Jeg vågner søndag morgen; en rigtig varm dag.
"Drik nu ikke for meget," var der nogen der sagde.
Mit stakkels hoved dunker, det gør helt vildt ondt.
Jeg løfter det langsomt fra puden, det føles så tungt.
Jeg rejser mig fra sengen, men pludselig værker mit ben.
Kigger ned og ser et sår; "Hvad fanden lavede jeg igår?"
Jeg blinker stjerner ud af øjnene, mens rummet snurrer rundt.
Og bliver en anelse nervøs; "Det her kan umuligt være sundt."
Hvert skridt jeg tager er en stor kamp, kvalmen gør det svært at få luft.
Hvor efterlod jeg nu de panodiler; "Sikkert samme sted som min fornuft."
Jeg vakler rundt i en desperat søgen efter medicin; ber til at jeg har noget i mit hjem.
Og håber virkelig at jeg finder det i tide, for jeg ved jo godt hvor det her bærer hen.
Men heldet er desværre ikke med mig denne gang, jeg må flygte akut mod mit wc.
Og dramatisk kaste mig på knæ over kummen i aller sidste øjeblik, hvid som sne.
Og mens jeg ligger der, fuldstændig ynkelig med kinden mod badeværelses kolde fliser.
Fantaserer jeg om at have en tidsmaskine og skrue tiden tilbage på min timeviser.
Den indre stemme er også hurtig til at uddele skyld, formaner; "Du må lære at tage bedre valg."
Og jeg sværger atter engang at det ikke vil ske igen, at jeg i fremtiden vil modstå alkoholens kald.
Men vi ved jo begge to godt at det er ret urealistisk, når alt er glemt igen efter jeg har fået mig en lur.
For så snart jeg er bedre tilpas bebuder djævlen på min skulder; "Der skal være plads til en god druktur."
De forførende kolde drinks lokker altså endnu og jeg ser stadig mig selv i øjnene, når jeg kigger i et spejl.
Der er ikke skyggen af dårlig samvittighed, så der skal åbenbart mere til før mennesker lærer af deres fejl.