Henriette
   Da jeg vågnede, vidste jeg med det samme, at noget var helt galt. Ud over at mit hoved smertede som en gevaldig gang tømmermænd, kunne jeg ikke åbne øjnene og heller ikke bevæge hænder og fødder. Der gik et øjeblik før det gik op for mig, at jeg havde bind for øjnene og var bundet. Under mig var noget, der føltes som en madras, og lugten var indelukket og muggen, som et sommerhus efter en lang vinter. Stilheden tydede på det samme. Jeg lå stille et stykke tid, mens smerterne i hovedet langsomt fortog sig. Jeg begyndte at huske hvad der var sket. Så smilede jeg for mig selv. Vores plan var lykkedes.
   Med en forpint stønnen satte jeg mig op; enhver fysisk anstrengelse fik bølger af kvalme til at stige op i halsen, og jeg bandede langt væk over Anders. Godt nok havde vi aftalt, at det skulle være så realistisk som muligt, men alligevel. Nå, det var vel hævn for, at jeg havde sagt nej til at lade mig skille fra Gunnar og gifte mig med ham. Selvom jeg havde forklaret ham, at det aldrig ville gå, at mit behov for luksus langt ville overstige hvad han kunne hustle sig til, havde jeg såret ham dybt. Jeg forklarede ham, at han var den bedste elsker, jeg nogensinde havde haft, og at der da ikke var noget i vejen for at fortsætte som nu, hvor min mand betalte for det hele. Skyggen i hans øjne var blevet fortrængt af et grin, men smilet nåede ikke helt op til hans øjne. Jeg havde slået det hen, han skulle nok blive god igen, men her kom hævnen altså.
   Ved at bruge begge mine sammenbundne hænder fik jeg fjernet bindet for øjnene, men det gav ikke et meget bedre syn, da der var helt mørkt. Efter at have misset lidt med øjnene og gnedet dem, fik jeg dog et vist nattesyn, og med store anstrengelser fik jeg fjernet rebene om håndled og fødder. Jeg rynkede brynene. Han var åbenbart mere såret, end jeg havde regnet med.
   Den dag jeg vandt 34 mio. kr. i lotto, havde jeg to fortrydelser: At jeg ikke var blevet skilt og at jeg havde insisteret på fælleseje. Før jeg vandt virkede begge dele ganske fornuftige, men de 34 mio. kr. ændrede altså alt. Gunnar havde aldrig gjort mig lykkelig, men han havde givet mig den økonomiske tryghed jeg aldrig havde oplevet i min barndom og som jeg derfor altid higede efter som voksen. Det tror jeg i hvert fald, at en psykolog ville sige. Selv havde jeg ikke meget tilovers for den slags, jeg kunne bare godt lide penge og luksus, men sandt var det, at jeg aldrig havde haft nogen af delene som barn. Gunnar var min tredje ægtemand, og jeg havde aldrig giftet mig nedad i social status.
   Mens jeg gned mine ømme håndled og ankler, tænkte jeg tilbage på de sidste par uger. Siden jeg havde vundet pengene, havde tankerne kørt rundt i hovedet om, hvordan jeg skulle få alle pengene for mig selv og slippe af med Gunnar samtidig. Anders var den, som havde fået ideen.
   "Hvad med en kidnapning? Jeg kidnapper dig, kræver alle pengene i løsesum, og så stikker vi to af sammen."
   Umiddelbart en bedre plan end min egen, som gik ud på at få nogen til at slå Gunnar ihjel. Hagen ved den plan var, at denne nogen så vidste for meget og også skulle slås ihjel, og selvom jeg stolede på Anders, som jeg vidste, tilbad jorden jeg gik på - ligesom min kære Gunnar - brød jeg mig ikke om at give andre den slags magt over mig. Derfor lød Anders' plan rigtig god, med én lille ændring - jeg havde ingen intentioner om at dele mine penge med ham.
   Da den summende fornemmelse havde forladt alle dele af kroppen og jeg forsigtigt havde prøvet at gå lidt frem og tilbage, begyndte jeg at kigge efter en dør. De skrå vægge og det store rum fortalte mig, at jeg var på et loft, så jeg begyndte at lede efter en lem i gulvet. Efter et par minutter fandt jeg den, og lettet gik jeg ned på knæ og hev i håndtaget. Det rokkede sig ikke ud af stedet. Med rynkede bryn begyndte jeg at flå håndtaget frem og tilbage. Der var koldt i loftsrummet, men de fysiske anstrengelser fik sveden til at bryde frem på ryggen og i ansigtet. Jeg mærkede pludselig en ram lugt, og det gik op for mig, at det var mig selv.
   Jeg opgav og satte mig på hug. Jeg bandede for mig selv, nu strammede han den. Godt nok havde jeg ikke været særlig sød, men det her var altså at gå over stregen. Med knyttede næver hamrede jeg på loftslemmen.
   "Hey, Anders, luk mig så ud, det er altså ikke sjovt mere. Jeg ved godt, at jeg sårede dig, men det her, det er barnligt."
   Jeg stoppede og begyndte at lytte efter lyde nedefra. Der var helt stille. Så hørte jeg lyden af skridt, derefter en skrabende lyd mod loftslemmen, som knirkende åbnede sig opad. En skikkelse stak hovedet op af åbningen, men da dagslyset samtidig strømmede op igennem lemmen, kunne jeg ikke se Anders tydeligt. Med et smil gik jeg hen imod ham, mens jeg indvendigt stadig bandede over hans lille nummer. Så frøs mit smil, og med et gisp trådte jeg et par skridt baglæns. Det var ikke Anders.

Gunnar
   Da Henriette vandt de 34 mio. kr. i lotto, gik det op for mig, at alle de venner, som havde advaret mig mod hende, at hun bare var en golddigger, havde ret. Det ændrede dog ikke mine følelser for hende. Men da jeg så lykken og begæret i hendes øjne, efter hun havde været på nettet og tjekket den faste lottokupon hun altid kørte, gik det op for mig, at jeg aldrig havde vækket så stærke følelser i hende. Jeg var bare ligeglad. Var hun glad, var jeg også glad, og hendes gevinst kunne vise sig at blive løsningen på alle mine problemer.
   Lige fra jeg mødte Henriette første gang, var jeg klar over, at hun kunne lide luksus. Hun brugte mange penge og hun elskede mænd med mange penge. Det havde jeg, og jeg ville have Henriette. Hun forlod sin daværende mand, som ikke virkede synderlig ked af skilsmissen, flyttede ind i min strandvejsvilla og kort efter skilsmissen blev vi gift ved en privat ceremoni på rådhuset. Alle syntes, at jeg var en naiv idiot, men jeg vidste noget om Henriette, som ingen andre vidste. Hver uge tog hun hjem og besøgte sin mor, som var førtidspensionist og boede i Ishøj. Hun slæbte altid store indkøbsposer med sig. Til mig havde hun sagt, at hun var død, og selvom hun tilsyneladende skammede sig over sin mor, ja, så havde hun altså et hjerte og tog sig godt af hende. Jeg havde hyret en privatdetektiv, da jeg havde hende mistænkt for at have en affære, men da jeg hørte dette, besluttede jeg mig for at stole på hende.
   De første fire år var meget lykkelige. Men så var det slut. Jeg levede af investeringer, og efter de store bankkrak i 2008, var vi stort set konkurs. Når Henriette fandt ud af det, ville hun forlade mig, det vidste jeg, og jeg så ingen anden udvej end at låne lidt i firmaet. Lidt blev til meget, og efter et års tid blev jeg en dag kaldt til møde med revisionen. Jeg kunne ikke snakke mig udenom, og enden på det blev, at jeg skulle betale alle pengene tilbage og tage min afsked, så ville firmaet ikke politianmelde mig. Det var ikke velgørenhed, men for at undgå en skandale og for at firmaets kunder ikke skulle miste tilliden til dem. Det eneste problem var, at jeg ikke havde pengene mere.
   Da jeg hørte om lottogevinsten, blev jeg fuldstændig overvældet af lettelse. Men hvordan skulle jeg få fat i pengene, uden at Henriette opdagede det? I dagevis grublede jeg, så slog det ned i mig. Hvis jeg nu fik hende kidnappet og krævede alle hendes penge i løsesum, så ville det løse alle mine problemer. Jeg skyldte mit firma 15 mio. og så ville jeg stadig have penge til forkæle min elskede, indtil jeg havde fundet et nyt arbejde. Hvad kunne dog gå galt?
   Jeg kontaktede en mand "i miljøet", som man siger, Leon, han havde tidligere sendt nogle grimme personer efter mig, da jeg skyldte lidt for meget i spil. Men nu var vi kvit, og han hjalp mig gerne.
   "Fire millioner," sagde Leon.
   "Fire millioner? For hvad? Hun skal fragtes ud i et sommerhus til overleveringen har fundet sted, ikke bo på Sheraton."
   "Fire millioner. Du er vel også interesseret i, at alle spor efter dig bliver fjernet, ikke? Ham, jeg får til det, behøver jo ikke vide, at det hele er en leg, vel? Så begynder han måske at tænke for meget, stille for mange spørgsmål. Ikke godt for dig, og hvad ikke godt for dig, ikke godt for forretning."
   Han slog en høj tobakslatter op, som sammen med hans cigarrøg gav mig både hovedpine og kvalme.
   "Okay, men hvad med afregning?"
   "En million nu, resten bagefter. Men for at det skal være så livagtigt som muligt, er du nødt til at tage alle pengene med, så min mand ikke fatter mistanke, okay?"
   En million var lige hvad jeg kunne skrabe sammen, og jeg lovede ham pengene næste dag. Spillet kunne begynde.

Henriette
   Jeg så mandens ansigt flække i et bredt grin, selvom han havde skihue på, som dækkede alt undtagen øjne og mund.
   "Hvem Anders ventede du? Anders And? Kender ham ikke. Fint nok at du er vågnet og er kommet fri, men nu skal vi lege stilleleg, er du med? Ikke fordi nogen kan høre dig skrige her, men hører jeg det mindste pip fra dig, binder jeg dig igen, og så skal jeg nok sørge for, at du ikke selv kan komme fri. Her er noget mad og vand, ovre i hjørnet et tørkloset. Jeg kommer op senere, så skal vi lave en lille optagelse til Gunnar, som kommer til at koste ham en del penge. Jeg håber, han synes du er det værd."
   Hans blik op og ned af mig fik mig til at gyse, hvilket udløste et stort latteranfald. Han stillede en bakke op på gulvet ved siden af lemmen, så gik han ned af loftstrappen igen, idet han trak lemmen i efter sig. Jeg kunne høre hans hæse latter et godt stykke tid efter.
   Jeg begyndte pludselig at fryse, da mørket kom tilbage, og det var ikke kun på grund af sveden på min krop, som nu var blevet kold. Jeg lagde armene om mig selv og krøb sammen på hug på gulvet, mens jeg tænkte. Hvad var det lige, der skete? Havde Anders allieret sig med en anden? Men hvorfor det, vi havde jo aftalt, at det skulle være ham, som kidnappede mig. Gunnar kendte ham ikke, så der ville ingen risiko være.
   Mine ben begyndte at værke, så jeg rejste mig forsigtigt op og forsøgte at orientere mig. På madrassen, hvor jeg var vågnet, lå et gammelt tæppe, og selvom det lugtede muggent og hengemt, tog jeg det over skuldrene. Det var januar, og nogen havde åbenbart glemt at tænde for varmen. Lyset kom kun ind i små sprækker, og jeg gik frem mod dem. Det var vinduer, som var tildækket med brædder. Jeg fandt en knast, men synet var ikke opmuntrende. Tydeligvis et sommerhuskvarter, og på denne tid af året var der ikke mange beboere.
   Min hjerne kørte på højtryk - hvad var gået galt? Havde Anders skiftet mening, ville han have pengene for sig selv? Jeg tænkte på vores sex aftenen før og på, at han så ville være nødt til at dele pengene med en anden, og slog det hurtigt ud af hovedet. Men kunne det være Gunnar? Havde han fundet ud af noget om mig og Anders, så han ville skaffe sig af med mig og score kassen samtidig? Nej, det kunne heller ikke være det. Måske hvis jeg prøvede at huske noget fra hvornår jeg blev kidnappet. Jeg satte mig på madrassen, lænede hovedet tilbage mod væggen, lukkede øjnene og begyndte at tænke. Jeg havde været ude og besøge min mor. Hun havde haft en af sine gode dage, for hun var stadig ædru, og hun var ikke begyndt at råbe "luder" efter mig, da jeg trådte ind af døren. Jeg havde tømt indkøbsposerne i køleskabet, som jeg plejede, og havde drukket den obligatoriske kop Aldi-kaffe med hende af skårede kopper. Så havde jeg kysset hende på panden, var gået ud af døren, ned af trappen - og så huskede jeg faktisk ikke mere. En svag fornemmelse af en skygge bag mig, det var det hele, så var alt mørkt.
   Med rynkede bryn betragtede jeg mine beskidte hænder. Så mærkede jeg sulten gnave og rejste mig op efter bakken. Der var en tør sandwich og en flaske vand. Hvad der kommer ind skal jo også ud, og efter måltidet, som bestemt ikke levede op til mine sædvanlige standarder, søgte og fandt jeg tørklosettet. Jeg havde ikke mere end lige sat mig, før lemmen gik op igen.
   "Hør, har du ikke lært at banke på først? Kan man ikke få lidt privatliv?"
   En halvkvalt lyd undslap ham, og idet han gik ned af trappen, kvækkede han:
   "Undskyld, Deres nåde, men når De er færdig, bedes De indfinde Dem i salonen nedenunder. Vi skal have lavet en besked til Deres mand, hertugen."
   Jeg fnøs, mens jeg kiggede mig om efter noget papir. Når jeg fik fat i Anders, skulle vi have os en seriøs snak, at hyre en så primitiv mandsperson.
   Da jeg kom nedenunder, var der næsten mørkt i stuerne. Alle gardiner var trukket for, som om der ikke boede nogen, og henslængt i en sofa sad manden fra før og betragtede mig, stadig med hue på. Han var blind på det ene øje, som havde en vandblå farve uden iris.
   "Det var godt, Deres nåde."
   Jeg fnøs.
   "Drop det der. Jeg ved jo godt hvem du er. Anders har sendt dig, selvom det er direkte imod vores aftale. Hvad skal jeg gøre og hvad skal jeg for øvrigt kalde dig?"
   "Du kan jo kalde mig Anders And. Men du skal skrive under på denne fuldmagt, som giver din mand adgang til dine penge, og så skal du læse det her brev op i diktafonen på din mobil, så sender vi det til ham som en lille lydfil."
   Ved siden af ham i sofaen stod min håndtaske.
   "Du får ikke en krone. Han ringer efter politiet, de kan spore min telefon."
   "Det håber jeg ikke han gør - for din skyld."
   Der var stille lidt, så sukkede jeg. Anders havde åbenbart tænkt sig at køre det her hele vejen ud. OK, hvis det var sådan han ville have det. Nu var det ærlig talt ikke sjovt mere. Det var vist godt, at jeg havde planlagt at droppe ham bagefter.
   "Kom med papiret jeg skal skrive under på, og brevet jeg skal læse højt."
   Uden et ord rakte Anders And mig et tykt dokument, og viste mig, hvor jeg skulle skrive. Nu havde Gunnar adgang til kontoen, som lottogevinsten var gået ind på. Et kort øjeblik strejfede tanken mig, at Gunnar ville beholde det hele for sig selv, men jeg slog det hurtigt ud af hovedet igen.
   Efter jeg havde skrevet under, rakte han mig et brev. Så rodede han lidt ved min mobiltelefon, talte ned fra tre, og jeg læste højt af brevet, ind i telefonens mikrofon. Jeg fortalte, at jeg var blevet kidnappet, at man ville have 34 mio. kr. for min frigivelse, og disse skulle gives i en stor taske næste dag i en park. Hvis Gunnar på nogen måde tilkaldte politiet, ville det blive værst for mig. Jeg fremviste det største af mit skuespiltalent, og græd næsten ned i mikrofonen. Anders And betragtede mig med hævede øjenbryn og morskab i blikket, men sagde ikke noget.
   "Og hvad gør vi så nu i ventetiden? Spiller kort?"
   "Du gør ingenting, smukke, andet end at gå op ovenpå igen."
   "Nej, nu må du holde op, der er da dødssygt oppe på det loft." En del af mig var stadig sikker på, at det var Anders, som aftalt, men hans opførsel gjorde mig mere og mere i tvivl. Så trak han en pistol frem, og jeg blev klar over, at Anders intet havde med dette at gøre. En iskold frygt dannede istapper i mit indre, og jeg stivnede. Anders And må have bemærket det, for han lo lavt.
   "Nå, nu er man nok ikke så selvsikker mere, hva? Se så at skrubbe op på loftet med dig. Jeg vil nødig skulle hive dig derop i dit smukke, røde hår."
   Jeg stavrede med stive ben tilbage mod trappen. Benene var ved at bukke sammen under mig et par gange, og jeg måtte støtte mig til væggen for ikke at falde. Da jeg var kommet helt op, fulgte han efter mig.
   "Læg dig over på sofaen."
   Jeg stivnede. "Du... du har vel ikke tænkt dig at gøre mig... fortræd?"
   Et forbløffet udtryk viste sig i hans øjne, så flækkede hans mund i et bredt grin. "Nej, du kan være ganske rolig, jeg tænder ikke på bundne, forsvarsløse overklasseløg." Jeg mærkede mine kinder brænde. "Du skal lægge dig, så du ikke falder, når jeg bedøver dig. "
   "Bedøver mig?"
   Nålen nærmede sig hurtigt mit ben. Jeg mærkede en skarp, pludselig smerte i låret, så begyndte alt at forsvinde omkring mig. Jeg forsøgte at sige noget, men min tunge ville ikke lystre. Mandens øjne var det sidste jeg så, inden alt blev sort.

Gunnar
   Jeg fik lydfilen over mobiltelefonen, som aftalt. Alt skulle virke så realistisk som muligt, så jeg tjekkede postkassen, hvor jeg ganske rigtigt fandt kuverten med det underskrevne dokument. Så kørte jeg i banken, hvor jeg afleverede det, og som ventet fik jeg at vide, at jeg måtte komme igen næste dag, så havde de mine 34 mio. liggende i kontanter. De stillede en masse spørgsmål, men jeg var forberedt, og fejede dem af så hurtigt som muligt. Da personalet først havde overbevist sig selv om, at det ikke havde noget med terrorisme eller hvidvask at gøre, lod de mig dog gå.
   Hjemme igen spiste jeg en dejlig middag, mens jeg tænkte på min kone. Jeg savnede hende og glædede mig til hun kom hjem igen, forhåbentlig lidt mere ydmyg, nu hendes penge forsvandt.
   Næste morgen vågnede jeg tidligt. Jeg skulle være i banken klokken 10, i parken klokken 12 og i sommerhuset for at hente min elskede klokken 14.
   Idet garageporten gik op, kiggede jeg ud og over på den anden side af gaden. Der holdt en ældre, sølvgrå Mazda, og jeg havde nok ikke lagt mærke til den, hvis ikke det havde været for føreren. Han stod ved siden af bilen og stirrede direkte over på mig, som havde han ventet på, at jeg kom ud. Jeg rynkede panden lidt, og da porten havde åbnet sig helt, kørte jeg forsigtigt frem. Da jeg var helt ude og holdt i indkørslen, var han tilstrækkelig tæt på, til at jeg kunne se ham tydeligt, og til min forundring gik det op for mig, at han betragtede mig med et både rasende, forvirret og ulykkelig udtryk, som havde jeg bragt ham i en eller anden form for knibe eller sorg. Jeg forstod det ikke, for jeg havde aldrig set ham før. Jeg forsøgte med et forsigtigt smil, som ikke blev besvaret. Hvem var han? En utilfreds klient, som mente, at jeg var skyld i finanskrisen? Med en let hovedrysten vendte jeg mig om og betragtede porten lukke sig bag mig. Da jeg vendte mig frem igen, var han på vej ind i sin bil, og da jeg blinkede til venstre og kørte min Mercedes ud på vejen, blinkede han ud fra kantstenen og fulgte efter.
   Jeg forsøgte at ryste ham ud af tankerne, jeg havde vigtigere ting at tage mig af.
   Mødet i banken gik som ventet glat, de havde forsøgt sig med alt deres skyts dagen før, og gav mig uden yderligere diskussion pengene. Med løftede bryn så de hvordan jeg pakkede pengene ned i en kæmpe sportstaske.
   Næste del af aftalen brød jeg mig ikke specielt om. Leon havde insisteret på, at jeg skulle aflevere samtlige 34 mio. kr. til hans mand, som så ville sørge for, at jeg fik det resterende tilbage. Jeg forstod godt, det skulle være realistisk, men ikke hvorfor det var så vigtigt, at han skulle have alle pengene hos sig.
   Leon havde kigget bebrejdende på mig.
   "Du tør godt betro mig din kones liv, men ikke dine penge? Sig mig, hvem betyder mest for dig?"
   Logikken var til at tage og føle på, men jeg følte mig alligevel ikke helt tryg.
   Jeg satte mig på den aftalte plads i parken og læste avis, mens jeg ventede. En skygge gik for solen, og jeg kiggede op. Den unge mand, som havde ventet uden for huset, kiggede ned på mig.
   "Hvor har du gjort af Henriette?", spurgte han med lav stemme.
   Mit hjerte slog hurtigere, da det gik op for mig, at han måtte have fulgt efter mig hjemmefra. Faktisk havde jeg glemt alt om ham.
   "Undskyld, men hvem er du?", spurgte jeg.
   "En ven af Henriette, men hvor er hun?" Han stirrede insisterende på mig. Jeg blev klar over, at han måtte have en eller anden form for svar, ellers ville han aldrig forsvinde. Min kontakt var på vej, og jeg mærkede en svedperle ned af ryggen.
   "Hun er hjemme hos sin mor, men hvor kender du Henriette fra?"
   Den unge mand rødmede, så stirrede han ned i jorden.
   "Hun... hun er en ven, og jeg ved, at hun ikke er hos sin mor, for der har jeg nemlig lige været."
   Han talte hurtigt, og ordene nærmest snublede over hinanden.
   "Hør her, du bliver nødt til at gå. Jeg har et vigtigt møde om 10 minutter. Jeg skal hilse hende, når jeg ser hende, men hvad hedder du?"
   Manden, som tilsyneladende havde indset, at han ikke kom videre, gik langsomt baglæns, mens han stadig stirrede på mig.
   "Anders. Du kan hilse hende fra Anders."
   Så vendte han om og nærmest spurtede tilbage mod indgangen af parken. Pludselig var der en, som rømmede sig ved siden af mig, og jeg for sammen. Ved siden af mig, i den anden ende af bænken, havde en mand sat sig. Han var iført en hættetrøje og et halstørklæde, som dækkede hele underansigtet. Solen bagte fra en skyfri himmel, og selvom det stadig var januarkoldt, havde jeg på fornemmelsen, at det ikke var kulden, som fik ham til at skærme sit ansigt.
   "Gunnar?", kom det med lav stemme. Mit hjerte begyndte at banke. Så var det altså nu.
   "Ja, det er mig. Hvad hedder du?"
   "Du kan jo kalde mig Anders And."
   Jeg gav tasken, som havde stået på bænken ved siden af mig, et puf med hånden, og han trak den det sidste stykke over til sig. Han åbnede den og kiggede ned, stak hænderne ned og kontrollerede, at alt var i orden. Så rejste han hovedet op med et ryk og kiggede sig vagtsomt omkring.
   "Har du noget til mig?" Jeg stirrede afventende på ham
   Han kiggede direkte på mig og grinede.
   "Du får en sms med adressen, som aftalt, når jeg er kommet sikkert væk herfra." Han tog tasken over skulderen og gik.
   Jeg sukkede. Jeg havde jo selv planlagt det hele, han behøvede vel ikke være så mistænksom, men det var nok en arbejdsskade. Efter at have siddet og ventet i 10 minutters tid, brummede min mobiltelefon. Det gav et sæt i mig. En sms. Fra Henriette. Med bankende hjerte åbnede jeg den. Den var meget kort, der stod bare en adresse. Det var i et sommerhuskvarter, som jeg kendte.
   Jeg gik hurtigt ud af parken og hen til bilen. Idet jeg svingede ud på vejen for at køre på motorvejen, bemærkede jeg den sølvgrå Mazda, som fulgte efter mig. Jeg sukkede. Nå, så måtte vi jo se hvem det var, når vi først nåede frem.
   Da jeg nåede frem og steg ud af bilen, kørte Mazdaen ind foran huset få sekunder efter. Jeg ænsede ikke føreren, sprang blot ind i huset, som var hurtigt overset. I fordelingsgangen stod en stige, som førte op til et loftsrum. Lemmen stod åben. I tre store skridt var jeg henne ved stigen, som jeg forcerede tilsvarende hurtigt.
   "Henriette," kaldte jeg. "Hvor er du?"
   En lav mumlen oppe i rummet fik mig til at gå forsigtigt frem efter lyden i halvmørket. Der lå en skikkelse på en madras. Det var Henriette. Med et lettet suk sank jeg ned ved siden af hende. Jeg klappede hende forsigtigt på kinderne, hun var vist blevet dopet. Efter et par minutter glippede hun lidt med øjnene, så kiggede hun på mig, først med svømmende øjne, derefter mere fokuseret.
   "Gunnar?"
   "Ja, min elskede, det er mig, hvordan har du det?", spurgte jeg ømt.
   Nedenunder lød larmende fodtrin.
   "Henriette?"
   "Anders?", mumlede hun. "Hvad laver du her?"
   Jeg stirrede forbløffet på hende. "Kender du den unge mand?"
   Hun så forvirret på mig, stadig med let slørede øjne. Så rødmede hun.

Anders And
   Med et smil om læben var jeg på vej til Rigshospitalet. Jeg kiggede endnu engang på tasken, som stod ved siden af mig. Jo, den var virkelig. Så tænkte jeg på Maria. Jeg kunne næsten mærke, hvordan mit smil slukkedes, hvordan det døde rundt om munden. For mindst titusinde gang gennemgik jeg i tankerne den besked vi havde fået fra lægerne for en måned siden. Min elskedes dødsdom.
   "Det gør mig ondt, men kemobehandlingen er holdt op med at virke. Vi bliver nødt til at stoppe behandlingen, da knuden stadig vokser. Vi kan ikke gøre mere for jer. Vi beklager."
   Mit hjerte var næsten gået i stå. Den aften græd vi sammen. Vi græd over alle de ting, vi ikke havde nået. Jeg havde altid haft travlt i mit job for Leon, alle vores planer blev altid sat på stand by, fordi Leon "lige havde et job til mig." Leon, som havde taget synet på mit øje.
   "Nu når vi jo ikke alle de ting vi havde planlagt," græd Maria i mine arme. "Vi nåede aldrig ud og rejse."
   Min arm gled kærtegnende ned over hendes ryg, hvor jeg kunne mærke samtlige ribben. Jeg løftede hendes ansigt op mod mit og kyssede hendes blege øjenlåg, mens jeg strøg hende over hovedet. Da var det, at planen dukkede op.
   "Min elskede, lad os lege en leg. Hvis du nu kunne rejse, hvorhen det skulle være, hvor skulle vi så hen?"
   "USA," sagde hun uden at tøve. "Jeg vil til Graceland, til Californiens sol, til Grand Canyons solnedgange og Las Vegas' lyshelvede." Hendes øjne lyste, som jeg ikke havde set dem gøre i lang tid, og det stak i mit hjerte.
   "Lige et øjeblik."
   Jeg opsøgte lægen, som forsikrede mig om, at det var muligt at rejse, "men I skal jo være klar over, at det vil være umuligt for jer at tegne en sygeforsikring." Jeg smilede, mon ikke 34 mio. kr. ville være nok. Så ringede jeg til Leon og sagde, at jeg godt ville have jobbet alligevel.
   Kællingen var det nemt nok at få fat i. Jeg vidste, hun skulle besøge sin mor, så jeg ventede på hende i opgangen. Desværre fik jeg bedøvet hende for tidligt, for hun faldt næsten sammen mellem hænderne på mig. Så voldsomt, at jeg måtte lægge begge hendes arme over mine skuldre, så vi stod i en akavet omfavnelse. Jeg støttede hende op af væggen for at få bedre fat. Hendes ene lår kom ind mellem mine ben og berørte mit lem, som reagerede med det samme. Jeg smilede besk, det var godt nok også længe siden. Resten af planen gik let, selvom jeg godt nok havde grinet en del af overklassefruens snak. Hvem mon ham Anders var, som hun hele tiden talte om? Nå, jeg var fuldstændig ligeglad, bare manden betalte.
   Jeg ringede til Marias hospitalsstue.
   "Skat, du kan godt begynde at pakke, vi skal ud og rejse."
   "Rejse? Men... det har vi da ikke råd til?"
   "Jeg har spillet lidt på heste og været heldig."
   Hun græd af glæde. Endnu en gang skævede jeg til tasken. Så gik turen hjem efter pas. Lægen havde sagt, hun havde mellem et halvt og et helt år tilbage. Når kemoen først blev taget fra hende, var der kun en vej, men i en kort periode ville hun få det bedre. Vi skulle have det bedste ud af den tid, det var der ingen tvivl om. Hun skulle forkæles på vores første og sidste rejse.