Marie havde altid været sikker på, at hun ville vide det, når det skete. At hele hendes krops nervespidser og samlede intuitive kræfter ville fortælle hende det, når en af hendes kære drog herfra på den uigenkaldeligt sidste rejse. Når - for ligesom hun ejede en urokkelig overbevisning om at kunne fornemme at der var sket noget, nærede hun en vished om, at der ikke alene var en lurende risiko for at "noget" ville ske, men at denne risiko var mere end det. En overhængende fare, en forudbestemt begivenhed, der blot ventede på det rette tidspunkt.
   Mange nætter havde hun ligget vågen og ventet på sin søster, der kom sent hjem fra byen, når de tilfældigvis var hjemme hos forældrene på samme tid. Fyldt med så modstridende følelser som angst og vrede, håb og glæde - angsten for hvad der måtte ske; håbet om at deres sidste ordveksling, hvad enten den var sød eller bitter, ikke var den sidste; vrede både over ikke at vide ordentligt besked og over at være en pylrende hønemor; og endelig glæde over at elske et menneske så inderligt, at hun gang på gang ikke alene kunne gennemgå hele følelsesregistret men også rumme det. Lettelsen, når Rose endelig dukkede op ud på de små timer, udløste usvigeligt en taknemmelighed over, at det heller ikke blev denne gang.
   Hver gang, Maries forældre var ude at rejse, var hun ikke rolig, før de var nået helskindet frem og tilbage. Flykapring, motorskade, røveri, mord, kidnapning, biluheld, drukneulykker, brand, overfald, voldtægt, tortur, sult, tørst og elende dansede en dødeballet på hendes indre biografskærm hver gang, hun tillod sig selv at spekulere på, hvordan de bortrejste havde det. Fornægtelse, naivitet, et barmhjertigt forsyns evne til at lade hende sortere i bekymringer, eller en kombination af alle tre dele forhindrede hende i at udsætte sig selv for de samme spekulationer, når Fader og Moder var trygt placeret bag de hjemlige rosenhække - når de kunne nås indenfor en rimelig tidsfrist.
   Hvorom alting er, så var Marie i mange, mange år sikker på, at hun ville vide det, når den onde lykke lo sin hæslige latter.
    
   Da det så skete, anede hun ingenting.