Jorden
   Zayn lod sig dumpe ned I det høje græs på toppen af bakken, og betragtede den opgående sol der badede menneskernes by i et gyldenrødt skær. Endnu var vejene næsten tomme, men snart ville de være fyldt af biler og fodgængere der hastede af sted. Han havde aldrig rigtig forstået hvad pokker de havde så travlt med. Men mennesker var nu nogle sære skabninger. På en gang så lig hans egen slags, og alligevel så anderledes. Indimellem forekom det ham ganske ironisk at dæmoner og mennesker havde levet side om side så længe, men stadig levede i hver deres verden. Klanen havde bosat sig lige uden for byen. Langt nok væk til at menneskerne ikke snusede i deres affærer, men tæt nok til ikke at virke for mistænkeligt. Var der noget han havde lært om mennesker, så var det at de var utrolig mistænksomme. Langt de fleste af dem havde ikke den fjerneste anelse om at hans slags eksisterede, men alligevel var det som om et medfødt instinkt slog alarm, når de stod overfor en dæmon. Måske var det et levn fra dengang hans slags hørte til i underverdenen. Fra tiden før menneskerne glemte at de ikke var alene. Verden havde været anderledes dengang, og efter hvad han havde hørt, havde menneskerne haft god grund til at frygte hans slags. Men alt det lå flere tusind år tilbage. Menneskerne havde ikke længere noget at frygte fra dæmonerne. Nu var det snarere omvendt. Nok var hans slags langt stærkere, og havde kræfter menneskerne for længst havde givet afkald på, men menneskerne var langt mere talrige. Dette var deres verden. Og de få dæmoner der havde forsøgt at blive en del af den havde måtte sande at det aldrig ville ske. Sådan var det også gået hans forældre. De havde ganske vist stået Rais og Hella nær, men alligevel havde de besluttet at gøre op med klanens forældede traditioner og love, og blive en del af den verden de levede i. Han huskede svagt et lille hus, at være blevet undervist sammen med menneskebørn, at have leget med dem. Huskede hvordan hans forældre havde formanet ham om aldrig nogensinde at tage dæmonform eller anvende magi. Han havde ikke forstået hvorfor, men rettede sig efter dem. Han huskede stadig den efterårsmorgen hvor hans far vækkede ham og fortalte han havde fået en bror. Huskede hvor lykkelige hans forældre havde set ud, og hvor stolt han selv havde været, da han holdt sin lillebror for første gang, og svor at han aldrig ville lade nogen gøre ham ondt. Et løfte han alt for snart skulle komme til at bryde.
   Alt stod så uklart, næsten som et fjernt mareridt. Kun smerten og tomheden i hans indre fortalte at det virkelig havde fundet sted.
   Han huskede hvordan bevæbnede mænd pludselig havde omringet huset. Så skud, ild og blodrød sne. Huskede hvordan hans mor placerede den lille klynkende bylt i hans arme, og fortalte ham at han var nød til at være stærk. Hun spurgte om han kunne huske hvor han skulle løbe hen, hvis der skete noget slemt. Han nikkede og spurgte hvorfor hun ikke kom med, men før hun kunne nå at svare, myldrede menneskerne ind i værelset. Det sidste han huskede var billedet af hans mor og far, der rasende kæmpede mens de skreg til ham at han skulle løbe.
   Da han blev ældre, havde Rais fortalt ham hvordan han havde fundet ham nogle kilometer fra klanen. En pil var gået direkte igennem ham og videre ind i babyen i hans arme. Rais fortalte ham at menneskerne, der dræbte hans forældre og spæde bror, tilhørte Lysets orden, en gruppe mennesker som kendte til deres eksistens og havde viet livet til at jage dem.
   I årevis ønskede han at døden havde ladet ham følge hans familie. Han var plaget af skyld og mareridt. Og selvom Rais og Hella tog ham til sig som deres egen, følte han aldrig rigtig han hørte til. Kumara havde ikke gjort tingene lettere. Allerede dengang, selvom de kun var børn, havde de været som hund og kat og var konstant kommet op og slås. Han havde af og til overhørt Rais og Hella tale om problemerne med ham og Kumara, de havde været så overbeviste om at det hele nok skulle løse sig med tiden. Men det var ikke tilfældet, tværtimod blev forholdet mellem dem værre og værre.
   Han kunne ikke lade være med at spekulere over om Kumara virkelig elskede Shiva, eller om han bare elskede den magt det gav, at tage noget fra ham som han holdt af. Sandheden var at han gruede for den dag Kumara overtog ledelsen. Det ville ikke ske inden for den nærmeste fremtid, men dagen ville komme. Tanken om at stikke af virkede mere tillokkende end nogensinde. Men klanen betød også beskyttelse, og han havde ikke tænkt sig at miste endnu en han holdt af til Lysets orden.
   Zayn var så langt væk i sine egne tanker at det fuldstændig undgik hans opmærksomhed, hvordan en gruppe dæmoner langsomt sneg sig ind på ham.

"Men Jaak, tror du virkelig vi kan få ham til at give afkald på Shiva eller rejse? Hvad nu hvis han sladrer til Rais?" Hviskede en yngre dæmon.
   "Bare rolig, jeg har planlagt det hele. Kumara sagde at han ville have ham af vejen, og tro mig, Zayn kommer ikke tilbage fra det sted jeg har I tankerne."
   De andre dæmoner betragtede spørgende Jaak. "Hvad har du tænkt dig at gøre?"
   "Det får I at se, tag ham nu bare."

Før Zayn kunne nå at reagere, greb to dæmoner ham og tvang hans arme om på ryggen. Jaak, Kumaras bedste ven og højre hånd gik hen imod ham, Zayn sparkede rasende ud efter ham, men Jaak undgik med lethed at blive ramt og slog ham hårdt i siden.
   "Kumara er åbenbart en større kujon, end jeg havde regnet med," snerrede Zayn.
   Jaak fnøs, "få ham til at holde kæft."
   En af de andre slog Zayn hårdt i ansigtet, han svarede igen ved at sparke fyren i skridtet. De øvrige dæmoner straffede ham øjeblikkeligt med adskillige slag og spark. Zayn sank om på jorden, hvide prikker dansede for hans øjne, og alt begyndte at blive sløret.

Langsomt åbnede Zayn øjnene. Han kunne høre ukendte stemmer, og opfangede en lugt han ikke kendte. Uden varsel blev han hevet på benene af de samme dæmoner, som havde overfaldet ham.
   Jaak og en mand Zayn ikke kendte, stillede sig foran ham. Den fremmede rykkede nærmere, og studerede ham åbenlyst. Der var noget anderledes over denne mand, Zayn kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var. Han lignede et menneske. Men hans øjne var alt for klare, nærmest funklende. Han lugtede forkert, og hans hud var alt for perfekt. Med et gik sandheden op for Zayn, han stod foran en engel.
   Englen nikkede anerkendende til Jaak, mens han lod en hånd glide ned over Zayns krop.
   "Du overdrev ikke, han er et udmærket eksemplar."
   Zayn knurrede rasende af den fremmede og begyndte at kæmpe for at komme fri.
   "Klap i!" snerrede Jaak og stak ham en lussing, "du er selv ude om det."
   Englen smilede, "jeg tager ham, han kommer til at indbringe en god pris."

Kumara stirrede forfærdet på sin ven, "du gjorde hvad?"
   Jaak trak på skuldrene, "jeg solgte ham til en engel. Han er ikke død, men han er af vejen. Præcis som du ønskede. Han kommer aldrig til at genere dig igen."
   Kumara rystede langsomt på hovedet, "det ... det var ikke, hvad jeg ønskede."
   "Jeg kan ikke se problemet, han er væk. Og hvad kunne være mere tilfredsstillende, end tanken om din værste rival tvunget i knæ?"
   Kumara rejste sig med et ryk, "det her er forkert. Jeg må få ham tilbage. Jeg bliver nød til at fortælle far sandheden."
   Jaak sendte Kumara et bestemt blik, "det er for sent, skibet har allerede forladt jorden. Hør nu godt efter. Kun du, jeg og nogle få andre der er loyale overfor dig, kender til det her. Zayn er væk, der kommer intet godt ud af at fortælle det. Det bliver mellem os, ingen må nogensinde kende sandheden, i særdeleshed ikke Rais og Shiva."
   Kumara lod sig dumpe ned i stolen igen. Han kunne ikke begribe hvordan han havde, kunne lade det komme så vidt.
   "Glem ham Kumara. Om et par dage kan du gøre krav på Shiva."
   Kumara sukkede dybt, "hvordan pokker kom du overhovedet på den ide?"
   "For noget tid siden, mødte jeg en engel ... Vi tilbragte et par nætter i hinandens selskab."
   "Havde du noget kørende med en engel? Er du fuldstændig vanvittig?"
   "Vil du høre hvordan det hænger sammen eller ej?"
   Kumara tvang sig selv til tage det roligt og nikkede.
   "Nå, men jeg mødte denne engel. Hun er nok den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set ... Hun var kommet hertil ombord på et handelsskib, som hendes bror havde kommandoen over. Vi tilbragte nogle nætter sammen og alting gik godt, indtil natten før skibet skulle lette. Vi blev uforsigtige og tog afsked alt for tæt på skibet. Hendes bror fandt os, han blev rasende og tilkaldte straks sine folk. Jeg var sikker på de ville slå mig ihjel.
   Til sidst lovede de at lade mig gå, på betingelse af at en anden tog min plads. De gav mig tid og sted for vores næste møde, og med mindre jeg kunne stille med en anden dæmon, der modsvarede min værdi, ville de tage mig med til Himlene og gøre mig til slave. Jeg lod som om jeg gik med på aftalen, men jeg havde aldrig tænkt mig at komme tilbage ... men idet jeg vendte mig for at gå mærkede jeg en smerte i nakken. Englen fortalte at han nu kunne spore mig overalt, og hvis jeg ikke overholdt aftalen ville han finde mig."
   Kumara rystede på hovedet, "så du lod Zayn betale prisen for din fejl?"
   "Hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg forstår ikke hvorfor det pludselig går dig sådan på. Det var jo dig selv der ønskede ham væk."
   Kumara sukkede dybt, "du har ret, fejlen er min. Jeg burde aldrig have ladet det komme så vidt. Og nu er det for sent. Men hvorfor fortalte du mig ikke sandheden?"
   Jaak stirrede ned i jorden, "og indrømme at jeg var faldet for en engel? Og at jeg opførte mig som en kujon, da hendes bror afslørede os? Jeg var bange for hvad du ville sige. Min tidsfrist faldt sammen med at du bad mig slippe af med Zayn. Så jeg greb chancen og løste begge vores problemer på en gang. Du slap af med din rival, jeg beholdt min frihed."

Zayn åbnede øjnene og studerede sine nye omgivelser. Overalt omkring ham stod kasser og sække, det så ud til at han befandt sig i et lastrum. Han var bundet til en bjælke nær en væg, og han havde noget omkring halsen. Hele hans krop smertede stadig efter kampen med Kumara, og de efterfølgende tæv Jaak og de andre havde givet ham. Lige nu var der ingen grænser for de ting, han havde planer om at gøre ved dem, når han slap fri.
   Zayn forsøgte at sprænge rebene, men uden held. Måske ville han være i stand til at flygte, hvis han antog dæmonform. Han forsøgte at skifte, og at påkalde helvedes flammer, men intet skete. Forvirret og uforstående forsøgte han atter at tage dæmonform, men resultatet var det samme. Rasende begyndte han at flå i rebene. Kort efter standsede han sin kamp, lyden af lette trin fortalte ham at nogen nærmede sig.

En engel stirrede ned på ham med et arrogant smil på læben. "Du spilder din tid dæmon. Halsbåndet forhindrer dig i at skifte form."
   Zayn stirrede koldt tilbage, "hvor tager du mig hen?"
   "Du har ingen ret til at stille spørgsmål. Du vil lære kun at tale, når du bliver spurgt. Men siden det her er nyt for dig, vil jeg besvare dit spørgsmål. Vi er på vej mod himlene. Når vi ankommer, vil du blive solgt. Medmindre jeg beslutter mig til selv at beholde dig."
   "Du må være vanvittig!" snerrede Zayn.
   Han havde hørt historier om hvordan deres gamle fjender, englene, kom til jorden og indfangede dæmoner, for at holde dem som slaver. Men han havde aldrig før set en engel, og havde egentlig altid troet, det bare var en skrøne. Han begyndte atter at kæmpe for at komme fri, denne gang endnu mere rasende end før.
   "Stop det! Der er ikke noget du kan gøre ved det, så du kan ligeså godt acceptere det."
   Englen knælede ned ved hans side, og med en nærmest overbærende mine rakte han ud og strøg Zayn over håret.
   "Du rører mig ikke!"
   Englen lo, "stille, dæmon."
   Zayn knurrede og kæmpede for at komme fri. Englen ignorerede hans protester og lod hånden glide længere ned.
   Ingen havde nogensinde rørt ham mod hans vilje. Denne ydmygelse gjorde ham aldeles rasende, og da englens hånd strejfede hans inderlår havde han fået nok. Lynhurtigt vred han sig rundt og begravede tænderne i englens arm. Englen skreg af smerte og hev armen til sig.

"Hvad sker der?"
   Adskillige andre engle havde hørt råbet, og kom nu strømmende ned i lastrummet.
   "Det bæst bed mig," forklarede den overraskede engel, mens han krampagtigt holdt om sin blødende arm.
   "Vi må vist lære ham lidt manerer," afgjorde en anden engel.
   Pludselig blev Zayn ramt af en vanvittig smerte, nærmest som stærk elektricitet.
   Den engel han havde bidt knælede atter ned ved hans side, "der er vist noget jeg glemte at nævne, halsbåndet forhindrer dig ikke bare i at tage dæmonform. Det giver også din herre mulighed for at straffe dig."
   Smerten fortsatte, og kort efter blev alt sort.

Zayn havde mistet enhver tidsfornemmelse. Måske var det kun nogle dage siden de havde forladt jorden, måske var det uger. Hver dag var ens, han lå stadig bundet på gulvet i lastrummet. Englene kom kun ned for at forsikre sig om at hans reb stadig holdt, og for at stille lidt mad indimellem. I det mindste var der ingen der havde forsøgt at røre ham, siden han bed den engel.
   Så vidt han vidste, var han den eneste fange om bord. Han havde hverken hørt eller set andre dæmoner. Varerne der var stablet op i lastrummet tydede på, at der var tale om et almindeligt handelsskib og ikke et slaveskib.

"Rejs dig!"
   Zayn vågnede ved at en engel puffede ham i siden. Skibet bevægede sig ikke længere, og han kunne høre forskellige lyde udefra. Det kunne kun betyde at de havde nået deres destination.
   Englen puffede ham hårdere med foden, og gentog sin ordrer. Zayn forsøgte at rejse sig, men hans ben nægtede at bære ham. Englen greb ham ublidt i armen og hev ham op, snart efter hørtes skridt på trappen, og endnu en engel kom ned i lastrummet. Lyden af raslende lænker overbeviste Zayn om at han bestemt ikke brød sig om det der skulle til at ske. Han protesterede højlydt og kæmpede for at komme fri. Men den ene engel holdt ham fast, den anden lænkede ham og derefter trak de ham med op ad trappen.
   Zayn kneb øjnene sammen mod det skarpe dagslys, og der gik lidt tid før han var i stand til at danne sig et billede af sine omgivelser.
   Han sank hårdt og stirrede sig forbløffet omkring. Han havde aldrig set noget lignende. Luftskibe i forskellige størrelser og udformninger lagde til og lettede i et virvar. Travle folk der talte et fremmed sprog læssede varer af og på skibene. Nogle af folkene var engle, andre var af hans slags. Nogle bar tøj i prangende farver, andre blændende hvidt. Nogle engle viste deres vinger, andre var i deres menneskelige skikkelse. Men så vidt han kunne se, var ingen dæmoner i deres sande form.
   Ikke kun folkene her så anderledes ud. Sære dyr hvis lige han aldrig havde set trak vogne, eller luntede af sted ved deres herres side, ligesom mennesker havde hunde.
   "Fremad!"
   Et øjeblik havde Zayn været så betaget af dette besynderlige sted, at han fuldstændig havde glemt sin egen kritiske situation, men englens kommando rev ham hurtigt tilbage til virkeligheden.
   Englene havde godt tag i ham og trak ham hurtigt af sted gennem mængden. Ikke langt fra havnen gik de ind i en stor, grå bygning.
   En af englene slap sit tag i ham og gik ned ad en gang. Zayn besluttede at tage chancen, han gav den tilbageværende engel en albue i siden, vendte om og løb. Men han nåede ikke langt før den elektriske smerte tvang ham i gulvet.
   Den anden kom tilbage, denne gang i følgeskab med endnu en engel. Den nye var lavere end de to andre, og han så ældre ud.
   Zayn blev atter hevet op og stå. Den ældre trådte nærmere og sagde noget på dette uforståelige sprog. De andre strammede deres greb, og den ældre begyndte at tage på ham.
   Zayn snerrede rasende af ham og prøvede at rive sig løs. Hans protester blev ignoreret, og den ældre fortsatte sin undersøgelse. Noget blev tvunget ind i hans mund, han følte det som om, han var ved at blive kvalt, og kæmpede endnu mere rasende imod. Et hårdt greb i hans hår tvang hans nakke tilbage. Den ældre begyndte at studere hans tænder. Zayn forsøgte at bide ham, men hvad det end var de havde givet ham i munden, så forhindrede den ham i det.
   Hvad i alverden regnede de ham for? På nuværende tidspunkt følte han sig mest af alt som en hest på et marked.
   Endelig holdt den ældre op med at undersøge ham, og fjernede tingen fra hans mund. Han sagde et eller andet til de to engle der holdt ham. De rystede på hovedet, og for en tid lød det som om de diskuterede med den ældre. Zayn gættede på at de forsøgte at blive enige om en pris. Han havde det som om han skulle kaste op. Hvad var det her for et sted?
   Penge skiftede hænder. Den ældre råbte noget hen ad gangen, og umiddelbart efter dukkede to større engle i sorte rustninger op og ledte ham ned ad gangen. Han gjorde ikke modstand, forsøgte hverken at angribe dem eller at flygte. Det var håbløst, i hvert fald for nu. Han var udmattet, sulten og havde ingen ide om hvor han var. Vagterne ledte ham til en lille celle og lod ham så i fred.
   Cellen var temmelig primitiv, stenvægge, kraftige tremmer og ingen vinduer. Gulvet var dækket af halm, og nogle få tæpper lå sammenfoldede ved væggen. Zayn lod sig dumpe ned på gulvet, han kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad Shiva ville tænke når han ikke kom tilbage. Ville han mon tro, han bare havde forladt ham? At han ikke havde fundet ham værd at kæmpe for?
   Hvor han dog savnede ham.