"Vil du med mig til Ghana?"
   Thomas sad på stuegulvet, omgivet af billeder, og smed spørgsmålet op i luften som en bold, der forventede at blive grebet - af Marie, men hendes hænder var optaget af indkøbsposer og hendes sind af spekulationer. Hun var netop trådt ind ad døren efter en dag, der havde indeholdt langt flere udfordringer end sejre, og tanken om at smide det hele fra sig og kaste sig ud i et eventyr med sin elskede forekom tillokkende. Et øjeblik. Heller ikke mere, for Thomas' indædte forbitrelse mod alt med afrikanske undertoner fik Marie til at tvivle på, at han mente det alvorligt.
   Hvad vil du i Ghana? Jeg troede, du var nået frem til at det sted ikke har noget at byde dig?" Trætheden fik hende til at bide af Thomas, selv om det ikke var det, hun ønskede. Hun ønskede at sige ja tak til tilbuddet, for det var det, hun i flere år havde forsøgt at få ham til at bede sig om at gøre. At rejse med ham til hans andet fædreland.
   Thomas sendte Marie et blik, der på én og samme tid udtrykte uforståenhed over for hendes reaktion og begejstring over hans eget påhit.
   "Hallo?!? Er det ikke dig, der nærmest har plantet den idé i hovedet på mig? Nu har jeg endelig taget mig sammen til at gøre noget ved det, og så er du ikke interesseret?"
   Marie sukkede.
   "Det var ikke sådan ment. Jeg forstår bare ikke, hvad der pludselig har fået dig til at ændre mening, det er det hele. Selvfølgelig vil jeg gerne til Ghana, men jeg vil ikke alene derned, og jeg vil ikke lege ham fra Sporløs. Hvis jeg skal til Ghana, så skal det være fordi du har et formål med rejsen."
   Dette lod Marie hænge i luften, mens hun slæbte sine poser ud i køkkenet. Hun byttede Thomas' bold ud med sin egen, fordi hun ikke syntes, det var retfærdigt af ham at åbne mulighed for en tanke, der måske skulle pakkes væk igen. Det var første gang, hun havde hørt ham tale om Ghana med en positiv tone, og det ville kræve enten tilvænning eller spontanitet at lade ham få mål på dette område. Marie hørte ikke til de mest spontane mennesker.
   *Rolig nu. Mælk og crème fraiche i køleskabet. Grøntsager ud i baggangen. Mel og pasta ind i skabet. Pak ud. Læg på plads. Læg poser væk.*
   Vil du have kaffe?" spurgte Marie, mens hun lod de dagligdags gøremål sløre det faktum, at hun var ophidset og oprørt over ændringen i Thomas' holdning.
   "Kaffe? Hvor er det typisk dig at spørge sådan!"
   Thomas kom hen og holdt om hende bagfra, mens han kyssede hende på håret. Han duftede af aftershave og papir, en besynderlig støvet og sensuel blanding, der fik det til at gibbe i Marie, fordi det endnu en gang mindede hende om, hvor modsætningsfyldt, hendes liv var blevet efter at hun havde lært ham at kende. Thomas selv var så sammensat; sort og hvid, dyster og sprudlende, impulsiv og regelret - han repræsenterede på mange måder Maries eget liv sammen med ham, for hun så sig selv som uendeligt lidt overraskende, en tøjrepæl til det vilde dyr eller et anker for den herreløse båd, hvad enten det ene eller det andet var mest rammende - og guderne skulle vide, at det vekslede.
   "Lav du bare kaffe, så skal jeg nok fortælle dig om, hvad jeg har brugt min fridag på." Thomas gav Marie et kærligt klap bagi, hvorpå han smådansede tilbage til stuen for at fortsætte med det, han havde været optaget af, da hun gjorde sit stemningsnedslående indtog i huset.
   Mens kaffen bryggede, sluttede hun sig til ham, lidet anende, at denne dag skulle blive begyndelsen til enden på ét liv og enden på begyndelsen til et andet.
    
   
* * *
    
   Thomas' far hed Kweku og var ghaneser. Det er han stadig, men han var det i allerhøjeste grad, da han kom til Danmark i 1972, ledsaget af sin højgravide danske kone, Ingrid. De to havde mødt hinanden mens Ingrid underviste i engelsk på en skole i Kumasi, og det havde været kærlighed fra første blik - det var i hvert fald hvad Ingrid forsikrede sin lille søn om i årevis. Når alt kommer til alt, var sandheden sikkert nærmere den, at den unge Kweku øjnede en mulighed for at slippe ind i det forjættede Europa og for at kunne nå meget længere med sin lægeuddannelse i Danmark, end han nogensinde ville kunne i sit fædreland. Prisen, som var at gifte sig med den kønne og charmerende Ingrid, virkede sikkert ikke særlig høj for ham på det tidspunkt, og hvordan skulle han også kunne vide, at det, der er smukt og enestående under den kulsorte afrikanske nattehimmel ikke nødvendigvis tager sig lige sådan ud i frost og slud?
   Kulturchokket var øjeblikkeligt, overvældende og altfortærende. Ingrid havde en læreruddannelse, og fik hurtigt efter Thomas' fødsel en stilling i sin hjemby, Aabenraa, men Kweku stod med sine fine ghanesiske eksamenspapirer uden at kunne bruge dem til noget, fordi de ikke blev regnet for noget. Den bløde mand var bestemt ikke nået til Ghana på det tidspunkt, og der var da heller ikke nogen chance for, at Kweku ville lade sig spise af med at blive barneplejer for sin søn, der til alt held havde et par opofrende morforældre i nærheden. Ydmygelsen blev total, da det eneste job, Kweku kunne få, var som rengøringsassistent på Ingrids skole - og det var endda kun, fordi hun stod inde for ham.
   Han holdt trods alt ud i fem år, før han kappede fortøjningen og drev sydpå mod lunere himmelstrøg. Lige præcis længe nok til, at sønnen vidste, at faderen forlod ham, og længe nok til, at bitterhed og frustration mellem forældrene havde erstattet det, der havde været så smukt under palmerne.
    
   Ingrid tilgav aldrig Kweku, men hvad værre var, så straffede hun ham for tid og evighed ved at fratage ham sønnen. I mange år så det ellers ud til at det omvendte var tilfældet - Thomas oplevede, at hans far forsvandt, og han hørte aldrig fra ham igen, så det var nærliggende at tro, at Kweku ikke ville have noget med sin søn at gøre. Ingrid spillede på dette, og fik Thomas viklet ind i et net af forvirrende følelser som sorg, forvirring, fortvivlelse, længsel og vrede, hvor vreden til sidst fyldte mere end de andre følelser.
   Ingrid levede stadig, da Thomas og Marie lærte hinanden at kende, og selv om Marie var et ualmindeligt forstående og tålmodigt menneske, kom de to kvinder bare aldrig til at kunne lide hinanden. Marie fornemmede fra første færd den omklamrende magt, Ingrid havde over sin søn, og det var forbløffende at opleve den selvstændige, selvsikre, iltre mand forvandle sig til en lille, usikker dreng der higede efter bekræftelse og påskønnelse i sin mors selskab. Hvis Marie nogensinde havde været i tvivl om, hvorvidt Thomas virkelig var modsætningsfyldt, så fik hun det slået fast med syvtommersøm fra det øjeblik, Ingrid blev en del af hendes liv sammen med Thomas. På det tidspunkt havde de været kærester i et halvt års tid, og Marie havde forelsket mig i den dejlige mand, han trods alt var, så selv om introduktionen til hans mor kom som et mindre chok, havde den ingen indflydelse på hendes følelser for ham. Det var nok meget godt, at han ikke tog sin tilkommende med hjem til Ingrid på den allerførste date, men selv om Marie aldrig konfronterede Thomas med det, var hun sikker på, at han var bevidst om sin nærmest spaltede personlighed når det kom til Ingrid.
   Alting har dog en ende, og selv Marie måtte erkende, at enden for Thomas og hans mor kunne have været langt smukkere. Kort efter at Thomas og Marie - mere eller mindre mod hans mors ønske - var blevet gift, fik Ingrid konstateret brystkræft, og trods operationer, strålebehandlinger og kemoterapi, døde hun mindre end et halvt år efter. Døden kom som en udfrielse fra et mareridt af smerte og ubehag, men Ingrid var klar i hovedet til det sidste, og da Thomas som den naturligste ting i verden var ved hendes side i de næstsidste dage, valgte hun at lette sit hjerte overfor sin søn.
   Meget var nok kommet til at se anderledes ud, hvis Ingrid ikke havde følt dette behov for soning, men vigtigst af alt, så havde hun og Thomas kunnet få sagt ordentligt farvel. Det var dog ikke sådan, det skulle gå, for Ingrid fortalte Thomas, at hans far aldrig havde glemt ham.
    
   Fra allerførste færd havde Kweku været forgabt i den lille dreng, der trods alt var et resultat af både lidenskab og kærlighed, og han havde ikke ønsket at opgive Thomas blot fordi livet i Danmark blev ham for meget. Ingrid fortalte, hvordan hun med held havde opsnappet hvert eneste brev og hver eneste pakke som Kweku sendte til Thomas - hun ønskede kun at såre og straffe sin svigefulde mand, uden at ænse, at den hun straffede mest, var sønnen. Da vreden og sorgen stilnede af, og det gik op for Ingrid, at hun var forkert på den, havde hun rodet sig for langt ud i nettet af løgne og smædetaler til, at hun følte, at hun kunne fortælle Thomas sandheden. End ikke, da Thomas blev voksen, kunne Ingrid overskue konsekvenserne af sine handlinger, og hun holdt sagen hemmelig, indtil hun bogstaveligt talt lå på sit dødsleje, hvor hun håbede på tilgivelse.
   Tilgivelsen kom bare aldrig, for Thomas blev så rasende og ulykkelig over Ingrids løgne og hemmeligholdelser, at han simpelthen gik og aldrig kom igen. De nåede ikke at sige farvel, Thomas fik ikke raset ud, og Ingrid blev ikke tilgivet - mere smertefuld kan en afslutning vel næppe blive. Da Ingrid døde kun to dage efter tilståelsen, var Thomas bristefærdig af på den ene side vrede og bitterhed og på den anden side sorg og dårlig samvittighed, men han svor, at han aldrig havde kunnet tale med sin mor igen efter det, og at det var godt det samme, at det endte, som det gjorde. Marie vidste, at han ikke mente det, og at hvis Ingrid pludselig var blevet rask i stedet for at dø, så ville Thomas efterhånden have tilgivet hende, trods alt. Men det stod ikke til at ændre.
    
   
* * *
    
   "Vil du se, hvad jeg har fundet på loftet?!?" Thomas lød som en lille dreng, der har opdaget en nedgravet skat, og Marie kunne overhovedet ikke stå for det, men måtte simpelthen dele hans begejstring.
   "Ja da - når du nu har brugt hele din fridag på et eller andet vigtigt projekt, så er du søreme også nødt til at fortælle mig om det!" Hun fulgte efter hans stemme ind i stuen, hvor han atter havde sat sig mellem fotografier og - så hun nu - gamle breve.
   "Det er fra min far!" Thomas' øjne strålede af glæde og forventning, og det var tydeligt, at han regnede med at Marie nærmest ville bryde sammen i krampegråd af glæde.
   "...Jamen... hvad mener du?" Hun kunne næsten ikke få et ord frem, så forbløffet var hun, men glad... det var ikke lige præcis et ord, der kunne dække den følelse, der meldte sig. Hun havde levet med Thomas' aversion mod faderen, mod Ghana, mod Ingrid og siden mod Kweku igen (fordi han ikke havde gjort sig mere umage med at holde kontakten) i de fire år, de havde kendt hinanden, og hun forstod ikke, hvordan Thomas pludselig kunne virke så gennemført lykkelig over de selv samme ting, uanset hvor betydeligt hans fund var.
   "Kan du huske den kasse med min mors gamle dias og rejsebreve, som jeg ikke kunne få mig selv til at smide ud?"
   Marie nikkede svagt, men sagde ikke noget. Det faktum at de boede i Ingrids gamle hus og stadig havde læssevis af hendes ting stående på loftet, var en daglig kilde til frustration hos dem begge, men af en eller anden grund havde de endnu ikke taget sig sammen til at finde et nyt sted at bo, efter at Thomas arvede huset.
   "Nå, men den besluttede jeg mig altså langt om længe for at skaffe mig af med. Jeg kunne bare ikke lade være med lige at snuse lidt til det der var i den, og så... ja, du tror det er løgn, men det var slet ikke mors ting - hun havde bare skrevet noget uden på kassen for... for at snyde mig, måske? Men det  ville jo heller ikke være første gang..."
   Han sank hen i minder, der utvivlsomt var både bitre og søde. Trods det, Ingrid havde budt ham med hensyn til Kweku, så havde Thomas dog haft en god barndom sammen med sin mor. Han rystede sig pludseligt, som en hund, der ryster sig tør efter et bad, og fortsatte:
   "Det er alt det, min far har sendt til mig. Der er breve og billeder og små gaver - der sgu endda chokolade, der må være mindst tyve år gammelt!"
   Han rakte en lille, rødlig pakke frem til Marie. "Golden Tree Chocolate" stod der på den - navnet løj sikkert ikke om pakkens indhold, men tanken om at sætte tænderne i sådan en gammel lækkerbisken var alt andet end indbydende.
   "Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare smed det ud." Thomas var lød så forundret og rystet, at Marie ikke kunne gøre andet end at sætte sig på gulvet hos ham og se på den del af hans liv, der var blevet ham fornægtet. Sandheden var dog også, at hun var ved at blive grebet af en nysgerrighed og af lidt af den samme opstemthed, som Thomas havde mødt hende med, da hun trådte ind ad døren. Det føltes ikke, som om hun havde noget at miste ved at hjælpe Thomas med at finde lidt af sig selv, måske ville det endda være blive en berigelse.
   Havde Marie vidst, hvad fremtiden ville bringe, havde hun måske sat en stopper for alt det nostalgiske pjat, men den slags ved man jo ikke. Nogle gange er det nok godt, at man ikke har ret meget indflydelse på sin egen fremtid, for uanset hvad man mister, eller hvad man oplever af ubehagelige ting i sit liv, så sker der også positive ting i kølvandet på sådan nogle oplevelser. Hvis ikke Thomas havde været for nysgerrig til bare at smide Ingrids gamle mindekasse på losseren, så havde Marie aldrig lært Kweku at kende, og frem for alt var hun forblevet den Marie, hun inderst inde hverken respekterede eller brød sig om. Så måske ville hun alligevel ikke have sat en stopper for Thomas' tur ned ad Memory Lane, som englænderne så rammende kalder den slags, selv hvis hun havde kunnet se sit liv fra oven i sin helhed.
    
   
* * *
    
   Thomas' kaffe-med-fløde-farvede hånd kærtegnede et billede af en kulsort mand, der så fuldkommen fremmed ud. Billedet var tydeligvis taget for mange år siden, og mandens afrokrøller var stylet - eller sluppet løs? - i en forbløffende 70'er-frisure. Marie fik lyst til at grine højt, da hun så det, men hendes elskedes sindsstemning undertrykkede dette påtrængende behov. I hvert fald for øjeblikket var Thomas overvældet af følelser, positive såvel som negative, der havde meget lidt med morskab at gøre.
   "Marie, det er ham." hviskede han. "Og jeg kan godt kende ham. Jeg troede, jeg havde glemt hvordan han så ud, men nu kommer det hele tilbage til mig, det er lige før jeg kan huske hvordan han duftede..."
   Marie slog armene om ham og kyssede hans glatragede isse. Uden at hun vidste hvorfor, snørede hendes hals sig sammen, og hun kunne ikke med bestemthed sige, om det var sorg eller glæde, eller måske begge dele, der øvede indflydelse på hende i det øjeblik. Senere ville hun nok være tilbøjelig til at sige, at det var sorg, men det kunne det kun have været, hvis hun virkelig havde haft de semisynske evner, hun selv troede, hun havde - og dem blev hun med tiden temmelig sikker på, at hun aldrig havde været i besiddelse af.
   I virkeligheden var dette øjeblik sammen, på Ingrids gamle stuegulv, omgivet af gaver og kærlighedserklæringer fra en desillusioneret mand til en efterladt søn, i højere grad præget af glæde og bevægelse end af sorg og forudanelse. For selv om strømmen af forsendelser var droslet ned og dernæst stoppet for næsten seksten år siden, var de dog en pludselig gave i form af fjorten år - fjorten år, der skulle have været oplevet sammen, men som i det mindste var bedre nedfældet på papir end aldrig oplevet.
   "Har du set det åndssvage hår?!?" Thomas overraskede Marie ved at knække sammen af grin. "Når han havde været i bad, stak jeg mine hænder ind i det hår og legede at det var en badesvamp!" Et piget fnis undslap Marie, og det fik latteren til at skylle ind over dem begge i en forløsende bølge, og hvor stemningen før havde været nærmest højtidelig, greb de sagerne ganske anderledes an, da de først havde grinet ud og var blevet klar til at påbegynde den uopsættelige opgave med at komme hele bunken af breve igennem.
    
   Mens Marie færdiggjorde den kaffe, der før havde tjent som undvigemanøvre, men som nu skulle være det beroligende element i en sindsbevægende og sikkert omfattende opgave, satte Thomas sig til at sortere forsendelserne efter dato. I sin ophidselse over at have "fundet sin far", havde han spredt alt omkring sig i ét virvar, men nu, hvor der var faldet ro over ham, var det ham magtpåliggende at læse det hele i den rigtige rækkefølge.
   De skiftedes til at læse Kwekus breve højt, og da intet brev blev direkte efterfulgt af et andet uden en lille diskussion, et par tårer eller en stille, tænksom stund, var det næsten midnat, før de nåede til bunds i fjorten års længsel og gentagne opfordringer til at tage på besøg i Ghana, og den første kande kaffe var blevet til tre. Ingen af dem følte sig i stand til at sove, og der var da heller ingen af dem, der gjorde anstalter til at gå i seng. Der var så meget at sige, og så meget at vende, at tanken om nogensinde at tømme sit hoved og glide ind i søvnen virkede fuldkommen urealistisk - det var der slet ikke tid til.
   Én ting stod klart, og det var, at Thomas måtte forsøge at genoptage kontakten med Kweku, uagtet det faktum, at det var seksten år siden han sidst havde meldt sig, og at han i princippet kunne være død og borte. Under alle omstændigheder kunne der være sket hvad som helst, men den blotte forestilling om, at han skulle have mistet interessen for sin søn, selv om han tydeligvis havde opgivet håbet om at se ham igen, virkede absurd, og spillede derfor ingen rolle. Thomas måtte gøre noget for at finde sin far, og det var ikke svært for ham at overtale Marie til at hjælpe, for hun var optændt af begejstring over at kunne være med i processen. Hun følte sig som medvirkende i et førsteklasses drama og havde ingen anelse om, hvor sandt det var.
    
   En lillebitte låge til en anden Marie blev åbnet den aften og nat. Hun kunne mærke det, det var som om nogen trykkede på en knap, og - klik - så var hun pludselig ikke længere nødt til at være hende, der altid stod i skyggen af andre, aldrig gjorde noget på eget initiativ, altid tvivlede på sit eget værd, og måske værst af alt tvivlede på hvorfor - eller ligefrem om - hendes mand virkelig elskede hende. Det var ikke nogen åbenbaring eller en guddommelig indgriben, der fik alt omkring hende til at stå i flammer. Det var bare en stille og benovet erkendelse af, at hun havde taget fejl, og at der lå flere muligheder derude for hende, end hun turde drømme om. De var hendes, hvis hun turde tage dem.
   Det, Marie tog, var Thomas' hånd. Da han så hende ind i øjnene, følte hun, at han vidste, hvad hun tænkte, men hvordan han kunne det, når hun knap nok selv vidste det, det gik over hendes forstand. Da hun slap ham igen, gjorde hun noget, hun aldrig havde gjort før. Marie var nærmest høj af glæde og bristefærdig af stolthed, da hun gik op ad trappen til soveværelserne, vendte sig om og sagde:
   "Kom."