Stilheden er som et højrøstet minde,
erkendelsen af en synkende skude.
En bygning der stille vil forsvinde,
bevidsthedens bøjer i tågen vil tude.
I mit stiveste puds jeg står,
spejler mig i vanviddet,
kaster skygger mod friheden,
ensomhedens marmor er hård mod min skygge.
Men der er en drøm det sidste af mit liv,
brikkerne af min sjæl er de mon synlige.
Et puslespil med et fortabt motiv,
hvad er det som ånderne vil sige.
På den sidste side jeg skriver,
som grafitti på en mur.
Forstanden fra mig river,
når du mig inden næste tur.
Den gamle forlystelse med dens figurer,
er staldet op for vinteren efter sidste omgang.
Kun støvet tager de sidste ture,
en mand i hans puds der synger sin sang.