Den middelaldrende kvinde lagde benene over kors og samlede sin kuglepen op fra skrivebordet, "vil du fortælle mig, hvor du var i de fem år?"
   Han sukkede dybt og rystede på hovedet, "jeg har jo svaret på det spørgsmål hundrede gange før."
   "Jeg vil bare gerne vide, om du fastholder din forklaring." kvinden ventede et stykke tid og fortsatte så, "udmærket, lad os gå lidt tilbage i tiden. Kan du fortælle mig om dine forældre? Husker du, om du har nogle søskende?"
   "Hvorfor spørger du om ting, du allerede ved?" hans stemme viste tegn på begyndende irritation, men kvinden ignorerede det og fortsatte, "her er det mig, der stiller spørgsmålene. Vil du fortælle mig om dine forældre? Se på mig Sean, du er nød til at samarbejde hvis jeg skal hjælpe dig."
   Han stirrede tavs ned i bordet. Hun ventede en tid, rejste sig så og hentede de to portører, der ventede udenfor døren, "I må gerne følge patienten tilbage til hans stue nu."
   Anna betragtede fraværende hvordan portørerne førte den uvillige patient ned ad den lange hvide gang. Sean havde været hendes patient i næsten fire måneder nu. Hun havde været begejstret over at få en chance som denne, men tingene var ikke gået helt som ønsket. Sean var uden tvivl et interessant tilfælde, men desværre også et temmelig håbløst et. Anna sukkede. Hun følte, at hun spildte sin tid. Igennem den tid hun havde behandlet Sean, her på den lukkede afdeling på Skt. Cyprianus, havde fremskridtene været minimale. Flere andre læger og psykologer havde behandlet ham før hende. Med samme ringe resultat. Hun havde sat sig for, at overdrage denne patient til en anden, hun kunne gøre mere gavn andetsteds. Det var i hvert fald den grund hun gav sig selv.

Ralph tog plads bag skrivebordet og foldede hænderne i skødet, han havde det som om han var til eksamen. Anna Wilson var en af de førende indenfor sit felt, han havde været til flere af hendes forelæsninger og læst adskillige af hendes bøger. At få chancen for at arbejde under hende, kunne nok give de fleste nyuddannede klamme håndflader, og han var ingen undtagelse.
   Anna tog plads overfor ham, og sendte ham et imødekommende smil, "dine papirer er yderst imponerende, unge mand. Fortæl mig lidt om hvorfor du gerne vil arbejde her på skt. Cyprianus, og hvad du kan bidrage med, udover fortræffelige karakterer."
   "Jeg har altid haft let ved at tale med folk, og har en evne til at sætte mig ind i andres måde at tænke og handle på. Derfor tror jeg, at jeg kan hjælpe nogle af patienterne her."
   Anna nikkede, "udmærket, hvad med at jeg viser dig lidt rundt? Der er en patient, jeg gerne vil have du møder."

Anna standsede udenfor en stue, "jeg kan kende dig fra nogle af mine forelæsninger, så du kender måske denne patient af omtale. Han blev fundet i vildmarken for snart to år siden."
   Ralph stirrede ind gennem det lille vindue i døren, "er det ham, som pressen kaldte ulven?"
   "Præcis. Det burde aldrig være sluppet ud, men det er trods alt lidt svært at skjule historien om, hvordan en ung mand, der har været sporløst forsvundet i fem år, pludselig dukker op midt i vildmarken."
   "Jeg husker at pressen blæste det ret stort op. De skrev, at han både bed og knurrede, og at han nærmest splittede hospitalet ad."
   "Det er desværre også sandheden."
   Ralph stirrede vantro på Anna, "han... knurrer?"
   "Ja, i dag har han godt nok lært at tale. Men hvis han bliver virkelig vred, knurrer han stadig. Jeg tror aldrig rigtig jeg vænner mig til det... men det korte af det lange er, at jeg gerne vil have du fortsætter hans behandling. Jeg forventer ikke, at du opnår nogle resultater, men det vil være lærerigt for dig, at arbejde med en som ham."

Ralph strakte sig og hældte endnu en varm kop kaffe op. Så bladrede han om på næste side i journalen. Seans barndom adskilte sig desværre ikke det store fra det, som alt for mange børn oplevede. Det var mere hans måde at reagere på, der skilte sig ud.
   Hans mor havde haft et alkohol problem, og havde haft mange skiftende mænd, en del af dem voldelige. Hvem der var far til barnet, var der ingen, der vidste.
   Som ti årig var Sean blevet fjernet fra hjemmet, og boede siden hos forskellige plejefamilier, hvor han havde haft svært ved at falde til. Der havde været mistanke om både vold og seksuelle overgreb i flere af plejefamilierne, men der var aldrig blevet fulgt op på det. I stedet blev Sean overflyttet til en ny familie.
   Han blev beskrevet som et stille og lidt indesluttet barn. Men aldrig voldelig. På trods af alt klarede han sig pænt i skolen, og var at regne for en rask og kvik dreng.
   Som fjorten årig var han, uden varsel, forsvundet sporløst fra sit hjem. Fem år senere havde en gruppe vandrere fundet ham nøgen og såret i vildmarken. Ingen kunne forklare hvordan han var endt der, eller hvordan han havde været i stand til at overleve.
   Man havde først antaget, at der var tale om en vandrer, jæger eller måske bjergbestiger, der havde været ude for en ulykke, og havde fløjet ham til et hospital, hvor han var blevet behandlet. Det havde imidlertid hurtigt vist sig, at der ikke var tale om en almindelig ulykke. Den unge mand reagerede yderst aggressivt og lod ikke til at kunne tale. At folk gik i chok, og reagerede uhensigtsmæssigt efter en ulykke, var der egentlig ikke noget unormalt i. Men denne patient, blev ved med at være voldelig, og virkede mildest talt ret forvirret. Derfor var han blevet overflyttet til det psykiatriske hospital, skt. Cyprianus, den lukkede afdeling.
   Dengang Sean forsvandt, havde man sat plakater op, og efterlyst ham hos politiet, men ingen så noget til ham eller havde oplysninger om, hvor han opholdt sig.
   Da han blev fundet, havde han ingen id på sig, og var ikke selv i stand til at fortælle hvem han var. Ved at søge i listen over forsvundne personer, lykkedes det dog til sidst at sætte et navn på ham. Tandaftryk sammenlignet med gamle tandlægejournaler bekræftede antagelsen.
   Da Sean efter noget tid begyndte at tale igen, spurgte lægerne ham naturligvis, hvor han havde været, og hvad der var sket. Han svarede med den største selvfølgelighed, at han da havde været hos de andre ulve.
   At mennesker, der havde haft det svært, blokerede for nogle af de ting der gjorde ondt, og at de flygtede fra virkeligheden, var set mange gange før. Nogle tog stoffer, andre lukkede sig inde i deres egen verden. Men at en person var overbevist om, at han var en ulv, var ikke noget man så hver dag.

"Nå, er du klar til din første dag på jobbet?"
   Ralph nikkede og forsøgte at skjule sin nervøsitet.
   Anna klappede ham på skulderen, "bare rolig, jeg går med ind i dag, så I kan blive præsenteret for hinanden. Men inden vi går ind, er der nogle få sikkerhedsregler, du skal huske. Han får en del beroligende, og er altid spændt fast når vi taler med ham. Så hvis du overholder reglerne, kan der ikke ske noget. Bliv altid på den anden side af bordet, du må aldrig gå hen til ham, og hold alt hvad der hedder kuglepenne og papirklips langt fra ham, han er bestemt ikke dum. Han har før snuppet småting, som han har brugt til at dirke håndjernene op med."
   Ralph fulgte efter Anna ind på værelset, og satte sig overfor patienten. Han var ikke helt sikker på, hvad han havde forventet. Et frådende vilddyr? En skabning fra en anden verden? Et skoleeksempel på en psykopat? Den unge mand, der sad overfor ham, levede på en gang glimrende op til forventningerne, og var samtidig så langt fra. Sean var enogtyve, og kunne vel betegnes som en køn ung mand. Hvis man altså så bort fra den sygelige bleghed der tydede på, at det var længe siden han havde været udendørs. Hans blik bar tydeligt præg af medicineringen, men alligevel følte Ralph at de dybgrønne øjne så lige igennem ham. Følelsen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.
   Han hørte fjernt, hvordan Anna præsenterede ham, og forklarede Sean at Ralph skulle overtage hans behandling. Ralph tvang sig selv tilbage til virkeligheden, og beroligede sig selv med, at den underlige fornemmelse ikke skyldtes patienten, men noget så simpelt som præstationsangst.
   "Du stinker af frygt."
   Ralph rettede sig op og betragtede roligt sin patient, "har jeg en grund til at frygte dig?"
   "Fjern de her forbandede ting, så finder du ud af det... "
   Ralph rystede langsomt på hovedet, "nej Sean, så let går det ikke. Hvis du vil have håndjernene af, kommer du først til at gøre dig fortjent til det."
   "Udmærket, det er nok for i dag. Kom Ralph."
   Idet portørerne førte patienten gennem døren, kunne Ralph have svoret på, at han hørte en lav truende knurren.
   "Han kan virkelig ikke lide mig hva'?"
   "Tag det ikke personligt, Sean er ikke nem, og han er altid særlig slem overfor nye folk. Men du klarede det fint."

Efter et par samtaler med andre patienter besluttede Ralph, at han havde gjort sig fortjent til fem minutters kaffepause. Han gik ned ad gangen, ind på personalestuen og hen til kaffeautomaten, hvor han stoppede en mønt i sprækken, og trykkede på det, han gættede på var almindelig kaffe. Man skulle jo nærmest have en doktorgrad for at regne ud hvad der var hvad... Han lo indvendig af sig selv, faktisk havde han jo en doktorgrad nu, han havde bare stadig ikke rigtig vænnet sig til tanken. Og det havde sgu ikke gjort det nemmere at regne automaterne ud. Automaten nægtede at fylde den lille plastkop, og han trykkede atter på knappen.
   "Ja den driller lidt, den skal bare have et kærligt klap, så skal den nok aflevere." en stor skaldet fyr trådte hen foran automaten og daskede den på siden. Med en svag hvæsen løb den ønskede sorte væske ned i koppen.
   "Tak, jeg hedder Ralph. Jeg er lige begyndt her, jeg mangler vist stadig at lære lidt finesser."
   Den skaldede grinede, "Mick, jeg har været portør her et par år efterhånden. Hvis der er noget du vil vide, så bare spørg. Er du for øvrigt ikke ham den nye, der har været uheldig nok til at få tildelt ulven?"
   "Uheldig og uheldig, det er få, der får muligheden for at arbejde med en som ham."
   "Det er ikke for at skræmme dig, men bare vent til du har haft en nattevagt her, så er jeg ikke så sikker på, at du føler dig privilegeret mere."
   "Hvad mener du?"
   "Ja nu skal man jo passe på hvad man siger på et sted som her, man kunne jo hurtigt gå fra ansat til indsat... men der er flere der sværger på, at hans øjne lyser i mørket. Og han flipper tit fuldstændig ud, derfor er han også altid spændt fast til sengen om natten. Før vi gjorde det, kastede han sig mod væggene og kom til skade."
   "At han flipper ud om natten er der intet overnaturligt i, det er en del af den fantasiverden han lever i."
   "Jeg ved hvad du tænker, uvidende, overtroiske portører, ikke sandt? Men lægerne her ved det også, de vil bare ikke indrømme det. Hvorfor tror du Anna tørrede ham af på dig? Sandheden er, at hun er bange for ham."
   "Han er syg, intet andet. Og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe ham."
   "Jeg ser da også gerne at han får det bedre, men jeg ved hvad jeg har set."

Ralph sad allerede bag bordet, da portørerne førte Sean ind og spændte ham fast til stolen.
   "Goddag Sean:"
   Grønne øjne målte ham kort, inden de låste sig fast til gulvet.
   "Du bryder dig vist ikke om mig. Ville du hellere have, at det var Anna der var her nu?"
   "I er alle sammen ens."
   "Jeg vil gerne hjælpe dig til at få det bedre, men det kræver at du samarbejder."
   "Jeg havde det fint, indtil I spærrede mig inde her."
   "Ved du hvor du er?"
   "En galeanstalt."
   "Jeg foretrækker, psykiatrisk hospital. Ved du hvorfor du er her?"
   "Hvis det er en galeanstalt, må jeg vel være her, fordi jeg er gal."
   "Jeg tror ikke, at du er gal. Jeg tror, du havde brug for et alternativ til en hård virkelighed. Der er bare en ting, jeg ikke forstår, hvorfor ulve? Deres verden er også præget af brutalitet."
   "Ulve er kun brutale, når der er en grund til at være det."
   "Til forskel fra mennesker?"
   Sean svarede ham ikke, hans blik var gledet tilbage til gulvet.
   "Godt, vi stopper for i dag." Ralph rejste sig og forlod lokalet, han var godt tilfreds. Samtalen var gået bedre end forventet. Sean var en ung mand med en svær fortid, intet andet. Og han, der næsten havde købt Micks løgnehistorie. Lige nu gik samtlige portører garanteret rundt og fnisede i krogene. Det skulle ikke undre ham, om alle nye fik den samme smøre. Lysende øjne, ja go'daw.

Ralph var så småt ved at falde ind i rutinen på skt. Cyprianus, og kendte efterhånden både personale og patienter. Hans samtaler med Sean var mildest talt varierende, nogle dage svarede Sean på de fleste af hans spørgsmål, andre dage nægtede han at sige noget som helst. Og i nogle få tilfælde var han blevet så vred, at det havde været nødvendigt at føre ham tilbage til hans stue. Ralph hadede når det skete, selvom han udmærket vidste, at det var nødvendigt og at det var til hans eget bedste, så skar det ham i hjertet at se det paniske udtryk i Seans øjne, når portørerne holdt ham fast.
   Men alt i alt var det som om, der blev flere og flere af de gode dage, og Ralph følte at han gradvist kom en smule tættere på sin gådefulde patient.

Ralph havde gjort sig til vane at gå forbi Seans stue et par gange om dagen og gøre notater om hans adfærd. Der var sjældent de store afvigelser. Som regel krøb han sammen i et hjørne, eller vandrede hvileløst frem og tilbage langs væggen, som et dyr i fangenskab.

"Hvad er det du skriver ned, når du står og glor på mig?"
   Ralph stirrede forundret på Sean, "jeg vidste ikke, du havde bemærket mig."
   "Hvad skriver du?"
   "Bare observationer, jeg håber at finde noget, der kan hjælpe dig."
   "Det er pisse irriterende. Hvis der er noget du vil vide, så spørg."
   "Udmærket, det skal jeg gøre." Ralph havde ikke anet, at Sean kendte til hans observationer, og hvis han vidste, at han blev iagttaget, så var observationerne værdiløse. Måske var Seans tidsfornemmelse så god, at han vidste hvornår han kom forbi. Ralph besluttede sig derfor, til at gøre sine besøg mere tilfældige, nogle dage kom han forbi flere gange, andre dage sprang han over.

Allerede da portørerne førte Sean ind, vidste Ralph at det var en af de dårlige dage.
   "Goddag Sean."
   Sean ignorerede ham og stirrede ned i gulvet.
   "En af de dage... Har du lyst til at fortælle hvad der er galt?"
   Sean sendte ham et koldt blik.
   "Jeg troede vi var kommet over det her. Hvis jeg skal kunne hjælpe dig... "
   "... Så skal jeg samarbejde. Men jeg samarbejder ikke med folk, der lyver for mig. Du er præcis ligesom alle de andre."
   Ralph stirrede måbende på sin patient, hans besøg havde været helt tilfældige, og Sean havde på intet tidspunkt set i hans retning. Han kunne umuligt vide det. Det måtte være rent gætværk.
   "Jeg ved ikke hvad du mener Sean..."
   "Jeg troede, du var anderledes... jeg må virkelig være gal."
   Sean lød vred, men måske mest af alt skuffet. Ralph havde mest lyst til at give ham en undskyldning, men som læge var det hans opgave altid at vide bedst, at have overblikket. "Jeg beklager, det var for dit eget bedste." Velvidende at det var imod reglerne, rejste han sig op, og gik om på den anden side af bordet, forsigtigt lagde han en hånd på Seans skulder. I løbet af et split sekund følte han en skærende smerte i armen og skreg højt. Portørerne kom straks stormene ind gennem døren med stavene trukket. Før Sean kunne nå at reagere, blev han ramt af et hårdt slag. Han begyndte rædselsslagen at kæmpe imod da portørerne greb ham, men blev hurtigt pacificeret og halet ned ad gangen.
   "Hvad pokker skete der?"
   "Det var udelukkende min egen fejl Mick. Han var endelig begyndt at stole en smule på mig, men jeg ødelagde det."
   Mick skar en grimasse, idet han betragtede Ralphs blødende arm. "Kom, du må hellere få kigget på det der."
   Ralph nikkede og fulgte med Mick ned ad gangen, han ville aldrig sige det højt, men lige inden Sean bed ham... det var som om der havde været noget anderledes over hans øjne. Nej, det var ren indbildning. Smerten og chokket fik hans fantasi til at spille ham et puds.

"Hvordan har han det?" Ralph stillede sig ved siden af Anna.
   "Lige nu sover han. Han måtte have en del beroligende. Du må gerne se til ham."
   Ralph nikkede og gik ind på stuen, Sean forekom han endnu blegere end ellers. "Undskyld." hviskede han, så vendte han om og forlod stuen igen.
   "Det er vist bedst at en anden fortsætter hans behandlinger. Du modtager min opsigelse i morgen."
   "Ralph... det er ikke nødvendigt. Hvis du ikke ønsker at have ham som patient mere, forstår jeg det godt, men du behøver ikke sige op."
   "Tak, jeg vil tænke over det."

Mick daskede automaten i siden, "jeg er nu glad for, at du valgte at blive Ralph. Men hvad pokker gik der egentlig galt den dag?"
   "Jeg kvajede mig, det er hvad der gik galt. På en eller anden måde så han at jeg fortsatte mine observationer, selvom jeg havde lovet ikke at gøre det. Han sagde, det var pisse irriterende, at jeg stod og gloede på ham. Det lyder måske som en lille ting, men for ham var det et brud på den tillid han viste mig. Jeg svigtede ham, ligesom alle andre før mig."
   "Kom lige med, der er noget jeg vil vise dig."
   "Hvilket?"
   "Kom nu bare."
   Mick førte an ned ad gangen, og åbnede til sidst døren ind til en tom stue. "prøv at gå derind."
   "Hvorfor?"
   Mick skubbede ham ind og smækkede døren i.
   Ralph stirrede ud gennem det lille vindue i døren, "det var pokkers... "
   Mick åbnede atter døren, "nå?"
   "Herfra er det jo et spejl, man kan se ind, men ikke ud. Hvordan pokker vidste han der var nogen, og hvordan kunne han vide, at det var mig? Der må være en forklaring, jeg bliver nød til at spørge ham."
   "Det bliver desværre nok lidt svært."
   "Hvorfor?"
   "Den læge der har ansvaret for ham nu, gør tingene lidt anderledes end du gjorde..."

"Sean, kan du høre mig? Ved du hvem jeg er?" Ralph betragtede den blege skikkelse i sengen. De engang så intense, grønne øjne virkede tomme og døde. Han forlod stuen og fortsatte henvendt til den ældre læge, "hvor meget har du givet ham? Han er jo fuldstændig væk."
   "Han er min patient nu, jeg behandler ham på den måde jeg finder bedst."
   "Men han er jo nærmest en grøntsag, hvordan skulle det være til hans bedste?"
   "Hør nu her, unge mand. Jeg har arbejdet med folk som ham fra før du blev tør bag ørene. Jeg har set en del, så tro mig når jeg siger, at knægten der er skingrene skør. Han er et håbløst tilfælde, der er ikke noget at gøre."
   "Jeg er ikke enig."

Ralph kastede et kort blik på sit armbåndsur, han kunne godt afse ti minutters tid. Han drejede om hjørnet og gik ned mod Seans stue.
   "Hej, hvordan har du det?" Ralph vidste godt, han ikke ville få noget svar. Sean reagerede aldrig på hans besøg. Han fik ikke længere så meget medicin, men af uvisse grunde var han holdt op med at reagere på noget som helst. Han lå der bare, lå og stirrede tavs op i loftet. Alligevel følte Ralph sig overbevist om, at Sean vidste han var der.
   Sean var blevet det, man internt betegnede som en levende død. Han var opgivet.
   Ralph holdt af de små besøgsstunder. Han fortalte Sean om alt fra fodboldresultater til vejret, og selvom hans forstand fortalte ham, at det var opspind, syntes han indimellem at han kunne skimte en lille gnist af liv i Seans øjne.
   "Tænkte nok jeg kunne finde dig her." Mick lænede sig mod dørkarmen, mens han rørte rundt i kaffen. "Hvornår indser du, at han er en tabt sag?"
   Ralph rejste sig, "vi ses i morgen Sean." han forlod stuen og lukkede døren, "lad være med at sige den slags. Vi ved ikke, hvor meget han opfatter."
   "Kom nu videre Ralph, du kan ikke hjælpe ham. Han har forladt denne verden."
   "Måske, men der går ikke noget af mig for at holde døren lidt på klem, hvis han nu skulle ombestemme sig, og give verden en chance mere. Hvis ikke jeg gør det, hvem gør så? Han har ingen andre."
   Mick rystede på hovedet, "du har et stort hjerte, pas på, ellers ender det med at briste."

Sne daler langsomt ned og dækker jorden. Ralph kan høre hvordan det knirker under hans sko når han går. Natten er kold og klar, fuldmånen bader byen i et sølvskær og får den til at ligne noget fra en anden verden, en anden tid. I det fjerne kan han høre en ulv tude, dens kald besvares af et hyl meget nær ham. Han vender sig om, en stor sølvgrå ulv kommer langsomt hen imod ham. Han føler ingen angst, gør intet forsøg på at løbe. I stedet retter han atter blikket mod himlen, mod månen og den dalene sne. Ulven stiller sig ved hans side, den er så nær, at han kan mærke dens pels mod fingerspidserne.
   Følelsen af pels forsvinder, i stedet mærker han, hvordan varm hud kort strejfer hans. "Tak... for alt."
   Han drejer hovedet, ulven er væk. Nu er det Sean der står ved hans side, han er ikke længere sygeligt bleg, og hans øjne er mere intense end nogensinde før.
   "Du er kommet for at sige farvel, ikke?" hører Ralph sig selv spørge.
   Sean nikker. "Jeg passede ikke ind i menneskernes verden dengang, og det gør jeg stadig ikke." Sean vender om og sætter i løb, snart efter forsvinder han i mørket og sneen."

Ralph satte sig op i sengen med et sæt, og kastede et blik på klokkeradioen på natbordet, klokken var to om natten. Han skulle til at lægge sig ned igen, da hans telefon begyndte at kime.
   "Ralph." mumlede han søvndrukkent.
   "Det er Mick, ked af at forstyrrer dig, men jeg tænkte du nok gerne ville vide besked..."
   "Hvad er der sket?"
   "Det er Sean, han er... væk."
   Ralph mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over, "hvordan væk?"
   "Flygtet. Vi aner ikke hvordan han har båret sig ad. Politiet er naturligvis underrettet, de gør deres bedste for at finde ham."
   "Tak fordi du ringede."
   "Det var så lidt, jeg ved, du på en eller anden måde holder af ham... de skal nok finde ham. Han kan ikke være nået langt."
   Ralph stirrede fraværende ud gennem vinduet, langsomt bredte et smil sig over hans læber, mens fine snefnug dalede ned på den frosne jord.
   "Ralph?"
   "Jeg ringer til dig i morgen." Ralph lagde telefonen fra sig, og gik nedenunder hvor han trak en frakke over pyjamassen og stak i et par støvler.
   Sneen lå allerede i et fint lag på jorden og knirkede, for hvert skridt han tog. Han standsede midt på plænen og betragtede fuldmånen, "pas på dig selv Sean. Hvis du nogensinde beslutter dig for at give menneskernes verden endnu en chance, så ved du hvor du kan finde mig."