Stakkels være den person, der er endt samme sted jeg er.
Jeg græder for et menneske, der altid føler sig til besvær.
Hvis man først er endt på overførselsindkomst, så bliver man dømt.
De stikker deres næser i vejret, skænder på dig, indtil sjælen den er tømt.
Men hvilken forskel gør det egentlig, når du allerede var dødfundet,
efter at have været kastebold i systemet og slaget med kommunen var vundet.
Der er ikke meget tilbage af den du troede du var; det runger indeni, du er tom.
Når du kigger dig i spejlet, ser du kun en skal af følelsesmæssig fattigdom.
Og når du møder nye folk, så løber sveden af dig, når samtalen bliver faglig,
for du er virkelig nervøs for spørgsmålet: "Hvad laver du så til daglig?"
Det er når ordet "førtidspensionist" kommer på banen, at rummet bliver stille og akavet.
Det er som om de ikke kan forstå at "sådan en samfundsnasser" stadig kan være begavet.
For er man ftp'er, så skal man jo enten være fysisk handicappet eller mentalt dum,
man må ikke ligne alle de andre normale og især ikke virke smilende og sund.
Næh, for skal de betale for din overlevelse, så skal du helst mangle et ben eller to,
og kan de ikke se på dig udadtil at du fejler noget, så får du dem aldrig til at tro.
Der går ikke længe før de kigger skævt på dig og anklagerne om dovenskab flyver,
og så det er ligegyldigt hvor meget du prøver at forklare, de tror stadig du lyver.
Det er meget vigtigt for dem at de kan sætte dig på plads, så du ved hvor du hører hjemme,
at du ikke er noget værd og befinder dig i bunden af ranglisten, lader de dig aldrig glemme.
Du må heller ikke lave noget frivilligt, så du føler at du gør bare en smule gavn.
Nej, de vil have du skal sidde alene derhjemme, være elendig og føle afsavn.
Konstant er man under angreb, det føles næsten som om man er sat i stævne.
Først var det tid brugt på Facebook, nu er det glæde, der regnes for arbejdsevne.
Det er utroligt som man skal have på puklen, bare fordi man er glad.
Hvor i alverden kommer det fra; alt denne mistroiskhed, alt dette had?