Jorden
   Shiva sukkede og stirrede ud gennem vinduet, det var næsten to uger siden Zayn var forsvundet. I begyndelsen havde han været overbevist om at han ville komme tilbage. Men efterhånden som dagene gik, svandt håbet ind.
   En sagte banken fik Shiva til at løfte hovedet. "Ja?"
   Kumara kom ind på værelset, og stillede sig midt på gulvet.
   Shiva fnøs, selvfølgelig var Kumara ikke kommet alene, Jaak stillede sig lige bag ham og krydsede armene over brystet.
   "Har du overvejet mit tilbud, Shiva?" spurgte Kumara.
   "Hvis det er et tilbud, er svaret nej!"
   "Du burde se det som en ære, at den kommende leder stadig vil have dig, efter du gav dig selv til den taber," snerrede Jaak. "Indse det dog, Zayn var for fej til at kæmpe for dig. Han har forladt dig, og kommer ikke tilbage."
   Shiva kunne mærke tårerne brænde i øjnene, men nægtede at give dem frit løb.
   "Hvis jeg kender ham ret, har han sikkert allerede fundet en ny til at holde sig varm..."
   "Så er det nok Jaak!" Kumaras stemme lod intet tilbage at diskutere. "Vi vil gerne være alene lidt."
   "Som du vil." Jaak vendte øjeblikkeligt om og forlod værelset.
   Kumara satte sig på sengen, "jeg ønsker at du skal blive min, Shiva. Om fem dage afholder vi ceremonien der binder os sammen... Med tiden håber jeg at du vil lære at synes om mig," han rejste sig og gik hen mod døren, "Zayn kommer ikke tilbage. Hvis han virkelig elskede dig, ville han ønske at du kom videre."
   Så snart han var alene, lod Shiva tårerne få frit løb. Aftenen før kampen var det præcis hvad Zayn havde sagt, hvis noget gik galt, skulle han komme videre. Havde Zayn besluttet at det var det bedste at forsvinde? Nej, han kunne ikke tro at Zayn ville give op, bare sådan uden videre, og bare forsvinde uden et eneste ord. Noget var helt galt.

Kumara fortsatte ned ad gangen, og ind på sin fars kontor, hvor han lod sig dumpe ned i lænestolen ved skrivebordet.
   "Jeg har netop meddelt Shiva at jeg vælger ham som min mage, og at ceremonien bliver gennemført om fem dage."
   Rais betragtede sin søn med et alvorligt blik, "jeg spørger dig kun en gang, så svar mig ærligt. Har du noget at gøre med Zayns forsvinden?"
   "Nej. Jeg er glad for han er væk. Men jeg havde intet med det at gøre."
   Rais nikkede langsomt, "godt, jeg tror dig. Men tag imod et godt råd, og udsæt det med Shiva. For jeres begges skyld."
   "Det er der ingen grund til. Min beslutning er truffet."
   Rais sukkede tungt, "hør nu her Kumara, du kan måske nok tvinge Shiva til at blive din, men du kan aldrig tvinge ham til at elske dig."
   Kumara rejste sig og gik hen mod døren, "han kan lære at elske mig. Jeg har ventet længe nok, om fem dage bliver han officielt min."

Himlene
   Zayn vågnede ved lyden af en nøgle i celledøren. En vagt åbnede døren og en mandlig dæmon gik ind. Dæmonen sagde noget på et fremmed sprog, vagten nikkede og gik.
   Zayn prøvede at rejse sig, men cellen ville ikke holde op med at dreje rundt. Han mistede balancen og faldt om på gulvet.
   "Tag det roligt." Dæmonen satte sig på hug ved hans side og holdt en skål vand mod hans læber. Zayn drak det så hurtigt at han var ved at kvæles.
   "Langsomt... det er noget tid siden du sidst har fået mad eller vand."
   Zayn vidste han havde ret, og tvang sig selv til at gøre som han sagde.
   "Sådan. Jeg bad vagten om at hente dig noget mad. Når du har spist får du det bedre." Dæmonen talte hans sprog ret godt, men med en tyk accent.
   "Hvem er du? Og hvad er det her for et sted?"
   "Mit navn er Atu. Jeg tilhører den engel som ejer auktionshuset. Det er min opgave at tage mig af slaverne her. Jeg sørger for at I er sunde og raske når I bliver solgt."
   "Auktionshus? Slaveri, er det virkeligt tilladt her?"
   Et øjeblik betragtede Atu ham undrende. "Åh det er sandt, du er fra jorden ikke?"
   Zayn nikkede.
   "Jeg har aldrig været der. Men jeg har hørt en del om jorden. Himlene er meget anderledes. Lad mig prøve at forklare dig nogle få ting, det gør det måske lidt lettere for dig at falde til. Ser du, slaveri er ganske normalt her. Kort fortalt er der tre slags slaver. Arbejdere, gladiatorer og ledsagere. Arbejdere er dem der læsser skibene af og på, holder hus og så videre. Gladiatorer kæmper mod hinanden for at underholde englene, for det meste bliver kampene standset inden nogen kommer alvorligt til skade, men indimellem ender de dødeligt, det er helt op til gladiatorernes ejere. Ledsagere er slaver som holder deres herre med selskab, og underholder ham. Nogle synger, danser, eller tilfredsstiller deres ejer."
   Zayn betragtede ham skeptisk, "hvad mener du med... tilfredsstiller?"
   "Det kommer an på englen, men ofte betyder det at sove med ham, eller hende. Ledsagere er de dyreste slaver. Kun de mest velhavne engle har ledsagere, det er et tegn på høj status og rigdom."
   Zayn stirrede vantro på Atu, "føj, det kan de fandeme glemme!"
   "Hvad din opgave bliver, er op til din herre at afgøre. Du er en slave nu, du har intet andet valg end at acceptere det."
   "Jeg har ikke tænkt mig at acceptere noget som helst!"
   Atu tyssede på ham, "sig ikke den slags. Du risikerer at blive straffet. De fleste engle behandler deres slaver godt, men ingen vil have en ulydig slave."
   "Jeg foretrækker til hver en tid straf frem for underkastelse."
   "Sådan en attitude vil kun bringe dig smerte. Englene får altid deres vilje i sidste ende. Det er kun et spørgsmål om hvor smertefuldt det bliver for dig. Men læg dig nu ned så jeg kan se på dine sår."
   Zayn adlød ham modvilligt, Atu virkede flink nok, men han var ikke helt sikker på hvad han kunne forvente af en, der var vokset op i denne verden.
   Atu fjernede bandagerne og undersøgte mærkerne Kumara havde efterladt. Han nikkede tilfreds. "Jeg behandlede dig mens du var bevidstløs, du heler fint. Om et par dage er du frisk igen."
   "Bevidstløs? Hvor længe har jeg været væk? Og hvad sker der så når jeg er helet?"
   Atu smilede, "du har været her to dage. Der bliver jævnligt afholdt auktioner... Bare rolig, det er ikke så slemt."
   Vagten fra før skubbede et fad gennem døren, Atu rejste sig og forlod cellen.

Zayn rejste sig så snart han hørte trin fra gangen. Aftenen inden havde Atu fortalt, at der skulle afholdes auktion over ham og en gruppe andre dæmoner. Selvom Atu tålmodigt havde forklaret ham hvad der skulle ske, følte Zayn sig mere usikker end nogensinde før, og han havde ikke lukket et øje hele natten. Det ene øjeblik spekulerede han over, hvordan Shiva og alle de andre havde det. Om der overhovedet var nogen af dem der savnede ham. Han savnede dem, Rais, Hella og mest af alle Shiva. Det næste øjeblik spekulerede han over, hvor han overhovedet var, og hvad der skulle ske. Alting føltes så uvirkeligt. Indimellem kunne han næsten narre sig selv til at tro på, at det hele bare var en ond drøm, og han ville vågne til Shivas blide kærtegn. Men som natten skred frem, gik det for alvor op for ham at situationen var yderst virkelig, og det krævede hans samlede viljestyrke at holde tårerne tilbage.

"Det er tid."
   Zayn stirrede over mod døren, hvor Atu og et par vagter havde taget opstilling.
   Cellen blev låst op, og Atu gik hen imod ham, "vagterne her fører dig ned til badeområdet, og derefter ud til auktionen. Hvis du følger med frivilligt gør de dig ikke noget." han fortsatte hviskende, "gør nu ikke noget dumt. Du kan ikke slippe væk."
   Zayn skulle til at svare, men tav da vagterne kom nærmere. Den ene stirrede på ham og sagde noget han ikke forstod.
   "Han vil have, du skal række hænderne frem," oversatte Atu.
   Zayn skulede til englen men adlød. Umiddelbart efter lukkede koldt metal sig om hans håndled og ankler.
   Den ene vagt tog fat i ham og førte ham ud af cellen mens den anden fulgte efter.
   Zayn skævede ned ad de forskellige gange og ind i cellerne de passerede på vejen. Stedet så ud til at være større end han først havde antaget. Han huskede ikke meget fra den dag han var ankommet, og mens han havde været her, havde han ikke forladt cellen. Cellerne de passerede, lignede den han havde været i til forveksling.
   Dæmoner af begge køn og i alle aldre stirrede ud gennem tremmerne, vandrede hvileløse frem og tilbage, eller sad ubevægelige op mod væggene. Zayn slog blikket ned, forsøgte at undgå at se på de andre fangers ansigter. Forsøgte at lade være med at tænke over den skæbne der ventede dem, og over om de var blevet revet væk fra nogle de holdt af, på samme måde som han selv. Samtidig voksede et enormt had i hans indre, et had hvis lige han aldrig før havde kendt. Han hadede englene for det de gjorde ved ham og de andre dæmoner, og han hadede Kumara og Jaak for at have sendt ham til dette sted.

Vagterne førte ham ind i et stort rum, lydene fra mange andre dæmoner og engle gav genlyd mod flisevæggene. Han skævede rundt blandt de forsamlede, indtil hans blik låste sig fast ved en ung dæmonkvinde. Vreden begyndte atter at koge i hans indre. En vagt flåede tøjet af kvinden og begyndte at sæbe hende ind. Vagten gav sig god tid, specielt omkring visse områder. Zayn var dybt forvirret, hvorfor stod hun der bare? Der var ingen til at holde hende fast, og alligevel rørte hun sig ikke. Hendes ansigt viste ingen tegn på nydelse, men heller ingen afsky. Intet var afspejlet i hendes ansigt, ingen ild brændte i hendes øjne.
   Zayn forsøgte at rive sig løs, men en engel greb ham og tvang ham op mod væggen. Han snerrede rasende, mens englene klædte ham af og begyndte at vaske ham. Følelsen af deres hænder mod hans hud, fyldte ham med væmmelse, og enhver rationel tanke forlod hans sind. Med et pludseligt ryk rev han sig fri, snurrede rundt og gav englen bag sig et knæ i maven. Så snart englen ramte gulvet var Zayn over ham og begravede tænderne dybt i hans hals. Smagen af blod fyldte hans sanser og vækkede vildskaben i hans indre. Før de andre engle kunne nå at standse ham, var han på benene og gik løs på den næste.
   Med et blev han lammet af den efterhånden velkendte smerte, og var ude af stand til at gøre modstand, da nogen greb ham og trak ham med ned ad gangen.

Vagterne smed ham på gulvet i en celle. Smerten vendte tilbage, denne gang endnu kraftigere end før. Da han atter løftede blikket, var den ældre engel der ejede stedet kommet til.
   En af vagterne slog ud med armen i retning af Zayn, mens han talte hurtigt og ophidset til den ældre. Den ældre betragtede Zayn kritisk, og rystede så på hovedet. Vagten nikkede, og smerten begyndte igen. Zayn faldt sammen i kramper, smerten steg i styrke indtil hans mave snørede sig sammen og sendte morgenmaden retur.
   Da vagterne endelig lod ham i fred, var han så afkræftet at han ikke var i stand til at flytte sig fra det sted de havde smidt ham. Egentlig var der heller ingen grund til det, gulvet var lige bart i hele cellen.