Keegan kunne knap tro sine egne øjne. Væsnerne, der angreb dem, så menneskelige ud. I hvert fald på afstand. Men de bevægede sig langt hurtigere. De fleste af dem angreb til fods, andre red på tobenede øgler.
   Han hævede riflen og affyrede et skud mod en af angriberne. Væsnet udstødte et kort skrig og styrtede til jorden. Væsnerne omkring den faldne, så ud til at tøve et øjeblik, men fortsatte så fremad. Han skød igen, men væsnet han havde sigtet efter undveg, og før han kunne affyre endnu et skud, var det over ham. Det huggede ud efter ham med et spyd, han blokerede med riflen, og var overrasket over den styrke, der lå bag væsnets angreb. Han måtte lægge sin fulde styrke bag, for at vride riflen rundt, og slå væsnet ud med kolben.
   Hurtigt kom han på benene og så sig forfærdet omkring. Han havde aldrig troet han ville savne kedsomheden, men lige nu forekom dagens trivialitet ham som det rene paradis, i forhold til det der udspillede sig omkring ham. Væsnerne var kun bevæbnede med buer, spyd og stave, men de forstod at bruge dem, og at undvige soldaternes skud. Overalt hørtes skrig, når hans kammerater faldt, og pludselig syntes skrækhistorierne ikke længere så usandsynlige.
   - Hvor bliver forstærkningen dog af? Tænkte Keegan forfærdet.
   Han affyrede et skud mod en angribende øglerytter, men blev i det samme ramt hårdt i siden, og kastet til jorden. Han tabte riflen og trak i stedet kniven fra sit bælte. Keegan skreg af smerte og tog sig til siden, vantro stirrede han op på væsnet, der nærmede sig. Det lignede et menneske, men var alligevel så langt fra. Det våben, der havde flænset hans side, var hverken kniv eller spyd, men lange, krumme klør. Smalle, gule øjne stirrede stift ind i hans, som om skabningen udfordrede ham. Keegan bed tænderne sammen og kæmpede sig på benene.
   Væsnet ventede til han var kommet op. Så kom angrebet igen. Han blev ramt af et spark i brystet og faldt sammen på jorden, hivende efter vejret. Væsnet kom nærmere. Keegan løftede blikket og stirrede trodsigt op på sin angriber. Skulle han dø, nægtede han i hvert fald at gøre det krybende.
   En øglerytter råbte noget, hans angriber standsede op, stirrede i den retning rytteren pegede, nikkede så og trak sig tilbage. Keegan drejede sig og stirrede i samme retning, som væsnerne for lidt side. Et lettelses smil bredte sig straks over hans ansigt. Forstærkningerne var kommet i sidste øjeblik.

Aaron trak en stol hen til Keegans seng, og tog plads. Kim satte sig på kanten af hans madras og betragtede ham med det der blik hun kun sjældent fik.
   "Er det slemt?" spurgte hun stille.
   Keegan satte sig op i sengen og fremtvang et smil. Han kiggede ned på bandagerne, der dækkede det meste af hans overkrop og rystede på hovedet.
   "Det er ikke så slemt som det ser ud. Sårene er ikke dybe. Lægerne siger jeg snart er på benene igen."
   Aaron smilede. "Hvordan synes du ellers selv det går for tiden?"
   Keegan lo, men tog sig hurtigt i det og lagde hånden mod sin ømme side.
   "Jeg vil lige påpege, at det ikke var min skyld denne gang."
   Aaron smilede. "Nej, denne ene gang, var det vist ikke selvforskyldt... De flygtede inden vi nåede tæt på, så fortæl." Han lænede sig tættere på. "Hvad var det for nogen bæster? Så du dem tæt på?"
   Keegan skævede ned mod bandagerne. "Jo tak, jeg så dem helt tæt på. Specielt ham der gjorde det her."
   Kim lagde hovedet på skrå. "Ham?"
   Keegan nikkede. "De lignede mennesker. Men de bevægede sig ufattelig hurtigt, de havde klør, og øjne som rovdyr. Deres hud var dækket af sære symboler, tattooveringer tror jeg."
   "Værre end både dyr og mennesker... djævle." Mumlede Aaron. "Hvad hvis alle historierne er sande? Hvad hvis vi er landet på en sump af en planet, fyldt med menneskeædere?"
   Keegan trak på smilebåndet. "Nu ved vi jo ikke om de æder mennesker. Men jeg tror nu ikke vi har det store at frygte fra dem. De ser ud til at være ret primitive. Deres angreb kom bag på os, men det gør det ikke næste gang... Deres buer og stave er intet mod moderne våben. Og det kan godt være de er djævle, men de bløder som alle andre skabninger. Næste gang viser vi de vildmænd, at man ikke skal lægge sig ud med mennesker."
   Aaron smilede. "Sådan skal det lyde."
   Kim rystede på hovedet. "Ja ja, bare lige husk at undgå kløerne næste gang..."
   Keegan nikkede fraværende. Væsnernes hurtighed og styrke var kommet bag på både ham og de andre vagter ved minen. Men han så ingen grund til at male fanden på væggen, væsnerne ville måske blive en større udfordring end først antaget, men hvad kunne de stille op mod professionelle soldater og moderne våben?

Der var gået godt en uge siden angrebet, da Keegan slentrede ned ad gaden og flygtigt betragtede de identiske, hvide huse. Byen var opført i rene linier og designet så den let kunne bevare sin overskuelighed og ensartede præg, efterhånden som den blev udvidet. Han kunne godt se det smarte i tanken, men samtidig syntes han, at kolonibyerne, der alle var konstruerede efter det princip, manglede den charme, der var forbundet med jordbyernes tilfældighed og historie. På jorden kunne man stadig finde hele kvarterer, der var blevet opført for århundrede siden. Disse kvarterer emmede af atmosfære og historie. Tir-nurrag havde ingen historie. Den var først ved at blive skrevet. Han fandt på én gang tanken både fascinerende og skræmmende.
   Han skævede ned på sit ur. Der var heldigvis ikke så langt tid til Kim og Aarons vagt sluttede, han kedede sig forfærdeligt, og følte at han svigtede sine kammerater. Men selvom han havde forsikret lægerne om at han var frisk igen, havde de nægtet at melde ham klar til tjeneste. En af sygeplejekerne havde blinket til ham og hvisket, at hvis han holdt sig i ro nogle dage, var der god sandsynlighed for, at han snart ville være tilbage ved fronten.
   Keegan lod fingrene løbe gennem sit korte, mørke hår og stirrede op mod den bagende sol. Tir-nurrags klima var lige så fjendtligt som indbyggerne. Dagene var for det meste steghede, men pludselig nærmest uden varsel, kunne himlen finde på at åbne sine sluser og lade det øse ned i ugevis. Nætterne var ligeså kolde som dagene var varme, og alt efter de andre måners placering, kunne de være oplyst af et blegt, spøgelsesagtigt skær, eller være så mørke at man ikke kunne se en hånd for sig.
   Han gik ned mod porten, og bemærkede at flere vagter end ellers patruljerede oppe på muren. De civile virkede også lidt nervøse efter angrebet. Gamle Roberta, der havde en lille forretning med aviser, blade og spiritus fra jorden, havde himlet op om at djævlene bare ventede på deres chance. Og når den viste sig, ville de komme og voldtage alle damerne og æde mænd og børn. De andre kunder havde nikket samtykkende. Selv havde han bare rystet på hovedet, og holdt på at væsnerne ikke udgjorde nogen større fare. Det havde fået den gamle til at smile og knibe ham i kinden.
   "Ja ja." Havde hun sagt. "Du er en god dreng. Når du og de andre soldater passer på os, skal det nok gå."
   Han mærkede hvordan han rødmede ved at tænke på det. Han havde mistet sine egne bedsteforældre i en tidlig alder. Og ting som ømhed og opmuntring, havde ikke været noget hans forældre havde strøet om sig med.
   Han nåede porten samtidig med at hans deling kom hjem fra deres vagt.
   Kim smilede. "Nå, har de lukket dig ud fra hospitalet, eller er du smuttet?"
   "Blev udskrevet i formiddags. Regner med at være klar til tjeneste om et par dage."
   Kim hævede et øjenbryn og gloede åbenlyst op og ned ad ham. "Og du har ikke overvejet, at skifte til civil i mellemtiden?"
   Keegan grinede og blinkede til hende. "Hvorfor dog? Jeg ser godt ud lige meget hvad jeg har på."
   Hun rullede med øjnene og lo. "Lækker, intelligent og næsten ikke forfulgt af uheld. Hvorfor er det lige du stadig er single?"
   Han trak på skuldrene. "Spørger jeg også mig selv om..."
   "Samme grund som mig." Brød Aaron ind. "I damer har slet ikke indset, hvad I går glip af."
   Kim nikkede og satte et eftertænksomt udtryk op. "Ja, det må være grunden..."
   "Nå, er der sket noget usædvanligt, mens jeg har ligget og gloet?" spurgte Keegan.
   Aarons ansigt blev alvorligt, og med et forekom han Keegan adskillige år ældre.
   "Vi har haft kontakt med fjenden flere gange. Der er ingen tvivl om, at de er blevet mere aggressive."
   Kim nikkede. "Jeg tror kun angrebet på minerne var begyndelsen."

Efter at have vendt og drejet sig i timevis, opgav Keegan at falde i søvn. Han gøs af kulde, da han forlod sengens varme, og trak hurtigt en trøje over hovedet. Han forsøgte at give andre indtryk af, at han ikke var specielt bekymret. Men han kunne ikke glemme manden, der nær havde dræbt ham. Det var lettere at omtale dem som skabninger, væsner eller djævle. Det gav en tryghed at vide, at den fjende de var oppe imod, ikke var at regne for menneskets ligemand. Men da han stirrede ind i sin fjendes ravgule øjne, havde han set både styrke, intelligens og beslutsomhed. De var ikke mennesker, og de var tilsyneladende ikke i besiddelse af teknologisk viden. Men dyr var de bestemt ikke.