Liv står i skyggen af det lille soveværelse - et af hendes yndlings værelser.

Værelset ligger i det hus, der engang var hendes, da hun var barn. Da hun var menneske. Da hun stadig levede. Selvfølgelig var huset anderledes dengang. Det er blevet renoveret mange gange i løbet af årtierne - vvs tilføjet, derefter elektricitet, verandaer installeret, de simple ruder genopbygget med storm vinduer for at gøre dem energieffektive. Så meget har ændret sig, tiden marcherer forbi, livet bevæger sig fremad, på trods af at hun ikke længere er en del af det - som det gør. Som det vil. Som det skal.

Selv efter i aften.

Væggene i dette rum er blevet malet en lys solskinsgul - noget hun aldrig ville have gjort selv, det ville heller ikke have passet til hende. Men det passer til den lille pige, som sidder ved sit træskrivebord - et skrivebord, der engang tilhørte hendes mor.

Hun snøfter, mens hun omhyggeligt skriver sit farvel brev på et ark Power Puff papir med sin lyserøde yndlings kuglepen; den der har en blød gul dut på enden, fastgjort med en fjeder så den hopper frem og tilbage, mens hun skriver og ryster med hvert et ord.

Liv kan ikke se over hendes skulder fra hvor hun står, men hun kan høre ordene i hovedet, mens barnet skriver dem.

Kære far og Joan og nye baby Mira

Når du læser dette vil jeg være væk. Jeg ved, at i ikke vil have mig. Og når den nye baby kommer, vil der ikke være plads til mig her. Jeg er ikke vred eller ked af det. Jeg forstår, det er okay. Jeg vil ikke fortælle jer, hvor jeg tager hen, men ved at jeg vil være sikker og glad, når jeg kommer derhen.

Liv ryster ulykkeligt på hovedet og tørrer tårerne på sine kinder, der ikke burde være der, væk. Hun har gjort sit arbejde længere end hun havde været i live og det gør hende altid melankolsk, men hun har ikke grædt i...tja...så længe hun kan huske.

Liv ved, at pigen planlægger at tage hen til sin bedstemor Noras hus i Jylland - den eneste familie hun har på sin moders side, efter at hendes mor døde for nogle år siden. Hun er kun ti år gammel. Hun burde ikke lave planer som disse. Hun burde ikke løbe væk hjemmefra.

Hun kan måske ikke se det, men hendes far vil savne hende mere end han savner nogen i sit liv, selv hans nye kone og baby. Denne lille pige er, bortset fra at være hans første datter og prinsesse, det eneste levende link han har til hendes mor - en kvinde han elskede fra første øjeblik han så hende, dengang de også var børn.

Denne lille pige løber væk, fordi en ny baby er på vej og situationen i hjemmet er blevet lidt anstrengt. Hendes far - der arbejder overtid for at forberede sig på den nye ankomst, har ikke haft mulighed for at sidde i mere end fem minutter og tale med hende om det; om alle de ændringer der finder sted - forklare stressen det lægger ham under - og hun mener derfor at problemet i huset er hende. Hun elsker sin far og hun tror, at dette vil gøre livet bedre for ham.

Liv er her, fordi pigen aldrig når sin bedstemors hus.

Hun vil gå ud af sin hoveddør og nå den 7/11 der ligger et par gader væk. Hun vil stoppe og købe en slushie, når hendes rygsæk, der er fyldt med tøj og legetøj bliver for tung til at bære. Det er der, at en smuk ung mand ved navn Peter vil henvende sig til hende. Han vil lytte til hendes triste historie og love at give hende et lift til Københavns Hovedbanegård. Han vil endda tilbyde at betale for hendes billet, så hun stadig har ekstra penge til snacks undervejs.

Hvad der sker efter det, er den slags ting, som folk kun læser om i horror romaner.

Livs del i alt dette, er at gøre hvad hun gør nu - vente i skyggerne, indtil pigen er væk og så tage hendes sjæl med hjem - men det vil hun ikke. Ikke denne gang.

Dog ved hun, at hun ikke kan ændre pigens skæbne. Hun har ikke magten. Hvis hun går, hvis hun nægter at blive, vil pigen måske ikke dø i aften. Men til sidst vil hun. Hun kan ikke undslippe det. Liv har brug for nogen højere oppe i hierarkiet til at hjælpe hende.

Der er kun en der kan gøre det og han er ikke vant til at bøje reglerne.

Liv har ventet på ham længe nok. Hun kan ikke vente meget længere, men hun vil heller ikke tage øjnene af denne lille pige. Hun vil ikke efterlade hende her alene til så grum en skæbne.

Hun føler ham endelig, da han kommer ind i stuen og kryber op bag hende, som en slange i græsset, iskolde tråde der trækker sig overalt, hvor han går. De fleste engle undgår ham. Han er et nødvendigt onde. Selv her hvor de eksisterer i efterlivets herlighed taler ingen til ham. Ingen gør en indsats for at blive venner med ham.

Udover Liv.

Væsenet sætter hænderne på hendes skuldre og klemmer og Liv beder stille for et ja.

"Nej," siger han simpelt.

"Men Azrael..." starter hun, hendes stemme ryster.

"Jeg kan ikke pålægge min vilje på mennesker," siger Azrael, hans kolde ånde rører Livs hud og siver igennem hendes tøj. "Der er strenge regler. Jeg laver dem ikke. Du ved det."

"Det er bullshit, Azrael!" Råber hun, hendes sorg afløses af en vrede der fylder hendes stille hjerte og ødelagte sjæl. "Du ved at du kan, hvis situationen kræver det!"

"Denne situation," hvæser Azrael; "Kræver det ikke."

"Azrael..."

"Liv ..." Han tøver, men han leger ikke med hende. Ikke sådan, som han måske ville gøre med andre i hans tjeneste. Han kan ikke lide at se Liv ked af det, men uanset hvor magtfuld han er, så er dette en fælde, som han ikke kan tillade sig selv at blive låst fast i.

"Azrael, jeg kan ikke!" Siger Liv. "Jeg vil ikke! Jeg har allerede taget hendes mor! Jeg kan ikke også tage hende!"

"Hvad vil du have at jeg skal gøre!?" Knurrer Azrael, ikke fordi han er vred på Liv, men fordi han er frustreret over situationen. Han ville gøre alt for Liv, give hende alt, men der er grænser for hvad selv han kan gøre. At være Døden er ikke et job for de sentimentale. Arbejdet skal gøres uden at medfølelse kommer i vejen.

Derfor opgav Azrael sin egen for længe siden.

Denne lille pige er Livs ansvar. Hvis hun ikke gør hvad hun er blevet sendt her for at gøre, så kan ingen anden engel gøre det - og det ville være et problem. For så vil Azrael være tvunget til at tage sig af det og i så fald risikerer han at miste Liv for evigt.

Før Azraels engle bragte ham Liv, var det at være Døden et simpelt spørgsmål om absolutter. Når en eller andens tid var kommet, så blev deres sjæl høstet. Slutningen af historien, helt bogstaveligt. Der var intet imellem.

Og for det meste gør Liv sit arbejde, gør som hun får besked på, men hun er et miks af grå områder - spektrummer, der bløder sammen og på en eller anden måde, umuligt, bliver farver igen. Farver, som Azrael ikke husker eksisterede, før Liv. De minder ham om mange ting. De minder ham om, hvordan det var at være menneske.

"Bøje tid og rum for en lille pige. Det kan jeg ikke!" Liv lægger armene omkring brystet og trækker sig væk fra Azraels greb. "Du ved hvordan dette spiller ud," siger han i blødere toner og håber, at Liv vil lade ham røre ved hende igen. "Det er en stor misforståelse."

"Jeg ved det." Snøfter hun. "De glemte hende ikke. De forlod hende ikke. Hendes far måtte haste Joan til hospitalet, da hendes vand gik. Barnet blev født for tidligt. Og denne lille pige kom for sent hjem fra babysitteren."

"Hendes far vil ikke opdage det, før gerningen er gjort," siger Azrael, da Liv ikke kan fortsætte og håber, at hun vil se mening i genfortællingen. "Hun løber hjemmefra og får et lift af..." Liv klynker og ser tilbage på Azrael - lige ind i hans spøgelsesblege ansigt og tomme blik - med våde øjne.

"Jeg kan ikke fikse det, Liv." Siger han. "Det er forfærdeligt og ulækkert og et eksempel på det sande onde, der findes på denne åndssvage kugle af støv og luft, men der er ikke noget jeg kan gøre."

Azrael lægger sine skelethænder på Livs skuldre igen, forsøger at give hende trøst og Liv lader hans hænder blive. Hun tager et dybt åndedrag ind - et rystende suk undslipper før hun kan holde sin stemme stabil.

"Hendes navn er Elizabeth, Azrael." Siger Liv. "Ligesom min mor."

"Jeg ved det," hvisker han. Det er en mørk hvisken, uhyggelig, men Liv kan høre hengivenheden i den.

"Hun vil være bange og alene og i smerter i flere timer før hun dør." Liv ryster på hovedet. "Please. Jeg beder dig ikke om nogen tjenester. Jeg tager det lod der er givet til mig. Men dette... " Hun ser tilbage på den lille pige der tegner hjerter på sin note, en tåre falder fra hendes hage og efterlader et vandmærke på papiret. "Det kan jeg ikke, Azrael. Der vil ikke være noget tilbage af mig, hvis du tvinger mig til at gøre dette. Hvis jeg høster denne lille pige...vil jeg virkelig være død."

Azrael fornemmer Livs ild under sine fingerspidser, mærker hvordan den overmander hans kulde, føler styrken af hendes overbevisning, hendes behov for at redde denne pige.

Azrael har mødt et stort antal, citat..."gode mennesker" i sin tid, folk der har gjort beundringsværdige gerninger på jorden, men aldrig nogen så virkelig god som Liv. Azrael ved også, at Liv ikke har magten, men at hun vil finde en måde at flytte himmel og jord på for at redde denne pige, selv hvis det ville betyde at tabe sig selv i processen.

Og Azrael kan ikke miste Liv.

"Okay." Azrael lægger en arm omkring Livs talje, trækker hende imod sine bare ribben og kysser hende på bagsiden af hovedet. "Bare denne ene gang, og kun fordi jeg elsker dig."

Liv nikker. Hun ved det. Hun ved, at ud af alle de engle han kommanderer, alle dem, der gør hans bud og frygter ham, så elsker Azrael kun hende.

Da Liv først blev sat i Azraels tjeneste og så hvordan alle englene undgik ham, havde hun ondt af ham - ondt af dette umenneskelige væsen, der i bund og grund var en engel, klædt i sin sorte hætte, siddende på sin morbide trone.

Så Liv blev. Hun blev, da Azrael nægtede at tale med hende. Hun blev, da Azrael forsøgte at skubbe hende væk. Hun følte sig tvunget til at blive, som om hendes sande formål med at blive en dødsengel ikke var at bringe menneskelige sjæle til himlen, men at bringe Azraels sjæl tilbage fra hvorend han havde forvist den til. Og langsomt, efter flere årtier brugt sammen, begyndte Azrael at åbne op overfor hende. Han begyndte at betro sig til hende. Han begyndte at elske hende. Og til sidst begyndte Liv at elske ham tilbage.

Azrael løfter en hånd, hans ærme falder bort fra en arm der er begyndt at regenerere hud, knipser med fingrene og fremkalder bogen over Elizabeths liv. Det er ikke en ægte bog, men Liv kan stadig se den, hvordan siderne trækker sig tilbage og blækket bløder fra dem mens ordene omskrives, genstarter liv og tid, spoler tilbage til for et par minutter siden - og pludselig kommer en mand løbende igennem hoveddøren.

"Elizabeth!" Råber han fra stuen. "Lizzie! Baby! Hvor er du?"

Pigens hoved springer forbavset op og hun tørrer tårerne af sine kinder.

"H-her!" Råber hun, rejser sig op fra sit skrivebord og løber over til sin dør. "Her er jeg! På mit værelse!"

"Åh Lizzie!" Hendes far styrter op ad trappen for at møde hende, tager to trin ad gangen. Han griber hende i armene og flyver hende rundt. "Undskyld! Jeg er så ked af at ingen var her, da du kom hjem! Du må have været så bange, helt alene hjemme."

"Nej, jeg ..." Elizabeth kigger over sin skulder på det halvfærdige brev på sit skrivebord. "Jeg troede, at du måske havde glemt mig. At du tog Joan og babyen og efterlod mig."

Hendes fars kæbe falder, hans øjne bliver brede og han holder hende tæt i sine arme.

"Nej skat," siger han, tårer af glæde og frygt og sorg i øjnene. "Det ville aldrig ske. Aldrig nogensinde. Vi elsker dig, Lizzie. Så meget."

Elizabeth begraver sit ansigt imod faderens hals. Liv holder øje og lægger en hånd over et hjerte, der for længst er holdt op med at slå, men som stadig banker på sin egen måde.

"Babyen kom tidligt," forklarer faderen. "Og jeg var nødt til at få Joan hurtigt til hospitalet, fordi ..." Han stopper, ønsker ikke at skræmme sin datter med detaljerne om alt hvad der var sket - den enorme mængde blod Joan havde mistet, sammentrækningerne der ikke ville skubbe barnet ud, hvordan de næsten ikke klarede den.

Joan var i virkeligheden aldrig i fare. Liv er den eneste engel tilknyttet denne familie og hun havde ikke til hensigt at forlade Elizabeths side.

"Åh Lizzie," siger hendes far sagte. "Vi må lige akkurat have misset hinanden."

Hun nikker i overensstemmelse, ser så op, forvirret. "Men hvordan vidste du så, at jeg var her?"

Hendes far trækker sig væk for at se på hende med en rynket pande. "Du sms'ede mig, skat." Han fjerner den ene hånd fra sin datter, leder i sin lomme og trækker sin telefon ud. Han låser skærmen op og viser Elizabeth meddelelsen - den besked hun var begyndt at sende for at fortælle ham, at hun var hjemme og at ingen var her, men derefter havde annulleret, fordi hun gik ud fra at det ikke ville have nogen betydning.

"Men jeg ..." Elizabeth stopper sig selv. Hun vil ikke fortælle sin far at hun ikke har sendt den, at hun slettede den, fordi hun troede at han var ligeglad. Fordi hun troede, at han havde valgt en ny familie over hende og havde efterladt hende. "Kan vi se babyen?" Spørger hun i stedet. "Og Joan?"

"Selvfølgelig," siger hendes far. "Men først må du love mig, at uanset hvad der sker, uanset hvor anstrengt tingene bliver herhjemme, uanset om vi bliver trætte og hidsige og handler uretfærdigt når vi ikke skal det, at du aldrig glemmer at jeg elsker dig, Lizzie." Han ser sin datter i øjnene og hviler panden imod hendes. "Jeg kunne ikke leve uden dig."

Lizzie smiler. "Det vil jeg huske," siger hun og klamrer sig fast, da hendes far forlader rummet med hende i armene. "Det lover jeg."

Liv ser dem gå og vender sig i Azraels arme for at give ham et ordentligt kram. "Tak," hvisker hun. "Tak fordi du gjorde dette for dem."

"Jeg gjorde det ikke for dem," siger Azrael tydeligt, uden skam. "Jeg gjorde det for dig, fordi jeg elsker dig."

"Du elsker mig?" Driller Liv, men kun lidt. Azrael viser ikke følelser. I lang tid var Liv ikke sikker på, at han overhovedet havde nogen, men hun lærte at når det kommer til hende, så er de der, på en eller anden måde.

"Der er millioner af mennesker," siger Azrael. "Nye kommer hver dag. Det vil de altid, som en pest på denne planet. Men der er kun en af dig."

Liv smiler. "Jeg elsker dig."

Azrael løfter et spørgende øjenbryn så godt han nu kan med et ansigt, der kun delvist er kød og hovedsageligt ben. "Og ville jeg have mistet dig, hvis jeg havde besluttet at jeg ikke kunne redde hendes liv?"

Liv ligger hovedet på skrå. Hun giver Azrael et blidt kys på læberne, og Azrael, hvis ansigt altid er fuldstændig apatisk - ved både glædelige lejligheder og tragedier - suger et unødvendigt åndedrag ind.

"Nej," siger Liv og planter endnu et kys på Azraels kødfrie kind. "Jeg ville have fundet en måde at tilgive dig."

THE END