Det første hun mærkede da hun vågnede, var varmen. Derefter tørsten.
   Den brændte i hendes hals, som havde hun slugt et stykke kul. Hendes hoved føltes tungt og hendes hud brændte.
   Langsomt satte hun sig op og så sig omkring.
   Hun var på stranden. Den var fyldt med mennesker, familier med børn, der legede med bold eller badede. De fleste så sundt blege ud, men et par enkelte var brune i forskellige nuancer. Det måtte være nogle fattige, som ikke havde råd til solbeskyttelse. Længere væk kunne hun se en butik af en slags. Og skygge.
   Hun rejste sig op, men besvimede næsten ved anstrengelsen. Hendes hoved dunkede og føltes som om det havde dobbelt størrelse.
   - Tag dig sammen, Claire, mumlede hun til sig selv.
   Hun bevægede sig væk fra vandet, op mod butikken, som kaldte på hende med løfter om afsvaling og lindring af det smertende hoved.
   Penge. Det gik pludselig op for hende, at hun skulle bruge penge, men hun havde vist ikke sin taske eller sin pung med.
   Hun kiggede ned ad sig. Hendes korte stramme cowboynederdel levnede ikke plads til en pung, men det lykkedes hende at få to fingre ned i den ene lomme. Hurra, der lå en 100-dollarseddel.
   - En vand, tak. Og noget Aftersun.
   Manden i butikken gav hende hvad hun bad om.
   - Det bliver 95 dollars. Vi har desværre måttet hæve vandprisen igen.
   - Behold resten.
   Hun drak hurtigt vandet og gik om bag ved butikken, hvor hun smurte sig ind i lindrende Aftersun. Bagefter havde hun det lidt bedre, men hun var stadig tung i hovedet, og hun kunne ikke huske hvad hun havde lavet i går. Den havde nok været høj. Det var den vist lidt for tit. Hun måtte se at skære ned.
   Hun sukkede. Hvordan var hun overhovedet kommet hertil? Hun måtte da have kørt i noget. Og hvor var den her strand? Den virkede bekendt, men hun kom ikke så tit på stranden, ikke efter det var blevet umoderne at være brun på grund af cancerepidemien. Selvfølgelig kunne man bare smøre sig ind i faktor 150, men hvis man ikke kunne blive brun, hvad var så pointen med at tage til stranden? Lege? Hun var jo ikke noget barn længere.
   Bilnøgler. Hun måtte være kommet hertil i bil, og hvis hun selv var kørt, måtte hun have nogle bilnøgler.
   Hun stak to fingre ned i den anden lomme foran på nederdelen, og jo, på en eller anden måde var det lykkedes hende at få et par bilnøgler mast ned i det trange rum.
   Hun kiggede sig omkring og så parkeringspladsen 50 meter længere væk. Da hun kom derop, gik hun søgende rundt blandt bilerne, men hun kunne ikke genkende nogen af dem. Heldigvis havde hendes bilnøgler automatlås, og da det var en lille strand med ikke flere end omkring 100 biler, trykkede hun på låsen, mens hun lyttede.
   Det lykkedes hende at finde frem til bilen, en lille Ford Fiesta. Hun rynkede brynene. Den måtte virkelig have været høj i går, hvis hun havde sat sig ind og kørt i den. Nå, lige meget, hun skulle bare hjem nu og have et dejligt koldt brusebad.
   Hun kørte op på vejen, lidt på må og få, indtil hun kom til et sted med skilte mod Malibu. Gudskelov, det var da noget hun kendte. Hun fulgte skiltene, og kørte snart hjemmevant på vejene mod sit hjem.
   Da hun kom til portvagten, satte hun farten ned og smilede til Julio.
   Til hendes store undren smilede han hverken igen eller åbnede lågen.
   - Ja, frue, sagde han høfligt, hvem er De og hvad er Deres ærinde?
   Hendes smil stivnede.
   - Det er mig, Claire Hamilton, Julio, luk mig dog ind!
   - Desværre, frue, De er ikke Claire Hamilton. Jeg kan ikke lukke Dem ind.
   - Hvad i alverden er det dog du taler om? Selvfølgelig er det mig. Jeg faldt i søvn på stranden, og jeg trænger frygteligt til et bad og noget koldt at drikke. Luk mig ind eller jeg skal få dig fyret!
   - Det kan jeg ikke, frue. Claire Hamilton er allerede hjemme med sin mand. Hvis ikke De flytter Dem nu, må jeg tilkalde politiet.
   - Hvad fabler du dog om? JEG er Claire Hamilton. Hvis du ikke vil lukke mig ind, så hent i det mindste Charles til mig. Men jeg lover dig for, at jeg skal få dig fyret!
   - Beklager, frue. Jeg tilkalder politiet, hvis ikke De forlader området nu.
   Hun stivnede. Hun så på Julio, at han mente hvad han sagde. Men hvorfor kunne han dog ikke genkende hende?
   Hun satte sig ind i bilen og kørte væk, rundt om hjørnet og parkerede bilen ind til siden for at tænke.
   'Hvis bare jeg kan komme ind og tale med Charles', tænkte hun.
   Hun kiggede op på muren, som omkransede den store ejendom. For første gang forbandede hun deres indbrudssikrede ejendom. Natopigtråd på muren. Desuden en løbegang med aggressive vagthunde hele vejen rundt om haven, som ikke engang hun eller Charles kunne røre. De havde tit omtalt deres hus som Øen, og det var ikke helt galt. Det var helt umuligt at komme dertil til fods.
   Claire besluttede sig for at vente på Charles. På et eller andet tidspunkt måtte han jo komme ud. Hvis hun bare kunne komme i kontakt med ham. Men hvem var den kvinde, som påstod, at hun var Claire Hamilton? Tydeligvis en bedrager. Og hvordan kunne hun narre Charles?
   Han måtte da gennemskue hende.
   Efter en lille times venten, var hun heldig. Hun så porten gå op, og et øjeblik efter Rolls Roycen kravle ud af indkørslen og stoppe ved vejkanten.
   Hun sprang ud af bilen og styrtede hen til førersædet. Manden bag rattet vendte sig med et ryk og stirrede på hende. Hun bankede på ruden for at få ham til at rulle vinduet ned, og han stirrede på hende med en blanding af skræk og nysgerrighed.
   - Ja?
   - Charles, åh gudskelov du kom. Vil du tænke dig, den dumme Julio ville ikke lukke mig ind, han havde den frækhed at sige, at jeg ikke er din kone, at der findes en anden Claire Hamilton oppe i huset sammen med dig. Hvad mener du dog? Åh, Charles, jeg trænger så frygteligt til et bad - og en drink. Jeg må være faldet i søvn på stranden, jeg kan absolut intet huske, og jeg...
   Hun holdt inde, da det gik op for hende, at hendes mand stirrede på hende uden genkendelse, og at den unge smukke kvinde ved siden af hende sagde:
   - Charles, skat? Hvad er det dog hun snakker om? Stakkels kvinde, hun må jo være syg.
   Charles stirrede på Claire, helt hvid i ansigtet. Så råbte han til Julio:
   - Åbn lågen!
   Han rullede vinduet op, mens han hastigt bakkede bilen ind bag den beskyttende låge.
   Ude på gaden stod kvinden og råbte og skreg og gestikulerede med både arme og ben.
   - Men hvad er det dog du gør? Skulle vi ikke ud og spise middag?
   - Claire, min skat, jeg kom lige i tanker om noget jeg skulle ordne først, noget jeg havde glemt, så vi bliver nok lidt forsinkede.
   - Okay, surmulede skønheden. - Men lad det nu ikke vare for længe.
   De kørte i tavshed tilbage til det store hus. Charles nærmest løb indenfor, ind på sit kontor, hvor han lukkede og låste døren.
   Med dirrende fingre fandt han sin lille sorte telefonbog frem, den som ikke ret mange så, fandt et nr. frem og ringede op.
   - Hallo, det er dr. Martin, lød det fra teleskærmen, hvor et blegt ansigt tonede frem.
   - Charles Hamilton her. Jeg vil gå lige til sagen, for jeg har et lille problem.
   - Ja?
   - For ca. 5 min. siden dukkede en totalt fremmed kvinde op, som påstod, at hun var min hustru Claire. Hun talte på nøjagtig samme måde, ja selv hendes spiritustrang var den samme. Hvad har du at sige til det?
   Der blev helt stille et øjeblik, så rørte dr. Martin uroligt på sig, kiggede ned i jorden og rømmede sig.
   - Ja, det tror jeg nok, at jeg kan forklare, men De bliver nok ikke glad. Kan De huske prototypen på Alfahun, som jeg lavede for fem år siden? Den første model over Deres kone?
   - Ja, mon ikke. Det var den, hvor korttidshukommelsen svigtede. Hver morgen når hun vågnede, var der sket en kortslutning, så hun intet kunne huske om hvad der var sket de sidste 14 dage. Det var lidt af en brøler. Gudskelov, at du fik rettet op den fejl.
   - Ja, ikke. Men øh, jeg gemte jo de gamle data. Og så en dag mødte jeg en - øh, ja jeg møder jo ikke så mange mennesker her i mit laboratorium, og jeg har jo også behov...
   - Kom nu til sagen, menneske, spruttede Charles.
   - Altså, jeg mødte en prostitueret, fantastisk krop og fantastisk i sengen, der var bare en lille ting - jeg kunne ikke holde ud at høre på hende. En rigtig gadetøs, forstår De, grim og primitiv i munden, og så...
   - Sig mig, mand, du står da vel ikke og fortæller mig, at du brugte data fra Claire, min Claire, på en prostitueret?
   - Det... Det er jeg bange for. Det virkede som en god ide på det tidspunkt. Jeg plejer at give hende en sprøjte om morgenen, så hun glemmer hvem hun er i et døgns tid, men stadig opfører sig som en sofistikeret overklassefrue. Forstår De, første gang jeg mødte Claire, blev jeg forelsket i hende. Og da så lejlighed bød sig, så... ja, så CARPE DIEM, som man siger. Men da jeg vågnede i morges var hun væk.
   - Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Men du får ryddet op efter det her. Jeg vil ikke rodes ind i noget.
   - Jeg skal nok komme og hente hende.
   Da Charles en halv times tid efter havde set dr. Martin komme og hente Claire ved lågen, gik han ud til sin kone.
   Claire sad i sofaen med samlede ben og hænderne omkring en drink. Hun så frygtelig sårbar ud som hun sad der.
   - Sig mig, Charles, er... er jeg syg? Er min krop ved at dø?
   - Nej, min skat, hvad i alverden får dig dog til at tro det?
   - Det var bare - den kvinde talte som om hun var mig. Jeg tænkte, at det var en ny model, så måske min krop er syg og skal skiftes igen.
   - Nej nej, dine levertal er fine endnu, kroppen burde kunne holde mindst fire-fem år til.
   - Åh, det var godt. Det tager mig altid et stykke tid at vænne mig til en ny krop. Men jeg klager ikke, det er skønt ikke at tænke på at skulle skære ned på alkohol eller fed mad. Alle livsstilsproblemer løst med en simpel lille proces.
   - Kom her, min skat.
   De holdt hårdt om hinanden.
   'Ak ja', tænkte Charles, 'fagre nye verden. Gud ske tak og lov for den, så man kan få lov at beholde sin elskede, når hun med sit misbrug forsøger at slå sig selv ihjel. For slet ikke at tale om skilsmisser. Nu er der ikke mere noget med fyrre, fed og færdig og farvel til halvdelen af formuen, næ, nu får hun en ny krop hvert tredje år og hun er glad og smuk. Godt nok er processen ikke for enhver, en million dollars er da også en slags penge, men for mænd i min formueklasse... småpenge i forhold til en skilsmisse. Længe leve videnskaben.'