Du siger farvel, men også på gensyn.
Jeg kigger på dig med et løftet øjenbryn.
De to modsætninger giver ikke mening i mit sind.
Det her var ikke hvad du lovede, da jeg lukkede dig ind.
Du siger du har brug for en pause; men det er prøvet før.
Jeg tror overhovedet ikke, at du er klar over hvad du gør?
Ikke kun ved mig, men så sandelig også ved dig selv;
ligger du og tænker på mig, når dagen går på hæld?
Du har gjort så meget og ofret alt for min skyld,
imens jeg bare var selvisk og brugte dig som fyld.
Til at mætte tomrummet; strække en ensom hverdag ud,
selv om jeg udmærket godt vidste, at dit hjerte stod for skud.
Vi er begge to klar over, at klokken nu er slået.
Og alligevel er jeg stolt af alt hvad vi har formået.
At vi faktisk gav det en reel chance uden bare at sige stop.
I en utålmodig verden, hvor folk alt for hurtigt giver op.
Vi har lyttet til det, som vi hver især havde at sige.
Vi har snakket om tingene ærligt og stadig står vi lige.
Men det gør ikke realiteten nemmere at acceptere,
at du ikke kommer til at være her så meget mere.
For selv om jeg forstår, at det ikke er farvel, men på gensyn.
Så rammer tabet mig alligevel som et skarpt melankolsk lyn.