Kvinden kniber øjnene sammen. Hårdt. Så hårdt, at små gnister snurrer bag øjenlågene og gør hende svimmel. Med ét åbner hun atter blikket mod døren. Hvorfor forsvinder de ikke? Lydene, der gør hende utilpas og får hende til at føle sig utilstrækkelig. Små kvæk, der udarter sig til grynt ulig nogen menneskelig lyd, synes hun, og som giver hende koldsved, fordi hun ved, hvad det vil ende med.
   Lad mig nu bare være!
   Har hun måske bedt om det her? Nå ja, det har hun måske, men hun har i hvert fald ikke vidst, hvad hun gik ind til. Hendes lemmer er tunge og reagerer ligesom ikke på det, hendes hjerne beder dem om, og når det endelig sker, går det så langsomt, at hun nægter at tro på, at det er hende selv, det handler om. Hun skal nok rejse sig, det gør hun jo hver gang, det sker, præcis som hun skal og som det forventes af hende. Kvinden undrer sig over, hvor glæden blev af. Den forsvandt nogenlunde samtidigt med, at de besynderlige lyde flyttede ind i hendes hjem og gjorde det til et fremmed sted, en jagtmark, hvor hun selv er den jagede og altid på flugt fra den evindelige, vedholdende støj. Måske går det i sig selv igen, tænker hun, mens hun lægger hænderne over ørerne og prøver at lukke af. Det hjælper ikke noget at gøre sig selv døv, for selv i stilheden kan hun høre det, og det går aldrig i sig selv.
   Hendes mand er begyndt at blive bekymret. Hver dag, når han kommer hjem, er det første han siger: "Hvordan er det gået i dag? Hvordan har du det?". Kvinden ved, at hun burde være glad for hans opmærksomhed, at hun ville gøre klogt i at prise sig lykkelig, for hvor mange af hendes veninder ville ikke ønske sig en mand, der overhovedet interesserer sig for, hvordan de har det? Det er jo ikke for at være utaknemmelig, hun ved bare ikke, hvad hun skal sige til ham. Hvordan skal hun beskrive den brusen, der opstår i hendes indre ved det allermindste kvæk, og hvordan skal hun kunne få ham til at føle den tumult af angst, pligtfølelse og modløshed, der plager hende dag og nat?
   Han slår det for det meste hen. "Det går jo over, skat." Kvinden mærker hver gang en stormflod af hævntørst og galde, der næsten slår benene væk under hende. Det er jo så let for ham, og det er kun fordi hun er så uendeligt træt, at hun ikke kaster sig over ham og bruger vold for bare at få ham til at holde kæft.
   Vær dog stille, for fandenihelvede!
   Manden er ikke bekymret for lydene eller den kilde, hvorfra de udspringer, han koncentrerer sig bare om, at hun ikke længere er den, han giftede sig med, at hun er blevet en fremmed. Sådan har det i hvert fald været indtil nu, men kvinden fornemmer en ændring i stemningen, en gnistren i luften, der ikke har været der før, og som ikke skal være der overhovedet.
   Han stoler ikke på mig.
   Erkendelsen slår luften ud af hende, som hun sidder der på sengekanten og forsøger at få sine ben til at rette sig ud og bære hende hen til døren. Et hulk undslipper hende, for nu er det hele pludselig blevet værre, end hun troede, det kunne blive. Hun griber fat om sengekanten og tvinger sine arme til at løfte den svækkede krop. Det værste er, hvis manden føler, at han ikke kan stole på hende, for det kan han. Hun gør det, hun skal, for hun kunne ikke drømme om andet, men det er umuligt for hende at gøre mere end det. Skal der virkelig mere til, for at det bliver godt nok? Er det ikke nok, at hun ikke kan sove, ikke kan spise og ikke kan glæde sig over noget, bare fordi lydene nu har taget en vigtigere plads i hendes liv? Kærligheden er der måske et sted, men hun kan ikke få fat på den, hun kradser i den tomme luft efter en følelse at klamre sig fast i, men alt, hvad hun opnår, er tomhed. Tomhed og så angsten.
   Svajende står kvinden og stirrer ud af vinduet. Der er sket en ændring i vejret, for det er blevet helt mørkt udenfor, selv om det kun er eftermiddag. Eftermiddag, så kommer manden snart hjem. Hun ser frem til hans hjemkomst med lige dele forventning og gru, lettelse og modløshed, for selv om de så er to, gør han jo hverken fra eller til. Det lillebitte æbletræ, som de plantede for ganske nylig for at markere begyndelsen på en ny tid - jo tak - svajer for blæstens styrke, som hun gør for sit indres fråden. Holder det dog aldrig op?!? Hun vil jo gerne, hun vil virkelig gerne være glad og lykkelig og føle sig i sit rette element, men hun kan ikke mærke andet end dette sorte, tomme hul, der truer med at trække hende med sig, og hun klamrer sig til de trygge, daglige rutiner for ikke at blive suget ind i malstrømmen.
   Det lykkes hende at komme helt hen til døren, men længere rækker kræfterne ikke, og nu er lydene stilnet af. Hun lader sig dumpe ned i en stol, der er overhængt med bh'er, nattøj og klude i varierende tilstande af renhed og lukker øjnene for at hvile sig. Bare et øjeblik... hvorpå hun vågner med et spjæt og med en puls, der truer med at slå alle rekorder. Kvindens hjerte hamrer så hårdt, at hun kan høre blodet pumpe rundt i kroppen og alle andre lyde falder bort. Vågnede hun af sig selv, eller var der noget, der vækkede hende? Den øre fornemmelse forlader hende langsomt, mens hendes verdens genkendelige lyde vender tilbage. Eller, det er netop det - det gør de ikke. Er der ikke alt for stille i huset? En flues summen, den svage pippen ude i haven fra en fugl, som hun ikke for sin død ville kunne sætte navn på, de første regndråber på ruden, men ikke det sædvanlige...
   Straks tager pulsen til igen, og kvinden kommer på benene langt hurtigere, end hun gjorde fra sengen, slår døren op med et sus, der får soveværelsets anden dør til at klapre, og stævner med uvant sikre skridt hen imod den lille seng, der pryder den fjerneste væg i rummet.
   Dér ligger han! Hun flår dynen af ham med en rask bevægelse og snupper den spæde dreng op i favnen. Chokket over det pludselige temperaturskift og det skarpe lys får ham til at stikke i et fortvivlet vræl, og kvinden knuger ham ind til sig. "Undskyld, undskyld!" halvt mumler, halvt græder hun. Hendes krops automatiske, urgamle vuggen får den lille til at falde til ro, mens hendes egen puls atter falder til et normalt leje. Stilheden omfavner dem, men det varer ikke ved, for så snart drengen har fundet trygheden, genopdager han den begyndende sult, der havde forhindret ham i at sove, og han grynter snart krævende og vedholdende, for til sidst at vræle arrigt. Ingen trøst slukker et spædbarns sult, kvinden ved det allerede af bitter erfaring, og der er ingen anden vej vist end at få gjort noget ved det.
   Hvem sagde, at flaskebørn sover så godt?
   Kvinden tager den vrælende dreng med sig, mens hun gør en sutteflaske klar. Hun er blevet god til at klare mange ting med én hånd, selv om det ikke er noget, hun vil prale af. Hun havde ikke forestillet sig, at alting ville blive så svært, og at hendes gamle liv ville forsvinde som ved et tryk på en kontakt, og hun er ikke længere så sikker på, at dette var, hvad hun ønskede sig. Det gør heller ikke sagen lettere, at det med amning ikke blev en sag for dem; det er, som om hun skal komme med en forklaring hver gang, der er nogen, der konstaterer, at barnet får flaske. Som om det er endnu en bekræftelse af, at hun er en dårlig mor - endda dårligere, end hun nogensinde havde troet, for hun kan ikke finde kærligheden til sin søn, og selv midt i denne erkendelse føler hun også, at det er det allerstørste svigt. En mor skal elske, ubetinget.
   Da drengen får flasken i munden og grådigt hugger mælken i sig, falder der en slags ro over dem. Den rytmiske sutten får kvinden til at slappe en smule af, og hun ser ind i det dybe blik, som hendes spæde søn stædigt fastholder hendes med. Hun har læst, at øjenkontakt er vigtig, og den skyldfølelse, der i forvejen plager hende, er medvirkende til, at hun af al magt forsøger at udholde drengens stirren. Han stirrer ned i de dybeste huler i hendes sjæl med et årtusinder gammelt blik, så hun føler sig afklædt og udstillet som den ravnemor, hun er.
   Hvorfor elsker du mig ikke, mor? Hvordan kunne du bringe mig til verden til det her?
   Kvinden lægger ikke mærke til, at hun græder, før der kommer store, fugtige plamager på drengens pligtskyldigst blåstribede bodystocking. Hun ved ikke, hvor tårerne kommer fra, for hun troede ikke, at hun tænkte på noget, men det havde hun jo nok gjort alligevel. Hun undrer sig over, at han aldrig smiler til hende. Fem uger gammel, fem år, fem tusind år! Er det ikke gammelt nok til at begynde at smile? Måske er det fordi han i virkeligheden bebrejder hende for at have placeret ham i dette glædesløse liv. Der var så trygt derinde i hans lune hule, og så kom han ud til denne... denne kolde og vemodige stemning, som ikke lader sig opvarme. Kvinden føler sig svagt utilpas ved tanken om, at hun virkelig er hans mor og at det er hendes ansvar, det hele.
   Hvis det starter sådan her, så kan det da aldrig komme til at gå godt.
   Hun frigør sig fra drengens blik og vender ansigtet opad for at holde på tårerne, men de ændrer i stedet retning og triller ned i ørerne på hende. De regelmæssige, sugende lyde og den lilles tilfredse grynt burde være beroligende, i stedet begynder det at virker enerverende. Er det det snigende uvejr, der har ydet dårlig indflydelse på hendes humør? Som om det kunne blive meget værre. Langsomt tørrer tårerne ud, og da kvinden atter ser ned på sin lille søn, er han faldet i søvn. Mælken pibler ud af hans ene mundvig og laver en plamage på hendes bryst. Der, hvor han egentlig skulle have haft mad. Hun fjerner flasken, og med den frie hånd gnider hun sig over kinderne, hvor det salte spor har gjort huden stram og indtørret.
   Hvorfor kommer manden ikke hjem? Han når det da ikke, før det virkelig bryder løs udenfor.
   Næppe har kvinden tænkt tanken, før hun hører gruset i indkørslen knase under bildækkene. Åh, sikken lettelse! Og dog... nu skal hun bare stå skoleret igen, og hun orker det simpelthen ikke. Det er ikke rimeligt, det ved hun, drengen er jo trods alt også hans søn og han har ret til at bekymre sig, det er bare så trættende. Så krævende. Så...
   Da hoveddøren går op, mærker hun et sug gå gennem huset. Det må blæse mere derude, end hun havde regnet med. Et sted klaprer en dør. Hun mærker mavemusklerne trække sig sammen i forventningen om gensynet med manden, og det gør hende både irriteret og ked af det. Sådan var det aldrig før i tiden, da var hun uden undtagelse glad for at se ham. Hvordan kan sådan et lille væsen ændre alt grundlæggende i et andet menneskes liv? Drengen er dog så hjælpeløs og på enhver måde afhængig af andres hjælp for at kunne overleve. Måske er det der, hunden ligger begravet. Hun bryder sig måske i virkeligheden ikke om ideen om at være kilden til overlevelse eller bare hovedansvarlig, det er bare for meget, for stort et ansvar.
   "Hej skat, hvordan går det? Hvordan har dagen været?"
   Kvinden sukker længe indvendigt, inden hun smører et blegt smil på og går ud til manden. Den sovende dreng ligger i hendes favn. Hun tør ikke lægge ham fra sig, for så vågner han bare igen, og hvad skal hun så gøre? Hun ser et lys tændes i mandens øjne, da han får øje på dem, og den dårlige samvittighed melder sig endnu en gang. Hvordan kan hun tillade sig at være så egoistisk, at hun ikke gør alt, hvad hun kan, for at holde det lys tændt i sin elskedes øjne? Ham kan hun da i det mindste huske kærligheden til, om end den ligger en smule fjernt.
   "Det er gået o.k. Han sover ikke så meget, så det er typisk, at han sover nu." Hendes stemme lyder mærkeligt normal, hun havde forventet, at den ville være sprukken og tør efter ikke at have sagt en lyd en hel dag. Hun kan ikke en gang synge for drengen, fordi hun føler sig som et løgnagtigt fjols, når hun prøver.
   Manden virker overdrevet glad for hendes svar, han kommer hen for at kramme dem begge to, og til sin rædsel mærker hun, at hun trækker sig bare en anelse tilbage. Hun håber, at han ikke lægger mærke til det. Han stryger den lille uendeligt blidt over kinden, en gestus, der får hendes hjerte til at trække sig sammen og sende besked af sted om flere tårer. Det er hende, der skal gøre den slags og virkelig mene det, sådan som det er tydeligt, at manden gør. Resolut lægger hun barnet over i hans favn, selv om han ikke en gang har taget overtøjet af endnu. Hun vender sig og går ind i stuen for at undgå mandens spørgende blik.
   "Du er jo ikke o.k.! Hvordan kan du sige det, når det er helt tydeligt, at det ikke går spor bedre?" Manden er bare bekymret, men hun hører en snert af vrede i hans stemme, noget, der slet ikke skal være der, og som i hvert fald overhovedet ikke hjælper hende. Nu kommer det igen - kan han dog ikke bare tie stille?!
   "Skal vi have fat på en læge, eller hvad?" Hun ved, at det ikke er hans mening at lyde anklagende, men sådan virker det bare, og det er som en gnist mod en tønde krudt.
   "Jeg skal fandeme ikke have nogen læge! Jeg skal bare have nogen til at komme og tage den unge fra mig, så jeg kan få noget fred!!" Endnu mens ordene er på vej ud af munden på hende hører hun, hvor forfærdeligt, det lyder, og udtrykket i mandens ansigt lader heller ikke nogen tvivl tilbage. Nu har hun da slået sømmet på hovedet. Hvis hun virkelig bare ønskede at være i fred, så skulle hun bestemt ikke sige sådan noget, som hun ikke mente, og som hun aldrig kunne trække tilbage. Det ligner slet ikke hende at eksplodere på den måde. Sindsoprivelsen tvinger hende ned at sidde, og hun presser håndrødderne mod øjnene for at undgå at se på sin mand.
   "Jeg skal ikke have nogen læge," får hun frem, men det er svært at sige, om manden er overbevist, eftersom han er ganske tavs. Med den sovende dreng på armen lykkes det ham at komme ud af overtøjet, hænge det på plads og sætte sig ved siden af kvinden. Stilheden runger i stuen, indtil han lægger en arm om hende, og hun spontant læner sig ind mod ham som for at få støtte både fysisk og psykisk.
   "Det kan jo ikke blive ved med at gå sådan her, han har jo ikke en gang et navn endnu, og du kan dårligt nok se på ham uden at græde." Manden klemmer hende blidt for at understrege, at det ikke er nogen kritik men en rimelig indvending, og hun tager den til sig. Hvordan kan hun give barnet et navn, når hun ikke en gang føler sig sikker på, at hun virkelig vil have ham? Nej, det er ikke det. Hun er slet ikke sikker på, at drengen vil have hende, det er der, den er gal. Hun kan ikke skyde skylden på et spædbarn, men det er hende umuligt at tro, at hun er den, han har brug for, så derfor befinder hun sig i denne ulykkelige gråzone mellem pligt og ansvar, hvor ingen glæde kan trænge ind, men hvor sørgmodigheden har frit lejde. De der mørke, mørke øjne, der havde mødt hende straks efter fødslen. De havde klædt hende ganske af, skrabt al påtagethed og forstillelse væk og set hende som den hun er, det menneske hun er i sin inderste kerne. Og hun er rædselsslagen for ikke at slå til. Hvordan kan hun nogensinde vide, om drengen synes om det, han har set i hendes inderste gemmer?
   De sidder længe i stuen uden rigtig at sige noget. Navne kommer ikke på tale, det er som om manden instinktivt forstår hendes dilemma, men hun vil ikke spørge ind til det, for tænk, hvis det nu er noget, hun bilder sig ind. Uvejret er for længst brudt ud i verdenen udenfor ruderne, men i hjemmet hersker stilheden en stund. Det er blevet mørkt, og regnens pisken på ruden kan ses i lyset fra en gadelygte. Det er ligesom tårer, synes kvinden. Hun er selv færdig med at græde, det er som om der ikke er mere tilbage. Hun undrer sig over, at drengen bare sover og sover på sin fars arm, og forsøger at kvæle den tanke, at det bare er endnu et bevis på, at hun ikke magter rollen. Det lille, skaldede hoved hviler trygt på farens behårede underarm, munden er krøllet en smule sammen som i et lille kys. Den ligner et hjerte. En svag sitren i kvindens indre får hende til at suge vejret ind, ganske umærkeligt, men overvældende for hende. Helt spontant rækker hun hånden ud og stryger en finger hen over de bittesmå læber. I søvne reagerer drengen instinktivt og vender ansigtet mod hende for at følge fingeren, det er næsten ved at få hende til at græde igen, men fornemmelsen i maven føles helt okay. Hun læner sig tilbage, lægger hovedet bagover og kniber øjnene sammen til gnisterne snurrer bag øjenlågene.
   Det er nat, og uvejret er taget til. Kvinden har ikke sovet, siden de gik i seng, hun ligger og lytter til blæsten og venter på, at drengen skal vågne og kræve mad. Det er svært at falde i søvn, når man ved, at man alligevel snart skal op igen, især når man ikke ved præcis hvornår. Næsten i samme øjeblik, hun tænker på den lille, begynder han at grynte i sin lift ved siden af forældrenes seng. Han ligger altid der om natten, fordi hun ikke orker at gå i pendulfart mellem værelserne. Det er et under, at hendes trætte ben nat efter nat kan bære hende ud i køkkenet for at lave den påkrævede mad. Drengens grynten eskalerer hurtigt til en insisterende gråd, og kvinden sætter sig op med et suk. Den gode fornemmelse fra tidligere er svær at spore her midt om natten, mens det tuder om hushjørnerne udenfor og krav på krav truer med at vælte hende omkuld i hendes eget hjem.
   Ja, ja... jeg skal nok!
   Hun tager den grædende dreng med sig for ikke at vække manden, der ellers snorker lystigt. Der er vel ingen grund til, at de begge skal være vågne. Er der? Lænestolen ved det store stuevindue udgør en god plads til de natlige måltider, her kan kvinden se ud på verden udenfor, når det lykkes hende at frigøre sit blik fra drengens. I gadelygtens skær kan hun se, at der er knækket adskillige grene af træerne langs gaden, men det lille æbletræ strider en ærlig kamp mod vejrets rasen. Så vidt, hun kan vurdere, er det uskadt, men det er måske fordi det er så ungt endnu og så blødt og føjeligt. Som om en tanke har slået hende, vender hun blikket mod drengen, men han har lukket sine øjne og koncentrerer sig om maden. Et eller andet sted indeni håber hun, at han ikke har opgivet hende.
   Kvinden giver et lille, forskrækket skrig fra sig, da et smæld får hende til at fare sammen. En afbrækket gren er smækket mod ruden, dog uden at forette skader. Drengen bevæger sig. Hun søger hans nu åbne blik, og så sker det. Han slipper taget om sutten og lukker munden op i et altfavnende, tilintetgørende smil. Rettet mod hende.
   Han elsker hende! Han elsker hende, selv om hun ikke kan finde ud af at elske ham! Men det kan hun!
   Det starter helt oppe i hovedbunden. Hun mærker, hvordan en prikken og piblen bevæger sig ned ad hende under huden og giver hende en fornemmelse af at være opfyldt af lys indefra. Vokser der vinger ud på ryggen af hende, eller sidder der en engel og iagttager dem? Deres eget, lille mirakel. Drengen bliver ved og ved med at smile, og kvinden smiler igen indtil hun ler, og så ler hun indtil hun græder. Lyset er der stadig, hun føler sig varm og lykkelig og fuld af begejstring. Og det er dog bare et smil, men hvilket et!
   Om morgenen finder manden sin kone og søn i selvsamme lænestol. Han er først bange for, at den er rigtig galt fat, for han har endnu ikke oplevet at vågne alene, men så træder han nærmere og ser på sin lille, sovende familie. Kvinden udstråler en fred, som han ikke har set, siden drengen kom til verden, og drengen selv... ja, han sover, som om han aldrig har bestilt andet. Langsomt dukker kvinden op til bevidsthedens overflade, men hun ser ikke manden. Hun ser uvejrets ødelæggelser derude i haven og på vejen, og hun ser, hvordan morgensolens stråler ubarmhjertigt afslører skaderne. Æbletræet står der, uberørt.
   Kvinden fornemmer mandens tilstedeværelse og drejer ansigtet mod ham, uendeligt langsomt, for ikke at forstyrre den ro, hun befinder sig i. Hun sender ham et smil, ægte denne gang, og han føler sig pludselig svimmel. Sådan har han ikke set hende før, ikke en gang, da de var nyforelskede og verden var lysegrøn. Hun er blevet en anden, men en dejlig anden. En, han ikke behøver bekymre sig for. Han forstår ikke, hvad der er sket, men han er ligeglad, for han kan se, at det har haft betydning for kvinden og at der pludselig er håb for dem alle tre. Måske kan drengen ligefrem få et navn nu.
   Kvinden er ikke tankelæser, men hun fornemmer mandens følelser og med en stemme, der er så fuld af håb og glæde og overbevisning, at manden aldrig kan sætte spørgsmåltegn ved det, siger hun:
   "Han skal hedde Storm."