Jeg græder om natten, hvor jeg ikke kan ses.
Jeg gemmer mig; vil ikke dele at jeg er ked.
Har aldrig kunne forlige mig med tanken om,
at det at vise følelser, ikke er lig med svaghed.
Og jeg har altid formået at trylle med ord i skriftens form,
men at skulle sige dem højt, det har aldrig været min norm.
Så nu kan jeg ikke finde styrken til, at åbne op i min afmagt,
men det er ikke sundt, når så meget altid forbliver usagt.
Det føles som at skrige i vand, at drukne i sit eget sind,
og mørket jeg ikke genkender i mine øjne, gør mig blind.
Så tårerne må trille lydløst, i deres ensomhed hvor ingen ser,
og når de tørrer på kinden, er det som om de aldrig var der.
Jeg er min egen værste fjende; må lide i tavshedens lænker,
men det er ikke fordi jeg går op i, hvad andre folk tænker.
Sjælen er bare blevet såret så tit, at skallen er hård som sten,
og den eneste der kan knække den nu; det er manden med leen.