Elysia, himlenes hovedstad
   Et stort smil bredte sig over Aeneas ungdommelige ansigt, så snart han fik øje på sin fætter.
   "Uriel, jeg vidste ikke du var tilbage i Elysia, hvornår kom du hjem?"
   "Jeg er netop ankommet, jeg tænkte jeg ville kigge forbi på vej hjem. Håber det er i orden?"
   "Selvfølgelig, du ved jeg altid er glad for at se dig, kom." Aeneas lagde en arm omkring skuldrene på sin højere fætter, og ledte ham ivrigt fra sit arbejdsværelse, og ind i en af de mindre stuer.
   De havde kun lige akkurat sat sig til rette mellem puderne på divanen, da en ung, mandlig dæmon dukkede op. Hans blik var rettet stift mod gulvet, og hans stemme var ikke meget mere end en hvisken, "kan jeg bringe dem noget, Herre?"
   "Det her har vi jo talt om Shay, du må gerne se på mig når du taler, og kald mig ikke Herre. Aeneas rækker. Men det ville være fint hvis du kunne hente noget te."
   Shay nikkede, og bakkede væk fra sin herre og hans gæst, stadig med blikket rettet stift mod gulvet.
   Uriel så ud som om han ikke kunne bestemme sig for, om han skulle finde det morsomt, eller yderst upassende.
   "Det er så typisk dig fætter, endelig får du en slave, der opfører sig som en slave bør, og hvad gør du så? Du ødelægger det."
   "Du er lige kommet tilbage Uri, lad os nu ikke skændes."
   Stille og ubemærket som en skygge, kom Shay tilbage med teen. Med en elegant bevægelse knælede han ned ved bordet og stillede porcelænet fra sig, derefter rejste han sig og stillede sig bag sin herre.
   "Tak Shay, du kan gå nu."
   Med et let buk bakkede dæmonen ud af lokalet, uden på noget tidspunkt at løfte blikket og se på sin herre. Og bestemt ikke på hans gæst.
   "Du har ret, Aeneas. Det vedkommer ikke mig hvordan du behandler dine slaver, og jeg må komplimentere dig i din smag, han er langt kønnere end den sidste du havde. Hvad var det nu han hed, var det Kai?"
   Aeneas var ikke kendt for at være en opfarende mand, tværtimod, men selvom han holdt meget af sin fætter, var de milevidt fra hinanden når det drejede sig om slaver. Og Uriel vidste præcis hvad han skulle sige for at gøre ham vred. Af en eller anden grund fandt han det ustyrligt morsomt at provokere ham med emnet.
   "For det første, Kai er her stadig. Og for det andet, de er ikke slaver, men tjenere." slog Aeneas fast.
   Uriel smilede overbærende og nippede til sin te. "Tjenere, virkelig? Så de er altså frie til at gå, når som helst de ønsker det?"
   Aeneas tav, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Uriel havde jo ret. Selvom han ønskede at give Shay og Kai friheden, var det umuligt. Loven forbød det. Når en dæmon var blevet slave, var det for altid. Hvis en herre ikke længere ønskede at have sin slave, kunne han enten sælge ham eller dræbe ham. Frihed var ikke en mulighed.
   "Jeg driller dig bare, Aeneas, gør med dine dæmoner som du vil. Hvor og hvornår fik du for øvrigt Shay?"
   "Jeg fik ham for et par måneder siden. Jeg købte ham af en lille, fed fyr. Du kender ham måske, han prøver altid at blande sig med toppen, og har en finger i stort set alt hvad der giver penge."
   Uriel nikkede, "ja, jeg kan ikke lige komme i tanke om hans navn. Men jeg tror jeg ved hvem han er. Ubehagelig type."
   "Det kan man vist roligt sige. Jeg ved ikke hvad han gjorde ved Shay, men de første par uger han var her, lå han og rystede i et hjørne det meste af tiden. Og han går stadig i panik hvis man hæver stemmen eller bevæger sig for hurtigt. Men det er måske sådan du mener, at en veltrænet slave bør være?"
   Aeneas kunne have slået sig selv for at tage emnet op igen, men han ønskede virkelig ikke at give Uriel det sidste ord i den sag.
   Uriel studerede roligt mønstret på sin tekop, og lod som om han ikke havde bemærket vreden i Aeneas stemme. "En slave, der gemmer sig, eller stikker af hver gang hans herre kommer ind i lokalet, er ikke meget bevendt."
   "Så efter din mening er den eneste grund til ikke at mishandle en slave at det vil gøre ham ubrugelig? Jeg forstår dig simpelthen ikke." Aeneas var virkelig vred nu, og gjorde intet for at skjule det.
   Uriel var stadig fuldstændig rolig og upåvirket, hans ansigt viste ikke det mindste tegn på følelser. "Hvis du spørger mig om jeg er tilhænger af mishandling og unødigt hårde afstraffelser, så er svaret nej. Som den overlegne race burde vi være i stand til at takle problemerne på mere civiliseret vis. Men en slave skal kende sin plads."
   Uriels svar beroligede Aeneas en smule. "Hvor har du i øvrigt gjort af Layla?" spurgte han tøvende.
   "Jeg solgte hende, fik et godt tilbud. Jeg har overvejet at finde mig en ny slave, til at ledsage mig på mine rejser. Jeg har bare ikke fundet hvad jeg søger endnu."
   Aeneas rystede på hovedet, han ville aldrig lære at forstå, hvordan Uriel kunne være så kold. Det var den samme historie med både hans elskere og hans slaver, han havde dem for en tid, og så snart de kedede ham, blev hans elskere kasserede og hans slaver solgt. Aeneas havde aldrig set ham vise ægte hengivenhed overfor nogen.
   Uriels stemme kaldte Aeneas tilbage til virkeligheden, hans stemme lød mere munter nu.
   "Nå, er der sket noget spændende mens jeg var væk?"
   Aeneas var taknemmelig for emneskiftet, "nej, her er alt ved det gamle. Jeg vil meget hellere høre om din rejse, fortæl mig alt om de andre seks himle, du må have mødt så mange interessante folk og have set så meget."
   Uriel kunne ikke lade være med at smile, selv om hans fætter kun var nogle år yngre end ham, lignede han altid et spændt, lille barn når Uriel fortalte om sine rejser. Og eftersom Uriel stod for en stor del af handelen mellem de syv himle, og endda mellem himlene og jorden, var han ofte væk på kortere eller længere rejser, og havde masser af historier at fortælle.
   Aeneas betragtede ham spændt, "og hvad med jorden, hvordan er der? Så du nogle mennesker, er de virkelig så grimme som folk siger?"
   En sjælden latter undslap Uriel, "de ser ud næsten som os. Men de er nu ikke for kvikke, de har ikke den ringeste anelse om hverken os eller dæmonerne."

Efter at have serveret for sin herre og hans gæst trak Shay sig tilbage til et af de tilstødende værelser. Han var blevet temmelig lettet da Aeneas havde sagt han kunne gå. Aeneas var en mild herre, og havde behandlet ham godt. Men han følte sig stadig en smule nervøs i hans selskab. Og hans gæst gjorde det bestemt ikke bedre. Denne gæst måtte være Uriel, Aeneas fætter. Kai havde advaret ham imod denne mand.
   Shay satte sig på gulvet og afventede eventuelle ordrer. Han havde ikke siddet der længe, før han hørte lyden af skridt, der gav genlyd i de højloftede rum.
   "Er der en grund til, at du sidder midt på gulvet?"
   Shay løftede blikket og stirrede ind i Kais mørkebrune øjne.
   "Herren har en gæst. Jeg vil ikke lade ham vente, hvis han kalder."
   Kai rystede på hovedet og rakte en hånd frem, "kom nu her. Der er ingen grund til at sidder der og vente. Hvis Aeneas har gæster kan det tage timevis."
   "Jamen hvad nu hvis han kalder?"
   Kai smilede, "ja så kan han kalde igen. Du ved da at Aeneas ikke er så streng med den slags."
   Shay tog imod den fremstrakte hånd og lod sig hjælpe på benene, "nu bliver Herren vel ikke vred over, at jeg er gået, vel?"
   "Selvfølgelig gør han ikke det. Hvem er det for øvrigt der er på besøg?"
   "En høj engel med langt, hvidt hår. Jeg tror det er ham du fortalte om."
   "Uriel?" Kai gik gennem værelset og forsvandt i retning af den stue hvor Aeneas og hans gæst sad. Snart efter kom han tilbage igen.
   Kai nikkede, "ja det er Uriel... magen til arrogant nar skal man lede længe efter."
   Shay kiggede skræmt op på ham, "det... det må du ikke sige. Hvad hvis de hørte dig?"
   "Tag det roligt, de kan ikke høre os her. Og desuden ved Aeneas udmærket, hvad jeg mener om hans fætter. Kom, lad os gå lidt ud i haven, de to kan snakke resten af dagen, når de først er kommet i gang."
   Tøvende fulgte Shay efter den anden dæmon. Kai havde trods alt boet her længere, og kendte mere til de regler der gjaldt i dette hus.

Efter at have taget afsked med Uriel, gik Aeneas mod haven. Han havde en ide om han kunne finde både Shay og Kai der. Han standsede i døren og betragtede de to dæmoner, et smil bredte sig over hans ansigt. Det glædede ham, at Shay endelig var begyndt at falde lidt til.
   "Tænkte nok jeg kunne finde jer her."
   Kai løftede blikket fra sin bog, "er han gået?"
   Shay stivnede øjeblikkeligt ved lyden af sin herres stemme. Havde han mon nu gjort noget forkert, skulle han alligevel have ventet indenfor?
   Aeneas fornemmede straks dæmonens usikkerhed. "Du har ikke gjort noget galt, Shay."
   Shay slappede lidt af og vovede at se på Aeneas, "skal jeg gå ind og rydde af?"
   Aeneas smilede, "det behøver du ikke. Jeg kan godt selv bære to tekopper."
   Shay betragtede ham undrende. "Men... men det er ikke en opgave for en engel."
   "Meget er anderledes her, end hos din tidligere herre. Officielt er du en slave. Men jeg vil hellere betragte dig som en tjener, en ansat. Du har lov til at sige nej, hvis jeg beder dig om noget du ikke har lyst til."
   "Jeg har ikke noget imod at rydde af."
   Aeneas nikkede, "udmærket, hvis du gerne vil."
   Shay rejste sig og forsvandt hurtigt ind i huset.
   Kai lagde bogen på bordet og rejste sig, "han har vist stadig en del at lære."
   "Han har været igennem lidt af hvert. Det skal nok komme."
   "Det går fremad. Han er da begyndt at smile indimellem." Kay stillede sig bag Aeneas og lagde armene om ham, "han er heldig han endte her, og ikke hos en som Uriel."
   Aeneas sukkede, "jeg ved godt, du ikke kan lide ham. Jeg kan ikke bebrejde dig, han er ikke særlig rar overfor din slags. Men inderst inde er han en god mand. Og han er min fætter."
   "Du har ret. Undskyld, jeg burde ikke tale dårligt om din familie."
   Aeneas fingre gled kort over Kais hænder, "du er tilgivet. Men lad os nu ikke tale mere om Uriel."