Solens stråler trængte kun pletvis igennem trætoppenes tætte løv. Og et par sommerfugle dansede lystigt i strålerne.
   Det frodige græs var køligt og fugtigt omkring hendes bare fødder, og mosset blødt som en pude. I et forsøg på at holde sit skørt tørt, løftede pigen godt op i sin kjole. Men den voksende vægt af hendes lange gevandter, vidnede om at hendes forsøg var forgæves.

Blomster i alle regnbuens farver spejlede sig i den klukkende bæk. Mai standsede op og betragtede den fremmedartede grønne verden der omgav hende. Luften var så anderledes herinde, på en gang frisk og alligevel tung. Slet ikke som lugtene fra landsbyen og de omgivende marker, som hun kendte så godt. I landsbyens gader var der altid en duft af støv, madlavning, mennesker og dyr. På markerne blæste der altid en let vind. En vind som viskede nogle dufte bort, og førte andre med sig. Herinde trængte ingen vind ind. De dufte hun opfangede her, kom fra tusinder af forskellige planter som hun ikke kendte navnene på. Luften forekom hende næsten kvælende uden den brise hun var vant til. Et øjeblik var hun ganske sikker på at træerne svajede og rykkede tættere sammen omkring hende. Hun rystede på hovedet af sig selv og tog et par dybe indåndinger, "tag dig sammen" hviskede hun til sig selv, "de kommer ikke så tæt på udkanten af skoven." hun kastede et kort blik tilbage over skulderen. Hun kunne stadig se skovbrynet.
   Hun var kun gået et ganske kort stykke ind. Men det var allerede som at træde ind i en helt anden verden end den hun kendte.
   Folkene fra hendes landsby havde advaret hende om at gå herind. Et hvert barn vidste jo at man skulle holde sig fra skoven.
   Hun havde så afgjort også mest lyst til at vende om og komme ud herfra igen. Men hun kunne ikke gå før hun havde fået det hun kom efter. I går var hendes lillebror blevet bidt af et underligt, lille firben. Næsten med det samme havde han fået høj feber, og var hævet voldsomt op omkring biddet. Mais mor havde tilkaldt landsbyens kloge kone, Ella. Ella havde undersøgt biddet, set sine urter igennem, rystet stille på hovedet. Og med en trist mine erklæret at hun ikke kunne gøre andet end at lindre drengens smerter. Mais mor var brudt grædende sammen. Og til sidst var det lykkedes Mai at få ud af den gamle at der fandtes en modgift, men den voksede kun i skoven.
   Så derfor var hun her nu, Ella havde fortalt hende at hun skulle lede efter en lav busk med takkede sølvfarvede blade og sortlilla bær. Den skulle vokse på fugtige, skyggefulde steder.

Et ben foran det andet, modstræbende tvang hun sig selv til at fortsætte fremad. Jo længere ind i skoven hun kom, jo tættere blev bevoksningen. Slyngplanter med små, blå blomster snoede sig op ad de knudrede, mosbegroede stammer, svampe i røde, brune og grønne farver voksede i tætte klynger ved træernes rødder. Overalt hørtes fuglekvidren. Egern og andre smådyr pilede fra træ til træ. Hun begyndte at slappe lidt af, her var jo egentlig ikke så slemt. Faktisk var her ganske smukt. Hun behøvede ikke længere tvinge sine fødder fremad. Hun var jo heller ikke så langt inde i skoven endnu, her, så tæt på udkanten burde der ikke være nogen fare.
   Et stort smil bredte sig på hendes læber da hun fik øje på en klippe. Nedenfor lå en lille sø, her måtte hun da kunne finde bærrene. Ganske rigtigt, neden for klippen voksede adskillige af disse små sølvfarvede buske. Hurtigt plukkede hun håndfuld efter håndfuld af de små, mørke bær.
   Med et fyldtes hun pludselig af en ubeskrivelig rædsel. Langsomt drejede hun hovedet. Kun ganske få meter fra hende stod en enorm ulv. Den sænkede hovedet og udstødte en lav, truende knurren, de ravgule øjne stirrede direkte ind i hendes.
   Med et huskede hun at det var en dårlig ide at stirre en vred hund i øjnene. Hun slog blikket ned. Men kunne mærke hvordan vilddyret foran hende fastholder sin stirren.
   "Du er ikke velkommen her." hun løftede blikket, og stirrede forbløffet på ulven. "Forsvind herfra menneske."
   Det gik op for hende at stemmen kom fra et sted oppe på klippen. Hun kiggede op og fik øje på en ung kvinde. Før Mai kunne nå at røre sig, var kvinden sprunget ned fra klippen, og landet lydløst ved siden af ulven. Mai kunne ikke lade være med at bemærke at hun havde næsten samme øjenfarve som ulven, og hendes hoftelange hår havde det samme sølvagtige skær som ulvens pels.
   Kvinden så også ud til at studere hende, hendes udtryk var vagtsomt og fuld af mistro.
   "Jeg... jeg beklager jeg ville bare..." begyndte Mai. Hun kunne mærke hvordan tårerne begyndte at strømme ned ad hendes kinder. "Min bror... der var et rødt firben... og" snøftede hun mens hun holdt en håndfuld af bærrene frem mod kvinden.
   Kvinden strøg ulven over de strittende børster, hendes blik blev en smule mildere. "Du har fået hvad du kom efter menneske, forlad skoven." kvinden vendte om og forsvandt ind mellem træerne, ulven fulgte efter hende, men standsede så op et kort øjeblik. Den vendte hovedet mod hende, træk overlæben op og knurrer lavt, som for at minde hende om hvilken skæbne der ventede hvis ikke hun forlod skoven omgående.

Mai betragtede sin lillebror. Han var ved at kaste hestesko sammen med nogle af de andre børn fra landsbyen. Ella havde haft ret. Så snart han havde spist bærrene, havde hævelsen fortaget sig, og over natten var feberen forsvundet. Det var 4 dage siden nu, og han var fuldstændig frisk igen.
   Efter hun var kommet tilbage havde hun måtte fortælle om skoven, kvinden og ulven igen og igen. Børnene lyttede med åben mund, mens rædselen stod malet i deres ansigter, og de klamrede sig til deres mødres skørter. Mødrene brugte historien til at minde dem om aldrig selv at gå derind.
   Landsbyens unge så på Mai med beundrerne blikke, og udfordrede indbyrdes hinanden til at være den næste til at gå derind. Specielt de unge mænd var ikke meget for at stå tilbage for en ung kvinde. Men når alt kom til alt, var der ingen der skulle nyde noget af at prøve lykken.
   De ældre formanede alle om at holde sig fra skoven. Mai havde været heldig. Der gik grusomme historier om hvad skovfolket gjorde, ved de mennesker der betrådte deres skov.
   Når Mai fortalte historien, fortalte hun ærligt om hvor bange hun havde været. Og at hun slet ikke var nogen helt. Men alligevel var hun ikke længere Mai fra sydgården, hun var Mai der mødte skovfolket.

Månederne gik og det blev tid til at høste. Høsten var en travl tid for alle i landsbyen, og Mais tur i skoven gled atter i baggrunden. Andre ting optog folk nu, for når høsten var sikkert i hus, var det tid til at feste. Pigerne syede flittigt på deres kjoler, om aftenen når de kom hjem fra marken. Og drengene hørtes prale overfor hinanden om hvor meget mjød de hver især kunne drikke. Livet gik atter sin vante gang, ingen tænkte længere på folket der levede dybt inde i skoven. Ikke før en dag hvor en gruppe fremmede ankom til byen.