Marie havde ingen traumatiske, seksuelle oplevelser i sin bagage, og så vidt, hun vidste, var hun aldrig blevet hverken misbrugt, befamlet af uønskede hænder eller som barn blevet påtvunget unødig viden om andres seksuelle udskejelser. Men hvis ret skulle være ret, så havde hun i alt for mange år opført og følt sig som om det var tilfældet - hun var simpelthen en regulær snerpe, som måske i virkeligheden trivedes bedst med separate soveværelser til ægtefolk, hvis det ikke lige var fordi hun også var en udpræget tryghedsnarkoman, og derfor holdt umådeligt meget af at ligge i ske. Thomas ændrede ikke synderligt på dette, men han var dog i stand til at forlene Marie med en vis tryghed ved sex, om end ikke ligefrem begejstring.
   Det var ikke til at vide, hvor denne usikkerhed kom fra. Marie havde sine egne lommefilosofiske teorier, men måske var hun bare sådan indrettet, at sand hengivelse ikke skulle have plads i hendes liv. Måske havde hun nok i at observere sin søster.
    
   Hvis Rose og Marie stillede sig op foran et spejl ved siden af hinanden, ville de på én og samme tid se to ens og to vidt forskellige personer. De lignede virkelig hinanden, det kunne selv Marie se. Nok var de ikke tvillinger, men der var kun elleve måneder imellem dem, så ret beset var de det næsten, og hvad udseendet angik, så var de det afgjort. Forskellen lå i psyken, og de var levende beviser på, at det indre har indflydelse på det ydre, for hvor modstridende det end lyder, så lignede de overhovedet ikke hinanden alligevel.
   Kort sagt var Rose den udadvendte og Marie den indadvendte, men det kunne bare ikke siges så kort, trods alt. Marie elskede sin søster som var hun rent faktisk hendes enæggede tvilling, og som var de forbundet på et andet plan end de fleste mennesker, men ind i mellem strejfede den tanke hende, at Rose havde fået - eller taget? - noget, der skulle have været i Marie. Det var simpelthen som om al den energi, Rose udstrålede og udviste var blevet suget ud af Marie, eller bare var blevet Roses, fordi Marie ikke slog hurtigt nok til, da personlighederne blev uddelt. Rose kom først, så måske var der ganske enkelt ikke mere tilbage, da hendes umættelige sjæl havde forsynet sig.
   Rose var den, alle lagde mærke til, når hun kom ind ad en dør - uanset om det var til en fest eller i den lokale Fakta. Hun fortryllede mænd med ét blik og undgik sjældent at gøre kvinder hadefulde og afvisende af samme grund, men det betød ikke noget for hende, fordi det bare var sådan. Sådan havde det altid været, og det må igen have været psyken, der spillede ind, for selv om Rose var smuk, så var hun ikke en blændende skønhed, og hun havde under ingen omstændigheder proportionerne til at blive fotomodel. Hun var bare, og hun havde et hundrede procent tillid til sig selv.
    
   I flere år end Marie kunne holde ud at tænke på, var hun bogstaveligt talt en skygge af Rose, og hun var det stadig, da denne fortælling tog sin begyndelse. Det kommer til at lyde som det var Roses skyld, men sådan var det slet ikke - i virkeligheden var det nok mest Maries, fordi hun altid sammenlignede sig med Rose. Rose selv havde ikke kunnet undgå at lægge mærke til denne selvmodsigende forskel på dem, men det havde aldrig været nævnt mellem dem, og Marie vidste, at Rose (dog uden held) til tider havde forsøgt at lægge en dæmper på sig selv i hendes selskab.
   Faktisk var det Rose, der først havde lært Thomas at kende. Hun havde været på jagt efter en kaffemaskine til forældrene, og den dygtige sælger i hårdehvidevarebutikken havde sendt hende hjem med en espressomaskine, en æggekoger, en stavblender-hakker-pisker, en bordventilator og en middagsaftale, men uden en kaffemaskine. Forældrene valgte selv at finde en bønnebrygger, og Roses date med Thomas gik mere eller mindre elendigt - de skiltes i mindelighed men også i stor enighed om, at de nok var lidt for ens til, at det kunne blive rigtig sjovt.
   Ved nærmere eftertanke mente Rose så, at Thomas kunne være berigende selskab for Marie, så hun "kom til" at invitere dem begge hjem til sig en aften. Til Maries store forundring syntes Thomas at dele Roses opfattelse om, at han og Marie kunne have glæde af hinanden, og han indledte en stormkur, der kun kunne ende på to måder: med et forhold eller med et tilhold. Marie var et svagt træ i en storm, og hun gav ret hurtigt efter; når alt kom til alt, havde hun ikke virkelig noget at sætte fingrene på, andet end at hun ikke kunne forstå Thomas' interesse. Han var så smuk og charmerende - hvem som helst ville være dum at takke nej til hans tilnærmelser, så det virkede temmelig påfaldende, at det var Marie, der skulle være den udkårne.
   Senere - specielt efter at have mødt Ingrid - gik det op for Marie, at Thomas' glødende interesse i starten nok mest var udsprunget af en idé om at her var en kvinde, der ikke ville give ham kamp til stregen, og hvor han ikke skulle anstrenge sig for at få den påskønnelse, han i den grad trængte til. Da denne tanke blev klar, havde Thomas' indledende hensigter imidlertid ændret sig, og han havde forelsket sig i den sjæl, som Marie ikke troede, var værd at kende. Et kort øjeblik var Marie såret, men lettelsen over, at Thomas var blevet hos hende gjorde, at hun slog erkendelsen hen. Det vigtigste var trods alt, at han elskede hende nu.
    
   
* * *
    
   Alt dette lå Marie og tænkte på i mørket, mens Thomas sov ved siden af hende, udmattet efter aftenens psykiske og  fysiske anstrengelser. Hun lod sin blege hånd glide hen over hans skuldre, for 117. gang forundret over hvor meget, de to forskellige farvetoner klædte hinanden.
   Bliver man mon det, man er skabt til at være, eller er det omstændighederne, der skaber en? Hvor meget ghaneser var der reelt i Thomas, ud over den brune lød? I årevis ville han have forsvoret at have blot en krumme af Afrika i sig, men nu... Marie vidste ikke, hvad hun skulle mene om det hele. Inderst inde ønskede hun, at Thomas skulle skabe en kontakt med sit andet hjemland og især med faderen, for hun var selv vokset op i en tryg, om end på nogle områder følelsesmæssigt handicappet familie, så hun forstod vigtigheden af netværk. På den anden side var det jo ikke bare en tur til Århus, de stod overfor. Risikerede Thomas ikke at blive skuffet eller chokeret, selv hvis det lykkedes ham at finde Kweku?
   Bag ruden lyste månen strålende klart - forunderligt, at hun kunne føle sig blændet af et genskin. Marie stod ud af sengen, for hun var alligevel ikke i stand til at sove, og lod det sælsomme skær drage sig mod vinduet. Alle de breve, de havde gennemgået i aften viste en mand, der havde fået knust sit hjerte, og som ikke ønskede andet i livet end at gense sin søn. Lod de sig forblænde af dette? Det var trods alt så mange år siden, og det kunne ikke være anderledes end, at tingene havde ændret sig undervejs, men Thomas lod til at mene, at alt var, som det havde været, da brevstrømmen stoppede for seksten år siden, ja faktisk måtte alt være, som det havde været, da han mistede sin far som femårig... Marie sukkede. Uanset hvad, så kunne han ikke undgå at blive skuffet eller som minimum få en form for kulturchok, hvis de valgte at opsøge Kweku nu.
   "Hvad laver du derovre?"
   Thomas' stemme rev Marie ud af hendes tanker, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til ham, så hun trak bare på skuldrene. Deres blikke mødtes, og det var, som om Thomas vidste, hvad Marie tænkte på. Det var anden gang på få timer, hun havde haft den fornemmelse, og det var ellers aldrig sket før. Så meget var blevet ændret med fundet af Kwekus breve, og Marie var sikker på, at de kun havde løftet en flig af tæppet.
   "Skat, kom herhen. Jeg ved godt, at det er lidt overvældende, det her... det er det jo også for mig! Men synes du ikke også bare, at det er vildt spændende?" Thomas var gået fra nærmest koma til lysvågen begejstring på få sekunder, og nu ville han have Marie med sig.
   Marie tøvede, før hun sagde: "Det er bare det, at du ikke har nogen mulighed for at vide, hvad der venter dig... Måske vil din far slet ikke have noget at gøre med dig mere - måske lever han ligefrem ikke mere! Og har du overvejet, at du måske har brødre og søstre dernede i Ghana, som muligvis slet ikke kender til din eksistens?"
   "Selvfølgelig har jeg da tænkt på det!" Thomas lød næsten forurettet. "Tror du, at jeg har tænkt på noget som helst andet det sidste halve døgn? Det skulle da lige være bortset fra, da du nærmest voldtog mig før..." Han slentrede hen over gulvet og smilede indladende til Marie, der pludselig følte sig helt kold indvendig. Hun var ikke i stand til at mønstre andet end et blegt smil. En underlig fornemmelse krøb ind over hende, en skræmmende erkendelse af at have mistet noget af sig selv, på trods af, at hun selv havde givet det bort.
   "Sådan har jeg aldrig oplevet dig før... Hvad gik der af dig?" Thomas grinede og kyssede Marie på halsen, voldsomt og krævende, og han var så optaget af hende og sig selv, at han ikke bemærkede hendes sindsstemning.
   "Thomas, lad være! Jeg... jeg er ikke i humør til det...!" Marie hørte sin egen stemme som om den kom fra en radio, underligt flad og metallisk, genkendelig og alligevel ikke. Hun vendte sig bort og lod sine fingre spille gennem månelyset i vindueskarmen.
   "Sig mig, hvad er der i vejen med dig? Jeg kan slet ikke kende dig!" Thomas slog opgivende ud i luften. "Først er du kold og afvisende, så bliver du vildt begejstret over fars breve og kaster dig over mig - noget du aldrig har gjort før - og nu er du pludselig kølig og fremmed igen! Hvad går der af dig?!?" Han smed sig over i sengen og lå dér med ryggen til Marie som et forurettet barn, der forventer en undskyldning uanset hvis skyld, det er.
   Marie vidste godt, at hun forekom uforståelig for ham, men fordi hun ikke selv kunne nå frem til årsagen til sine egne reaktioner den aften, kunne hun ikke se, hvordan hun skulle prøve at forklare Thomas noget. Hun satte sig på sengen og håbede bare, at Thomas ville falde i søvn igen. Det skete dog ikke - efter ganske få øjeblikke vendte han sig om og lagde sin arm om livet på hende, så hun atter blev gennemstrømmet af denne kølige flod af usikkerhed og tvivl.
   "Læg dig nu ned hos mig, vi kan da snakke om det her i morgen..." Thomas' indtrængende stemme havde ikke den tilsigtede effekt, men Marie lagde sig i det mindste ned. Straks var der disse hænder og læber, som hun nok elskede, men ikke på den måde, han ønskede det. Smerten ved den erkendelse var ved at give Marie kvalme.
   "Stop... jeg har det ikke så godt. Jeg trænger bare til at sove..." Marie afviste Thomas, men samtidigt tog hun hans arm og holdt den om sig, så han ikke skulle føle sig fuldkommen forvist. "Lad mig bare sove, så må vi snakke om alt det her i morgen, som du sagde..."
   Thomas så på hende, og efter en rum tid nikkede han. Det var tydeligt, at han ikke nåede nogen vegne, og selv om Marie skammede sig ved det, følte hun en form for lettelse. Thomas havde ret: hvad havde hun dog tænkt på, da hun pludselig gav den som den store forførerske? Hun kyssede ham søsterligt og lod så, som om hun lagde sig til at sove.
   Som ventet tog det ikke mange minutter, før søvnen gjorde Thomas' åndedræt jævnt og roligt, men Marie lå bare og stirrede ud i værelset. Hun stod ikke op, af frygt for at vække Thomas endnu en gang, men hun var heller ikke i stand til at sove. Glæden og sorgen holdt en bitter strid i hende - glæden over Thomas' fund, over Thomas selv og over at være elsket; sorgen over på den ene eller den anden måde at være nødt til at opgive noget af sig selv, og over ikke at helt at kunne give Thomas det, han ønskede. Det var tydeligt, at Thomas havde til hensigt at rejse til Ghana, og Marie kunne ikke blive enig med sig selv om, hvad hun skulle stille op med det. Valgte hun at rejse med, kastede hun sig ud i noget, som hun ikke havde nogen mulighed for at have kontrol over - de ville være overladt til skæbnen og til Kwekus hensigter. Hvis hun ikke tog med, ville hun ikke være den kone og kæreste, som Thomas fortjente - hun ville være en fej hund, som lod andre om at klare ærterne. Hun kendte også Thomas så godt, at hun ikke kunne forestille sig, at han ville tilgive hende for at svigte ham på den måde, og hvor var hun, hvis ikke hun havde Thomas? Tanken gjorde hende rædselsslagen, for han var hendes trygge havn, ligesom hun var hans.
   Lige inden, det lykkedes hende at falde i søvn, besluttede hun sig for at forsøge at mane Thomas til besindelse. Der var ikke nogen grund til at styrte afsted til et fremmed, eksotisk land over hals og hoved, hvis han kunne starte med at skrive et brev til Kweku i stedet. Dét måtte være den rette beslutning. Tanken fik Marie til at føle sig en smule mere rolig, og denne ro samlede sig om hende som et tæppe og gjorde hende i stand til at sove.