- Tak, far. Ih, hvor har jeg savnet Teddy.
   Glæden lyste ud af den lille piges øjne, da hun pakkede sin elskede bamse ud af papiret, men selv hendes glæde kunne ikke skjule, at hun havde høj feber. Hendes far kiggede bekymret på hendes blanke øjne og stærkt rødmende kinder.
   - Hvornår tror du, at jeg bliver rask nok til at se mor igen?
   - Jeg ved det ikke, min skat. Men put du dig nu her med din bamse, og tillykke med fødselsdagen. Jeg kommer tilbage så hurtigt jeg kan.
   Lars kiggede kærligt på sin datter et øjeblik, så gik han op ad trappen og låste kælderdøren bag sig.
   Han kiggede op på himlen og skuttede sig. Det trak op til storm. Han hadede stormvejr. Det var en orkan, som havde taget hans elskede storesøster fra ham. Liselotte skulle aldrig være emigreret til USA, det havde han sagt til hende mange gange, men hun elskede jo Ralph, havde hun svaret. Og han ville ikke kunne få arbejde i Danmark, men hun kunne nemt få i USA, når bare hun var gift med Ralph. Hun havde mødt ham på Cypern. Hun havde været på ferie med en veninde, han havde været soldat. Det var kærlighed ved første blik. Et år efter var hun rejst over til ham og de var blevet gift. 15 år senere var Katrina kommet og havde taget hende med sig.
   Lars havde sørget meget længe. Liselotte havde været som en mor for ham efter deres egen var død. Kræften havde taget hende, da han var otte og Liselotte 18 år. Deres far forlod dem da moderen blev syg, "så nu er der kun os to, lillebror", som hun havde sagt til ham. "Kun os to, men bare rolig, jeg skal nok passe på dig".
   Han havde ikke savnet sin far. De hårde, nedsættende ord og tævene, der var lige så voldsomme og uforudsigelige som Katrina, men desværre var forekommet noget oftere, var ikke noget at savne.
   Liselotte havde holdt sit ord. Myndighederne havde givet hende plejetilladelse til ham, og betaling for dette og hendes løn i boghandleren havde gjort, at hun kunne forsørge ham til han blev 18 og selv kunne tjene penge. Med denne pludselige forbedring i økonomien, kunne hun pludselig begynde at tænke på sig selv, og det første hun havde brugt penge på, var en ferietur til Cypern. Hun havde altid gerne villet se verden.
   Lars havde været meget glad for at hun skulle af sted. Han kunne ikke lade være med at føle, at det var hans skyld hun aldrig havde penge til sig selv. Hun havde sagt, at det var noget sludder. At hun selv havde valgt det og ikke ville have det anderledes. Men Lars bebrejdede alligevel sig selv. Var hun ikke taget til Cypern på nøjagtig dette tidspunkt, havde hun ikke mødt Ralph - og havde levet i dag, i Danmark. Havde måske været gift med en rar landmand ved navn Knud, de ville have givet ham nevøer og niecer og de skulle alle sammen være kommet til søndagsmiddag hos ham og pigerne, så han kunne give bare en lille smule tilbage af al den kærlighed, han havde fået af sin storesøster.
   Han sukkede, mens han dvælede ved minderne.
   Hytten gav sig i blæsten, og han blev med ét revet tilbage til nutiden. Han tænkte på sin febersyge datter, og overvejede, om han skulle få fat i lægen. Det var noget værre roderi det hele havde udviklet sig til, og han var begyndt at overveje, om han havde truffet den rette beslutning, da han havde valgt at holde sin datter skjult for omverdenen. Da situationen var opstået, havde han bare reageret, det havde ikke været gennemtænkt, men nu, hvor hun var syg, var han ikke så sikker. Det havde været så nemt bare at gemme hende i bilen og køre hende hjem i hans lille refugium under hytten, mens Bitten og Julie havde ledt efter hende ved floden, idet han fortalte dem, at han ville køre efter hjælp i byen. Da han havde fundet hende ved flodbredden og opdaget, at hun var i live, havde hans lettelse været helt enorm og hans første tanke været at råbe på de andre, men så havde noget stoppet ham. Skæbnen, var han blevet overbevist om. Han tænkte på sin ældste datter, og på hvor hjælpeløs han havde følt sig, da hun var blevet født. Julie havde haft kolik, og han kunne intet gøre, hun bare græd og græd hele tiden. Det gjorde ham rasende og afmægtig. Nogen gange måtte han gå ud af rummet for ikke at gøre hende fortræd.
   Da Emilie blev født, havde det været helt anderledes. Hun havde været nem og næsten aldrig grædt. Og ikke nok med det, hun lignede hans søster Liselotte, og ligheden blev større og større, jo ældre hun blev. Lars forgudede sin yngste datter.
   Julie var helt anderledes, stædig og besværlig, krævende og kritisk og stillede altid spørgsmålstegn ved alt han sagde, og selvom Emilie tilbad sin far, så hun også meget op til sin storesøster, og Lars frygtede, at hun en dag ville se ham med samme øjne som Julie. Store, anklagende mørke øjne, som sagde en masse uden ord.
   Det var derfor, at han pludselig havde fået den tanke, at han kunne passe på Emilie og beskytte hende, ligesom Liselotte altid havde passet på ham. Han havde ikke tænkt på, at hun kunne blive syg. Og nu kunne han ikke bare tilkalde lægen. Han sukkede igen, mens han gik op til huset.


* * *
   Bitten sad på sin yngste datters værelse. Her gik hun tit ind, og i dag var det hendes fødselsdag og et år siden, at hun var forsvundet. Bitten havde ønsket, at værelset var forblevet præcis, som det havde været før Emilie forsvandt, og Lars havde været enig.
   Bitten kunne ikke få sig selv til at tænke på sin datter som død, og hendes lig var jo heller aldrig blevet fundet. Politiet havde trukket vod, men da de ikke havde fundet hendes lig, mente de, at strømmen havde taget den og ført den ud til havet.
   I lang tid havde hun gået rundt, syg af sorg, og været overbevist om, at hendes datter ville dukke op igen. Hun var sikkert blevet skyllet op på flodbredden, havde måske slået hovedet, så hun ikke kunne huske hvem hun var, og så var der nogle rare mennesker, som fandt hende. De ville enten have hørt om den forsvundne, formodet druknede, pige i nyhederne, og kontakte politiet.
   Efterhånden som tiden gik, havde hendes forestillinger ændret sig til, at Emilie havde forvildet sig hen til nogle mennesker, som af en eller anden grund havde valgt ikke at kontakte myndighederne, men de havde taget sig af hendes lille pige som var hun deres egen. Herregud, hun var jo kun fem år.
   Nu, et år efter, var hun næsten holdt op med at håbe.
   Hun henfaldt i tanker om deres sidste dag sammen.
   De var taget ud til floden, som de tit gjorde på pigernes fødselsdag, når vejret tillod det. De havde hygget sig, og efter frokosten havde hun og Lars lagt sig på tæppet et øjeblik, bare et lille øjeblik...
   De var vågnet ved Julies desperate skrig.
   - Men Julie, skat, hvad sker der? Og hvor er Emilie?
   Julie var helt hvid i hovedet, hendes øjne vildt opspærrede, og tårerne løb ned ad kinderne. Hun forsøgte at sige noget, men gråden gjorde, at der kun kom stavelser ud af munden på hende.
   - Bå-bå-båden - Emilie - i va-va-vandet - væk!
   Det sidste kom som et stort fortvivlet vræl, som fik Bitten og Lars på benene. Ved flodbredden og et godt stykke væk lå en gammel jolle, som pigerne godt vidste, at de ikke måtte sejle ud i alene. Det havde de ofte fået at vide. Nu styrtede de begge af sted til den plet, hvor jollen plejede at være fortøjet. Jollen var væk. De kiggede ud på floden, og så jollen ligge og skvulpe rundt et stykke ude.
   - Julie, hvor er Emilie?
   Lars' stemme var blevet meget skarp og havde en hård klang. Emilie vrælede endnu højere, mens hun pegede ud på floden.
   Hendes far blev fuldstændig vild i øjnene, mens han jamrede et stille fortvivlet:
   - Nej, nej, nej...
   Han tog skoene af og kastede sig ud i floden, mens han med lange seje tag svømmede ud mod båden.
   Bitten fik imens beroliget Julie så meget, at hun fik en nogenlunde sammenhængende historie om begivenhederne ud af hende. Pigerne havde sat sig ud i jollen, mens den var bundet fast til en pæl i flodbredden. En eller anden havde åbenbart ikke fortøjet den ordentligt, så pludselig var den gledet ud på floden, uden at pigerne havde opdaget det. Da det endelig var gået op for dem hvad der var sket, havde de været et godt stykke ude. Julie havde forsøgt at tage årerne, som hun havde set sin far gøre det, og sejle dem ind igen, men mens hun kæmpede, havde båden vippet lidt for meget, og Emilie havde tabt sin dukke ud over rælingen. Idet hun lænede sig ud efter den, havde båden vippet igen, og Emilie var faldet over bord.
   Julie var sprunget overbord og havde forsøgt at redde sin lillesøster, men hun kunne ikke få ordentligt fat i hende, og hun blev trukket med af floden.
   Vinden ruskede pludselig i skodderne.
   Det havde været ekstremt hårdt at opleve den dybe sorg at miste et barn, men uden Lars havde hun ikke klaret den.
   Der var gået et stykke tid før hun havde opdaget det, men Lars havde ændret sig. Han var ikke så hidsig mere, og det var længe siden han havde slået hende eller Julie. Desuden drak han heller ikke mere som han gjorde før i tiden. Hans alkoholproblem, som var begyndt efter Liselotte var flyttet til USA, var tiltaget meget efter Liselotte var død. Men selvom drikkeriet var ophørt, sørgede han stadig meget over tabet af sin datter og begravede sig i arbejde ovre i sin hytte, hvor der var adgang forbudt for alle andre.
   Hun havde flere gange forsøgt at overbevise ham om, at han skulle tale med nogen, men han havde haft nok af terapeuter, sagde han. Der var ingen terapeut, som kunne ændre på de traumer hans far havde givet ham som barn, og der var heller ingen terapeut, som kunne give ham Emilie tilbage.
   Det gik pludselig op for Bitten, at det var ved at være på tide at komme videre, at de ikke måtte glemme deres anden datter. Bitten vidste godt, at Julie også led, men hun havde ikke magtet at sætte sig ud over sin egen sorg.
   Hun rejste sig for at lukke skodderne inden stormen fik for hårdt fat i dem, mens hun en sidste gang lod blikket glide hen over værelset. Pludselig standsede hun midt i bevægelsen og drejede blikket tilbage, mens hun rynkede brynene.


* * *
   Julie lå på sengen inde på sit værelse. I dag var det Emilies fødselsdag. Det var også et år siden hun døde.
   Julie savnede sin søster. Selvom hun altid havde været fars yndling, var tingene blevet endnu værre efter hun var død. Før lagde far da mærke til hende, om ikke for andet, så for at skælde hende ud eller slå hende. Nu var hun nærmest usynlig. Og mor... hun havde nærmest lukket sig inde i sin egen verden, sad næsten hele tiden inde på Emilies værelse. Især de sidste par uger, hvor Emilies fødselsdag nærmede sig, da havde hun slet ikke sagt noget til Julie.
   For mindst tusinde gang tænkte Julie tilbage på den dag ved floden. Hun havde sat sig ud i båden for at tænke og være sig selv, men som sædvanlig var Emilie kommet ud til hende.
   - Hvad laver du? Må jeg være med?
   - Nej, ikke nu, Emilie, jeg vil bare sidde her lidt selv.
   - Så vækker jeg far og siger, at du er ude i båden, selvom du godt ved, at vi ikke må alene.
   - Jamen, jeg sejler jo ingen steder, jeg vil bare sidde lidt her.
   - Jeg siger det altså alligevel, jeg gør.
   - Ok, så kom da med.
   Men efter det var tingene begyndt at gå galt. Båden var gledet ud, selvom det ikke havde været meningen, og da Emilie havde tabt sin dumme dukke, var hun faldet over bord.
   Men det var ikke det værste. Et kort øjeblik, da Julie havde set sin søster læne sig forover efter dukken, havde hun ligefrem ØNSKET, at Emilie ville falde over bord. Hun tænkte tilbage på alle de gange, hvor hun havde givet sin far noget hun havde lavet, en tegning eller et eller andet fra skolen, hvor han ligegyldigt havde betragtet det, og sagt:
   - Tak, Julie, det er fint.
   Hvis det derimod var Emilie, som havde lavet et eller andet, havde reaktionen været helt anderledes.
   - Tusind tak, Emilie, nej, hvor er det flot. Det skal med over på mit kontor, så jeg kan tænke på dig hver gang jeg ser det.
   Uanset hvor stor umage Julie havde gjort sig, var det bare aldrig godt nok.
   Derfor havde hun siddet i båden den dag, og set sin søster læne sig ud over rælingen, mens hun havde ønsket sig at være enebarn. Bare et lille øjeblik havde hun tænkt det, så var hun blevet bange for sine egne tanker, men da havde det været for sent. Da var Emilie røget ud af båden.
   Selvom hun straks var sprunget i efter hende, var det ikke lykkedes hende at finde hende. Derfor havde hun det ekstra dårligt i dag. Det var hendes ønske, som var skyld i, at Emilie var faldet over bord. Det var hendes skyld, at Emilie var druknet.
   Mens Julie sad og rugede for sig selv, blev der pludselig banket på hendes dør. Hendes mor stak hovedet ind.
   Julie, du har da ikke taget Emilies yndlingsbamse inde fra hendes værelse, vel?


* * *
   Emilie lå nede i sengen, mens hun krammede sin bamse. Hun så på dens næse, som var lavet af sytråd. Da den rigtige næse var faldet af, havde hendes mor syet en ny på. Hun elskede den bamse. Den og så dukken, som var faldet i vandet, havde været hendes to bedste venner.
   Hun savnede sin mor og sin søster. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set dem, men det var længe siden.
   Hun glædede sig til, at hun blev rask nok til, at hun kunne se dem igen, men lige nu glædede hun sig også til at hendes far ville lære hende mere om at læse og skrive og regne. Hun kunne allerede alfabetet, og far roste hende meget.
   Men lige nu var hun syg og svag. Hun kunne kun lige akkurat slæbe sig ud på det lille toilet, som lå ved siden af det værelse hun lå i.
   Hendes far havde noget som hed hjemmearbejdsplads, det betød, at han ikke behøvede at tage på arbejde hver dag, som andre fædre. De kunne være sammen næsten hver dag, og han arbejdede mens hun øvede sine bogstaver.
   De sidste par dage havde hun dog været for træt til at lære noget, og hendes far så meget bekymret ud.


* * *
   - Tak, doktor. Ja, jeg ved godt, at jeg normalt skal undersøges for at få penicillin, men vejret... Ja, jeg får Bitten til at hente det på apoteket, jeg skal nok passe sengen. Tusind tak, doktor
   Lars sad lidt ved telefonen, mens han endnu en gang overvejede sit næste skridt.
   Han vidste ikke, om penicillin var det rigtige for Emilie, han håbede bare, at det ville få feberen ned, så hun kunne blive rask igen.
   Han kiggede op på himlen, idet han satte sig ind i bilen. Stormen var lige oppe over nu, ikke vejr at køre ud i, havde de sagt i radioen, men han var nødt til at gøre det. Han var nødt til at skaffe medicin til Emilie.
   Han kørte med stor hast ud af de bugtede krogede landeveje, som han kendte så godt. Han vidste præcis hvornår han kunne køre hurtigt og hvornår kurverne var for skarpe.
   Han nåede slet ikke at se træet, som stormen havde væltet tværs over vejen, før han kørte ind i det. Hans sidste tanke før han udåndede, var at han skulle have fat i medicinen til sin datter.


* * *
   - Nej, mor, jeg har da ikke taget Emilies bamse. Det tør jeg da ikke!
   - Jamen, hvor er den så? Den er ikke på sin plads. Jeg har ledt hele værelset igennem, den er der ikke.
   - Ja, jeg ved det altså ikke.
   Da mor forlod værelset, rynkede Julie brynene.
   Selvfølgelig havde hun da ikke taget Emilies bamse, men hvem var det så? Hvis det ikke var mor eller hende selv, så kunne det kun være en - far. Men hvorfor? Og hvor havde han gjort af den?
   Måske havde han bare taget den med over på sit kontor, så han kunne tænke på Emilie hver gang han så på den - som om han ikke havde nok af hendes ting allerede. Hun smilede ironisk. Gad vide hvor mange af hendes ting, som far havde på sit kontor? Nok ikke mange.
   Pludselig steg trodsen op i hende, og hun besluttede, at hun ville finde ud af det. Hun ville gå ned på fars kontor, selvom hun udmærket vidste, at der var adgang forbudt, og se hvor meget af hendes og hvor meget af Emilies ting, far havde stående. Hun vidste hvor far gemte nøglen. Hun havde ofte sneget sig efter ham, og hun havde flere gange set ham tage en nøgle fra krukken ved siden af hytten og låse op. Hun havde også hørt, at han havde taget bilen og var kørt, han skulle ind til byen og ordne noget meget vigtigt med arbejdet.
   Hun gik ud i gangen og tog overtøj på.
   - Hvor skal du hen i det vejr?
   Hendes mor stod pludselig foran hende.
   - Øh, jeg skal bare ud og gå en tur.
   - I det vejr? Det kan du godt glemme, frøken. Du kan hjælpe med at dække bord til aftensmad. Far kommer snart hjem.
   - Okay. Tror du, at far spiser med os i dag?
   - Det ved jeg ikke, min skat, det er jo i dag... men dæk du bare op til ham alligevel, som vi plejer.
   Da Julie havde dækket bord, så hun sit snit til at snige sig ud i stormen. Selvom hun havde pakket sig godt ind, gik blæsten alligevel direkte igennem hendes tøj, og hun havde svært ved at stå oprejst. Hun kæmpede sig igennem stormen, og skridt for skridt kom hun nærmere og nærmere det forbudte område.
   Hun famlede lidt ved krukken, fandt nøglen og låste sig ind.
   Hun stod med et i det hellige område og kiggede sig om. Hun så mange af Emilies ting, men til hendes store glæde var der også nogle af hendes egne.
   Pludselig stødte hun ind i farens metalpapirkurv, som gav et ordentligt rabalder, og hun blev bevidst om hvor hun befandt sig.
   Hun vendte sig hurtigt om for at gå.


* * *
   Emilie havde lige været oppe og på toilettet, da hun hørte et rabalder i værelset ovenpå.
   Det må være far, som er tilbage med min medicin', tænkte hun.
   Der skete ikke mere i et stykke tid, og hun kaldte usikkert:
   - Far?


* * *
   Julie stivnede, da hun pludselig kiggede nærmere på en af tegningerne, som hang på væggen. Den kendte hun da ikke og den så ret ny ud. Hun rynkede brynene. Far plejede altid at skrive deres navn og dato på bagsiden, og med rystende hænder tog hun tegningen ned fra væggen og vendte den om. Emilie, 5. januar 2009.
   Men - det kunne jo ikke passe. Det var jo kun - 3 måneder siden...
   Julies hjerne stod helt stille, og hun kunne slet ikke tænke. Pludselig hørte hun lyde, det lød som en svag stemme, der kaldte.
   Hun vendte sig efter lyden og fik øje på døren til kælderen. Hun kunne ikke røre sig. Der var nogen i kælderen.
   Men den stemme - det lød som... Julie trådte et skridt tilbage. Med rystende hænder tog hun fat i dørhåndtaget, som var låst. Hun famlede efter nøglen til hytten, som hun forsøgte at sætte i låsen, men tabte den flere gange. Så lykkedes det hende endelig at få låst op og åbne døren. Hun kiggede ned ad trappen, og nede for enden stod hun. Først troede Julie, at hun havde set et spøgelse, men så så hun, at det virkelig var Emilie, som stod der, i sin lange hvide natkjole.
   Julie styrtede ned ad trappen og faldt på knæ foran sin søster. Hun krammede hende og holdt hende ind til sig, mens hun mumlede alle de kærlige ord, hun kunne finde på.
   - Er... er jeg så rask nok nu, til at jeg kan komme op til dig og mor nu? Spurgte Emilie pludselig, med lille svag stemme.
   Julie kiggede forundret på hende.
   - Jeg ved ikke hvad du snakker om, søs, men jeg kan se, at du ikke har det særlig godt. Skynd dig over i din seng, mens jeg henter mor. Har du været her hele tiden?


* * *
   - Julie! Julie, kom nu, vi skal spise!
   Bitten kiggede irriteret efter sin datter. Hvor var hun nu henne? Hun kaldte igen, men uden svar. Så opdagede hun, at datterens overtøj manglede, og hun blev stærkt irriteret. Var det tossede pigebarn nu alligevel gået ud? Men hvor var hun gået hen i det vejr?
   Bitten tog sit overtøj på og gik ud for at kigge efter hende. Hun kæmpede sig over pladsen, da hun så, at slåen for Lars' hytte var åben.
   'Åh, det fjollede pigebarn', tænkte hun. Lars ville blive tosset. Han ville absolut ikke have nogen ind på sit kontor, men Julie havde altid interesseret sig meget for alt, hvad hendes far foretog sig, inklusive kontoret. Det var godt han ikke var hjemme lige nu. Ja, hvor blev han egentlig af? Han skulle da have været tilbage for længe siden.
   Bitten kom hen til døren og lukkede sig ind.
   - Altså Julie, du ved jo godt, at far har sagt... hvor er du henne?
   Hun så den åbne dør hen til kælderen og gik hen og kiggede ned.
   Det syn der mødte hende, var et, som hun aldrig ville glemme. Der sad hendes to piger med armene om hinanden...
   Hun standsede op, helt bleg, så styrtede hun over til pigerne, hulkende, mens hun krammede dem begge to.
   Hun mærkede, hvordan den sten, som så længe havde tynget hendes hjerte nedad, pludselig forsvandt.


* * *
   Efter en halv times tid var stormen løjet af, og Bitten kom op ad trappen med sine to piger, den yngste i armene. Der holdt allerede en ambulance og ventede på dem.
   Der holdt også en politibil. Det var ikke gode nyheder, men alligevel følte Bitten en vis lettelse over, at Lars var død. Hun ville aldrig have kunnet leve sammen med ham igen - når han altså engang var kommet ud af fængslet eller det hospital, han sandsynligvis ville blive dømt til behandling på.
   Hun havde nogenlunde fået stykket sammen hvad der var sket ved hjælp af Emilies fortælling og ved sit kendskab til Lars. Hun huskede, hvordan han havde omtalt sin tid alene med sin søster, at det havde været de to alene mod hele verden. Det måtte være det han havde forsøgt at genskabe med Emilie og kunne måske give en vis form for logik - i hans verden. Men hun tvivlede på, at hun nogensinde ville kunne tilgive ham.
   Men det var lige meget lige nu. Hendes datter var kommet tilbage til hende, så nu havde hun sine elskede piger - begge to. Hun mærkede ny energi skylle igennem sig, og den modløshed hun tidligere havde følt forlod hende. Nu måtte de se hvad fremtiden bragte.