Jeg husker den dag min lillebror faldt i kalkgraven som var det i går, skønt det er over 30 år siden. Det er pudsigt, når man træffer et valg, hvor uskyldigt og ubetydeligt det måtte forekomme, at det kan ændre ens liv for altid, som denne hændelse gjorde.

Nogen gange ville jeg ønske det aldrig var sket, for så havde mit liv i dag set helt anderledes ud, men når jeg så tænker på det jeg ville være gået glip af, ja, så får jeg helt gåsehud ved tanken.

Men den dag det skete, var der ingen tvivl: Da ville jeg ønske, at det aldrig var sket.

Jeg var 12 år og den vilde storesøster, og min lillebror var 8 og den meget forsigtige. Jeg elskede ham og han forgudede mig, og han fulgte altid efter mig. Jeg fik ham altid til at gøre nogle ting han egentlig ikke turde, ikke fordi jeg bad ham om det, men fordi han ville være hvor jeg var og gøre som jeg gjorde.

Den dag det skete, var det en meget varm forårsdag. Vi skulle til konfirmation hos min kusine, vi havde fået vores fineste tøj på, og var blevet instrueret om at passe på og ikke svine det til. Det var mest møntet på mig, tror jeg, for det plejede at være mig, som kom hjem med huller i strømpebukserne.

Jeg var vist lidt af en drengepige i de dage, jeg var ikke meget for at gå med kjoler, men det syntes min mor altså at jeg skulle ind i mellem - måske troede hun, at det ville få mig til at opføre mig mere som de fleste piger gjorde, i stedet for at klatre i træer og rende rundt nede ved kalkgraven.

Netop den dag havde jeg fået en meget feminin gul blondekjole på, og jeg var rasende.

"Når jeg nu ikke må blive beskidt, hvorfor får jeg så sådan noget åndssvagt tøj på?", råbte jeg.

"Fordi det måske får dig til at tænke dig mere om omkring hvad du laver, så du passer lidt bedre på", sagde min mor med et suk, som om hun allerede nu var klar over, at det var en håbløs mission hun var på.

Jeg havde nægtet at gå med ud og købe tøjet, hvis jeg skulle have en kjole på den dag, og så havde min mor valgt en for mig. Hvis jeg ville med til festen, fik jeg at vide, skulle jeg tage kjolen på, og ellers kunne jeg bare blive hjemme.

Jeg strøg ud af døren i arrigskab og smækkede med den på vej ud. Mine forældre vidste udmærket godt, at jeg ikke ville gå glip af min kusines konfirmation, og jeg var gal på både dem og mig selv, fordi de kendte mig så godt og vidste, at jeg ville blive nødt til at give mig.

Uden rigtig at vide hvor jeg var på vej hen, befandt jeg mig pludselig nede ved kalkgraven.

"Mille, vent, jeg kan ikke følge med."

Det var min lillebror, som selvfølgelig var fulgt efter mig.

"Martin, hvad laver du her? Du får bare snavs på dit fine tøj, og så får jeg ballade for det også", snerrede jeg.

Det var ikke min mening at lyde så hård, og da jeg så hvor blanke hans øjne blev, fik jeg en klump i halsen.

"Undskyld, Martin, det mente jeg ikke", sagde jeg hurtigt og lagde armene om ham.

Han smilede op til mig, og sammen gik vi videre.

Det var en varm forårsdag, solen bagte og insekterne summede. Jeg havde ikke fået strømpebukser på og måtte med jævne mellemrum klaske de sultne myg, når de holdt buffet på mine ben.

"Nå, vi må hellere se at komme tilbage", sagde jeg. "Ellers får vi bare ballade - eller JEG får ballade".

"Bare lige to minutter til, Mille, vi skal lige hen til stranden. Vi skal se om der er kommet haletudser".

Jeg lo. "Det er da for tidligt, dit lille fjollehoved, det er alt for koldt endnu."

Men jeg fulgte alligevel efter ham.

"Så okay, to minutter ved stranden, men så skal vi også hjem".

"Stranden" var et lille stykke med jord, hvor man kunne sætte sig ned og dyppe tæerne. Vi havde altid fået at vide, at vi skulle passe på ikke at falde i kalkgraven, for den var meget dyb og især på denne årstid meget kold. Men netop denne lille fare gjorde kalkgraven så meget desto mere tiltrækkende for mig, især i dag, hvor jeg var vred på min mor.

Martin løb i forvejen, og da han kom hen til stranden, lænede han sig ivrigt forover, for at se om der var kommet haletudser.

Det næste der skete, gik så hurtigt, at min hjerne næsten ikke nåede at opfatte det, men når jeg ser det for mig, som jeg har gjort gennem årene, igen og igen, opfatter jeg det som i slowmotion.

Min lillebror fik overbalance, stod brøkdelen af et sekund og vaklede, og faldt så i. Måske var det fordi han vidste vi havde travlt og ikke ville give mig ballade, hvis vi kom for sent, måske var han ivrig efter at finde de haletudser, så han kunne bevise, at jeg tog fejl, men faktum er, at han faldt i, med et stille plump.

Jeg skreg.