Når vi svæver højt på himlen, så har vi kondorer et glimrende perspektiv over hvordan verden fungerer. Vi ser både bonden; træt efter en hård dags arbejde og på randen af at opgive, og dyrene der finder trøst i deres egen lille gruppe; aldrig stræber de efter at være mere end de er.

Tilfredse med indholdet i deres simple liv fryder de sig over deres egne små præstationer, aldrig ser de det større billede eller ænser verdenen udenfor gården; altid stoler de på at bonden vil guide og pleje dem.

Ikke for på nogen måde at se ned på bonden, der hver dag giver sit alt mens han desperat forsøger at opfylde de manges behov, men på nogle måder forsømmer de fås.

Dag efter dag ser jeg dem alle, mens de spiller deres små roller i en tilsyneladende endeløs cirkel af gensidige behov. Bonden afhænger af dyrene for at få mad på bordet og dyrene er til gengæld afhængig af bonden for vejledning. Alt imens er hver og en af dem helt uvidende om, at jeg våger over dem. Ikke for at beskytte dem, ej heller gør jeg det for sjov, selvom de ofte underholder mig.

Nej, jeg venter og venter her hver dag, kun fordi jeg ved, at et af disse stakkels understimulerede dyr før eller siden vil blive træt det hele og indse, at der er noget bedre derude; en anden verden, hvor de selv kan plotte deres egen kurs, fri af begrænsningerne af den gård, som de forlod.

Desværre for dem er der ikke sådan et sted, for vi kondorer har for længe siden spredt os over hele verden og venter nu bare på de uheldige få der tør forlade gårdens sikkerhed, før vi slår ned på dem netop som de hopper det sidste hegn og fratager dem selv den mindste smag af frihed.

Når det først er fanget er det ikke ualmindeligt at den uheldige skabning beder for sit liv, til ingen nytte naturligvis, men det er ikke desto mindre interessant at opleve, at selv imod umulige odds, så bliver disse vildledte væsener ofte ansporet til at kæmpe videre. Hvis bare deres potentiale var blevet udnyttet. Men i så fald ville også jeg gå tabt. Så showet må fortsætte, selvom jeg ofte undrer mig over hvad meningen er med at spilde sådan en begavelse, når langt mere oplagte kroppe er til rådighed.

Og nu ser jeg endnu en; så åbenlyst et unikt får.

Er det ikke underligt, at selv om bonden klart anerkender dets overlegne intellekt, at han ville vende ryggen til det for at tjene de andre fårs behov? Kunne de ikke have ventet eller i det mindste forsøgt at følge med dette specielle får? Men nej, bonden er som landmænd er flest; han har ikke tid til det individuelle får og tager sig i stedet af de andre, aldrig har han overskud til dem med behov for særlig behandling.

Hvor nemt det kunne være undgået, men nu ser jeg det; hårdt på arbejde med blyant og papir, mens det prøver at få dem alle til at forstå. Der løber det, hopper over hegnet og flygter mod kanten af skoven.

Flyvende lige over det kan jeg ikke lade være med at have medlidenhed med det lille kræ som snart skal dø ved mine klør; en skam at det ikke indså før det var for sent at det hele var forgæves, at flugten var dødsdømt fra starten og at der ikke er plads til et klogt lille får, der tænker for sig selv eller på nogen måde forsøger at skille sig ud.