Elysia
   Aeneas standsede foran et stort maleri af en engel med hævet sværd, himlen bag ham var rød og man kunne ane røgen stige op. Penselstrøgene var næppe synlige, englens muskler og sener var gengivet til perfektion og Aeneas følte sig næsten fristet til at række hånden ud og røre ved den blå kappe, der blafrede i vinden, eller lade fingrene glide over den skinnende rustning.
   "Et mesterværk, ikke sandt?"
   Aeneas løftede blikket og mødte Uriels isblå øjne, "så afgjort," nikkede han.
   "Jeg tror jeg tager det, og det af enhjørningen og løven."
   Aeneas smilede, "det er altid så let at handle sammen med dig. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle vælge."
   Uriel trak på skuldrene, "jeg ved hvad jeg vil have."
   "Og det sker vist sjældent at du ikke får det."
   Uriel sendte ham et skælmsk smil, "af og til må jeg kæmpe for det. Men jeg får altid hvad jeg vil have."

Efter at have taget sig af den formelle del med betaling og levering forlod de galleriet, og slentrede gennem Elysias gader. Aeneas nød lyden af vandet, der rislede, og solens stråler, der blinkede i byens utallige fontæner og bassiner. Men mest af alt nød han Uriels selskab. Nok var de yderst forskellige, endda uforlignelige på nogle punkter. Men de havde altid stået hinanden nær.
   "Hvor længe bliver du i Elysia?" Spurgte Aeneas mens de drejede væk fra hovedgadens mylder, og ned ad en snoet sidegade.
   "Desværre ikke så længe, jeg har forretninger at se til i Olympos."
   Aeneas nikkede forstående.
   "Men jeg kommer hjem i tide til at lykønske dig på fødselsdagen."
   De passerede et mindre hus, røde roser snoede sig op ad marmorsøjlerne og sendte en berusende duft i deres retning.
   Aeneas smilede, "det glæder mig meget ... men, lad nu være med at give mig noget ... prangende. Det eneste jeg ønsker mig er dit selskab."
   "Det skal jeg prøve at huske," Uriel lo kort, "men jeg kan ikke love noget. Du fortjener det bedste."
   "Uri..."
   Uriel lagde armen om hans skuldre og ledte ham hen mod en restaurant, "kom, lad os få noget at spise. Og fortæl mig så hvad du har fået tiden til at gå med."

"Tja," begyndte Aeneas så snart de havde taget plads i gårdhaven, "tingene har ikke ændret sig det store siden du tog af sted. Jeg dyrker stadig lægeurter, og skriver på min bog om dem."
   Uriel hævede et øjenbryn, "og behandler dæmoner?"
   Aeneas nikkede, "jeg ved du finder det upassende, men de har nu engang også brug for medicinsk behandling af og til."
   "Det kunne de få af en mindre kvalificeret end dig," han sukkede og rystede på hovedet, "jeg vil ikke starte et skænderi. Det jeg mener, er bare at du kunne nå meget længere. Folk anerkender dig for din ekspertise, men det er nu engang ikke godt for dit omdømme at behandle slaver. Overlad den opgave til andre."
   "Til kvaksalvere og pengepugere? Nogle engle er så ligegyldige overfor deres slaver at de ikke gider betale for at de bliver behandlet. Andre vil give næsten hvad som helst, for at deres yndlings slave får den bedste behandling. Men mange healere har den samme holdning som dig, at det er uværdigt at behandle en dæmon. Så de tager sig godt betalt, men kvaliteten af behandlingen følger sjældent prisen." Aeneas tav et øjeblik før han fortsatte, "for et par uger siden behandlede jeg en dæmon, en kvinde. Hendes herre kontaktede mig efter at en anden healer havde tilset hende adskillige gange. Immanuel, som englen hed, var ude af sig selv af bekymring over at behandlingen ikke virkede... Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt, men det var for sent. Hun døde, dræbt af noget så simpelt som et slangebid. Enhver healer med bare en smule forstand, burde have genkendt symptomerne som en allergisk reaktion." Han løftede blikket og blev overrasket over at se et strejf af medfølelse i Uriels øjne.
   "Jeg ved du gjorde dit bedste. Og det gør mig ondt for Immanuel, jeg kan forestille mig at han er knust. Han holdt meget af hende ... Måske endda lidt for meget."
   "Kender du ham?"
   Uriel nikkede, "jeg har mødt ham nogle gange. Og på trods af at han vist havde et upassende forhold til den dæmon, må jeg indrømme at jeg fandt ham sympatisk."
   "Upassende? Hvordan upassende?"
   Uriel lagde hovedet på skrå og sendte ham et skævt smil.
   "Åh på den måde. Tilgiv at jeg siger det, Uri, men du sov da også med Layla. Hvis det var din hensigt at holde det hemmeligt, så har du fejlet."
   Uriel lo stille og rystede på hovedet, "naturligvis sov jeg da med hende. Hvad tror du jeg købte hende til? Det, der foregik mellem Immanuel og hans slave, var ikke bare en kødelig lyst, der blev dækket. Nej, det stak dybere end som så."
   "Tror du han elskede hende?"
   Uriel nikkede eftertænksomt, "hmm det er muligt, stakkels tåbe, han burde have vidst bedre. En dæmon kan være udmærket til at dække ens fysiske behov. Men intellektuelt og følelsesmæssigt har de ikke meget at tilbyde. Når alt kommer til alt, er de blot vilde dyr i en forførende indpakning. De kan tæmmes og lære at optræde nogenlunde civiliseret. Men intet kan ændre på deres sande natur."
   "Jeg kunne ikke være mere uenig!" Aeneas tog en dyb indånding, "men lad os nu ikke ødelægge en ellers dejlig dag, med et unødigt skænderi."
   Uriel nikkede, "du har ret. Vi er af hver vores opfattelse, lad os lade det blive ved det."

Aeneas gik gennem palæet og lod sig dumpe ned på divanen i sit arbejdsværelse. Han hvilede hovedet på armlænet, og stirrede op i loftet. Han kunne bruge timevis på at betragte de snørklede vinranker der var skåret ud hele vejen rundt langs væggene. Uriels ord lød stadig for hans indre øre, da skridt mod marmorgulvet kaldte ham tilbage til nuet.
   "Haft en god dag?"
   Aeneas nikkede.
   "Du er ikke helt overbevisende. Noget galt?"
   "Nej, det har faktisk været en god dag. Med undtagelse af en enkelt lille uoverensstemmelse."
   Kai satte sig ved hans side, "hvad har han nu sagt?"
   "Det er ligegyldigt men ... "
   "Men hvad?"
   "Kai, savner du nogensinde jorden ... og friheden?"
   Kai tog hans hånd og klemte let, "du ved, jeg er glad her hos dig."
   Aeneas satte sig op og førte forsigtigt hånden over dæmonens kind, "det håber jeg. Og jeg vil gøre hvad som helst for at det forbliver sådan. Men hvis du frit kunne vælge, ville du så tage hjem?"
   "Det her er mit hjem."

Jorden
   Shiva vågnede til bløde solstråler, der strømmede ind gennem vinduerne. Følelsen af en varm krop ved hans side fortalte ham at Zayn havde holdt sit løfte. Shiva lagde sig til rette på puderne så han kunne betragte sin sovende elsker. Han strøg forsigtigt et par lokker væk fra Zayns ansigt, og kunne ikke lade være med at smile, da den anden dæmon reagerede på berøringen ved at rykke tættere på, og smile i søvne. Han spekulerede over, om Zayn mon havde den fjerneste anelse om hvor smuk han egentlig var.

Zayn vågnede til den uvante følelse af en, der lå ved hans side. En, der kælede for ham. Han havde ikke for vane at tilbringe natten med sin elsker, og bestemt ikke morgenen efter. Så snart sexdelen var overstået, plejede han at forsvinde. Han havde aldrig før været sammen med en, der havde lyst til at tilbringe tid med ham på den måde. Han var den type folk ville i seng med, ikke typen de forelskede sig i.
   Det havde været let at foregive, at det var sådan han ønskede det, havde været let at foregive at det ikke betød noget for ham, at han ikke behøvede den nærhed. Igennem årene var det lykkedes for ham at overbevise de andre dæmoner, og endda sig selv, om at han var bedre stillet alene. Og det havde været let at lade som om. Han havde aldrig før vidst hvad han gik glip af, ikke før nu.

Shiva fortsatte med at kæle for ham, "er du vågen?"
   "Mmmhh."
   "Jeg er glad for at du besluttede at blive."
   "Virkelig?"
   Shiva smilede, "selvfølgelig. Jeg kunne blive liggende sådan her for altid."
   "Det tror jeg godt jeg kunne vænne mig til."

To måneder senere.
   Rais krydsede armene over sin brede brystkasse og rystede på hovedet, "hvem skulle have troet, at Zayn nogensinde ville falde til ro. Han har endelig droppet gadekampene."
   Hella smilede, "det ser ud til at Shiva har haft en god indflydelse på ham."
   Rais kunne ikke tilbageholde en kort latter, "ja, jeg tror han holder Zayn i kort snor. Egentlig ret ironisk, alle de tæv jeg gav ham hjalp ikke det mindste. Og nu, et enkelt ord fra Shiva, og han bliver blid som en killing."
   "Jeg kender en anden som heller ikke faldt til ro, før han fandt en til at holde ham i kort snor," drillede Hella mens hun drilsk nappede ham i halsen.
   "Ja ja, du har nok ret," grinede han, "nu håber jeg bare Zayn og Kumara finder ud af at slutte fred. Indtil nu er det lykkedes for Shiva at holde dem fra hinanden. Men jeg er bange for at det kun er et spørgsmål om tid, før de kommer op og slås for alvor."
   "Måske er det derfor Kumara vil tale med både dig og Zayn nu i eftermiddag. Måske er han endelig klar til at begrave stridsøksen."

Kumara var den første til at træde ind på kontoret. Han så endnu mere selvsikker ud end ellers. Zayn gloede vredt på ham, han havde en skidt fornemmelse.
   Rais nikkede i retning af skrivebordet, "tag plads. Nå Kumara, hvad er grunden til, at du ville tale med os begge?"
   Kumara lænede sig tilbage i lænestolen, et skævt smil spillede om hans læber.
   "Som leder af denne klan, er det min ret at vælge den mage jeg ønsker. Og jeg har truffet mit valg. Jeg vil have Shiva."
   Rais sukkede, "for det første, så er jeg stadig leder her. For det andet, så har end ikke lederen ret til at vælge en, der allerede er gjort krav på."
   "Medmindre lederen, eller den kommende leder, besejrer sin udkårnes nuværende mage. Med andre ord Zayn, jeg udfordrer dig til at kæmpe mod mig. Vinderen får Shiva."
   "Hvad! Er du fuldstændig vanvittig? Hvad hvis jeg nægter?"
   "Fortæl ham reglerne, far."

Rais var blevet fuldstændig bleg. Han havde ikke set det her komme. Sandt nok, disse regler eksisterede stadig, men de hørte fortiden til, ingen havde brugt dem i mange, mange år. Og han havde aldrig troet, at Kumara ville være kvik nok til at finde et sådan smuthul i lovene.
   Rais sank hårdt, "hvis du afslår, bliver Kumara automatisk erklæret til vinder. Kun lederen og den kommende leder har dette privilegium."
   "Så hvis jeg taber kan jeg ikke udfordre Kumara, men skulle han tabe kan han blive ved med at udfordrer mig igen og igen, indtil han vinder?"
   "Præcis," svarede Kumara. Hans skæve smil var vokset til et bredt grin.

Zayn følte raseriet koge i sit indre og sprang direkte på Kumara. Stolen væltede bagover og han nåede at stikke Kumara et par gode slag, inden Rais greb ham bagfra og hev ham væk.
   Blod løb ned over Kumaras ansigt, da han rejste sig, "jeg går ud fra det betyder du accepterer? Vi ses i morgen. Husk at kysse Shiva farvel. Ved denne tid i morgen, er han min!"