Jeg hører en lyd i skoven og vender mig om.
   Der er hun igen. En hvid skikkelse der går rundt i skoven om natten. Hun går altid ad den samme sti. Altid samme tid, altid alene.
   Solen er for længst gået ned og det begynder at blive koldt.
   Jeg rejser mig fra stenen, jeg sad på og går efter pigen.
   Hun er et stykke væk, og jeg kan kun lige se hendes hvide kjole der forsvinder på stien længere fremme.
   Hvem mon hun er? Jeg har boet her hele mit liv, men aldrig set nogen pige som hende før. Hver nat går hun i skoven siges det. Alene, søgende.
   Hvad søger hun? Svar? Svar på hvad?
   Hvor blev hun nu af?
   Dér! Hun går lidt længere fremme. Jeg begynder at løbe efter hende. Jeg råber, men hun lader ikke til at høre mig. Hvem er hun? Jeg når hen til hende og griber ud efter hendes arm, men rammer den ikke. Sært, jeg ville ellers være sikker på at den var der hvor min hånd var.
   Jeg løber hen og stiller mig foran hende. Hun stopper og ser sørgmodigt på mig. Hun græder, kan jeg se, tårnende løber ned over hendes kinder. Hun har smukke øjne. Dybe som søer, men så sørgmodige. "Hvem er du?" Spøger jeg. Hun svare ikke. "Kan du ikke høre?" Spøger jeg nu.
   Så høre jeg en stemme kalde mit navn. Det er min mor, hun leder efter mig. Jeg vender mig mod lyden og svare at jeg kommer om to sekunder.
   Jeg ser kun væk et øjeblik, men da jeg igen vender hovedet mod pigen er hun væk. Jeg så et øjeblik undrende på det sted hun havde stået, men vendte så om og løb hen til min mor. Jeg med min mor hjem og gik tidligt i seng den aften.
   Næste morgen i skolen.
   Jeg sad på min plads ved vinduet og tænkte på den mystiske pige. Hvem var hun? Hvor kom hun fra? Og hvad lavede hun i skoven kl. 12 om natten? Jeg måtte vide det! Jeg måtte ud i skoven igen i nat. Idet samme satte nogen sig ved siden af mig.
   "Hvad så kammerat? Hvorfor hænger du sådan med mulen?" Det var min side kammerat og bedste ven. Jeg fortalte ham om pigen jeg mødte.
   Han ser tænksomt på mig.
   "Jeg hørte engang om en pige der skulle være blevet druknet i den lille flod i skovene ved siden af dit hus, og det siges at hun går igen. Måske var det hende du så" sagde han.
   Jeg lo ad ham. "Skulle hun være et spøgelse?"
   "Det kunne da godt være."
   Idet samme ringede det og timen begyndt. Vi snakkede ikke mere om pigen, men da jeg gik hjem kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke på hende.
   10 minutter i 12 om aftnen gik jeg igen ud i skoven og satte mig på samme sten som i går. Jeg så slet ikke at nogen var fulgt efter mig ud i skoven.
   Da pigen igen kom, fulgte jeg efter uden at tale til hende, hele tiden lidt bag hende. Hun gik gennem skoven og ned til den lille skovflod. Hun satte sig på bredden og begyndte at skrive med en pind i jorden. Jeg satte mig ned ved siden af hende og så ned i jorden. Hun skrev et navn. Da jeg satte mig løftede hun hovedet og så på mig. Hun smilede.
   "Hej" Sagde hun.
   "Hej" Svarede jeg.
   Da hun smilede kunne jeg pludselig genkende hende. Min adoptivfar havde to avisudklip med hende hængende på væggen i sit arbejdsværelse. Jeg kunne huske overskriften på begge. På det første stod: ’Død pige fundet i skovflod, politiet mener det er mord’. På det andet stod: ’Politiet opgiver eftersøgningen af pigen’. Mordet blev aldrig opklaret.
   "Er du død?" spurgte jeg. Hun nikkede.
   "Hvem myrdede dig?" sagde jeg. Jeg var ikke bange selvom hun var et spøgelse.
   Hun pegede på navnet hun havde skrevet i jorden. Det navn... Idet samme kom en skikkelse frem fra skoven hvor han havde stået skjult. Jeg sprang op.
   "Dig? Din morder! Hvor kunne du?" råbte jeg.
   Han smilede bare og rettede pistolen mod mig.
   BANG!!!
   Jeg faldt baglæns ned i floden, men jeg var død før jeg ramte vandet.

Vi går hen ad stien sammen. Det er midnat. Vi går altid ved midnat. Altid den samme tur, altid den samme skov, ender altid samme sted hvor vi sammen skriver i jorden med korte pinde. Nogle gange kan jeg høre min mors gråd når vi går sammen i skoven, pigen og mig.
   Men mordet blev aldrig opklaret...