Kap 2

Felicias fortælling om kongen, scepteret og dragerne kørte stadig rundt i hovedet på ham den følgende morgen. Burde den slags ikke sige ham et eller andet? Måske var han slet ikke fra dette land, men kom fra et sted langt derfra?
   I det mindste følte han sig bedre tilpas. Benene rystede heller ikke længere, da han stod ud af sengen, og med tæppet om livet gik hen mod døren. Tanken om at stå ansigt til ansigt med Felicias mand fik ham til at tøve. Ingen lyde var at høre fra den anden side, så han vovede at fortsætte. Rummet han trådte ind i var kun en smule større end det han kom fra. Midt i rummet hang en gryde i en kæde fra loftet. Når han kiggede op kunne han se et hul i taget, hvorigennem røgen kunne forsvinde. Omkring ildstedet lå sivmåtter og nogle få tæpper. Det eneste møbel var en kiste i den fjerneste ende af rummet. Et enkelt vindue lod en smule dagslys slippe ind og han kunne kun se en enkelt dør, udover den han var kommet fra.
   Tanken om at gå ud og se sig om strejfede ham, men han huskede Felicias formaninger og lod sig nøje med at sætte sig på kisten og se ud af vinduet.
   Fiskerbyen, der om natten havde virket så øde, var nu fuld af liv. Langs med floden arbejdede kvinder i alle aldre med at rense fisk, hænge dem til tørre, fylde dem i kurve og bære dem andensteds hen. Børn pjaskede rundt i vandkanten, eller hjalp deres mødre så godt de kunne. På floden kunne han se flere mindre både, hvorfra mænd satte garn. Han sukkede og betragtede sine egne hænder. En anelse hård hud og nogle få ar op ad armene, ellers var huden fin og hvid. Han var for langt væk til at kunne se fiskerne i detaljer, men sund fornuft sagde ham, at folk, der udførte hårdt arbejde på floden, måtte være betydeligt mere solbrændte, og deres hænder noget mere slidte. Også hans hår adskilte sig fra disse folks. Selv på denne afstand kunne han se, at ingen havde en lignende hårfarve, og kun ganske få af kvindernes nåede den samme længde. En følelse af vemod gled over ham, han hørte bestemt ikke til på dette sted.

"Er der noget galt?"
   Han løftede blikket ved lyden af Felicias stemme.
   "Jeg har det fint - undskyld, jeg var vist langt væk, jeg havde slet ikke hørt dig komme."
   "Du skal ikke undskylde," sagde hun og satte sig ved siden af ham. "Vil du fortælle hvad du tænkte på?"
   Han trak på skuldrene og så ud ad vinduet.
   "Det er ret åbenlyst, at jeg ikke hører til her. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg har venner eller familie et eller andet sted."
   "Det er jeg sikker på du har, og du skal nok finde dem igen," sagde Felicia og lagde hånden på hans skulder.
   Han svælgede hårdt.
   "Hvad hvis jeg ikke var alene da jeg røg i floden ... hvad hvis..."
   Hun strøg ham trøstende over ryggen.
   "Du er nødt til at tro på det bedste."
   "Jeg burde være ude at lede, i stedet for at sidde her og glo!" sagde han og rejste sig.
   Felicia sukkede og fangede hans blik.
   "Jeg forstår godt, at du er frustreret, men tænk dig nu om. Nok heler du hurtigt, men du er stadig ikke kommet dig helt. Du aner hverken hvem du er, eller hvor du er. Hvor du skal begynde at lede - eller efter hvem. Synes du selv det lyder som et godt udgangspunkt?"
   Han rullede med øjnene og lod sig dumpe ned på kisten igen.
   Felicia nikkede.
   "Du hjælper ingen ved at bringe dig selv i større vanskeligheder. Bliv her og kom dig før du begynder at lede. I mellemtiden holder alle fiskerne øjnene åbne. Hvis nogen er skyllet i land finder de dem. De har ladet rygtet gå videre, så fiskerne længere oppe ad floden holder også øje."
   Han smilede og følte sig en anelse lettet.
   "Tak. Jeg troede at alle her helst så mig død."
   Hun rystede på hovedet.
   "Du er anderledes, det vækker både nysgerrighed og frygt, men på trods af hvad de siger, ville ingen her have overladt dig til døden - og det samme gælder hvis du havde rejsefæller."
   "Det er betryggende, men jeg bryder mig alligevel ikke om bare at sidde her. Det føles som om jeg svigter en eller anden. Som om der er noget jeg skal, eller burde have gjort - jeg aner bare ikke hvad det er."
   "Vær tålmodig, alting ordner sig."
   "Og hvad hvis det ikke gør?" Havde han lyst til at spørge, men han forholdt sig tavs og nikkede. Forhåbentlig havde hun ret, men han kunne ikke sige sig fri af frygten for, at hukommelsen måske aldrig vendte tilbage.
   "Er der ikke noget jeg kan hjælpe med?" spurgte han.
   Felicia smilede og rystede på hovedet.
   "Du er gæst her, slap nu bare af."
   "Rent faktisk ville du gøre mig en tjeneste, ved at sætte mig til et eller andet. Jeg holder ikke ud at sidde og glo ud i luften ret meget længere."
   "Udmærket," svarede Felicia og rejste sig. "Du har nok ret. Det vil være godt for dig at tænke på noget andet. Du kan hjælpe mig med at flette kurve, kom." Felicia standsede og vendte sig mod kisten. "Det havde jeg nær glemt," sagde hun og åbnede den. "Jeg lappede det så godt jeg kunne."
   "Tak," svarede han og tog imod tøjet hun rakte ham. Det forekom ham ligeså fremmed som alt andet.
   "Kom udenfor når du har klædt dig på, så skal jeg nok sætte dig i arbejde," sagde Felicia og smilede.
   "Det ser jeg frem til," svarede han.

Selvom han ikke genkendte tøjet, forekom de sorte læderbukser og den hvide skjorte ham langt mere behageligt end tæppet han havde haft om livet. Bukserne var syet nogle få steder, skjorten havde fået en værre medfart. Lange flænger fra skulder og tværs over bryst og mave stemt overens med hans sår. Et øjeblik vendte følelsen af at falde tilbage og det brændte i hans side. Navnet Zack dukkede atter op, og han koncentrerede sig til det yderste for at huske mere. Han sukkede og rystede på hovedet, minderne nægtede at komme.

Felicia nikkede da han kom udenfor.
   "Nu ser du jo helt præsentabel ud."
   "Det føles i hvert fald bedre - og så ligner det ikke, at jeg går rundt i kjole. Ikke at jeg klager, tæppet var bestemt bedre end ingenting."
   Hun lo og rystede på hovedet.
   "En kjole havde måske været mere passende, for kurvefletning er kvindearbejde. Som jeg sagde behøver du ikke gøre det."
   Han trak på skuldrene.
   "Jeg er ret ligeglad, bare jeg får noget at lave."
   "Udmærket. Vent her, så henter jeg en bunke siv."
   "Hvis det er sådan du plejer at gøre det, men ville det ikke være lettere at gå derhen hvor sivene er?"
   Felicia nikkede.
   "Det gør jeg normalt men..."
   "Men det gør de andre kvinder også?" spurgte han.
   "Normalt samles vi alle ved bredden og fletter."
   "Jeg bliver gerne her for ikke at bringe dig i problemer," svarede han. "Men dit arbejde skal ikke gøres besværligere fordi du prøver at skåne mig. Så kan folk glo og sladre hvis det er det de vil."
   "Hvis du er sikker," svarede Felicia og slog ud med armene.
   "Det er jeg."
   Han havde været klar over, at folkene i landsbyen hovedsageligt levede af fiskeri. Alligevel overraskede det ham, at der ikke var nogle husdyr at se da de gik ned mod floden. Hunde og katte løb rundt blandt husene, og han så nogle få æsler, men der var hverken kvæg, høns eller geder at se.
   "Er her slet intet landbrug?" spurgte han.
   Felicia rystede på hovedet.
   "Bredden er alt for stenet, der er ingenting, der kan gro her."
   Han nikkede og pegede i modsat retning af floden.
   "Der ser ret frodigt ud deroppe. Kunne det ikke betale sig at have lidt kvæg? Eller et par marker med afgrøder? I den korte tid jeg har været her, har jeg da set, at du bruger mel."
   Felicia sukkede.
   "Det er kompliceret."
   "Undskyld. Det var ikke for at blande mig. Hvad ved jeg om noget som helst? Jeg aner ikke engang hvem jeg selv er."
   "Du skal ikke undskylde, og du har ret, det ville være godt hvis vi selv kunne dyrke lidt, men det er bare ikke muligt."
   "Hvorfor? Tilhører jorden deroppe nogle andre?"
   "Nej, det er ikke jorden der er problemet, det er økonomien - men det skal jeg ikke belemre dig med, du har bekymringer nok."
   "Havde det ikke været for dig, var jeg ikke i live, fortæl. Jeg kan næppe gøre det store, men jeg kan lytte, ligesom du har gjort."
   "Tingene kunne have været værre," begyndte Felicia. "Floden giver os til dagen og vejen, men så heller ikke meget mere. De fisk vi ikke selv bruger sælger vi på markedet i en nærliggende by, men de småfisk vi kan fange her, giver ikke de store indtægter. Vi får lige penge nok til at kunne købe mel til brød, der er ikke nok overskud til såsæd eller husdyr."
   Han nikkede.
   "Jeg kan godt se problemet. Hvor langt skal man op ad floden for at fange større fisk?"
   "Det er ikke fordi der er så langt," svarede hun. "Et par dages sejlas frem og tilbage, så kommer man ud hvor floden grener sig ud, og man kan komme på dybere vand, hvor de større, mere værdifulde fisk lever, men der er for stor fare for at støde ind i flodpiraterne."
   "Flodpirater?" spurgte han og hævede et øjenbryn.
   "De ejer vandvejen, man kommer ikke forbi uden at betale. Det sker heldigvis sjældent, men indimellem kommer de helt herop. Nogle gange tager de bare hvad de vil have og forsvinder igen, andre gange bliver de her i dagevis."
   "Hvad vil de her?" spurgte han og så sig om. "Det virker ikke som om I har mange rigdomme de kan stjæle."
   Hun rystede på hovedet.
   "Det kan man ikke påstå. Jeg tror de bruger byen som skjulested. De ved, at hæren aldrig kommer hertil og at vi hverken har soldater eller fængsel. De tvinger os til at give sig husly og mad ... ville de dog bare nøjes med det," sagde hun og stirrede stift ud over floden.
   "Hvad mener du?" Han kunne se på hendes kæbelinje, at hun bed tænderne hårdt sammen.
   "Når de kommer bliver vi alle gennet samme og stillet på række, de unge kvinder - nogle af dem knapt andet end børn, bliver skilt fra os andre..."
   Felicia afsluttede ikke sætningen, men han kunne regne resten ud.
   "Hvis de kommer, må du love at være stille og gøre som de siger," fortsatte Felicia. "Det bliver kun værre hvis vi sætter os op imod dem."
   Han svarede ikke og Felicia tog ham hårdt i armen.
   "Lov det," gentog hun. "Det bliver kun værre hvis vi gør modstand."
   Til sidst nikkede han, og Felicia løsnede taget. Det sidste stykke tilbagelagde de i tavshed.

Nær floden lå bunker af siv til tørre og kvinder var i færd med at flette måtter som dem han havde set i huset. Andre flettede kurve i forskellige størrelser og udformninger, nogle ganske kunstfærdige.
   "Dette er Zack," forklarede Felicia de forsamlede. "Som I ved er han gæst i mit hjem, og han har insisteret på at hjælpe mig i arbejdet."
   Han kunne se flere af kvinderne stirre på sig, ikke helt åbenlyst, men heller ikke helt diskret. Felicia viste med en håndbevægelse, at han skulle tage plads. Hun satte sig ved hans side, og viste ham hvordan han skulle holde styr på de mange ender, og krydse dem ud og ind mellem hinanden.
   En pige han gættede på var sidst i teenageårene fniste, da han gjorde et klodset forsøg på at flette sivene sammen. Pigen tav da Felicia sendte hende et bestemt blik. Han kunne nu ikke bebrejde pigen og kunne ikke selv lade være med at grine.
   "Hvor tæt er det meningen den skal være?" spurgte han og fremviste en meget skæv og stormasket bund. Pigen fniste igen og flere af kvinderne gjorde det samme. Felicia virkede mere afslappet, da hun hovedrystende tog sivene fra ham og forklarede en gang til. I løbet af kort tid virkede kvinderne til at falde ind i deres sædvanlige rytme mens de småsnakkede og hjalp hinanden med arbejdet. Han var lettet over at den trykkede stemning var lettet så hurtigt, og efter nogle forsøg havde han nogenlunde fat i teknikken.

Dagen gik hurtigt og det lykkedes ham næsten at trænge bekymringerne i baggrunden. På trods af, at han ikke havde kendt Felicia ret længe, faldt det ham let at tale med hende. Hun gengældte tilsyneladende følelsen, og fortalte ham om livet i fiskerbyen, og om hvordan deres eneste søn var rejst, for at søge lykken som noget andet end fisker. En beslutning Hektor ikke bifaldt. Felicia forstod nu godt beslutningen og håbede, at Hektor en dag også ville komme sig over, at hans søn ikke førte hvervet videre.
   Deres samtale forstummede brat, da døren gik op og en mand med et kraftigt fuldskæg trådte ind.
   "Det er vist på tide, at I hilser på hinanden," sagde Felicia efter kort tids tavshed. "Det er min mand Hektor, og det er Zack."
   Hektor gloede op og ned af ham, mens han rettede sig op i sin fulde højde og trådte et skridt fremad. Zack tolkede det som et forsøg på at virke skræmmende, men selvom hans fornuft sagde ham, at han burde tage truslen alvorligt, følte han ingen frygt. Hektor var omtrent på højde med ham selv, men betydeligt mere korpulent. Hans bare arme var muskuløse og næverne store som stegepander.
   "Zack, er det dit rigtige navn?" spurgte Hektor og kneb øjnene sammen. "Eller står der et andet navn, under dit billed på væggen med efterlyste?"
   Zack overvejede at spørge om Hektor overhovedet kunne læse, men han mindede sig selv om, at han var gæst i mandens hjem og kunne takke ham for, ikke stadig at ligge og drive rundt i floden.
   "Det skal jeg fortælle dig, så snart jeg selv finder ud af det," svarede han i stedet. "Lige nu husker jeg desværre intet."
   "Meget belejligt," svarede Hektor.
   "Så er det nok!" sagde Felicia og satte hænderne i siden. "Zack er vores gæst, og du har ingen grund til at drage hans ord i tvivl."
   Hektor gav en grynten fra sig og satte sig ved ildstedet.
   "Det er meget muligt, men jeg har heller ingen grund til at tro ham." Han drejede hovedet og fastholdt Zack med blikket. "Jeg vil ikke have dig i nærheden af min kone - fra i morgen tjener du til føden, ved at arbejde for mig."
   Felicia rystede på hovedet.
   "Han er ikke rask nok endnu."
   "Det skal være mig en glæde," svarede Zack. Felicia sukkede og slog ud med armene. Han kunne se på hendes udtryk, at hun bestemt ikke brød sig om det, men hun protesterede ikke yderligere. Hektor gryntede samtykkende.