Keegan skævede op mod himlen og satte farten op. Den tiltagende stilhed vidnede om at de dagaktive dyr var ved at finde ly for natten. Uden at sagtne farten, fandt han kompasset og tjekkede retningen, der var ikke tid til den mindste omvej. Han var alt for sent på den denne gang. Med ét forstummede alle lyde, som om hver eneste fugl, gnaver og øgle holdt vejret i spænding. Keegan standsede op og lyttede, intet, kun stilhed. Han sank en klump, og rakte langsomt hånden om på ryggen, hvor han lukkede fingrene om riflen, mens han forsøgte at få øje på sin modstander. Skoven omkring ham syntes tom, kun den unaturlige stilhed afslørede at noget lurede et sted mellem træerne.
   Han lagde riflen mod skulderen, slog sikringen fra og tændte for kikkertsigtet. Han tvang sig selv til at bevare roen, mens han atter spejdede rundt. Varmecensoren i kikkerten afslørede smådyr der krøb sammen i trætoppene, men ligegyldigt hvor meget han afsøgte skoven omkring sig, kunne han ikke få øje på sin forfølger.
   "Idiot." Mumlede han og sænkede riflen. "Du har vist hørt en historie for meget..."
   Hovedrystende af sin egen løbske fantasi, fortsatte han mod byen. Hvis der havde været noget, var det forsvundet nu. Måske havde det været noget fuldstændig ufarligt. Skoven myldrede med dyr i alle størrelser, og at smådyrene opfattede det som en trussel, betød jo ikke nødvendigvis, at det var til fare for ham.
   Han nåede kun ganske få skridt, før en voldsom kraft ramte ham i ryggen og kastede ham hen ad skovbunden. Han rullede rundt og hævede riflen. Men hans forfølger var atter forsvundet. Forsigtigt lod han fingrene undersøge sin ryg, til hans lettelse, var der intet blod. Han rejste sig langsomt, og afsøgte skoven omkring sig. Denne gang fik han et kort glimt af et væsen, der hurtigt forsvandt ind mellem stammerne. Han affyrede flere skud, men blev hverken mødt af skrig, brølen eller lyden af noget der ramte jorden. Med blikket fæstnet til det sted han havde set væsnet, bakkede Keegan nogle få skridt. Så vendte han om og løb.
   Grene svirpede ham i ansigtet, og tæt bevoksning var flere gange tæt på at sende ham i jorden. Men det lykkedes for ham at holde sig på benene. Han turde ikke dreje hovedet for at se hvad der forfulgte ham, men han var sikker på det stadig var der. Han gispede efter luft, og sveden drev af ham.
   Bare lidt endnu, tænkte han. Jeg er der næsten. Bare lidt endnu. Det kan ikke vare længe, før porten dukker op.
   I næste øjeblik hamrede noget ind i siden på ham og kastede ham mod et træ. Han kunne høre noget nærme sig.
   Må rejse mig, Skal holde mig vågen. Tænkte han panisk, men hans krop ville ikke lystre, og de hvide prikker, der dansede for hans øjne blev stadig flere.

"Keegan?"
   "Er du uskadt?"
   "Kom så, vi må se at komme tilbage."
   Han fornemmede svagt, at nogen halede ham på benene.
   "Aaron?" Spurgte han usikkert.
   "Ja, og Kim og vores allesammens yndlings sjant."
   "Kæft Aaron!" Vrissede Jerred.

Langsomt lettede tågen fra Keegans blik, og han kunne se porten komme nærmere. Det gik op for ham at han blev slæbt af sted, af to af sine kammerater, og han støttede prøvende på benene.
   Kim slog med nakken, så hendes røde fletning kildede ham på kinden.
   "Nå, tror du, du kan klare dig selv herfra?" Spurgte hun drillende.
   "Meget morsomt." Mumlede Keegan. "Slip mig nu bare."
   "Se nu bare at komme i omdrejninger, og kom ind gennem den port!" Beordrede den skaldede sergent.

Så snart de alle stod indenfor muren, der omgav byen, blev den massive port skubbet i. Lyden af metallets hvinen, og braget da slåerne gled på plads i låsene, gav et sæt i Keegan og mindede ham om situationens alvor.
   Jerred stirrede ned på ham med en mine, der fik Keegan til at føle sig meget lille.
   "Hvad fanden tænkte du på?" Den skaldede fortsatte før Keegan kunne svare. "Er du ragende vanvittig? Sig mig, tror du den port er til pynt?"
   Langsomt blegnede den højrøde farve på sergentens ansigt, og han sukkede dybt.
   "For pokker da, Keegan. Var vi kommet bare et øjeblik senere, havde bæstet fået ram på dig... og bare så du ved det, i morgen skal jeg sørge for at du får den mest røvkedelige post overhovedet. Du kan skrubbe ud og glo på minerne."
   Keegan modstod fristelsen til at rulle med øjnene. Der skete aldrig noget spændende ved minerne. Hele området var ryddet for træer, så det var nemmere at komme til. Kun få dyr begav sig ud på det åbne område, for Tir-nurrags dyr foretrak at jage i ly af træerne. Så en vagt ved minerne betød en dag i bagende sol, og ingenting at foretage sig.
   Lige inden Jerred vendte om og forsvandt i retning af soldaternes lejr, syntes Keegan han kunne se et selvtilfredst smil spille over sergentens smalle læber.

"Din store idiot." Grinede Aaron og skubbede til ham. "Hvad fanden lavede du? Gik måneskinstur?"
   Kim sukkede. "Er du okay?"
   Keegan nikkede. "Jeg har det fint... Det kan jeg vist takke jer for."
   Aaron nikkede. "Det er det, man har venner til. At redde ens røv, når man kvajer sig."
   Keegan stirrede ned i jorden. "Hvordan fandt I mig overhovedet?"
   "Vi regnede med, du var gået ned til lysningen." Begyndte Kim. "Da du ikke var kommet tilbage, da de varslede lukningen første gang, besluttede vi at se hvor du blev af. Vi var ikke nået ret langt før vi hørte skud... Du var virkelig heldig."
   Keegan nikkede skyldbetynget. "Så I hvad der angreb mig?"
   Aaron nikkede. "Kun ganske kort. Den stod bøjet over dig, da den fik øje på os og forsvandt ind mellem træerne."
   "Hvad var det? Hvordan så den ud?"
   Aaron trak på skuldrene. "Jeg er ikke sikker. Det var mørkt og den forsvandt hurtigt. Men så vidt jeg kunne se, gik den oprejst på to ben. Måske en øgle af en slags." Et smørret grin spredte sig over hans ansigt, han lagde armen over Keegans skuldre og lænede sig ind mod ham, som for at hviske en hemmelighed.
   "Eller måske har du overlevet et møde med de berygtede, menneskeædende djævle."
   Keegan vendte blikket mod himlen og skubbede Aaron væk.
   "Det er bare en historie." Sukkede han og gik over mod lejren.
   Kim og Aaron indhentede ham, og sammen fandt de et bord bagerst i kantinen.
   "Tror I der er noget om dem? Historierne...?" Spurgte Kim og lænede sig ind over bordet.
   "Selvfølgelig." Nikkede Aaron. "Jeg kender en, der har set dem. Og det er sgu nogle lede sataner. Han fortalte mig, at de angreb hans deling. De flåede folk fra hinanden, og slæbte af med ligene, og også dem der endnu ikke var helt døde. Han fortalte at de kun fandt deres kammeraters afpillede knogler."
   Keegan fnøs. "Sikkert. Som om et dyr kan overmande en hel deling bevæbnede soldater."
   Aaron smilede. "Hvem sagde det var dyr?"
   Kim gloede vantro på ham. "Påstår du, at her er andre mennesker? Kannibaler?"
   Aaron lænede sig tilbage i stolen. "Jeg påstår intet. Jeg siger kun hvad jeg har hørt. Men ifølge Johnson, ja det hed ham der fortalte mig det, så var de skabninger hverken dyr eller mennesker. De var noget langt værre. Noget der angreb med et dyrs vildskab, men havde menneskets evne til at planlægge."
   Et grin spredte sig over Keegans ansigt. "Okay indrømmet, et øjeblik var jeg sgu ved at ryge på den."
   Kim daskede Aaron over skulderen. "Din nar."
   Aaron begyndte at grine højt og rejste sig hovedrystende.
   "I skulle have set jer selv i ansigtet... nå, kan I sove godt tøser."
   Selvtilfreds slentrede han ud af kantinen, og forsvandt ned ad gangen.

Keegan bandede og sparkede til en sten, så støvet stod op omkring ham. Sjanten havde tydeligvis ment det, da han truede med en lortevagt. Han tørrede sig over panden, og spejdede ud over ørkenlandskabet. Det eneste liv, udover de øvrige vagter, minearbejderne og deres bisonlignende trækdyr, var små farvestrålende øgler, der trippede af sted over det hede sand, eller dovent sugede varmen til sig. Han forstod så afgjort godt, at ingen dyr ved deres fulde fem, gad komme herud. Inde i skoven var varmen tung og fugtig, men herude uden træernes skygge, var varmen ulidelig. Men heroppe hændte det dog, at en let brise bragte en smule friskhed. I modsætning, til nede i minerne. Luften var endnu mere tung og kvælende dernede. Og på trods af at minearbejderne arbejdede i korte skift og holdt masser af vandpauser, var det ikke usædvanligt at se nogen blive kørt til hospitalet med hedeslag eller dehydrering. Mennesker var simpelthen ikke skabt til at arbejde under sådanne forhold. Ingeniører og forskere arbejdede til stadighed på at finde alternative måder at udvinde de eftertragtede metaller og stene. Men indtil videre havde deres forskning været forgæves.

Keegan følte at han spildte sin tid. Han kunne have gjort langt mere gavn i skoven med at beskytte frugthøsterne. I skoven var rovdyrangreb temmelig hyppige, i modsætning til herude... Han sukkede og løftede kikkerten. Hans blik afsøgte den fjerne skovkant for bevægelser, men som ventet fandt han intet.
   "Post 8. Alt roligt." Meddelte han via kommunikationssystemet.
   Ligesom de øvrige gange, meldte de andre vagter tilbage, at alt også åndede fred ved deres poster.
   Keegan slentrede frem og tilbage på sin post, mens han mentalt sparkede sig selv, for gårsdagens kvajestreg. Havde han været mere påpasselig, havde han på nuværende tidspunkt været med Kim, Jerred og Aaron der hvor der skete noget. I stedet for at stå her og glo.

"Post 8. Alt er..." Begyndte Keegan monotomt, allerede inden han havde afsøgt hele skovbrynet. Men med ét tav han og stirrede intenst frem for sig.
   "Post 8. Noget nærmer sig fra skoven." Han hævede kikkerten igen. "Der er mange, og de nærmer sig hastigt... Vi er under angreb!"
   Der gik et øjeblik, fra han havde sagt ordene, til deres betydning gik op for ham. Og det samme gjaldt tilsyneladende for de andre vagter. Et kort øjeblik standsede alle bare op og gloede måbende, på væsnerne, der kom stormende imod dem. Derefter vågnede de alle af deres dvale og begyndte at udføre deres opgaver. Civilister blev sat i køretøjerne og sendt mod byen, forstærkninger blev tilkaldt, og soldaterne fandt så megen dækning de kunne på den golde plet, og åbnede ild.