Jeg kan næsten ingenting se, lyset er svagt og blokeres af de tykke vægge fra husene omkring mig. Det må være sent på eftermiddagen hvis man skal dømme efter de mørke skyer foroven. Jeg ved ikke hvor jeg er eller hvor jeg er på vej hen. Den eneste guide jeg har er denne melodi, der vokser sig mere og mere intens for hvert minut.
Den er hjerteskærende, men sød, som en klagesang fra et ukendt land; havfruer måske, siden den tiltaler mig så meget. Den går igennem mine årer, min hjerne, mine knogler; jeg føler nye sensationer ved hver ny tone.
Jeg har ikke længere kontrol over mig selv, musikken er bortførende; forførende, nærmest. Min formålsløse vandring er blevet en søgen. Jeg kan ikke leve uden at kende oprindelsen på denne kæmpende og på samme tid, smukke lyd. Jeg har aldrig hørt noget lignende før.
Gamle tabte minder flyder til overfladen og tvinger mig til at lytte til tanker jeg bragte til tavshed for længe siden.
Min far, der ligger død foran mig, hans kolde hænder i mine, mens jeg nægter at lade ham gå. Hans fraværende puls og alt omkring os er stille, han tog sit sidste åndedrag uden at sige farvel.
Nu går årene baglæns; han og mor laver middagsmad, eller...mor laver mad mens han stjæler ingredienserne og hun lader som om hun ikke opdager det. Hun smiler og nynner en gammel sang, hendes brune øjne glade og strålende.
Nu åbner jeg mit brev fra skolen, lærer at jeg er blevet afvist; stykker af mit dyre kamera ligger smadret og spredt på gulvet og jeg stirrer på dem i timevis. Min fremtid er væk og kameraet er ødelagt.
Jeg prøver at fikse det næste dag, prøver at bringe det tilbage til livet. Jeg husker at have taget et af de sidste billeder af far på han og mors bryllupsdag og nu er det væk, han er væk. Jeg er alene, intet virker bekendt mere; alt hvad jeg kan se er folks medlidenhed.
Mine øjne er våde med tårer af sorg og mit bryst gør ondt, alting føles surrealistisk lige nu; musikken, atmosfæren, denne omsluttende sørgmodighed omkring mig. Jeg er fortabt og jeg længes efter mere. Jeg kan intet høre udover musikken, der er ingen tilstede. Der er kun mig, vandrende igennem en ukendt by, mens den kolde luft begynder at gennembore mine bare arme og ansigt.
Husene er bygget uden plads imellem bygningerne og den falmende eftermiddagssol falder på dem; bemærker deres grå nuancer og giver en følelse af endnu mere trøstesløshed til scenen. Her og der ligger der hjemløse hunde på vejen, som vender deres snuder tiggende imod mig i deres iver efter mad - og gamle støvende lagner hænger fra altanerne.
Hvor ville jeg dog gerne tage mit kamera ud og fange dette; renheden af fattigdom kan næsten føles på her. Jeg har aldrig set noget mere virkeligt.
Mit tempo er hurtigere nu og jeg er ikke længere træt, men melodien lader til at stoppe. Jeg gribes af desperation; leder og leder efter et tegn, hvad som helst, der kan lede mig på sangens rette vej. Til min store lettelsen starter den igen.
Og der er han; kunstneren. Han står på et hjørne, klædt i en sort trøje; hans bukser er løse og beskidte, sikkert også revnede. Jeg kan ikke se hans ansigt; kun de mørke, fedtede krøller i hans nakke og måden han holder violinen; hans fingre der delikat vikler sig om træet; næsten som om han vugger det beskyttende i sin håndflade. Jeg er fortryllet og forundret af synet. At fotografere dette ville være højdepunktet af min karriere, men på samme tid er jeg bange for at ødelægge det. Jeg vil ikke forskrække ham og forstyrre øjeblikket, jeg ønsker bare at absorbere alting før det ender. Hvad vil jeg gøre da?
Jeg ser den åbne kasse på jorden, nogle få mønter blinker i mørket og jeg leder hektisk mine lommer igennem. Jeg kan se ham idet jeg kaster nogle kroner, hans øjne er lukkede og hans buskede øjenbryn er klemt sammen i noget der ligner dyb sorg, mens hans hoved hviler på den øverste del af instrumentet. Hvis det ikke var fordi han spillede, så ville jeg gætte på han sov; fanget i en meget urolig søvn. Han har ingen tilskuere udover mig, men han lader ikke til at bekymre sig om det. Han spiller ikke for nogen. Dette er hans musik og jeg føler at jeg invaderer noget privat og helligt, noget jeg ikke burde bevidne.
Han må have hørt mønterne falde i fløjlet, for hans øjne popper åbne og lander på mig. Jeg har lyst til at kigge væk, men føler mig samtidig draget af hans stirren. Hans blik er fast og hans øjne...de er noget ubeskriveligt, ligesom hans musik; et miks af rav og brun, af mareridt og drøm, af himmel og helvede. De er gennemtrængende og stærke, han observerer mig, hoved til tå. "Jeg er ingen trussel," har jeg lyst til at sige til ham, men ordene forbliver utalte i min mund, mine læber bevæger sig uden så meget som en hvisken.
Vi står der, ansigt til ansigt. Fotografen og gademusikanten, siger mere med vores øjne, end vi nogensinde kunne sige med ord - og pludselig tager melodien en mere munter tone. Den hæver og sænker sig, bruser som bølgerne på havet, ind og ud af min bevidsthed og fylder min sjæl med en magi jeg ikke kan beskrive.
Men alting har en ende og da musikken stopper og melodien dør ud, er den efterfølgende stilhed så rungende at jeg lammes af tomheden og knap ænser det, da han forsvinder ned ad gaden og ud af mit liv. Det er først da jeg når hjem, at jeg kan finde ord for hvad han var; en vision. Han var en vision. Jeg er efterladt med et varigt indtryk. Og jeg er evigt taknemmelig.