Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore...

Fnis.

"Tryk på den igen."

Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore...

Fnis, fnis.

"Igen! Igen!"

Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore...

Skjult inde i et falsk bjørnehoved, står Azrael Rasmussen (den menneskelige version af Døden, Fjerde Rytter af Apokalypsen) bag den skrig-røde skranke i en Build-A-Bear forretning, med en kold lilla varme brændende i øjnene.

I de sidste femten minutter har han observeret en sukker-høj, syvårig pige, der står i kø for at få sin Frost inspirerede Dronning Elsa fyldt ud, mens hun trykker på en blå knap, der spiller et ti sekunders klip af sangen Let It Go - en sang som Azrael betragter som den mest irriterende sang i universet - igen og igen og igen.

Azrael er fri til at stirre ondt bag facaden af sit pelsede ansigt, men han skal være forsigtig med hvordan han kontrollerer afskyet der løber igennem hans skrøbelige menneskeårer, ellers risikerer han utilsigtet at sætte denne lille pige i brand.

Hvilken tragedie det ville være, tænker han tørt.

En sen gruppe af pigens festgæster ankommer og slutter sig til hende og Azrael ved, at denne grufulde tortur langt fra er ovre.

At være butikschef i en Build-A-Bear forretning er slemt nok, men fødselsdagsfester er de værste. Især når teenage lakajen som normalt bærer bjørne kostumet (Build-A-Bear's maskot, der bliver hevet ud til kampagner og specielle lejligheder) melder sig syg i sidste øjeblik og Azrael må overtage. Det er ikke første gang. Har barnet ikke haft fem bedstemødre der døde i løbet af de sidste to år?

I det mindste er denne lille sadist og hendes slaver ikke begyndt at synge...

"Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore..."

Tolv skingre, falske stemmer bryder stilheden og Azrael kan lugte, at polyesteren inde i det hoved han bærer, er begyndt at ryge.

"Fucking fuck..."

"Undskyld, sir?" Spørger hans ubehageligt hjælpsomme assistent, idet hun smiler til ham igennem kostumets åbne mund, som om det er den største dag i hendes liv - præcis ligesom hun har gjort hver dag, imellem den dag hvor firmaet hyrede hende og i dag. Hvad der gør hendes konstante positive attitude endnu mindre udholdelig er det faktum, at Azrael indså fra dag ét, at hun havde et crush på ham...og han foragter hende for det.

Hver gang hun vender sit lyserøde tyggegummi smil imod ham, har han lyst til at skrige: "Nej! Nej! Nej!! Nej!! Nej!" Indtil vinduerne smadrer og bygningens fundament revner.

Ikke endnu, siger han til sig selv med en dyb indånding ind og ud. Ikke endnu.

"Kan du venligst gå ud i baglokalet og hente endnu en kasse med disse sølv glitrende hæle? Jeg har på fornemmelsen, at de snart løber tør," siger han for at dække over sit banderi, selv om han ikke behøver gøre det. Han kunne have fortalt hende hvad som helst og hun ville have troet ham.

Han vil bare gerne slippe af med hende. Den parfume, som hun bader i, fordi hun tror at den vil tiltrække hans opmærksomhed, gør ham kvalm med hvert åndedræt han tager.

"Okie dokie, Hr. Rasmussen" Siger hun med en forfærdelig flirtende tone i stemmen. "Jeg er straks tilbage."

Hun går ikke normalt. Hun hopper væk. Azrael ser efter hende og forestiller sig, at hun bliver jagtet ned og får revet lemmerne af, en efter en, af en trehovedet hund, måske endda en hydra. Eller endnu bedre - en drage. Så begynder han at forestille sig den samme drage, der brænder festgæsterne; dem der skriger og hyler og synger den forbandede sang, og for første gang den dag smiler han.

Polyester fibre går hurtigt i brand, forsikrer han sig selv. Dette sted ville brænde op som et romerlys på sekunder.

Azrael har levet meget længere end de femogtredive år, som han lader vise på sit ansigt, og i den tid, århundreder efter århundreder har han set det hele - verdens fordærvelse stige til et skummende kaos, der er klar til at overflyde det metaforiske bæger; men ikke på den åbenlyse blasfemiske måde, som det har udfoldet sig på i de sidste hundrede år eller deromkring.

I den fjerne fortid har Azrael set gode mænd stjæle brød, for at skaffe mad til deres familier. Men disse mennesker i dag stjæler bare fordi de kan, og på en meget større skala end et enkelt brød. Han har været vidne til en historie, hvor folk faldt med stolthed over deres egne tapre gerninger, som i sidste ende blev deres undergang. Men disse mennesker, der går rundt med deres Prada-punge og Rolex-ure, bare for at blive set, er stolte af de penge de har og de ting de kan købe, selvom de ikke nødvendigvis behøver dem.

Han har set de ædleste herskere få en smag af magt; set det fordærve dem og udvikle sig til en lyst, der til sidst fortærede dem. Og alle disse mennesker omkring ham, selv i denne butik, der burde nyde spændingen ved barndommens uskyld og glæde, lyster efter de smukkeste ting - fra kærester, til biler, til tøj, til de nyeste mobiltelefoner.

For mange år siden måtte han rejse verden rundt for at finde bare en enkelt person, der legemliggjorde alle de dødelige synder. I denne tidsalder behøver han ikke at gå meget længere end det lokale butikscenter.

Det er tydeligt - for ham i det mindste - at tegnene på enden er her. Gå udenfor dette indkøbscenter; denne havn af griskhed, og hvad vil han finde?

Fordomme.

Intolerance.

Vold.

Racisme.

Fattigdom.

Frådseri.

Mobning.

"Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore..."

Den sang.

Azraels grin vokser sig grotesk på hans ansigt der er skjult bag kostumet; hans hud bliver sort med en rød essens af død. En enkelt berøring fra hans hånd ville stjæle sjælene fra alle de tilstedeværende og gøre dem til ofre for en retfærdig dom...hvis ikke for den bjørnedragt han har på.

Det er her - det øjeblik de har ventet på. Det må det være - gudskelov. Han kan ikke vente med at se det hele brænde; smadret og ødelagt af klingen på hans sværd og de trampende hove under hans mørke ganger. Han trækker armene ind i sit bjørnetøj, fisker sin iPhone ud af bukselommen og sender en sms til de eneste tre personer på hans kontaktliste (udover hans distriktsleder).

Erobring.

Krig.

Og hans personlige favorit - hungersnød.

Oh yeah. Døden kalder tropperne sammen med et enkelt tre-ord budskab, der signalerer enden af denne verden.

Til: Kontaktgruppe - Rytterne
   Det er tid.


* * *

Azrael sidder ved et to-personers bord i kantinen og observerer aften personalet tømme skraldespandene, lyden af deres kondisko på fliserne ekkoer i det helt tomme indkøbscenter.

Klokken er 22:57. Næsten elleve. Indkøbscenteret har været officielt lukket i godt over en time. Der havde været en enkelt anden leder her, der støvsugede i Hallmark-butikken, men han gik for en halv time siden. De tre personer, der havde lovet at komme til Døden med et øjebliks varsel, når han kaldte, er farligt tæt på at brænde ham af.

Azrael ser på sin mobiltelefon og skærer ansigt.

"Hvor i helvede er...?"

Det er da, at han hører klik klik lyden af høje hæle ramme fliserne og duften af sød vanilje og ingefær fylder luften.

"Hej fremmede," siger en blød stemme. "Sikke et syn du er."

Azrael smiler. Hun kom. Han vidste, at ud af dem alle ville hun ankomme først.

Han rejser sig op og vender sig mod skabningen har stadig føler alt for. "Hej Liv. Lang tid siden." Han holder hånden ud og er ivrig efter at mærke Livs hånd i sin igen.

De har ikke set hinanden tit, siden hun blev forfremmet til rytter og forholdet imellem dem blev umuligt at opretholde. Det var næsten et århundrede siden og i mellemtiden har Azrael regenereret resten af sin jordiske form.

"For længe, Azrael." Liv lader sin hånd glide ind i hans greb. Azrael sammenligner ikke ofte noget med dette (det er for smertefuldt for ham at tænke på), men Liv ligner stadig den dødsengel hun engang var og hun lugter himmelsk. Men uanset hendes udseende, hvordan hun vælger at klæde sig, hvordan hun bærer sig selv, er der magt i hendes hænder; en styrke der går udover hvad hun gør for at bevare sin fysiske form. Et enkelt blik fra Livs øjne, et snap af fingrene, og alt omkring dem ville forfalde. Fødevarer ville rådne. Dyrene ville sygne hen; stadig levende ville deres hjerter slå blodet ud af dem, indtil de løb tør. Planter ville visne og dø, smuldre til støv.

For Azrael er det et enormt turn-on. Selv om han godt kan se ironien i at en engel med navnet Liv er blevet Hungersnødens rytter. Hendes navn er en direkte kontrast til hendes gave. Men Liv har altid været en hvirvelvind af modsætninger.

"Du hidkaldte mig?" Liv sætter sig i stolen overfor Azrael, tager et sekund først til at beundre hans jordiske krop. Hun var aldrig i tvivl om at han ville være noget for sig, men hans åbenlyse fysiske skønhed tager alligevel hendes vejr fra hende.

Azrael ser på sin telefon. "Jeg hidkaldte jer alle tre. Du er den første der er dukket op."

Liv bevæger sig i sit sæde og ser væk, utilpas. "Så tror du virkelig at det er tid?"

Azrael læner sig ind da han taler og indånder den herlige duft af ingefær og vanilje. "Gør du ikke?"

"Tjaa, jeg har blandede meninger om sagen selv."

"Jeg ved det," siger Azrael, lidt bitter omkring Livs meninger. "Du har gemt dig væk i et elfenbenstårn, siden vi blev forvist hertil, men det har jeg ikke. Jeg har været her, Liv. I skyttegravene, så at sige. Levet iblandt dem. Arbejdet med dem. Du har ikke set de ting jeg har set."

"Såsom?" Et smil strækker sig op i hjørnet af Livs mund, underholdt af Azraels lidenskab for ingenting.

"Grådigheden. Forfængeligheden. Dovenskaben."

"Jeg tror du glemmer, at jeg bor i Frankrig, min kære," siger Liv. "Hvis du vil se grådighed og forfængelighed, så er det der du skal være."

Liv siger det som et tilbud, men Azrael lader ikke til at fange budskabet.

"Det ville ikke betyde noget, hvor jeg er, Liv! Faktisk tror jeg at du lige har bevist min pointe. Det er overalt! Læser du ikke aviserne? Slår CNN op på internettet?"

"Du gode Gud, nej!" Griner Liv. "Det er for deprimerende!"

"Nå, men det gør jeg. Hver dag. Og hver eneste dag bliver det værre. For at være ærlig, så forstår jeg ikke hvorfor han har ladet stå til så længe." Azraels øjne kigger op, som om Liv ikke ved, hvem han henviser til.

"Det hedder fri vilje, Azrael." Siger Liv overbærende. "Han gav den til alle. Selv os, husker du vel?"

"Men vores frie vilje kommer af at skulle afgøre, hvornår nok er nok i hans sted." Azrael griner sit maniske grin fra tidligere, mens han dagdrømmer om ild og ødelæggelse.

"Det er på tide at trække sværdet..." siger han og griber bordet.

"Azrael..."

"Gøre hestene klar..."

"Az, skat ..."

"Og bringe en ende på vederstyggeligheden, der har overtaget verden!"

Udenfor bekræfter et tordenskrald Azraels apokalyptiske dekret. Vagterne kigger rundt og mumler med hinanden om hvorvidt det vil regne eller ej. Liv krydser sine ben og ruller med øjnene.

Azrael køler ned og ser tilbage på skærmen af sin telefon. "Hvor er de? Jeg mener, de skulle have været her for længe siden. Dette er uacceptabelt!"

"Jaeh, øhm..." Liv hoster og leger nervøst med sin rubin røde halskæde for at undgå Azraels brændende blik. "...de sms'ede mig faktisk før jeg kom her."

Azraels øjne flyver til Livs ansigt, deres lilla glød tydeligere i den svage belysning.

"Og ...?" Siger Azrael, ved at tabe sin tålmodighed.

"Og..." Svarer Liv, hun ønsker virkelig ikke at være i midten af dette, at være budbringer af trodsighed til Døden, af alle skabninger. "... kort og godt sagde de at de...øh...ikke kommer."

"Ikke kommer!?" Brøler Azrael, kantinen ryster af lyden af hans stemme og sender de skræmte vagter væk i frygt for den uforudsete storm der må være på vej. "Hvad mener du med at de ikke kommer!? Har du ikke set tegnene? Har de ikke set tegnene? Jeg kan ikke være den eneste! Tiden er nær!"

"Tja," siger Liv, der stadig finder det svært at se Azrael i øjnene, når han er på en morderisk tirade som denne. "Men hvad nu hvis tiden ikke var...du ved... nær?"

Azrael stirrer på Liv, forfærdet. Liv er fristet til at grine, men selv om hun også er en rytter nu; at lave sjov med Døden selv? Det er simpelthen dumt, uanset hvem du er.

Men Liv bliver nødt til gøre noget, før Azrael åbner et hul i jorden der sluger hele København.

"Hør her, Azrael! Vi behøver ikke at åbne sluserne. Disse mennesker ødelægger sig selv. Desuden har vi det godt her."

"Måske har i det godt." Siger Azrael. "Erobring har vundet endnu en WWE titel..."

"Fik du set den kamp?" Liv hopper ind. "Atilla killed it! Figurativt, selvfølgelig."

"Nej." Sukker Azrael. "Jeg har ikke pay-per-view."

"Åh." Liv ved ikke hvad hun skal sige, så Azrael fortsætter.

"Krig har åbnet en Hot Springs spa i Utah..."

"Ja." Liv griner og ryster på hovedet af tanken om Genghis Khan med hans vanvittige temperament og tørst efter kamp, omgivet af bambus kviste i glas med kildevand og undervisning af klasser i Feng Shui. "Jeg er heldig, jeg sprang på med det samme. Bedste investering jeg nogensinde har lavet."

Azrael stirrer på Liv, øjne violette af vrede, og Liv bliver alvorlig igen.

"Undskyld." Siger hun. "Fortsæt."

"Og dig!" Azrael peger på Liv i hendes dyre McQueen-dragt og de lyse striber i hendes hår. Var de nye? Azrael ved det ikke. Han har ikke set Liv i...kan det virkelig være så længe? "Hungersnød - kører den mest eksklusive femstjernede restaurant i Paris! Men kig på mig, Liv! Jeg er Døden! Jeg er den fjerde rytter! Terroren på jord! Selv med jer tre ridende ved siden af mig, vil jeg stadig rangere højest som den største frygt i menneskers sind - og jeg leder en fucking Build-A-Bear butik, for hans skyld!"

"Du behøvede ikke at være leder af en Build-A-Bear butik," siger Liv med en sarkastisk tone på sine læber. "Jeg mener, søgte McDonalds ikke medarbejdere?"

"Jeg er seriøs, Liv!" Azrael slår i bordet med sin hånd og gulvet ryster under dem. "Af os alle, er jeg den eneste der tog vores mission alvorligt. Jeg er den eneste af os, der lå i skjul og ventede. Jeg søgte ikke efter ære for mig selv!"

"Og hvorfor ikke?" Spørger Liv.

Azrael åbner munden for at argumentere, men han kan ikke. Han har ikke et svar på det andet end han gjorde sit job. Men Liv har ret. Den Almægtige satte dem på jorden for at vente på tegn på apokalypsen, men han instruerede dem ikke præcist i hvad de skulle gøre, mens de ventede. Azrael valgte denne position. I det mindste kan han indrømme det overfor sig selv.

Men han kan ikke tage Livs drilleri mere, ikke når hans gamle flamme har levet det fede liv, mens han tilbringer sine eftermiddage med at fylde hylder med bamse tilbehør.

Liv ser Azraels skuldre falde og sukker. Det gør ondt i hendes sjæl at se Døden så...besejret.

"Lyt til hvad jeg siger, Azrael. Hvad du har gjort er prisværdigt, men du behøvede ikke at opgive dig selv og leve i fattigdom for at gøre det. At gøre tingene på denne måde var dit valg. Vær en stor dreng og indrøm det! Du kan ikke ødelægge hele menneskeheden og tilkalde Egyptens plager, fordi du sidder fast i et arbejde til minimumsløn!"

Azrael forsøger at vende sig væk i sit trange, ubøjelige sæde og slår ryggen smertefuldt mod kanten af bordet i processen. Liv lægger en hånd på hans skulder.

"Du er måske her lige nu, Azrael, men det er ikke her, at det var meningen du skulle være."

Azrael flytter sig en tomme og trækker sig længere væk. "Jeg har ikke brug for din medlidenhed, Liv."

Liv ser på Azrael - ser på Døden - i hans blå arbejdstrøje og khaki bukser - og i hovedet smiler hun.

Du har brug for noget.

"Azrael." Liv lægger hånden tilbage på hans skulder, hvor den var blevet skubbet af og masserer forsigtigt, så Azrael ikke vil blive fristet til at ryste hende af igen. "Hvornår var du sidst i Paris?"

"Det ved jeg ikke? Under den Sorte Pest, måske?"

"Præcis! Det er alt for længe siden. Du har gjort det at være Døden, til en altopslugende passion for apokalypsen. Og hvad har du fået ud af det, hmm? Det skal jeg fortælle dig - du danser for en skare af skrigende børn iført et bjørne kostume, det er hvad du har fået ud af det."

Azraels kinder bliver pinke.

Hvordan fanden ved hun det?

Betyder det at Liv har holdt øje med ham?

"Åh, så...du så det, huh?"

"Yup." Liv bider et grin tilbage. "Det gjorde jeg." Hun står op fra sit sæde og træder ind foran Azrael, hun har brug for at se hans ansigt - dette smukke, men svage menneskelige ansigt, som er så ulig hans Rytter ansigt. "Vi har fået denne tid på Jorden til at leve blandt menneskene, og da vi startede troede vi, at det var en fængselsstraf. Men måske handler det at leve med menneskene ikke om at fordømme dem."

Azrael låser øjne med Liv, og den violette flamme i dem går ud. Det var altid Livs superkraft - ikke forfaldet eller ødelæggelsen. Men at kunne putte raseriet, der brænder varmt inde i Azrael, som et evigt bål, til hvile.

"Hvad handler det så om?"

"Måske handler det om at forstå dem. Han har givet dem så mange chancer. Måske er vi en del af det. Der er så meget mere for dem at lære endnu, Azrael. Også dig."

Liv lægger en trøstende hånd på Azraels knæ, og Azrael tager den og løber tommelfingeren over den tynde hud, der skjuler Livs sande form. Azrael har altid syntes, at Livs sande form var smuk, et syn at se, af mareridt og herlighed. Et glimt af Livs storhed kan bringe alle, både menneske og engel, til deres knæ.

Men dette - denne overfladiske, menneskelige kontakt - er også rar.

"Så hvad synes du jeg skal gøre?"

"Jeg synes du skulle komme med mig," siger Liv. "Kom til Frankrig. Arbejd som en kok i mit køkken." Azrael fnyser ved tanken om mere arbejde, og Liv griner. "Eller lad være med at arbejde. Besøg Louvre, gå langs Seinen, lær at male. Glem at være Døden i et stykke tid og lær hvordan det er at være Azrael."

"Og...dig og mig?" Spørger Azrael, selv om han ikke havde tænkt sig at gøre det. Det handler ikke om de to. Det har det ikke gjort i årtier. Men han kan ikke lade være. Det værste ved ordren om at leve som menneske, var den tid han havde tilbragt væk fra Liv.

"Vi kan tale om dig og mig på vejen," siger Liv og smiler.

Azrael nikker. Det er svar nok for ham.

"Okay," siger han. "Du har ret. Jeg har ikke brug for det her. Jeg behøver ikke at være her. Jeg vil prøve at være ligesom jer, finde min niche, blive modbydeligt rig og se verden falde fra hinanden på egen hånd, uden at jeg selv skal løfte en finger."

"Sådan skal det lyde!" Liv giver ham et kram. "Lad os gå nu. Lugten af dette sted er ved at blive for overvældende. Jeg troede ikke noget kunne lugte værre end rådden tarm, men noget derovre ... " Hun peger vagt i retning af en klynge låste kiosker. "... brænder mine bihuler."

"Det ville være Running Sushi."

"Okay, hvis vi nogensinde ødelægger verden, så mind mig om at starte der." Liv børster sine bukser af. "Jeg har en limosine der venter udenfor og et privatfly..."

"Fint, fint..." Azrael begynder at gå i et rask tempo. "... men der er noget vigtigt jeg skal gøre først."

Azrael går over til rulletrappen med en nysgerrig Liv tæt bag sig. Han tager den en etage ned til hvor Build-A-Bear-værkstedet er placeret - det er den første butik man ser, når man kommer ned af rulletrappen, hvilket genererer masser af trafik, især i julen.

Azrael foragter indkøbscenteret i julen.

Han kigger ind gennem vinduet bag skranken, hvor han forlod bjørne kostumet inden han lukkede butikken ned. Han stirrer på det og husker de sidste mange år af sit liv - skrigeriet, det konstante syngeri, det overdrevne grineri, vittighederne på hans regning, fødselsdagsfesterne han ikke kunne være mere ligeglad med, de næsvise unger der klatrede på ham, forældrene, som troede at han ville fungere som babysitter, bare fordi han arbejdede der og var klædt ud som et kæmpe udstoppet dyr. Han lader sin afsky for forbrugerisme, for materialisme, for kapitalismen der har overmandet samfundet, overvælde ham.

Og bjørne maskottens smilende hoved brister i flammer.

"Azrael!" Liv gisper, men kun halvt alvorligt og slår ham på armen.

"Han fortjener det." Han tager Livs hånd, der syder under overfladen med behovet for også at ødelægge noget og lader hende flå hans uniform i stykker. De efterlader den på gulvet udenfor butikken. Med lidt held vil hans assistent finde den om morgenen og tro, at han blev ædt af en bjørn.

Ironien er ikke tabt på ham.

THE END