Uffe var våd ind til skindet og himlen over ham var grå som flint og delvist skjult af de høje, slanke fyrretræer som slyngede deres grene ind over stien som for at skjule den. Nålene gav ikke ly for den lette, lydløse sensommerregn. I stedet samledes dråberne under grenene hvor de blev store og tunge for til sidst at falde som overmodne frugter og gennemvæde både rytter, hest og sti. I to dage havde han redet uden at se bebyggelse og han ville have været bange for at være faret vild hvis ikke han havde mødt en pelsjæger som havde forsikret ham om at han var på rette vej hvis han ville til Humose. Mens de havde delt et stykke brød og en kold kaninsuppe jægeren havde i et gammelt vandskind havde han udspurgt ham om stedet.
   "Den kan knapt kaldes en landsby," havde han sagt mens han rullede et stykke brød til en lille kugle imellem fingrene. "Bare en håndfuld hytter i en rydning. Jeg kommer der kun for at bytte mig til proviant hvis jeg kommer for langt mod vest. Må jeg spørge hvad en af jarlens mænd vil helt derud efter?"
   "En herold, Eskild Gudmundsen, blev sendt derud for to måneder siden for at hente ledingsbønder til jarlens sommertogt. Han er ikke kommet tilbage." sagde Uffe. "Det er faldet på mig at finde ud af hvor han er blevet af."
   "Er du frelst af den Hvide Gud?"
   "Ja."
   Pelsjægeren havde nikket fraværende og set ind i det spruttende bål. "Det er godt. Men træd alligevel forsigtigt. Man går ikke for langt fra stien nær Humose."
   Uanset hvor meget Uffe havde presset på havde han ikke kunnet få manden til at uddybe det og siden de var skiltes den næste morgen havde ordene rumsteret i hans hoved. Landevejsrøvere var usandsynligt så langt fra et marked, men hvis beboelsen var så forarmet og isoleret som den lød til at være kunne de måske have forgrebet sig på en rejsende uden at forhøre sig først. Der var selvfølgelig også den mulighed at han havde været ude for en ulykke - et uheldigt fald fra en hest kunne man sagtens knække nakken på.
   Hvis det var tilfældet var det usandsynligt at han ville finde ud af det. Hvis ikke liget lå så det kunne ses fra vejen ville ulve, krager og den våde sommer sikkert have fjernet de fleste spor ret hurtigt. Pludselig så han en lysning igennem de hængende dråber i kanten på hans hætte og rettede sig op i sadlen.

Landsbyen Humose var ganske rigtigt ikke meget mere end nogle regnvåde, skæve hytter med indhegninger i flettet pil bag dem. I midten af landsbyen var en brønd omgivet af hvad der ideelt set sikkert var en åben plads, men som i regnen var reduceret til ligeså mørkt mudder som det Uffe havde op ad benene efter den lange tur ad den opløste sti.
   "God morgen!" råbte han.
   En dyngvåd hund dukkede frem bag et hjørne, løb igennem mudderet og løb snøftende i en stor halvcirkel omkring hans hest.
   Uffe skulle til at råbe igen da en mand med en brændeøkse i venstre hånd og en hætte trukket ned over ansigtet kom rundt om det samme hjørne som hunden.
   "God morgen." sagde han på behørig afstand. Et rødligt, dryppende fuldskæg ragede ud under læderhætten og en barket hånd lod øksen hænge skødesløst ved skaftet.
   "Mit navn er Uffe, søn af Harald syvfinger." sagde Uffe. Hvis han gjorde det klart at han ville blive savnet af folk med resurser til at bakke et krav om mandebod op ville han være markant mere sikker. Håbede han. "Er dette Humose?"
   Manden nikkede. "Det er det."
   "Og deres navn?"
   Vinden kastede regnen ind imod de to mænd på trods af den smule læ den omgivende skov gav og hunden stak af med retning mod en af hytterne. Det gik op for Uffe at de blev betragtet fra de fleste døråbninger. To snavsede børneansigter med vådt hår stak op over et pilehegn og en kraftig mand med vigende hage og et bredt ansigt forsøgte forgæves at skjule sig bag et skur.
   "Jeg er Asger." sagde den skæggede mand efter en kort pause.
   "Asger, må jeg bede om ly?"
   Manden nikkede og de forlod pladsen under mange halvskjulte blikke fra de omkringliggende huse. Efter at have ført Uffes hest ind i den halvdel af hytten som tjente som stald for to køer trådte de begge ind i den lavloftede hyttes soverum. Langs væggen var en hævet alkove med skind, klude og halm til at sove i og der var tændt ild i ildstedet midt på det lerstampede gulv. Der lugtede af gammel sved, røg, dyr og noget ubestemmeligt som det pludselig gik op for Uffe var indholdet af den gryde som hang over ilden. En kvinde på omkring de 30 sad på en af sovepladserne og syede en læderlap på en ramponeret handske. Hun så overrasket op da de to mænd trådte ind.
   "Ragnhild. Vi har en gæst."
   Hun rejste sig og hentede først et fad med vand og derefter en humpel hårdt brød og en lille skål med noget af indholdet fra gryden. Han smagte på det og kom frem til at det måtte være en grøntsagssuppe, men at ingredienserne var så udkogte at han ikke kunne kende dem fra hinanden. Asger tog også en portion og Ragnhild tog igen plads på soveskindene efter en lavmælt samtale med sin mand.
   "Hvad bringer dig til Humose?" spurgte Asger mens han med velbehag spiste en skefuld suppe.
   "Jeg leder efter en Eskild Gudmundsen. Har i set ham?"
   Asger tøvede med et stykke brød hængende foran munden et øjeblik. "Nej... Der kommer sjældent folk her og jeg tager aldrig til markedet. Jeg ville huske det hvis jeg havde mødt nogen fremmede."
   "Han red til Humose for to måneder siden. Han er ikke kommet tilbage."
   Asger satte skålen fra sig og børstede nogle krummer af sit lår. "Vejene er farlige."
   "Måske. Hvad med vejen ud i mosen?" spurgte Uffe. Hvis landsbyen var indblandet i Eskilds forsvinden ville mosen være et oplagt sted at slippe af med et uønsket lig.
   Asger tøvede med skeen for munden og Ragnhild kastede et kort, forskrækket blik over på dem før hun fortsatte med sytøjet.
   "Ingen går ud i mosen." sagde Asger.
   "Hvorfor ikke?"
   "Mosekonen."
   "Overtro?" spurgte Uffe uden overraskelse i stemmen.
   "Det er ikke overtro. Gamle Hulda bor derude."
   Uffe smilede. "Ingen går ud i mosen fordi de er bange for en vindtørret gammel dame?"
   "Det er sandt! Hun er farlig. Ingen fra landsbyen vil ud til hende og jeg vil også råde dem til at lade være." Asger havde sat sin skål fra sig og så med vilde øjne på Uffe.
   "Med al respekt har jeg krydset både stenhviskere, granhekse og vindløberes enemærker flere gange i jarlens tjeneste. Måske kunne nogle af dem troldkunster, men så holdt de sig i skindet mens jeg kom forbi." sagde Uffe. "Der må vel være nogen som har talt med hende?"
   Asger rystede på hovedet. "Vi ser hende kun. Ude i mosen på tågede aftener eller morgener. Men Manne kommer af og til herind."
   "Manne?"
   "Han skulle have været sat ud. Det bringer uheld at have ham her." sagde Asger.
   "Hvem er han?" spurgte Uffe.
   "Han er søn af Birger Aks og Ida Guldhår. Jeg var en lille knægt, men jeg kan huske den nat han blev født. Ida døde under fødslen og gamle Nanna måtte skære barnet ud. Ingen i byen sov den nat, for Birger stod ude ved brønden og råbte, skreg og græd lige indtil det blev lyst. Jeg har aldrig før eller siden hørt nogen skrige sådan - som et såret dyr. Nå, men da det så var blevet lyst fik Birger nok ro på sig til at se på drengen. Og vil du tro; det var en skiftning. En troldunge. Ikke normal oveni hovedet, hvis du forstår." sagde Asger og flagrede med sine fingre foran sit ansigt. Uffe nikkede.
   "Han ville ikke kendes ved det, drak sig fuld og lagde det i en kurv og tog det med ud i mosen. Det forstås sig med et troldbarn og Birger havde altid været en hård mand, men dette her..." sagde Asger og rystede på hovedet. "Han lagde bare ungens kurv ud på et stykke med vand og satte sig til at vente på at den sank. Ungen hylede så vi kunne høre det inde i landsbyen. Folk gik ud for at få ham til at opgive eller bare flytte sig længere ud i mosen så vi ikke kunne høre det, men han var ikke til at hugge eller stikke i."
   "Du godeste..." sagde Uffe.
   "Mhm. Da det så blev aften kom han styrtende ind i byen efter en økse. Sagde at Hulda havde taget ungen. Han var sikker på at hun også måtte have hans rigtige barn." sagde Asger.
   "Hvordan kom han til at tro det?" spurgte Uffe.
   Asger trak på skuldrene. "Han var afsindig. Men når troldfolk skifter børn ud i vuggen tager de jo det rigtige barn med sig - hvis Hulda kerede sig om en troldeunge kunne det være hun var indblandet."
   "Og hvad skete der så?" spurgte Uffe.
   "Han forsvandt. Birger stormede ud i mosen ved nattetide med en økse i hånden og ingen har set ham siden. Men Manne er her. Han siger at han bor hos Hulda og at hun er hans mor." sagde Asger og fortsatte i et tonefald som en bedstefar der afslutter en spøgelseshistorie for en flok børn. "Der er nogen der siger at man stadig kan høre det rigtige barn græde hvis man stiller sig ud i mosen ved fuldmåne."
   Uffe var stille et øjeblik. "Hvad hvis Hulda forbarmede sig over ungen og Birger i fuldskab faldt i et mosehul og druknede?"
   Asger rystede på hovedet. "Tro mig. De gør klogest i at gå udenom mosen. Hvis ikke de tror på trolddom, så tro på hængedynd. Man kan aldrig vide sig på sikker grund hvis man først er trådt af stien derude. Hvis de forstår."
   Uffe tog en sidste skefuld suppe mens han forsøgte at aflæse Asgers tonefald. Var det en indsvøbt trussel eller en reel advarsel? En metaforisk advarsel om at andre i landsbyen ikke ville være ligeså imødekommende? Uanset hvad virkede det åbenlyst at der var noget i mosen han ikke måtte se. Det var grund nok til at opsøge det.
   "Tak for mad." sagde han.

Resten af eftermiddagen vandrede Uffe fra hus til hus i regnen for at høre om nogen genkendte hans beskrivelse af Eskild. Det var det samme vagtsomt afvisende svar hos alle. Ingen havde set ham. Ingen havde hørt om ham. Alle frarådede ham at lede i mosen. Men det som bekymrede ham mere end den frustrerende mangel på information var en ubehagelig fornemmelse af at han blev betragtet. Det var som om et klæde, ligeså gråt og uigennemtrængeligt som regnen, var blevet trukket for hans øjne så han aldrig så mere end bortvendte ansigter og tomme døråbninger når han vendte sig om. Da blikkene og regnen begyndte at trænge sig ind til skindet på ham gik Uffe over en af de magre, ryddede agre for at finde en tør klynge fyrretræer at samle tankerne under. Så langt nåede han dog ikke før han hørte en svag, men vedvarende lyd. Den var næsten uhørlig igennem regnen og steg og faldt, men der var ingen tvivl. Det var en fløjte.
   Uffe gik efter lyden. Han måtte stoppe flere gange for at placere kilden og dukke sig under lavthængende grene, men fandt til sidst fløjtespilleren da han trængte ind i en lille, tæt gruppe lave nåletræer.
   Foran ham sad en stor, ung mand med et bredt ansigt og en vigende hage med en lille fløjte, skåret af et stort siv, imellem de store hænder. Han holdt straks op med at spille da han fik øje på Uffe og så ud som om han overvejede at løbe sin vej. Uffe genkendte ham som den mand der havde forsøgt at gemme sig bag et skur ved hans ankomst tidligere på dagen.
   "Tak for sangen." sagde Uffe og satte sig på hug. Der var godt 5 meter imellem dem og den måde fløjtespilleren trykkede sig op af den nærmeste træstamme på fik Uffe til at blive siddende.
   "Det var så lidt." sagde manden mens han betragtede fløjten og drejede den imellem to fingre.
   "Vi mødtes ikke inde i byen. Jeg hedder Uffe. Hvad er dit navn?" spurgte Uffe.
   Fløjtespilleren så skeptisk op. "Manne."
   "Manne." gentog Uffe. Så det var den famøse mosekones adoptivsøn. "Det er en fin fløjte, Manne. Hvor har du den fra?"
   "Den har jeg selv skåret." sagde Manne. "Af et siv."
   "Det kan jeg se. Er det din mor der har lært dig at spille?" spurgte Uffe, instinktivt søgende den mindst aggressive vej til sit ønskede emne.
   "Mhm." sagde Manne og spillede en kort, lys trille som for at demonstrere det. "Men ikke den sang."
   "Nå?"
   "Den har jeg selv lavet." sagde han og skød brystet frem. "Jeg spiller den bedste fløjte i hele byen."
   "Har din mor lært dig andre melodier?" spurgte Uffe.
   "Ja. Men ikke de bedste. Hun kan synge og spille meget svære ting." sagde Manne mens han nikkede.
   "Det vil jeg gerne høre. Tror du at hun vil spille en sang for mig hvis jeg tog ud og besøgte hende?" spurgte Uffe og undertrykte et smil. Det perfekte påskud.
   Manne rystede energisk på hovedet. "Det må man ikke."
   "Hvorfor det?" spurgte Uffe.
   "Jeg må ikke tage nogen med hjem. Det er farligt." sagde Manne med et tonefald som et barn der reciterer et ordsprog.
   "Hvordan farligt?" spurgte Uffe. Hulda ville åbenbart heller ikke have folk derud.
   "De kan fare vild. Og falde i et hul. Plump!" sagde Manne. "Når man ikke kender stien er det farligt."
   "Hvis jeg nu fulgtes med dig?" foreslog Uffe. "Du kender vel nok stien hjem."
   "Nej." sagde Manne kort. "Det er forbudt."
   Uffe fornemmede at lejligheden var forpasset, takkede Manne igen for sangen og forlod lysningen. Han gik dog ikke tilbage til byen, og vandrede efter et øjebliks ubeslutsomhed i en stor halvcirkel udenom lysningen så han kom om bag Manne. Her ventede han på de tørre, stikkende nåle under et ungt grantræ indtil Manne omkring tusmørke pludselig rejste sig og med raske skridt begav sig igennem skoven. Regnen var ophørt og var blevet afløst af en varm og tung luft. Uffe fulgte efter ham i behørig afstand og glædede sig over at den muntre melodi Manne spillede mens han gik gjorde det let at følge efter ham uden at gøre sig synlig. Efter en stund kom de til et kort stykke åbent hede som et par hundrede meter borte afløstes af mandshøje klynger af siv og mose. Uffe ventede i skovbrynet til Manne var forsvundet ind bag sivene før han krydsede heden i løb.
   Imellem sivene var små, grønne tuer som Uffe brugte som trædesten for ikke at forstyrre vandet og afsløre sig for Manne, hvis fløjtespil bevægede sig evigt længere bort. En let tåge havde lagt sig over mosen og han mærkede at duggen begyndte at lægge sig. Han standsede for at orientere sig og pludselig gik det op for ham at fløjtespillet var ophørt. Havde han larmet eller var Manne bare blevet træt af at spille? Hvor var den sidste tone kommet fra? Han gik et par ubeslutsomme skridt og stoppede op igen. Tågen og tusmørket havde gjort det svært at orientere sig. Den var tættest omkring livet på ham og han mærkede iskoldt mosevand trænge ind i sin støvle da han trådte ved siden af en fugtig tue.
   Han halvvejs sprang videre indtil han på et bredt, fladt stykke med græs så den lille sivfløjte. Da han gik hen for at samle den op mærkede han vandet sive op omkring hans støvler fra det mættede underlag og han frøs midt i et skridt da han så den tilhyllede skikkelse foran ham. Hun havde slynget så mange pjalter om sig at det var svært at se hvor én las sluttede og den næste begyndte. Med ansigtet skjult i et mørkt tørklæde stod hun svagt krumrygget og betragtede fløjten. Hun var lavere end han havde regnet med, men han mindede sig selv om at hun måtte være tudsegammel. Han samlede fløjten op og rakte den imod hende. En knoklet hånd med rynket og læderagtig hud dukkede frem fra pjalterne og tog imod den. Hun vendte sig bort, stadig med ansigtet skjult og gik langsomt, men med sikre skridt, hen ad den opblødte jord.
   "Hov! Gammelmor!" kaldte Uffe.
   Skikkelsen længere oppe ad den smalle, stilignende landtange standsede og vendte sig møjsommeligt om. Hun havde et dybt furet ansigt og med hud som var ligeså rynket og læderagtig som på hendes hænder. Et par dybe, mørke øjne betragtede ham et øjeblik.
   "Hulda." sagde hun. Hendes stemme var så svag og hviskende at det kunne have været vinden i sivene.
   "Hulda." gentog han. "Jeg har hørt meget om dig. Er der et sted vi kan tale sammen?"
   "Shh-h-h-h." sagde hun og vendte sig om for at gå. Han skulle til at spørge hende igen da hun pludselig spillede en klar og overraskende dyb tone på den lille sivfløjte. Den virkede som om den hang i luften længere end det burde være muligt; forvredet og kastet tilbage af tågen og sivene. Mens de gik vævede hun langsomt, men med snilde en melodi af de enkle toner den lille fløjte kunne fremkalde. Uffe fulgte efter hende i ordløs forbavselse. Der var noget udefinerbart ved melodien. En legende lethed som om hun fandt på den mens hun spillede, men samtidig føltes den velkendt - som en halvt glemt vuggevise. De gik og Uffe opdagede fraværende at han havde mistet fornemmelsen af tid. Han følte sig som en søvngænger. Pludselig stoppede Hulda op og lod den sidste tone fortabe sig i tågen.
   "Hulda." sagde Uffe. "Jeg vil gerne-"
   Han afbrød sig selv uden at tænke over det da Hulda nikkede.
   "Jeg ved det." sagde hun. Hun tog igen fløjten frem og satte den for munden. En ny melodi lød fra det lille rør. Enkel, ophøjet imellem de svajende siv og svagt velkendt, som fra en drøm. Det gik op for Uffe at Hulda sang mens hun spillede og han mærkede mosevand pible ind i sine støvler. Et sted bagest i hans sind var der noget som sagde ham at ingen kunne synge og spille fløjte samtidig, men den tanke blev skubbet til side af de manende toner fra fløjten og Huldas sang - han kunne ikke bestemme sig for om den var ordløs eller om det var et fremmed sprog. Han så ned og registrerede at han var sunket i til livet - hængedynd. En flydende måtte af opsvulmede planterester. Det virkede uvigtigt. Sangen steg og faldt og selvom Uffe fornemmede dens mønster kunne han aldrig helt få tag på hvordan den næste tone ville ligge. Huldas stemme blev kraftigere og hun sank selv ned i det kulsorte vand med samme hast som Uffe, men med en underlig ynde - som om hun dansede. Mens det isnende vand nåede hans hals mærkede han en ubeskrivelig ælde i hendes stemme.
   "Hvor gammel er du?" spurgte han rystende af kulde.
   Hulda smilede hemmelighedsfuldt til ham og i et glimt så han i hendes træk og de mørke øjne at hun havde været, og var, smuk. Uffe blev grebet, smilede tilbage og smagte lydløse evigheder i vandet som fyldte hans lunger. Et øjeblik efter lukkede den flydende måtte af hængedynd sig over dem. Over mosen var himlen grå som flint og duggen var faldet.