedet igen stod manden der stadig og sagde stadig det samme: "Denne mønt har den samme værdi som en ko!" Dag ud og dag ind hver eneste dag der nu engang var. Først grinede samfundet bare videre af ham, men da det stod på længere og længere stoppede de til sidst for at føle medlidenhed med ham. Det gik der lang tid med, men så en dag begyndte de faktisk at tro ham.

Den første der tog chancen var en fattig mand. Han havde mistet alt på en dårlig høst, og han gik hen til den kloge mand og tog en af hans mønter til gengæld for hans sidste ko. Derefter gik han rundt på markedet og sagde til alle: "Denne mønt har samme værdi som en ko! Jeg gav selv min egen ko for at få mønten." Det hjælp på sagerne. Han havde nu engang givet en hel ko for mønten, så den måtte da være en ko værd. Desuden havde de alle hørt der var en eller anden der råbte at en mønt var lige så meget værd som en ko. Manden fik hurtigt byttet sin mønt til to høns og gik glad hjem derfra. Modtageren af mønten kunne igen bytte den videre fordi han havde givet to høns for den, og der gik ikke mange dage derefter, så brugte mange mænd kun mønter. Den kloge mand blev bare ved med at lave flere mønter som han gav til samfundet for deres køer eller deres høns eller deres korn. Han spiste sig tyk og fed, velnæret af alt det gode kød; og han følte sig bestemt som en meget klog mand.

Efter at der var gået nogen år på denne måde kom en rig bonde til den kloge mand. Bonden ville købe sine køer tilbage og flere til, for han havde nu tjent så mange mønter at han ikke længere kunne bære dem, og så savnede han egentlig også sine køer ganske meget. Den kloge mand var nu den eneste i samfundet der havde køer, så han sagde: "Du skal give ti mønter for en ko!" Bonden blev fornærmet og forbløffet og svarede: "Jamen, jeg gav en ko for én mønt, ikke ti!" Den kloge mand kiggede på bonden og kiggede på sine mange køer. "Jeg er nu den eneste der har køer, så jeg bestemmer dermed hvad køer koster!" Så måtte bonden give ti mønter for hver ko, og kom slet ikke hjem med så mange køer som han havde troet. Bonden spredte ordet at en ko nu var ti mønter værd. Det betød jo også at høns nu var fem mønter værd. Alting skiftede pludselig værdi til stor forvirring for alle, men man handlede stadig, for samfundet elskede nu engang at handle.

På et tidspunkt fandt man ud af at man slet ikke havde nok mønter. Alting var steget i værdi, så man måtte have flere mønter for at kunne få det hele til at køre rundt igen uden at mangle mønter. Den kloge mand var dem igen til hjælp, og tilbød at købe alle deres dyr og alt deres korn for det der svarede til tyve mønter pr. ko. Samfundet solgte nu gladelig alle deres ting til en kloge mand, så de endte med at have massevis af mønter. Alle var glade og mønterne lå i store bunker overalt. De fandt dog snart ud af at de måtte købe deres dyr og deres korn tilbage igen, men de huskede jo at de stod i ti mønter pr. ko sidst de købte.
Da de kom hen til den gamle mand sagde han: "Nu er jeg jo den eneste der ejer køer, så jeg bestemmer hvad de koster, og det bliver 50 mønter pr. ko!" Samfundet var helt forvirret, men de havde masser af mønter, så de købte deres dyr igen for at kunne handle med hinanden igen. Denne gang fulgte de endnu engang den nye værdi pr. ko. Til sidst endte det selvfølgelig på samme måde som sidst. Den kloge mand hævede endnu engang priserne til 100 mønter pr. ko.
Dette fortsatte i mange år. Samfundets efterkommere kendte slet ikke den kloge mand, men i stedet en masse der fik mønter for at arbejde for ham. Det skete igen og igen at mønterne blev mere værd, men det var jo kun rart, for så følte man sig da også så meget rigere. Engang var der kommet for mange mønter, så de kunne slet ikke være i husene mere. Så havde den kloge mand sat tal på nogen nye mønter med samme størrelse, og fortalte at tallet betød hvor mange mønter denne ene mønt var værd, og det var da noget enhver kunne forstå. Der begyndte så at komme mænd i samfundet som kun tænkte på at få flere mønter. De ansatte andre til at tjene mønter til dem, og gav dem så et antal mønter der var mindre end det de kunne skaffe for at gøre det. De mænd der gjorde det blev selvfølgelig rigere end alle de andre mænd, og de ville jo kun have mønter, så de brugte kun deres mønter når den kloge mand købte mønter for flere mønter i en kort periode, og derefter solgte dem for mere. Dette førte til at der var nogle mænd i samfundet der havde mønter hele tiden, og nogle mænd der aldrig havde særlig mange mønter.

Mønter skulle nu bruges til alt. De skulle bruges til at få mad at spise, sport at dyrke og gaver at give. Som samfundet blev større og større måtte flere og flere arbejde for at tjene mønter for de efterhånden få rige, så de kunne få endnu flere mønter. De arbejdede med kedelige ting som oftest gik ud på at sælge deres egen tid og frihed for at kunne få de mønter som de så hårdt skulle bruge, og som hele tiden blev mindre værd. De rendte rundt og solgte sig selv: Sagde hvad andre ville høre, og prøvede at glemme sig selv for at kunne tjene til dagen og vejen. De gjorde det for deres børn og deres elskede som nu engang var det vigtigste af alt. De løb hurtigere og hurtigere rundt i et samfund der ejede deres frihed, og havde taget deres børn og deres elskede som gidsler allerede før de blev født. Intet kunne de gøre ved det, og ingen kunne længere huske dengang en enkelt mønt var en hel ko værd.